Gensyn....

Akira stoppede op og vendte sig roligt om da han troede Miku havde kaldt på ham. Han så roligt tilbage på hende og nikkede da hun sagde de ville ses derhjemme. Han fortsatte tilbage til lejligheden.
Akira lå på sofaen og læste da Miku og onklen kom hjem, men han hørte ikke rigtig efter. Han undskyldte sig med at han ville tage et bad, han brød sig ikke om onklens selskab.

Den næste morgen, var Miku ikke sig selv. Hendes høje humør var helt forsvundet. Hun var selv stået op, men stod ude i badet, og Len var nød til at kalde på hende, ellers ville hun ikke nå at få morgenmad. Miku tog aldrig bad om morgen, da hun normalt brugte tiden på at rede Akiras hår. Miku trak i sin skole uniform, og satte sig ved bordet og spiste stille. Da hun havde spist færdig, hentede hun sin taske, sagde farvel og gik til skole. Hun havde ikke spurgt Akira, om hun måtte rede hans hår, som hun ellers havde gjort hver eneste morgen siden hun var kommet. Len blev bekymret, og ringede hjem. Deres forældre fortalt, at Miku nogen gange blev sådan, og at Len bare skulle lade hende være i fred, hun kom som regl selv over det.
Da skolen var forbi, kom Miku alene hjem, i stedet for at følges med den dreng hun ellers gået sammen med de sidste par dage. Hun gik også direkte op i lejligheden, i stedet for at hænge ud i diskoktet før det åbnede.

Akira kunne ikke dy sig fra at det lidt undrende over sin avis under morgenmaden, han havde vænnet sig lidt til at Miku altid redte hans hår. Men ikke denne morgen, hvilket fortalte ham at noget måtte være galt. Akira så lidt efter Miku da hun skyndte sig ind på sit værelse, han sukkede, han rodede sig jo ikke rigtig ind i andre folks sager. Han fortsatte med sit arbejde på diskoteket og gjorde klar til åbningen.

Miku kom ikke ud eller ned, og sad bare på hendes og Lens værelse. Len havde endnu ikke brokket sig over, at hun brugte det sammen med ham. De poser hun havde haft med hjem, stod stadig på gulvet. Det tøj onkel havde købt, var Miku stil, og det hun normalt gik i. Men hun ville ikke gå i lige præcis det. Hun skiftede uniformen ud med almindeligt tøj, men ikke så afslørende tøj som normalt. Den næste dag gik på samme måde. Miku stod op, trak i uniform, spiste morgenmad og tog afsted. Hun kom igen alene hjem. Da hun kom hjem, satte hun sig dog i stuen da hun havde skiftet tøj, og sad og lavede lektier. Sådan gik den næste uge. Hun talte næsten ikke, og sad mest enten i stuen eller på hendes og Lens værelse. En dag kom hun dog hjem fra skole, som om der intet var sket. Hun var smilende og glad og begyndte igen at tilbringe tid i diskoteket før Len sendte hende op. En pige i klassen havde spurgt om der var noget galt, og Miku havde bare smilt og sagt nej. Det var først når folk påpegede for hende, at hun virkede trist, at hun selv opdagede det, og stoppede med at være det. Hun ville ikke bekymre andre, og hvad skulle hun også sige? Det var jo hendes egen skyld. Hvis ikke onkel var dukket op, ville hun måske have sagt ja da drengen der havde fulgt hende hjem, havde spurgt om de skulle gå ud sammen. Men hun kunne ikke, hun ville aldrig kunne være ham tro, for onkel ville aldrig lade hende være, og han ville bare blive vred hvis han opdagede det. Miku spurgte igen morgen efter om hun måtte rede Akiras hår, og alt vendte tilbage til det gamle.
”Kom nu…” plagede Miku som hun havde gjort hele ugen. ”Jeg skal ikke i skole de næste dage, så det komme ikke til at påvirke min skolegang.” Der var gået en uge efter at Miku var blevet sig selv igen, og lige siden havde hun plaget Len om, at lade hende blive nede i diskoteket når de åbnede for at hjælpe dem. Len blev ved med at påpege at hun var for ung. ”Jeg skal jo ikke drikke.” sagde hun. Len sukkede og gav op. ”Fint, men hvis der bliver det mindste, så sender jeg dig op, og du går op uden at komme med nogen indvendinger.” sagde han fast. Miku smilte og grinte og sprang om halsen på ham. Len smilte og lage arme om hende. Han var glad for at Miku var blevet sig selv igen. Om aften stod hun derfor klar bag disken sammen med Len. Hun var lidt skuffet over at det var der Len havde sat hende, og hun skulle kun tage i mod glas og vaske op. Men hun var alligevel spændt. Aften gik godt, og Miku elskede det. Hun kunne ikke lade hver med at danse lidt mens hun stod bag disken, og flere kom med tilråb til hende når de opdagede hende, hvilket fik hende til at rødme, men også smile stort. Miku gik hen til Akira, med det han plejede at få at drikke. Hun smilte stort til ham. Hun havde en top og lårkort nederdel på. Hun havde det sjovt, og det var tydeligt at se på hende. Hun blev stående lidt hos ham, og dansede til musikken, til hun opdagede at Len så efter hende og vinkede hende tilbage. Hun smilte lidt og trak på skulderne, og vinkede til Akira før hun gik tilbage til Len. Alt virkede rigtig, hun var glad, og havde det sjovere end hun nogensinde kunne huske. Hun gik ud af bagdøren med den skraldepose Len havde bedt hende om at smide ud. Hun smilte og strakte sig, og nød den kolde luft mod huden. Der var varmt indenfor og hun kunne mærke hun blev kvittet op af luften. Hun stivnede da hun mærkede en hånd på sin arm, og hun så op, og mærkede kvalmen komme skyllende. ”Onkel…” sagde hun med skælvende stemme.
”Hey Akira. Gider du se efter Miku? Synes hun har været der ude længe nu.” sagde Len igennem musikken til Akira. Miku havde været væk i ti minutters tid nu. Len tænkte at hun måske ikke kunne komme ind af døren igen, eller at hun havde fået det dårligt der ude. Han havde bare lige nu ikke selv til at se efter hende, og hvis der ikke var noget galt, ville hun bare brokke sig over at han bekymrede sig for meget.
Når Akira kom ud af døren, ville han først ikke se noget, men han ville kunne høre en svang stønne igennem musikken. Miku var et stykke væk fra døren, og stod i mørke, presset op af en væg, men en mand foran sig, i en mørk hættetrøje, hvilket gjorde dem svære at se. ”Stop…” stønnede Miku med skælvende stemme. Manden havde løftet op i Mikus nederdel og hævet lidt ned i hendes underbukser og havde hånden i dem.

Akira havde så småt vænnet sig til Mikus tilstedeværelse i lejligheden, og han lagde derfor mærke til at hendes rutiner så småt ændrede sig. Men han kunne ikke forstå hvorfor, ikke at han prøvede at forstå. Og da ting gik tilbage til hvordan de var før, valgte han at tilskrive den ændrede adfærd teenagealderen. Akira så op fra sin avis den morgen hun igen spurgte om hun måtte rede hans hår, han sagde som altid ingenting, for han vidste hun ville gøre det alligevel, desuden var det heller ikke helt så ubehageligt mere.
Akira drak roligt af sin kaffe og læste mens han hørte den bekendte lyd af Mikus plagen i det fjerne. Han så op på Len da han endelig gav efter og kunne ikke holde et lille smil tilbage, den mand kunne virkelig ikke forblive blød overfor sin søster.
Om aftnen skiftede Akira mellem at være baren og ude på danske gulvet for at få festen i gang, han fik som altid en masse opmærksomhed fra begge køn, men ænsede det ikke rigtigt. ”Tak” sagde Akira lidt forpustet da Miku kom hen med noget at drikke til ham, han stod og slappede lidt af ved et af bordene. Han smilte lidt da Miku virkede til at nyde at være der. Akira løftede sin hånd i et vink, han stod og drak færdigt indtil han gik om bag baren selv. Akira var lige kommet tilbage med en kasse alkohol ude fra lageret da Len spurgte ham om han ikke kunne tjekke til Miku. Han nikkede og satte lige kasse på køl under baren inden han gik ud for at finde hende. Akira gik ud bagved og opdagede at bagdøren stadig stod på klem, så hun var da ikke blevet smækket ude. Han åbnede døren helt og satte noget i klemme, så den ikke smækkede ham ude. Han så sig lidt omkring i deres baggyde og kunne ikke se hende, han gik lidt rundt, han åbnede munden for at kalde på hende, da han kunne høre nogle små lyde. Akira stivnede da han så Miku og en mand, men da han hørte Miku sige stop reagerede han med det samme. Han tog fat i mandens trøje og hev ham væk fra Miku.

Mikus knæ gav efter under hendes da hendes onkel blev havet væk fra hende. Valkede nogen skridt tilbage da Akira hev ham tilbage, og hætte faldt en smule tilbage, så hans ansigt ikke var nær så godt skjult. Han kunne selv mærke det, og træk hurtigt hætten tættere om sit ansigt igen og vendte hurtigt rundt og løb ud af gyden. Han var bange for at blive opdaget. Miku begyndte at ryste og hulke lidt. Hun var blevet opdaget. Hvad ville Akira nu ikke tænke om hende? ”Undskyld.” græd hun og gemte sit ansigt væk i hænderne. Hun greb fat i Akiras trøje og så op på ham. ”Du må ikke sige noget til Nii-san. Lov mig det.” sagde hun og så bedende op på ham. ”Jeg gør alt, du må bare ikke sige det.”

Akira så vredt efter manden, men løb ikke efter ham. Han så undrende ned på Miku da hun undskyldte, hvad undskyldte hun for? Akira bed tænderne lidt sammen, han hadede at blande sig i andres sager, men det her var hans vens lillesøster, hun var jo blevet overfaldet. Han tog roligt og blidt Mikus arm og hev hende roligt op og stå på benene. Han så lidt flot ned af hendes ben og så på hende, i håb om at hun selv ville hive sine trusser på plads. Han løftede hende op i sine arme og tog hende med ind gennem bagdøren igen. Han skubbede tingen han havde sat i klemme væk, så bagdøren smækkede bag ham. Han tog hende med af bagvejen op i lejligheden, så hun ikke behøvede at komme ud i klubben igen. Han satte hende foran døren til Len og hendes værelse ”Der er ingenting at undskylde for, det var ikke din skyld..” sagde han roligt og skubbede døren til badeværelset op ”Du kan.. du kan rette lidt på dig selv ” sagde han, og mente at hun kunne gå i bad eller noget. ”Jeg går ned og arbejder færdigt. Bliv her” sagde han med tryk på det sidste. Akira gik ned og fortalte Len hvad han havde set og hvor Miku var, han forsikrede Len om han og de andre kunne klare klubben.

Miku rejste sig usikkert op. Hun lage mærke til hvor han så hen, og hev sine trusser op igen. Miku stivnede lidt da Akira tog hende op i sine arme, hun kunne ikke li at blive berørt når hendes onkel lige have hørt hende. Men Akira havde aldrig gjort hende noget, og hun slappede lidt mere af i hans arme. Hun var stadig bange for at han var vred på hende. Hun så op på ham da han satte hende ned igen. Han havde førte hende op uden af Len så hende, det var hun glad for. Hun så forvirret på ham, da han sagde hun ikke havde noget at undskylde for. *Måske ved Akira ikke at det var onkel.* tænkte hun lidt lettet, og samtidig skuffet. Miku nikkede. ”Tak.” sagde hun stille, og gik ud på badeværelset. Hun trak af sit tøj og skyllede sig og gik ind på værelset og trak i nattøj. Hun var kun lige kommet i det, da døren gik op med et sæt. Len havde skyndt sig op, da Akira havde fortalt om hvad der var sket, og var sikker på at Akira og de andre kunne klarer baren. Mikus hjerte slå hårdere. Akira havde fortalt Len det. ”Miku, er du okay?” spurgte Len og skyndte sig hen til Miku og tog hende ind i sine arme. ”Jaja… Jeg er okay.” sagde Miku og skyndte sig at skubbe sig ud af hendes arme. ”Hvem var den mand?” spurgte Len vredt. ”Det var…” Miku slog blikket væk fra ham. ”Det ved jeg ikke.” sagde hun med tårer i øjne, men tvang dem hurtigt tilbage. Hun kunne ikke blive svag. Hvis hun fortalt at det var deres onkel, at det ikke var første gang, så ville hun få skylden. Det havde onkel selv sagt. Det var hendes skyld, ingen ville tror hende hvis hun sagde noget. ”Du må kunne fortælle hvordan han så ud? Har du set ham før?” spurgte Len, og Miku kunne mærke hun vankelede. Hun havde lyst til at tilstå, lyst til at fortælle hvad onkel havde gjort mod hende i så mange år, men hun kunne ikke. ”Kan du nu forstå hvad den slags tøj gør!?” sagde Len vredt. Det sårede Miku. ”Jeg har jo sagt at jeg ikke ved det!” råbte hun vredt og så trodsigt op på Len. ”Kan du ikke bare lade mig være i fred!?” spurgte hun vredt og skubbede sig vredt forbi Len. ”Miku vent.” kaldte Len efter hende. Miku skyndte sig ind på Akiras værelse og smækkede døren efter sig. Len stoppede op foran døren. Len vidste ikke hvad han skulle gøre. Han ville helst finde den mand og give ham som han havde fortjent, og hans vrede var gået en smule ud over Miku. Han valgte at lade hende være og satte sig i stedet træt i sofaen. Miku havde sat sig på Akiras seng. Det var ikke fair overfor Akira at hun tog hans værelse på den måde, men hun havde ikke lyst til at være sammen med Len lige nu.

Langt senere hen på natten kom Akira træt op i lejligheden efter at have lukket ned for klubben. Han åbnede døren til sit værelse, men da han så at Miku var derinde stoppede han med det samme. Han studerede hende lidt, hvorefter han roligt lukkede døren igen. Han gik i stedet ud i køknet for at tage noget at drikke. Han satte sig i sofaen siden af Len og faldt snart i søvn.

Miku var faldet i søvn da Akira kom tilbage. Hun var faldet i søvn oven på hans dyne. Len var dog stadig vågen, han sad og tænkte. Han så på Akira da han kom hen og satte sig. ”Du må undskylde det med Miku.” sagde han. Han burde nok have hevet hende ud af værelset og smidt hende ind på hans eget, men at hun netop havde valgt at gå ind på Akiras værelse, betød noget for ham. Hun ønskede virkelig ikke at havde ham tæt på lige nu.
Miku var den første der vågnede morgen efter. Len var faldet i søvn som han havde siddet og tænkt. Miku så på Akira, og fik dårlig samvittighed. Hun havde vel et sted håbet at han ville være kommet ind i nat, så hun kunne havde snakket med ham. Hun var vred, såret og taknemlig for ham lige nu. Hun var så vred og såret over at Akira havde fortalt Len det, selvom hun havde tigget ham om ikke at gøre det. Men hun var også taknemlig for at han var den der havde opdaget dem, at han havde fået onkel til at løbe. Tårerne vældede op i hendes øjne igen og hun knugede med en hånd på sin overarm. ”Jeg kan klare det… Jeg er noget hver.” sagde hun lavt for sig selv. Hun bed sig i læben og gik ind på Lens værelse og trak i tøj. Lange bukser og en larmærmet trøje med høj krave. Hun gik tilbage til stuen og så lidt på de to sovende mænd. ”Undskyld.” hviskede hun stille og gik hen til hoveddøren og gik stille ud.