Natten er kun lige begyndt...

Raiden tiltede hovedet da pigen rødmede, han tog stille sin hånd til sig da hun hev hovedet til sig. Han smilte lidt *hun er genert* tænkte han og bakkede lidt tilbage mens han samlede flere bøger op. Han rejste sig og tog i mod dem hun gav ham ”Tak for hjælpen” sagde han venligt. ”Hør…. Det er ikke en dårlig scorereplik det her… men har jeg ikke set dig før?” nåede han lige at spørger inden han blev afbrudt da professorren kaldte på ham. ”Orochi-san!” kaldte professoren ”ah.. det er mig” sagde han med et smil ”Jeg må løbe..” sagde han og gik hen til professoren.

Hun rødmede mere, men så op på ham da han spurgte om han ikke havde set hende før. Hvordan skulle han kunne genkende hende? Hende og Ice mindede slet ikke om hinanden. Men hun nåede hellere ikke at svare, og hun slog flovt blikket ned igen. Saya nikkede til at det var ham, og hun så lidt efter ham. Hvad lavede han her? Hun havde aldrig lagt mærke til ham før. Hun sukkede og så på sin hånd, og begyndte så at kigge på gulvet. Den bog hun selv havde læst i var væk. Hun så panisk på gulvet og gik på knæ. Men der var inden steder den kunne være smuttet under. Hun åbnede tasken, prøvede at overbevise sig selv om, at hun slet ikke havde taget den op, men det havde hun jo, hvilket var grunden til at hun var stødt ind i Arata, eller retter Orochi-san. Hun måtte have bogen tilbage. Hendes far ville slå hende ihjel, hvis han vidste hun havde mistet det, og var nød til at købe en ny. Hun rejste sig hurtigt, tog sin taske og begyndte at gå den vej Orochi-san var forsvundet.

Han kunne ikke lade vær med at tænke at hun var nuttet da hun rødmede endnu mere.
Da han kom hen til professoren tog han halvdelen af de bøger Raiden gik med. De begyndte at tale om arbejdsting mens de gik videre mod arkiverne, professoren låste glasdøren der ind til op og de gik ind. Døren låste sig bag dem. Raiden begyndte at sætte bøgerne på plads, lige ind til professoren satte en bog op på en hylde der var foran ham. Han mærkede at professoren stod lige bag ham og pressede sig lidt op af Raiden. Han smilte lidt, de havde aldrig taget skridtet videre, men det lå næsten altid i luften når de var alene sammen og ikke arbejdede. Raiden fortsatte bare med at sætte bøger på plads og kort efter trak professoren sig også væk. Raiden stod til sidst med en bog der ikke hørte til på deres arkiv, i hvert fald ikke her så. Ham og professoren kom ud fra arkivet og Raiden havde bogen i hånden.

Saya gik først forvirret omkring. Hun vidste ikke hvor de var gået hen, selvom det næsten sagde sig selv. Hun var lige ved at opgive, da tanken slog ned i hende. ”Arkiverne!” sagde hun højt og slog sig for panden. Hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før. Hun havde brugt tid på at gå halvdelen af skolen rundt, og hendes fritime var snart slut. Hun skyndte sig mod dem, og håbede at de stadig var der. Hun så dem komme ud af rummet og pustede lidt lettet. Hun så på Orochi-san, og så at han stod med hendes bog. ”Det… det min.” sagde hun lidt flovt da hun kom hen til dem og så på bogen. ”Jeg må havde kommet til at give dig den ved et uheld.” sagde hun og slog blikket lidt ned. Hun ville helst ikke være i nærheden af ham. Han kunne opdage hendes hemmelighed. Saya kendte ikke denne professor, hun havde ham ikke i nogen af sine timer.

Raiden så på pigen fra før da hun kom hen til hende, han smilte venligt til hende ”helt i orden.. værsgo” sagde han og rakte hende bogen. ”Det er en god bog” sagde både Raiden og professoren i kor, de så lidt overrasket på hinanden, men smilte så lidt kærligt til hinanden. Professoren vendte sin opmærksomhed mod pigen ”du virker ikke bekendt.. du har ikke nogen litteratur fag har du?” spurgte han. Raiden tiltede hovedet, det var rigtigt, men… hvor kendte han hende så fra? Hun lignede ikke typen der kom på vært bare, og hun var ikke en kunde hos blomsterhandleren… og hvis hun havde været en kunde ved tankstationen ville han ikke have husket hende på nogen måde fordi der kom så mange forskellige kunder.

Saya tog i mod bogen og sukkede lidt lettet op. Saya så overrasket på dem, da de talte i kor, og hun rødmede da de smilte til hinanden. Smilte de kærligt? Hvad havde de lavet inden i rummet? Nej Saya kunne ikke tror på at en professor var sammen med en anden mand. Hun slog blikket ned igen. ”Nej, ingen litteratur fag. Har engelsk, psykologi og kemi som mine hovedfag.” sagde hun og virkede mere rolig. Når hun talte med professor, var hun meget mere rolig. Saya så på Orochi-san ud af øjenkrogen og rødmede lidt, da hun så at han kiggede på hende. ”Mange tak fordi I fandt min bog, men jeg er nød til at gå til time nu.” sagde hun og skyndte sig forbi dem.

Raiden stå stille og så på pigen, der var noget ved hende han ikke kunne sætte sin finger på. ”Det var så lidt” sagde Raiden da hun sagde tak, han mente nu ikke der var noget at sige tak for. Professoren så lidt efter pigen ”sød pige” sagde han med et lille smil. Raiden så stille efter pigen ”ja..” svarede han så stille. De vendte tilbage til arbejde. Et par timer og noget gramseri med professoren senere gik Raiden med sit blik ned i en bog mod sit job som kaptajn og træner på et fodboldhold.

Saya skyndte sig ind i sin klasse. Hun måtte sikker sig at hun ikke støtte på Orochi-san igen. Han så på hende, som om han vidste noget. *Men hvorfor kigger han sådan på mig? Nok fordi han tror han genkender mig.* tænkte hun og rystede på hovedet og begyndte at tage notater. Saya slog Orochi-san ud af hovedet. I skolen tænkte hun kun på sine lektier.
Efter nogen timer, var hun færdig for den dag. Men som altid, gik hun mod biblioteket. Det var det eneste sted hun følte hun kunne få ro nok til at læse. Saya gik i stå, og gemte sig bag et hjørne da hun fik øje på Orochi-san. Hun måtte holde sig så langt væk fra ham som muligt. *Hvis han ikke kan lide Ice, vil jeg slet ikke være noget for ham.* tænkte hun, men rystede på hovedet. Hvorfor tænkte hun overhovedet på det.

Raiden kom halvejs på sin vej mod fodboldtræningen, da en af de andre kaptajner ringede til ham. Træningen i dag var aflyst, så han behøvede ikke at komme, de kunne bare bruge denne mulighed til at holde møde. De aftalte at de kunne mødes med den tredje kaptajn ude på universitet, men det ville først blive om 2-3 timer. Raiden sukkede lidt efter han havde lagt på, han var ikke meget for at vente, men ville gerne holde møde med de andre kaptajner, de var temmelig rare og det var længe siden de alle havde været samlet sammen.
Raiden vendte om og gik tilbage til universitetet, han gik ind på biblioteket og fandt en god bog. Det var en gammel bog, den var slidt og der var næsten aldrig nogen der læste i den. Men Raiden kunne godt li den. Han gik hen for at finde et sted at sidde da han så hende, han smilte lidt og gik stille bag hende. Han lænte sig lidt ind over hendes skulder ”Hvad læser du?” spurgte han stille ved hendes øre. Så tæt på at hun ville kunne mærke hans varme ånde mod sit øre. Det var pigen fra før.

Saya gik ind på biblioteket og satte sig ved et ledigt bord. Hun fandt i første omgang sin psykologi bog. Hun ville gerne læse noget frivilligt, men lige nu, måtte hun bruge alt sin tid på at læse sine lektier. Hun var så koncentrere i at læse og skrive noter, at hun ikke opdagede ham, før han stod lige bag hende. Der gik et gys igennem hende og hun vendte sig lidt forskrækket om og så op på ham. Hun havde mærket hans ånde mod hendes øre, og hun lage lidt ubevist sin hånd over det. ”Bare noget skole arbejde.” sagde hun og slog blikket lidt ned. Hun kunne ikke forklarede det, men når hun ikke havde parykken eller kontaktlinserne på, kunne hun slet ikke være rolig omkring drenge. Det var ikke fordi at ingen drenge snakkede med Saya, men hun følte sig usikker omkring ham her.

Han smilte lidt venligt til pigen og gik bare hen og trak stolen overfor hende ud, så satte han sig på den og tog sine læsebrille på, hvorefter han begyndte at læse. Han havde ikke rigtig noget at sige til det hun læste.

Saya så lidt på ham da han satte sig overfor hende. Hvad ville han her? Hun havde lige set ham gå. ”Hvad laver du her? Jeg har ikke lagt mærke til dig før.” sagde hun. Hvorfor spurgte hun overhovedet? Hun ville ikke lære ham at kende, men hun var nysgerrig.

Han lod sit blik glide fra bogen og op på hende. Hans blik hvilte lidt på hende bag læsebrillerne før han svarede ”jeg læser…” sagde han bare undrende til hende. ”Det undre mig ikke… du lagde ikke engang mærke til mig før jeg var lige bag dig.. jeg håber virkelig ikke du er sådan på gaden.. du ender med at blive ****” sagde Raiden. Han smilte så ”ej.. jeg kommer her heller ikke særlig tit.. jeg går mere rundt på arkiverne” sagde han roligt og vendte igen sin opmærksomhed mod bogen igen.

Hun slog blikket ned i sin bog. Hvorfor havde hun overhovedet talt til ham? ”Jeg går ikke så meget i byen.” sagde hun stille. Hun nikkede til at han mest gik på arkiverne. Det var da en grund til at hun ikke have set ham før.

Han trak lidt på skulderne ”du går vel her fra og hjem..” sagde han roligt mens han ikke fjernede blikket fra sin bog. Han sad roligt i stilheden og læste, han så fredfyldt ud.

Det kunne hun ikke sige nej til. Men hun ville ikke lige frem kalde det byen. Hun læste videre som om han ikke var der, men hun var hans nærhed meget bevist. Hun så på sit ur. Hun havde svært ved at koncentrere sig, og hvis hun gik nu, kunne hun nå ind i byen som Ice, og se om der var noget hun ville have. Hun lukkede stille sin bog i, og lage den tilbage i tasken. ”Farvel igen.” sagde hun da hun rejste sig og bukkede let for ham. Hvorfor hun sagde farvel kunne hun ikke forklare. Hun tog sin taske og gik stille ud af biblioteket.

Raiden så stille op på pigen da hun sagde Farvel ”Farvel… pas på dig selv” sagde han roligt og så lidt efter hende. Han kunne stadig ikke regne ud hvad der var med hende, men hun var nu sød. Kort efter at pigen var gået kom hans venner og de sad til sent og diskuterede planer med fodboldholdene. Det var sent da Raiden gik gennem byen med en slikkepind i munden for at komme hjem.