Subiboro Kei Takumi

Fulde navn: Subiboro Kei Takumi. Men han bliver mest kaldt Subi eller Kei.
Alder: 22 år gammel.
Køn: Mand
Højde: 1.94
Kropsbygning: Kei er i god form, men han er en høj og tynd fyr. Kei slås aldrig, da han har en ry for at være en god dreng. Men Kei er god til at undslippe ubehagelige situationer.
Klasse/Skole: Kei går på universitetet. Han vil helst være musiker, men hans ”forældre” vil have han får en rigtig uddannelse. Kei går på andet år på sproglig line, så har han en undskyldning for at være på biblioteket.
Familie status: Kei bor som enebarn hos en familie. Kei kan ikke huske sin mor, og har aldrig mødt sin far. Den eneste han kan huske er Hotaka, som han i mange år ikke vidste var hans bror.
Bopæl: Keis ”forældre” har givet ham en lejlighed så han er tættere på universitetet.
Status: Kei er single.
Seksuel interesse: Kei er heteroseksuel.
Job: Kei arbejder i en bar. Han arbejder mest om aften og om natten. På den måde kan han møde kriminelle, og få oplysningerne ud af dem.
Personlighed: Kei virker som en åben og grinende person. Han er venner med alle og har altid kommet det godt ud af med alle, både klassekammeraterne med også lærerne. Men ingen kender den virkelige Kei. Han bærer rundt på en evig frygt om at blive fundet og slået ihjel.
Historie: Solen stod højt på himlen og varmen var trykkerne. En dreng på 12 sad uden for huset på jorden. Han var bedt om at gå uden for at lege, men han gad ikke lege med de andre ny, han ville være den første der så den lille nye. Hans forældre have kæmpet så længe med at få en bror eller søster til ham, og nu ville han se den. Hotakas mor var ved at føde i dette øjeblik. En jordmoder var kommet hjem til dem 2 timer tidligere, og lige så længe havde Hotaka siddet her. Hans far var væk, dræbt i det politiet kaldet en ”ulykke”, men Hotaka vidste at det ikke var muligheden. Hans far havde været en tidligere mafia, og Hotaka havde været på flugt med hans forældre siden hans far forlod mafiaen, hvilket de ikke havde været glade for. Hotakas far var blevet slået ihjel, men heldigvis havde Hotaka og hans mor nået at komme væk, og havde gemt sig igen. Døren gik op og Hotaka så op. ”Du kan komme ind nu.” sagde jordmoder, men Hotaka var allerede oppe og på vej ind. Han løb igennem stuen, men stoppede sig selv for ikke at brase ind i soveværelset. Han åbnede stille døren og kiggede ind. ”Bare kom ind, kom og se din lille bror.” sagde hans mor glad. Hotaka smilet stort. Han havde fået en bror. Han skyndte sig hen til sengen, hen ved siden af sin mor, og så på den lille baby i sin mors arme. ”Hils på Subiboro. Subiboro Kei Tukami.” sagde hun og smilte. Hotaka så op på sin mor, hun havde fået tåre i øjne. Det var hans fars navn. Hotaka så på den lille dreng igen, og kunne godt forstå hans mor. Drengen havde allerede en smule lyst hår, og lignede en mini udgave af hans far.
”Skynd jer her ind.” sagde deres mor hektisk. Den 5 år gamle Kei klamrede sig ind til sin bror, mens deres mor skubbede dem ind ned i kælderen. Hotaka så ned på sin bror. Kei havde fået langt lyst hår og smaragd grønne øjne. Hotaka selv lignede deres mor, mørke brunt hår, næsten sort og brune øjne. Deres far havde været halv amerikaner. Hotaka så tilbage mod døren og skubbede lidt til Kei så han slap og listede hen til døren. ”Hvor er de?” blev der råbt. Der var en mande stemme, og Hotaka kunne høre at møbler blev væltet. ”Jeg siger jo at de er døde.” skreg deres mor. ”De døde for længe siden.” græd hun. Hotaka kunne mærke hvordan det gjorde ondt i hjerte at høre sin mor græde. Han havde lyst til at løbe ud og forsvare sin mor, men han vidste hvad hans vigtigste opgave var, at beskytte Kei. Noget stort blev væltet og der lød skyd. Hotakas mor skreg igen. ”Se så at komme ud.” skreg hun. Det kunne forstå som om at hun ville have mænd væk, men Hotaka vidste hvad hun mente. Han skyndte sig hen til den rystende Kei og løftede ham op. ”Du skal være helst stille, okay.” sagde han og smilte. Endnu et skød lød og Hotaka kunne ikke længere høre sin mor skrige. Han skubbede Kei op til det lille kælder vindue. Kei kravlede ud, og Hotaka hoppede ud efter ham. Hotaka tog hurtigt Kei op igen, og løb alt hvad han kunne, ind i gyder. Hotaka så sig forpustet omkring. Han var bange for at nogen måske var fuldt efter ham. Han gik hen til nogen papkasser og stilte Kei ned på jorden og skubbede ham ind i en kasse. ”Bliv her, jeg kommer snart igen, og husk, du skal være helt stille.” sagde Hotaka og smilet venligt og stilte en masse kasse op omkring ham før han løb af sted igen.
Hotaka kom igen flere timer efter. Han var udmattet og havde flere skræmmer over alt på kroppen, efter at have klatret både over og under hegn. Han gik hen til kasserne hvor han havde gemt Kei, og kastede dem væk. Kei lå i kassen, sov med en finger i munden. Hotaka smilte og skubbede blidt til ham. ”Vågn op.” sagde han blidt. Kei åbnede stille øjne og så op på Hotaka, men der var ingen genkendelse i Keis øjne. ”Hvem er du?” spurgte Kei søvnigt. Hotaka så overrasket ned på Kei, og følte hvor ondt det gjorde at høre de ord. Han smilte trist til ham. ”Jeg er Hotaka Takumi. Og du er Subiboro Kei.” sagde han og smilte. Hotaka havde bevist valgt at lave deres navn om, og ikke nævn at Kei var hans bror. ”Jeg skal passe på dig.” sagde Hotaka og samlede stille Kei op.
Kei så ud af vinduet og ventede på Hotaka. Han havde lovet at komme tidligt hjem, fordi det var Keis 11 års fødselsdag. Kei gik ikke i skole, det vil Hotaka ikke have, men Kei havde gået i hjemmeskole, Hotaka havde selv lært ham alt det han skulle. Kei havde ikke noget i mod det, han elskede at tilbringe tid med Hotaka, selvom Hotaka altid måtte på arbejde. Hotaka var musiker, og havde ellers mange andre arbejde. Hotaka havde ikke en uddannelse, så han sagde hver dag til Kei at han skulle følge med, så han havde mere tid til sin familie. Kei kunne ikke huske hvor Hotaka var kommet fra, han havde bare altid været der, men Kei troede ikke på at Hotaka var hans bror, det lignede ikke hinanden. Kei sprang ned fra bordet og lød hen til døren og åbnede den og smilede op til Hotaka. De boede i lejlighed. ”Er du så spændt?” spurgte Hotaka grinende. Kei grinte og flyttede sig så Hotaka kunne komme ind. Hotaka vendte sig og låste døren efter sig, gjorde han altid. Han satte også to låse på. Hotaka gik hen til spise bordet og stilte en pose fra sig. Han hev en pakke op og gev den til Kei, som hurtigt pakkede den op. Det var et stykke legetøj som Kei længe havde ønsket sig.
Hotaka stod og lavet mad, det var blevet aften og Kei sad og legede med sin fødselsdags gave. Nogen bankede hårdt på døren og Hotaka så mod den. Kei så også op. De fik aldrig besøg. ”Kei, gå ind på værelset.” sagde Hotaka og gik hen mod døren. Kei rejste sig hurtigt og gik ind på værelset. ”Hvem der.” råbte Hotaka, hvorefter der blev sparket til døren. Hotaka bakkede væk fra døren, hvorefter den igen blev sparket på og gik op. Kei stod op af døren og lyttede, men kunne næsten ikke høre noget. Kei kunne høre møbler blive smidt, væltet og ødelagt og nogen mænd råbe vredt. Kei bakkede tilbage da nogen tog i dør håndtaget og så op på Hotaka. Kei så forskrækket op ham. Hotaka var dækket af blod. Hotaka smilte. ”Jeg tror det er bedst du går i seng nu.” sagde Hotaka og tog Keis hånd. ”Men vi har ikke fået aftensmad.” sagde Kei bange. Hotaka smilte og trak Kei op i sin seng. ”Ja jeg ved det godt, men jeg har noget meget vigtigt at fortælle dig.” sagde han og lage dynen hen over Kei. Hotaka tog sin halskæde af og lage den rundt om Keis hals. Hotaka havde altid gået med den halskæde. ”Det er din ny, min kære bror. Ja Kei, vi er broder. Vores far blev dræbt allerede før du blev født, og vores mor da du var 5. De leder efter os Kei, de vil slå os ihjel fordi vores far vidste for meget, og de tror at vi også ved det. Du må aldrig fortælle nogen hvem du er. Dit rigtige navn er Subiboro Kei Tukami, men du skal altid kalde dig selv Subiboro Kei Takumi. Jeg ved det ikke er opfindsomt, men det var det bedste jeg kunne finde på.” sagde Hotaka og grinte lidt, som blev afløst af et host. ”Jeg forstår ikke Hotaka.” sagde Kei og var lige ved at græde. Hotaka smilte. ”Bare rolig, det hele kommer en dag. Men nu skal du sove.” sagde Hotaka og tog sin fløjte som lå på nat bordet. Han begyndte at spille en vuggevise, som han altid havde spillet for Kei. Kei ville ikke sove, han ville vide mere, men vuggevisen gjorde sit arbejde, og Kei faldet i søvn.
Kei vågnede morgen efter, og så Hotaka sidde i stolen ved siden af hans seng. Fløjten var faldet ud af hans hånd som han slapt ned af hans sidder. Kei græd og rejste sig op og ruskede lidt i ham. Han havde ikke glemt Hotakas ord. Kei tog fløjten fra gulvet og løb ud af lejligheden. I stuen lå der 3 døde mænd. Kei løb, og blev ved med at løbe alt hvad han kunne.
Kei blev fundet flere byer væk, og kom på børnehjem. De kunne ikke finde ud af hvor han kom fra, og Kei ville ikke fortælle noget. Naboerne til Hotaka og Kei i lejligheden, vidste at der havde boet to i lejligheden, en på 23 og en dreng, men de havde aldrig set ham ordentligt, men det regnede med at han lignede den ældre, da de regnede med at de var broder. Kei blev hurtigt adopteret, folk kunne godt lide hans lyse hår og hans gode opdagelse. Men måtte vide hvad der var sket i hans fortid, da han ikke huskede noget, hvilket han også fortalt alle, han kunne ikke huske noget før han blev fundet. Men Kei kunne tydeligt huske den mand, som var hans bror.
Skoleuniform: Keis slips sidder altid en smule løst, Kei kan ikke lide at føle sig kvalt.
Kropsudsmykning: Kei har ikke nogen piercet eller tatoveringer.
Ryger: Kei er ryger.
Andet: Kei elsker at side at spille med sin brors fløjte, og han er meget god. Kei går også rundt med en medaljon, den han fik af Hotaka.
Klubber: Kei er ikke medlem af nogen klubber.