Opgaven...

Tifa gik roligt ind på biblioteket. Hun gik hen mod en reol hvor hun vidste stod nogen bøger med skolens historie. Her kunne de helt sikret finde noget nyttigt. Hun så kort på Takeshi-san og trak så en bog ud af reolen og så kort indholdfortegnelsen igennem. "Den her skulle kunne være nyttig." sagde hun og klappede den i og tog den i samme hånd som hun havde sin taske. Hun gik længere ned af reolen og tog endnu en bog ud og vendte sig mod Takeshi-san mens hun igen så indholdfortegnelsen igennem. En anden elev som havde taget alt for mange bøger, så han slet ikke kunne se hvor han gik, stødte ind i Tifas ryg, så Tifa snublede forover, mens han selv intet havde opdaget og gik videre. Tifa slap hvad hun havde i hænderne og snublede forover og lige ind i Takeshi-san. Hun så op og lige op i ansigt på ham. Hun rødmede uden rigtig at vide hvorfor, og trak sig hurtigt tilbage. "Undskyld." mumlede hun og bukkede sig ned for at samle sin taske og bøgerne op. Hendes taske havde heldigvis været lukket, så intet væltede ud. Hun kunne stadig mærke at hendes kinder var varme og hun underede sig lidt over hvorfor. Måske fordi hun aldrig endelig havde krammet med en fyr, ikke at man kunne kalde det et kram. "Øhm, det ser ud til at dig og Haru-san er gode venner. Hvordan er han?" spurgte hun for at skifte emne, men også fordi hun ret faktisk var nysgerig. Takeshi-san virkede ikke til at ville åbne sig for nogen, det var kun Haru-san han rigtig smilede og grinte sammen med.

Yuu gik stille efter Kimiko-chan ind på biblioteket, han sagde ikke noget til hende på turen derhen, han havde egentlig ikke lyst til at være sammen med hende eller lave noget. Han gik bare efter hende og så lidt på bøgerne hun tog ud af reolen, han sukkede lidt, han kunne lige så godt lave noget. Han tog selv en bog ud af reolen og nåede lige at åbne den før han så Kimiko-chan komme mod ham, han nåede lige at give slip på bogen for at tage lidt af med hænderne på hendes skuldre. Han så hende lidt undrende i øjnene, især da hun trak sig hurtigt tilbage og så ud til at blive rød i hovedet. Han sukkede lidt og bøjede sig roligt ned efter den bog han havde haft i hånden. *Hvorfor havde hun reageret sådan? Der var jo ikke sket noget?* tænkte han og studerede hende lidt, han så ned i bogen ”Du skal ikke undskyld for noget der ikke var din skyld..” sagde han stille. Han vurderede at de sikkert godt kunne bruge bogen, han lukkede bogen og gik med den i sin ene hånd længere ned af reolen *Var det mon pga. det han havde sagt tidligere i sjov med at overfalde hende?* tænkte han og vendte sig hurtigt om mod hende og krydsede sine arme ”Du kan altså godt slappe af når du er sammen med mig… Til trods for hvad du sikkert har hørt gør jeg dig altså ikke noget” sagde han næsten i en sur tone, han var ved at være træt af at spille sød for Harus skyld, de var jo ikke venner, ja faktisk kendte de slet ikke hinanden, og det var han heller ikke rigtig interesseret i. Han tog en bog mere ned og skulede lidt undrende til hende da hun spurgte til Haru, han så ned i bogen og kunne ikke lade vær med at smile ”Haru er…” han så op fra bogen ”Han er et barn” sagde han med et smil. Han rettede sig op og talte på fingrene ”Barnlig, tøset, overhovedet ikke genert, til tider rapkæftet og han kan være temmelig irriterende” sagde han og smilte stort til Kimiko-chan ”Men han er der altid for en.. og de ting jeg nævnte før er de kvaliteter der altid kan få en til at smile.. ” sagde han og smilte, det gjorde han stort set altid når han tænkte på Haru. ”Haru er noget af det eneste der betyder noget for mig.. Han er en virkelig fin fyr.. som jeg har sagt før bør du give ham en chance..” sagde han og så tilbage i den anden bog, men satte den så på plads igen.

Tifa samlede bøgerne op og gik roligt bag ham mens hun kiggede titlerne igennem. Hun så på ham da han talte igen og rynkede bryne lidt. "Det tror jeg hellere ikke du kan finde på, slet ikke her hvor der er så mange." sagde hun lidt surt tilbage. Han skulle ikke tale til sådan til hende. Hun tog endnu en bog ned og kiggede den hurtigt igennem og så på ham da han talte om Haru. Hun kunne ikke lade hver med at smile, da han talte om Haru, især fordi han selv smilte. "Haru-san virker skam sød nok, han er nok en af de eneste drenge fra klassen som man kan føre en nogenlunde normal samtale med, selvom jeg nu ikke har snakket så meget med ham." sagde hun roligt og satte bogen tilbage. Selvom Haru-san virkede flink nok, så troede Tifa ikke at det kunne blive noget imellem dem. "Jeg tror vi har bøger nok nu, lad os sætte os og kigge dem igennem."

Han så lidt koldt op på hende ”Lad vær med at sige at du ikke tror sådan noget om mig.. du kender mig ikke..” sagde han lidt koldt, han var måske venlig overfor hende, men hun skulle ikke begynde at regne med ham, det var kun folk fra hans bande der kunne dette. Han så lidt undrende på hende ”Hvorfor kalder du egentlig Haru ved fornavn og mig ved efternavn?” spurgte han hende lidt drillende, han kaldte jo også hende ved efternavn. Han studerede hende lidt da hun snakkede om Haru *Ja Haru er sød.. især overfor piger… men det fortæller jeg hende helt sikkert ikke..* tænkte han med et lidt smørret smil. ”Vi skal i byen i aften… han har plaget mig om at tage med til karaoke længe.. vil du med?” spurgte han hende lidt ligegyldigt, det var kun for Harus skyld han spurgte. Han nikkede bare til at de havde nok bøger og gik over til en bord, lod sin taske glide af skulderen ned på gulvet, han satte sig og begyndte at kigge en af bøgerne igennem.

Tifa smilte lidt flovt. "For at være ærlig, så kan jeg ikke huske Haru-sans efternavn, og han har selv bedt mig om at kalde ham ved fornavn." sagde hun smilende og åbnede en af bøgerne. Hun bed sig lidt i læben og rystede så på hovedet. "Kan jeg ikke, jeg skal arbejde efter skole, og det kan blive sent. Men måske kigger jeg forbi." sagde og smilede kort til ham. Hun skulle ikke regne med noget fra ham. Hun havde hørt rygter om ham, Haru-san og deres bande. De slogs mod alle drenge de kunne komme til, og var i seng med endnu flere piger. Hun skulle i hvert fald ikke nedlægges af dem, hellere ikke Haru-san, lige meget hvor sød han virkede. De havde aldrig talt særlig meget sammen, og slet ikke om hinandes interresere og den slags. Det eneste Haru-san kunne lide ved hende var hendes udseende. Hun lagde spørgsmåle ved siden af bøgerne og fandt en blyant frem. Når Takeshi-san snakkede om Haru-san, lød det næsten som om at de var elskede. Billeder dukkede op i Tifas hoved. Hun rystede lidt på hovedet og kunne mærke at hendes kinder igen blev røde.

Hvis han selv har bedt dig om at kalde ham det er det vel okay” sagde Yuu og så ned i bogen ”Hans efternavn er Soka” sagde han og læste hurtigt siderne af bogen i gennem mens han talte. Han nikkede til at hun måske ikke kom, han havde heller ikke selv tænkt sig at komme, så Haru og hende kunne være alene sammen, men nu vidste han ikke. Han så lidt op fra bogen mens han svarede på nogle spørgsmål ”Sig mig er du syg siden du bliver så rød i hovedet?” spurgte ham og blev på en måde irriteret. ”Hvis der er noget du tænker på så sig det..” sagde han og begyndte at bladre lidt i bogen.

Hun kom til at grine lidt. "Det er endelig ikke noget, kom bare til at tænke. Når du taler om Haru-san, lyder det næsten som om at du elsker ham. Ja undskyld." hun så på ham. "Men det er dejligt at høre at nogen kan være så gode venner." sagde hun og skrev endnu et svar ned.

Mens han så ned i bogen kunne han ikke lade vær med at smile, det hånende smil ”Det gør jeg også” sagde han alvorligt, smilet forsvandt og han rettede sig op og så på hende, han ville se hvordan hun reagerede. Hun behøvede jo ikke at vide hvad der skete på hjemmefronten ved nogen af dem og alle de ting der var sket mellem dem, han smilte lidt frækt til hende ved tanken, det var nok mest af alt for at tirre hende, han legede med hende. *Hvem har doneret pigernes gymnastiksal?* hans blik kørte ned over bogen hvor der stod hvem der havde været med til at donere forskellige afdelinger af skolen, der stod noget om at den gamle gymnastik var bræt ned for nogle år siden, og den nye var doneret af… Han havde lyst til at brække sin blyant da han så sin fars forretningspartners navn og … sin fars navn… Han sukkede lidt og skrev det ned. *Hvorfor havde hans far gjort det?... sikkert fordi han havde regnet med at hans steddatter også gerne ville gå her* tænkte han og bed sine tænder sammen. Han tog en dyb indånding og prøvede at slappe af, han hvilte sin hoved med sin ene hånd og så på Kimiko-chan. ”Kimiko-chan.. hvad er dit fornavn?” spurgte han, han kedet sig. Han tog blyanten i sin mundvig og prøvede at huske hvorfor han var her… *Nåå ja.. udfordringen* tænkte han og rettede sig hurtigt op igen, og begyndte at skrive ned igen. ”Hvor mange spørgsmål har du lavet?” spurgte han, han selv havde lavet 5, det kom til at tage for evigt det her.

Tifa så først choket ud, hun havde ikke regnet med at han ville sige at han gjorde det, men hans ansigt udtryk ændrede sig til et kærligt smil. "Hvorfor er du så, så opsat på at jeg skal gå ud med ham, når du nu selv elsker ham?" spurgte hun roligt og smilende. Hun så tilbage i bogen, men så på Takeshi-san igen, da hun ud af øjenkrogen kunne se han anspændthed. Hvad mon det var? Hun skimtede på hans papir, og så at det var spørgsmålet med gymnastiksalen. Det lage mærke til at det ene navn var Takeshi. Hun så op på ham da han talte til hende. "Tifa. Det er amerikansk." sagde hun roligt og så på sine spørgsmål. Hun havde svaret på de første lette og 4 andre. "Fire." hun sukkede og lænte sig tilbage og strak sin ryg ud. "Det kommer til at tage evigheder der her." sukkede hun. Hun så på ham. Hvorfor havde han endelig spurgt om hendes navn. "Du må godt kalde mig ved fornavn hvis du vil. Jeg har aldrig helt forstået det med at sige folks efternavn. Må da være forvirrende når man er hjemme ved en familie, hvor alle hedder det samme til efternavn." sagde hun tænktsomt.

Han rettede sig op og så på hende med det frække smil og afslappede blik ”Haru er min bedste ven… men jeg bliver nød til at se på det som jeg gør med nogen piger… ” sagde han med et frækt smil og lænte sig lidt længere ind over bordet ”Det er ikke sjovt at få noget man allerede har taget” sagde han med et frækt smil, han sagde det for at forvirre hende. ”Det er lige meget..” sagde han i et suk, det var dumt det han havde sagt. *amerikansk?* tænkte han og lod blikket glide ned af hende. Han nikkede til at det ville komme til at tage længe *Så desværre skal vi være sammen igen… måske* tænkte han med et suk mens han så ned på spørgsmålene. Han rystede på hovedet, han havde ikke tænkt sig at kalde hende Tifa ”Jeg kalder kun mine venner ved fornavn” sagde han koldt og så ned i papiret, mærkeligt nok kunne han ikke regne ud hvordan han skulle være overfor Kimiko-chan. Han fniste lidt ”Man kalder selvfølgelig ikke ens familiemedlemmer ved efternavn.. Jeg kalder jo ikke min far Takeshi-san eller noget…” sagde han og så lidt på hende.

Hun så lidt ondt på ham. "Det vil altså sige, at du aldrig har haft en kæreste? Altså i længere tid? Du er sammen med en tøs en gang, og det er det?" sagde hun surt og så tilbage i sin bog. Det var svært at forstå Takeshi-san. Når hun smilte, havde hun lyst til at grine, men han kunne gøre hende så vred. Hun så lidt på ham. "Helt i orden. Sagde også bare at du kunne." sagde hun kort. Hun var ligeglad. Et navn var et navn. Han skulle i hvert fald ikke kalde hende Kimi. Hun så på ham igen, og kunne ikke lade hver med at grine lidt. "Nej, men det var hellere ikke det jeg mente. Hvis du er hjemme ved anden familie. F.eks. Så skulle jeg kalde din far Takeshi-san og sin mor Takeshi-chan og dig Takeshi-san. Det er to Takeshi-san på et sted." sagde hun og trak på skulderne. Hun følte ikke de kom nogen vejen. Hverken med opgaven eller at lære hinanden at kender. Ikke at det havde været hendes mening, men det gik da stille frem.

Han så lidt undersøgende på hende og kunne ikke lade vær med at smile stort *Var hun mopset?* tænkte han og rystede lidt på hovedet, han havde lidt lyst til at grine af det. Han lænte sig tilbage i stolen ”Nu skal du ikke gøre mig hjerteløs… Det er de dumme pigers egen skyld hvis de bliver udnyttet” sagde han koldt og så op på hende, hans smil var væk. ”Jeg har haft en fast kæreste i længere tid, men det er ved at være længe siden…. Pigerne der siger til mig nu at de er forelskede i mig eller elsker mig er idioter..” sagde han strengt og hold sit blik i hendes ”De siger det uden at kende mig overhovedet, de elsker mig pga. mit udseende, mine penge eller min status.. det er afskyeligt…” sagde han i et vris ”Jeg hader den slags piger..” sagde han i et suk og prøvede at slappe af. ”Så hvis jeg kan komme dem i forkøbet og udnytte dem før de udnytter mig ser jeg ikke noget problem i det..” sagde han lidt roligere og så hende stadigt i øjnene. Han smilte lidt og fjernede ikke sit blik fra hendes ”Du skal ikke bekymre dig om nogensinde at møde mine forældre eller være hjemme ved mig” sagde han i en drillende tone, som om det var synd for hende. Han kom i tanke om hvordan hun var rødmet tidligere ”Hvad med dig?” spurgte han drillende ”Hvor er din kæreste?” spurgte han i samme tone.

Hun så kun får gange på ham mens han talte. Jo hun kunne godt ham, selvom hun ikke selv gjorde det, så kunne hun gøre præcis det samme. Hun kunne sikret for drenge til at gøre hvad hun ville. Hun så op på ham og mødte roligt hans øjne. Da han spurgte efter hendes kæreste rettede hun sig lidt op. "Er det ikke noget sjovt noget at spørger om, når du har sagt til mig at jeg skal give Haru-san en chance?" sagde hun lidt drillende tilbage. Hvorfor kunne hun ikke være sur på ham i længere tid? Måske fordi hun ikke gad prøve tiden på at være sur? "Men jeg har ingen. Føler ikke jeg har tid til det." Men der lå mere bag, kunne man måske også se i hendes øjne. Hun havde haft kærestere, i kortere perioder, fordi hendes familie hele tiden rejste, og hun havde aldrig haft det godt med langdistance forhold. Så selvom hun boede fast lige nu, var hun ikke sikre på hvor længe det ville vare.

”Nej det mener jeg ikke” sagde han og lænte sig lidt ind over bordet, han mente at det ikke var noget mærkeligt at spørger om. ”Bare fordi man har en kæreste betyder det ikke nødvendigvis at man elsker personen..” sagde han koldt og så ned i bordet, han talte af erfaring. ”Hvis ikke du har en kæreste kan du vel ligeså godt åbne dig for muligheden.. også selv om du føler du ikke har tid” sagde han mens han så på hende og krydsede sine arme, som om han var sur, til trods for at han heller ikke selv åbnede sig for andre. Han så mod vinduet, det var vist så småt stoppet med at regne, hans blik var fraværende igen. Han så på hende og så hende undersøgende i øjnene *hvad er der galt?... måske er der mere bag facaden end jeg tror?* tænkte han og kunne ikke lad vær med at smile lidt. Han sukkede og tog sig lidt til panden, han smilte stadig lidt *Havde han virkelig tænkt sig at sige det??* tænkte han og så på hende ”Som du ved er Haru vigtig for mig.. Men hvis du virkelig vil have en kæreste du kan stole på skal du ikke vælge Haru…” sagde han ærligt og så undersøgende på hende. Han vidste han lige havde sagt noget dårligt om Haru, men Haru var virkelig pigeglad og Yuu var selv blevet såret engang, han vidste ikke som det der var galt med Kimiko-chan, men der var i hvert fald noget. Lige derefter hørte han klokken, timen var slut, han rejste sig hurtigt op og tog sine ting, han puttede det i tasken og svang den over skulderen. Derefter hørte han sin da telefon ringe, han tog den op fra lommen og kiggede på displayet, han smilte lidt, et ægte smil, før han klappede telefonen op og svarede på opkaldet. ”Hej” sagde han glad, næsten som om han talte til sin kæreste, han vendte sig om så han stod med ryggen til Kimiko-chan ”Hvordan har du det?” spurgte han og rodet sig lidt i håret, næsten som om han var nervøs ”Jeg har godt nok planer med Soka-san i aften… Vil du gerne have jeg kommer over tidligere?” spurgte han personen i den anden ende af telefonen i en meget tålmodig tone. ”Okay… jeg kan komme over nu, jeg har alligevel fri fra skole” løj han, han smilte ”Jeg elsker også dig.. jeg kommer om lidt” sagde han i en kærlig tone og lagde på. Han skævede lidt til Kimiko-chan ”Vi må lige finde ud af hvordan vi løser den her opgave, har du et telefonnummer eller e-mail adresse?” spurgte han hende, det var kun pga. opgaven han spurgte ”Husk nu i aften” sagde han til hende med et lille smil og gik hurtigt ud af døren, han skulle hen til den eneste kvinde han havde i sit liv.

Hun kunne ikke lade hver med at se overrasket på ham mens han talte. Måske var der meget andet i ham, end hvad alle andre sagde. Hun smilte lidt. "Tak for advarelsen. Selvom Haru-san ikke ved det, har jeg altså godt lagt mærke til han også hænge over andre piger, og har hørt rygterne om jer, jer begge to." sage hun og smilte venligt til ham. Men hun var faktisk ligeglad med hvordan andre var, når de ikke var i et fast forhold. Hun lukkede bogen hun kiggede i da klokken ringede. Hun kunne ikke lade hver med at kigge på Takeshi-san da hans telefon ringede. Hun smilte stort. Der var virkelig en som Takeshi-san holdte af, men hvem mon det var? Det med at han ville smutte fra skolen tidligere på grund af denne person, så hun ikke som noget nyt. Takeshi-san var næsten alligevel aldrig i skole alligevel. Da han lagde på og spurgte om hendes nummer. Hun rev en lille lap papir af og skrev sit nummer, men hvorfor vidste hun ikke helt. "Her. Men giv det ikke til Haru-san. Endelig, fortæl det ikke til nogen." sagde hun og stak papiret i hånden på ham. "Og selvom det nok ikke er nødvendigt, men jeg kan tage noter for dig resten af dagen." sagde hun og så tilbage på bøgerne og samlede dem sammen. Hun gik hen til disken for at låne bøgerne, så kunne hun lave lidt videre på opgaven senere. Hun så kort efter Takeshi-san og tog så i mod bøgerne og gik ud af biblioteket for at tage de sidste timer. //Out//

Han smilte lidt nysgerrigt over at hun havde hørt rygter om ham, han var nysgerrig over at vide om hvad og fra hvem, men det havde han ikke tid til nu. Han tog hurtigt i mod lappen med hendes telefon nummer og nikkede til at han ikke skulle fortælle det til nogen og at hun kunne tage noter. Han var lidt ligeglad med noter, han tog egentlig ikke så mange selv, så længe han havde bogen, ellers søgte han bare på nettet eller på biblioteket hvis han var i tvivl om noget. Han skyndte sig ud af døren og ned af gangen, han skyndte sig lige ind efter sin jakke hvorefter han gik ud fra skolen. Han så et kort øjeblik op i himmelen, det var stoppet med at regne. Han måtte hellere skynde sig, hun havde ikke lydt alt for godt i telefonen. //Out//