Et helt nyt liv...

”Det skal jeg nok” lovede Yuu Tifa som han løb ud af døren, et løfte han ikke ville kunne holde. Yuu løb så hurtigt han kunne hjem til hans og morens lejlighed. Yuu var virkelig forpustet, hans hjerte hamrede hurtigere end hvad det havde godt af og han var svimmel. Han hev hurtigt og hårdt i døren, men den var låst. Det overraskede ham sådan set ikke, men han ville bare så hurtigt som muligt ind i lejligheden for at se hvad der var galt. Yuu fandt lynhurtigt sin nøgle i lommen og efter et par mislykkede forsøg på at sætte nøglen i nøglehullet kom den endelig i og han låste op. Han åbnede hurtigt døren ”Mor!” kaldte han med det samme, men intet svar kom. Lige da han kom ind så han nogle blade og breve ligge på gulvet, hans mor havde åbenbart hentet posten og smidt den på gulvet, men han tænkte ikke yderligere over det. Han skyndte sig ind i stuen, der var hun heller ikke, der stod mange tomme flasker på bordet. ”Mor!” råbte Yuu mere panisk da han åbnede ind til soveværelset, ingen mor. Hans hjerte sad helt oppe i halsen på ham. Han løb hen til badeværelsesdøren og tog hårdt i håndtaget, der var låst. ”Mor!” kaldte Yuu og bankede hårdt på mens han igen trak i håndtaget. ”Mor!” kaldte han igen, men ligesom første gang kom der intet svar. Yuu mærkede hvordan panikken spredte sig gennem kroppe på ham og nåede op i hjernen, på få sekunder blev Yuus krop fuld af adrenalin og hjerne fuldt med tanker om det værste der kunne være sket. ”Mor! Jeg kommer ind!” råbte Yuu mens han bakkede lidt væk fra døren for at tage tilløb, han ville brase døren ind. Det tog tre forsøg før døren endelig gav efter, Yuus side gjorde ondt og hans sting ved maven var sprunget op, men det lagde han slet ikke mærke til lige nu. Synet der mødte Yuu på badeværelset var forfærdeligt. Han stod forfærdet i døren et sekund før han overhovedet kunne reagere. For Yuu virkede det som om der var blod over alt på gulvet, hans mor sad med ryggen op af toiletkummen, begge hendes håndled var der skåret dybt i, i hendes hånd havde hun et papir. Yuu tænkte dog ikke over papiret til at starte med, han skulle bare stoppe blødningerne. Han tog to små håndklæder og bandt dem rundt om hendes håndled. ”Mor.. Mor!” Yuu prøvede at komme i kontakt med hende og ruskede i hende, men intet svar, hendes hud var kold. Yuu fumlede for at finde sin telefon og skyndte sig at ringe efter en ambulance. Efter han havde givet ambulancen de nødvendige oplysninger og lagt på, sad han bare stille og følte sig hjælpeløs, nu skulle han bare sidde og vente. Han blev rastløs bare af at sidde der og glo, så han satte sin mor med armene op i luften så blodet i hendes krop løb væk fra håndleddene. Som han sad der blev han mere og mere frustreret, hvorfor havde hun gjort det? Hvordan kunne hun gøre det? Hvorfor var ambulancen der ikke endnu?! Han mærkede hvordan smerten ligeså stille kom mens adrenalinen forsvandt. Han tog sig stille til siden hvor hans sting var sprunget op, men ignorerede stædigt smerten. Han strøg sin mor over håret, og lod sit blik glide ned af hende. Han så det papir der havde lagt i hans mors hånd da han kom ind, men nu lå på gulvet.. *Et afskedsbrev?* tænkte han og var næsten bange for at samle det op og læse det. Men han samlede det alligevel op og foldede det ud. Der var en del blod på det, men brevet var stadigt læseligt. Hans øjne blev store da han så de store bogstaver der prydede starten af brevet, det var fra hans fars advokater. Han mærkede hvordan ubehaget bredte sig i kroppen på ham mens han lod blikket glide ned af brevet, hans far havde søgt om fuldforældremyndighed over Yuu pga. mors alkohol problemer. Hvordan hans far havde fundet ud af mors problem vidste han ikke endnu, men han vidste nu hvad der havde været galt da hans mor havde ringet, hun troede han havde forladt hende, ligesom hans far havde gjort. Han så trist på sin mor og kyssede hendes pande ”jeg forlader dig ikke” sagde han bestemt, men hvad skulle han gøre? Hans far havde magt nok til at få fuldforældremyndighed over ham, det betød at han ikke måtte se sin mor mere. Yuus tanker blev afbrudt af ambulancernes sirener og han skyndte sig at hjælpe dem så godt han kunne, han gav dem alle de oplysninger han kunne. Han kom med i ambulancen da han var familie og fordi de kunne se at han var kommet til skade. Da de kom til hospitalet blev Yuu syet sammen, men han opfattede slet ikke hvad der skete omkring sig. Han så kun på sin mor. I alle de år havde han holdt sammen på sig selv for hendes skyld og pga. af hans far var alt det han havde opbygget igen faldt sammen. Han mærkede hvordan tårerne pressede på mens vreden steg, det hele var hans egen skyld, hvis bare han havde taget hjem i går, eller i det mindste husket at tænde sin telefon! Yuu tog sig til hjertet der hamrede af sted. Men var det ikke også hans fars skyld? Hvor vågede han at søge om fuldforældremyndighed! Han vidste hvor meget Yuus mor betød for Yuu, og omvendt! *Han er ude efter et eller andet! Det forpulede svin!* det slog klik for Yuu, han måtte konfrontere sin far og han løb af sted. Det tog længere tid for Yuu at komme til sin far end han havde regnet med, mere end en time. Da han løb ind i elevatoren i hans fars bygning svedte han, havde igen vejrtrækningsproblemer og følte sig svimmel som bare fanden, men selvom han ligner en der kunne have brug for hjælp står de andre folk i elevatoren bare og ser undrende eller bekymret på ham, de tør ikke tale med ham fordi han havde et morderisk blik. Yuus far var tilfældigvis på vej ud fra sit kontor da Yuu så ham, han greb vredt fat i sin fars krave og pressede ham op af den nærmest væg ”ved du hvad du har gjort” vrissede Yuu, hans mor kunne være død og det var alt sammen pga. denne mands egoistiske ønsker. Hans far så først overrasket ud, men skiftede snart til sin kolde facade, Yuu kunne dog have svoret på at han et splitsekund kunne se et lille håndende smil på sin fars læber. ”Mester?” spurgte en af medarbejderne lidt bekymret sin chef, medarbejderen kunne genkende Yuu som chefens søn, men situationen så truende ud. Yuus far tog roligt sin hånd op ”det er okay.. der er bare tale om en lille misforståelse” sagde Yuus far roligt mens han selvsikkert så ind i sin søns øjne der var fulde af had. Yuus far tog fat i Yuus hænder og fik ham stille til at give slip på hans krave ”lad os gå ind på mit kontor” sagde Yuus far og placerede stille en hånd på Yuus ryg mens han gjorde en håndgestus mod kontordøren, Yuu var ikke idiot, han vidste at hans far sikkert ville tiltale ham for vold hvis han slog ham her, så Yuu gik lidt modvilligt ind på sin fars kontor. Hans far fulgte efter, lukkede døren bag dem og låste den. ”Jeg antager at din mor har modtaget et brev fra mine advokater” sagde Yuus far ligegyldigt mens han gik hen og satte sig i sin stol ved skrivebordet. Yuu stod stille og hans blik fulgte vantrot sin far mens han gik hen til sin stol, han virkede så ligeglad. ”Hvordan vidste du det?” spurgte Yuu vredt, i brevet havde der stået noget med at Yuus mor var til fare for ham pga. hendes misbrug, men Yuu have aldrig selv sagt noget til nogen om det. Yuus far sad bare roligt bag sit skrivebord ”tag plads..” sagde han og gjorde en håndgestus mod de to læderstole der stod foran skrivebordet. Yuu satte sig lidt modvilligt, han ville have sit svar. Hvordan havde hans far fundet ud af den hemmelighed han havde bevaret så godt i så mange år? Yuus far så modviljen i sin søns øjne og sukkede derfor en smule ”brikkerne faldt endelig på plads for omkring en uge siden.. din mor ringede til mig og lød meget beruset.. så jeg besluttede mig for at undersøge sagen nærmere” sagde han og så selvsikkert på Yuu ”og det var bestemt ikke første gang hun var så beruset på en hverdags aften.. var det vel Yuu?” spurgte Yuus far. Det stak i Yuu, hans far vidste hvordan tingene var nu og det føltes som om hans far prøvede at få noget mere ud af ham. Mens Yuu sad der i læderstolene kunne han ikke lade vær med at ligge mærke til at atmosfæren skiftede, han følte at han var midt i en forhandling, og der havde han også ret i. ”Inden du kom, modtog jeg et opkald fra hospitalet” sagde faren koldt og igen var det som om det stak i Yuu, i sin vrede var han løbt fra sin mor, det havde slået klik for ham og han ville bare finde sin far. Yuu så ned i bordet, var hun død eller levede hun? Yuus far lagde meget lidt hovedet på skrå ”din mor overlevede sit ynkelige selvmordsforsøg… men da hun vågnede var hun helt hysterisk.. de har valgt at indlægge hende på et psykiatrisk hospital” sagde faren helt roligt, det der var sket med Yuus mor påvirkede ham på ingen måde. Yuus verden hang ikke rigtig sammen mere, hvorfor var han gået fra sin mor for at være ved sin fars side? Nu var han overvældet af glæde og fortvivlelse på samme tid. ”Du er godt klar over at du ikke kan blive hos din mor længere, ikke?” spurgte Yuus far, velvidede at hans søn selvfølgelig var kommet frem til den konklusion, mens han smilte en smule sejragtigt. Yuu så hurtigt og vredt op på sin far ”Selvfølgelig ved jeg det..” sagde Yuu lidt vredt, han studerede kort sin far og følelsen af at dette var en forhandling kom farende tilbage i kroppen på ham. ”Hvad vil du have?” spurgte Yuu mens han så sin far meget alvorligt i øjnene, at leve ved sin far og ikke få lov til at se sin mor igen i flere år, det kunne han ikke. Om han så skulle ofre alt ville han gøre det, Yuu vidste ikke hvor uhyggeligt tæt på virkeligheden denne tanke ville komme. Yuus far begyndte at bladre i nogle papirer og fandt det han ledte efter, han vendte det mod Yuu og kørte det over bordpladen. På bordet foran Yuu lå der en kontrakt. ”Jeg vil have den søn jeg havde regnet med at få” sagde faren mens han lænte sig tilbage i stolen. ”Jeg vil have du giver slip på dit gamle liv med det samme.. du skal.. forsvinde fra den ene dag til den anden uden at sige et ord til nogen” sagde faren, denne del af kontrakten var selvfølgelig så han ikke havde nogen af de der mærkelige venner eller piger til at stjæle hans fokus, han kunne få nye ``venner´´, den slags der havde de rigtige forbindelser. ”Du skal gå på den skole jeg vælger og gøre nøjagtigt som jeg siger..” sagde han. Yuu lod koldt sit blik hvile lidt på kontrakten. ”Hvad får jeg til gengæld?” spurgte Yuu og så ondt på sin far. Yuus far kunne ikke lade vær med at smile lidt, hans søn var slået over i at forhandle ”til gengæld..” begyndte faren og lænte sig lidt ind over skrivebordet ”vil du få lov til at se din mor.. jeg vil oveni købet købe et hus i nærheden af hende, så du kan bo i samme by som det psykiatriske hospital hun skal på..” sagde faren med et selvsikkert smil, han vidste at Yuu ikke kunne fungerer uden sin mor, og omvendt. ”Du skal dog komme lige så snart jeg sender bud efter dig” sagde han og man kunne se selvsikkerheden i hans kolde øjne. Yuu så rasende op på sin far *Som en hund eller en tjener!* tænkte han rasende, tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Hele hans liv havde hans mor altid været den han følte den tætteste forbindelse til, så hvordan kunne han miste hende når han havde chancen for at være sammen med hende? ”Yuu…” sagde hans far koldt ”forstår du hvad det her betyder? Du skrotter dit gamle liv fuldstændig for et nyt liv der er opbygget af mig” sagde han og så koldt på Yuu, han vidste at Yuu sikkert havde forstået. Yuu lod sit blik falde på kontrakten, han tog den op i sine hænder og der stod det, sort på hvidt hvad han umiddelbart måtte og ikke måtte. Kontrakten gik virkelig ud på at han droppede sit gamle liv, skar alle bånd over og startede et liv som den søn hans far altid havde ønsket sig. ”Den udløber på min 20 års fødselsdag.. ” sagde Yuu lidt undrende, det var udløbsdatoen for kontrakten. Yuus far lænte sig lidt tilbage i stolen ”der bliver ud ifølge loven myndiggjort… men jeg mener samtidigt det er nok tid for mig til at.. omvende dig..” sagde faren med et smil, han mente vel at han kunne ``hjernevaske´´ Yuu tilbage til at være den slags søn han havde været for et par år siden. ”Har vi en aftale?” spurgte Yuus far og skubbede en kuglepen hen til Yuu ved kontrakten. Yuu tog kuglepennen og så kort på kontrakten, han trykkede på enden af kuglepennen og så op på sin far med kolde øjne, de eneste øjne faren ville se de næste mange år. Det eneste Yuu kunne tænke mens han vred skrev under på kontrakten var *forræderiske slange*. Yuu gav slip på kuglepennen og så på kontrakten mens hans far tog den hen til sig med antydningen af et sejrsagtigt smil. ”Kontrakten træder i kraft med det samme efter den er underskrevet” sagde faren køligt. Det var som om det gav et lille sæt i Yuu, han rettede ryggen og så koldt på sin far ”jeg forstår” sagde Yuu roligt og rejste sig fordi hans far gjorde det. Faren rakte sin hånd ud ”Yuu.. din telefon..” sagde han koldt, Yuu fandt den i sin lomme og så kun kort på den før han gav den til sin far. Hans far smed den hårdt på jorden og trådte flere gange hårdt på den, Yuu stod bare og så roligt på ham mens han så sit gamle liv forsvinde for øjnene af ham, han måtte låse den væk. Han lukkede kort øjnene og så især Haru og Tifa for sine øjne. *Farvel* tænkte Yuu med et lille smil der hurtigt forsvandt igen, han så koldt på sin far der lod til at være fast besluttet på at ødelægge Yuus livslinje til dem han kendte og holdte af. Faren pustede lidt pga. forpustelse og kørte en hånd gennem sit tilbageredte hår, han rømmede sig lidt og rettede på sit slips. ”Du skal nu gå på hospitalet og få af vide hvilket psykiatrisk hospital din mor flyttes til, så vi kan begynde at lede efter en bolig i nærheden.. derefter sørger du for at redde de sidste tråde ud..” sagde han og så på bestemt på Yuu. Yuu så bare koldt tilbage og vendte sig for at gå ”Yuu..” mindende hans far ham strengt ”Javel.. fader” sagde Yuu inden han gik. Yuu gik ud i elevatoren og lige så snart døren lukkede havde han det som om han var ved at blive kvalt, han havde givet slip på alt… men det var jo ikke fordi han ikke havde gjort lignende ting før. Som befalet tog Yuu direkte fra sin far og hen til hospitalet, han blev bragt i en af firmaets biler. Han fik alle informationerne og formlerne til sin mors flytning til et psykiatrisk hospital, Yuu kunne ikke lade vær med at gå ind til sin mor. Han stod stille i døren og så ind på hende, de havde givet hende noget beroligende og spændt hendes arme fast til sengen fordi hun var blevet hysterisk da hun kom til bevidstheden igen. Yuu sukkede stille, han ville ikke sige at han havde regnet med det, men han vidste hvor skrøbelig hans mor blev hvis han pludselig ikke gav lyd fra sig i flere dage. Han strøg hende stille over kinden mens han studerede sin mors sovende ansigt, hun havde, siden dengang Yuus far havde forladt hende, været bange for at Yuu skulle gøre det samme. Yuu sukkede ”Hvor mange gange skal jeg sige det? Jeg forlader dig ikke..” sagde han mens han kort hvilede sin pande mod hendes. ”Vi ses snart igen” sagde han og kyssede hende på kinden, han måtte ordne alle de andre ting i sit liv, eller retter sagt sit gamle liv. Han tog firmabilen fra hospitalet og ud til sit arbejde på cafeen, på vej der ud brugte han telefonen der sad i bilen til at ringe til sin far for at informere ham om hvor hospitalet lå, deres samtale var så kort som muligt og tonen var meget kold. Yuu gik ind på cafeen og sagde sit arbejde der op. De var kede af at han var nød til at sige op, og på en måde var han det også selv, men han kunne kun forestille sig at han nu skulle gå på en skole i en anden by og arbejde i sin fares virksomhed. Derefter tog han hjem til hans mor og hans lejlighed, den skulle han også sige op og han skulle pakke alt ned. Han gik med det samme i gang med at pakke ting ned i kasser, han indså dog hurtigt at det ville tage for lang tid så han skyllede blodet af badeværelse gulvet og ringede til et flytteselskab. Derefter satte han sig bare på sofaen og ventede, han måtte prøve at huske hvem han var nu. Ting som flyttearbejde overlod man til flyttemænd, det behøvede man som en Takeshi ikke at bekymre sig over. Han sad stille mens flyttefolkene ankom og begyndte at komme hans gamle liv i kasser. Yuu gav dem bare ordre om hvad de skulle gøre mens han stille sad og så nyhederne i fjernsynet. Til sidst rejste han sig dog og gik ind på sit gamle værelse, han begyndte at pakke sine små ting og tøj i kasser. Han stoppede kort og så på et gammelt billede af Haru og ham fra da de var yngre, han studerede koldt de glade smil de havde på inden han smed billedet i en flyttekasse. Han stoppede igen kort da han fandt den forglem-mig-ej halskæde han havde købt på deres studietur, hans blik blev trist, den fik ham til at tænke på Tifa. Han holdte sin hånd med halskæden i over en skraldepose, han kunne ikke bestemme sig for om han skulle smide den ud. Han blev afbrudt af en af flyttemændene der kom ind for at spørger om de skulle pakke sammen i stuen og på Yuus værelse, afbrydelsen fik Yuu til at komme halskæden ned i sin lomme. Da alt var pakket sammen sendte Yuu flyttemændene af sted med tingene til et depot. Yuu tog derefter til sin far hvor han fik en ny mobiltelefon, han blev sendt til frisør og skrædderen. Udenpå blev han formet til sønnen der, efter hans fars mening, kunne overtage virksomheden. Han følte at Yuu altid havde haft en passede udstråling, derfor havde han også fået det navn han havde, men faren havde lagt mærke til at Yuu meget sjældent gik i jakkesæt og han mente at Yuu havde lidt for langt hår. De næste par uger levede og åndede Yuu på den måde hans far ønskede, han blev sat ind i forretningen og alt den slags, men Yuu havde sådan set ikke glemt noget af det han i forvejen var blevet lært. Han begyndte samtidigt på en meget fornem High School for de kloge og rige i byen hvor hans mor nu var. Yuu føltes hvordan han langsomt føltes at han kvalt i farens hus. Endelig fandt faren et hus nær hospitalet moren var kommet på og Yuu tøvede ikke med at flytte ind selvom ingen af tingene var flyttet ind endnu. Det nye hus lå omkring en time med bil fra hvor han havde boet før. Yuu besøgte snart efter han var flyttet sin mor, men hun blev helt hysterisk da hun så ham og blev nød til at blive bedøvet igen. Yuu satte sig opgivende på en af de mange stole på hospitalet, hvad skulle han nu gøre? Kunne han virkelig blive ved med at leve det her liv uden en eneste form for støtte? Og så ca. 2,5 år? Kunne han fortsætte med at være sin mors klippe uden selv at have en? Yuu rodet sig forvirret i håret og gemte træt sit ansigt i sine hænder. Han tog sin ene hånd ned i lommen og hev forglem-mig-ej halskæden op, han holdte den stille foran sit ansigt mens han så på den. Han tog en dyb indånding, han måtte snart skille sig af med den.

Tifa så efter ham da han løb. Hun var ikke helt tryk ved at han løbte, og hun skulle måske have tilbudt at gå med ham, men hun ville sikkert ikke kunne være til hjælp. Tifa lukkede stille døren og sukkede. Hun skulle have vækket ham i går, men hun havde nydt at sove ved siden af ham. Hun gik hen til sit skab, og gjorde plads til at bordet kunne komme ind igen. Hun fandt en pakke frem. Hun havde glemt alt om den og smilte lidt. Det var det forklæde hun havde købt til Yuu. Måske hun skulle give ham det næste gang. Det var en dum gave, det vidste hun godt. *Måske jeg skulle lede efter en bedre gave.* tænkte hun og lage en hånd på smykkede om sin hals. Hun tænkte ikke over at hun havde den på hele tiden, men hun var den hele tiden bevist og smilet lykkeligt. Tifa trak i noget nyt tøj, lage mobilen i bukselommen, så hun kunne mærke hvis Yuu kontaktede hende, og gik ind til byen, for at se om hun kunne finde på en gave til Yuu.
Men Yuu kontaktede hende ikke hele dagen, og hun blev bekymret. Hvad mon der var sket? Hun følte sig fortabt. Hun gik i skole dagen efter, og håbede at hun kunne høre Yuu hvad der var sket, men han dukkede ikke op. Hun gik ud på badeværelset i pausen, og prøvede at ringen til hans mobil. Men der var ingen dækning til det nummer hun ringede til. *Har han slukket mobilen?* tænkte hun og sukkede. Måske han var på hospitalet med sin mor? Hun blev mere bekymret. Hun snakkede lidt med Haru-san, men han havde heller ikke hørt noget fra Yuu. Tifa skrev en besked til Yuu, om hvordan det gik og hvad der var sket. Men hun fik ikke noget svar og hun prøvede at ringen flere gange om aften. Hun prøvede hver dag, at skrive flere beskeder og ringe, og efter der var gået en uge og hun ringede igen, fik hun afvide at nummert ikke længere eksisterede mere. Hun havde snakket meget med Haru-san den uge, men heller ikke han havde hørt noget fra Yuu. Tifa var såret over at Yuu ikke havde kontaktet hende, men blev mere bekymret over at Haru-san ikke en gang havde hørt fra sin Jjang. Tifa prøvede at besøge Yuus fars hjem, det var den eneste sted hun kendte, men hun nåede hun porten og fik af vide at Yuu Takeshi ikke kunne se hende, mere fik hun ikke afvide. Hun prøvede igen et par dage efter, igen samme svar. Hun vidste ikke hvor Yuu var, og hun vidste ikke hvor hans mor boede, kun hvor hans far boede, og her kunne hun ikke engang komme i nærheden af huset. Tifa gik stadig rundt med halskæden, men for hver dag der gik, vekslede hun mellem tankerne, at hun skulle glemme ham, og at han var i fare, og hun havde ingen ide om hvordan hun skulle hjælpe ham.

Yuu sad stille på stolen og tænkte på om der var flere løse ender fra hans gamle liv, hans far havde taget sig af skoleskiftet uden at nogen ville kunne finde ud af hvor han var flyttet til, så var der kun hans bande tilbage, men der kunne man sagtens bare forsvinde, en ny ville snart tage over. Han sad i sine egne tanker mens en lyshåret dreng med særlige øjne kom ud af et værelse længere nede af gangen. Denne dreng sukkede lidt, han været her på hospitalet et par uger og havde lige været til terapi hvor de havde snakket om hans kønsforvirring. Terapeuten havde opfordret ham til at snakke med en han selv mente var en mand. Drengen sukkede igen *Lettere sagt end gjort* tænkte han og så på en række stole for at se om der måske var nogen han kunne snakke med. Og der så han ham, han virkede til at være høj, bredskuldret og flot… drengen blev rød i hovedet over sine tanker, men tog alligevel modet til at gå hen til drengen. ”Ehm.. en forglem-mig-ej?” spurgte drengen lidt nervøst mens han satte sig siden af den anden. Det virkede som om den anden dreng vågnede lidt op, han smilte en smule ”Ja..” svarede han og så drengen ind i øjnene ”ehm.. Aki” sagde den nervøse dreng med røde kinder og tvang nærmest den anden til at tage hans hånd, han var meget nervøs. Den anden dreng grinte en lille smule ”Yuu” præsentrede han sig selv mens de trykkede hinandens hænder. Yuu lod sit blik glide ned af Aki, hans blik hvilte ved Akis håndled, han havde prøvet at begå selvmord på samme måde som Yuus mor. ”Hvorfor?” spurgte Yuu pluslige alvorligt Aki og Aki vidste med det samme hvad han spurgte om. Aki så lidt skamfuldt væk ”det hele blev bare for meget… nu prøver jeg at finde ud af hvem jeg er.. men det går vist ikke så godt” sagde Aki lidt trist. Yuu lænte sig tilbage i stolen ”man kan sagtens udforske og være i tvivl om hvem man er og stadig være en mand” sagde Yuu stille, Aki så overrasket på Yuu, havde han ikke lige sagt at han var en mand ligegyldigt om han eksperimenterede eller var i tvivl. Aki smilte lidt med sit søde smil, på en måde lettede det en lille smule når det kom fra en som Yuu. ”Ah.. ehm.. hvorfor er du her?” spurgte Aki Yuu, han kunne ikke ligge skjul på at han var nysgerrig. Yuu smilte lidt opgivende hvilet fik Akis hjerte til at banke underligt ”Lige nu.. tænker jeg bare” sagde Yuu stille ”jeg har, måtte give slip på mit gamle liv.. så nu er jeg alene.. uden støtte ” sagde han og så lige ud for sig. Der blev stille mellem de to drenge og Aki var bange for at Yuu ville kunne høre hvordan hans hjerte hamrede af sted fordi han sad siden af ham. ”Måske… Måske skulle du prøve at finde noget symbolsk du kan støtte dig til?” spurgte Aki ”eller.. ehm.. lede efter en person fra dit gamle liv der kan komme ind i dit nye liv på en måde?” spurgte Aki lidt bekymret, han ville gerne hjælpe Yuu og kunne ikke forstille sig at være alene. Yuu satte sig op med et ryk, navnet var poppet op i hovedet på ham ”Hanaba!” udbrød han, selvfølgelig! Yuu rejste sig hurtigt, han bukkede for Aki ”Tusind tak for hjælpen” sagde Yuu glad og gav Aki forglem-mig-ej halskæden, han smilte kort til Aki og rodet ham i håret inden han skyndte sig mod udgangen. Aki sad stille med uldet hår og så rød i kinderne efter Yuu, han så på halskæden og smilte lidt kærligt, det var vel en sød gestus. Aki rejste sig og gik tilbage til sit værelse og fandt sin telefon frem, han skrev en besked til Ami-chan, den første kontakt han havde, turde tage siden han blev indlagt. Han skrev: ”Hej Ami-chan. Jeg håber du har det godt i skole og at mit fravær ikke har skabt for mange problemer for dig. Her går alt fint. Jeg er stadig indlagt og de ved ikke hvornår jeg kommer ud. Men jeg føler selv at der er nogle fremskridt. Og i dag tror jeg måske at jeg fik en ny ven. Aki.” skrev Aki lidt nervøst og trykkede send.

Ami var gået hjem, og da hun kom i skole dagen efter, havde hun ignoreret alle kommentarer om Aki-chan. Ami var ligeglad, hun kunne gøre hvad hun ville. Ami skrev heller ikke til Sora-san. Selvom hun ikke huskede hendes mor godt, huskede hun hvor svært hun havde det når hun skulle tage sig af det virkelige liv. Sora-san kunne skrive hvis han ville noget. *Jeg er ligeglad.* blev Ami ved med at tænke for sig selv, og sagde det nogen gange højt når hun var alene. Hun mødtes ikke med Dachi, hun havde ikke lyst, selvom det stadig gjorde ondt at se ham. Hun begyndt at blive i dårlige humor. I midten af uge begyndte hun at løbe efter skole, så i pauserne og efter skole, og en dag kom hun slet ikke i skole. Hun var taget på sportspladsen og løb og sprang længde spring, alt sport hun kunne finde på. Ami sad på græsset og så op mod himlen. Hvis det ikke var fordi hun havde mistet pusten havde hun løbet videre. Hun så på sin jakke som lå på jorden ved siden af hende, da hun hørte hun fik en besked. Hun havde ignoreret det hele dagen, men nu tog hun den op. Der var flere forskellige beskeder fra pigerne fra klassen, der ville høre hvor hun var, og hun var også blevet ringet op af nogen af dem, men det var den nyeste besked der fik hendes hjerte til at banke hurtigt og langsomt på samme tid. *Sora-san?* tænkte hun og åbnede beskeden og læste den. Der var flere der havde spurgt til Aki, også læreren havde hørt hende fordi det virkede til at de så hurtigt var blevet venner. ”Hej…” begyndte hun en ny besked med stoppede. Hvad skulle hun kalde ham? Hun sukkede og skrev videre. ”Hej Sora-san. Det går fint i skolen, kedeligt som altid, men gør hvad jeg kan for at følge med. De andre i klassen spørg efter dig, men jeg ved ikke hvad jeg skal svare dem. Glad for at høre at det går bedre. Glad for at høre at du har fået en ny ven.” skrev hun. Det virkede meget upersonligt, men lige nu havde hun forvirrende følelser for Sora-san. *Ny ven…* tænkte hun lidt surt og trykkede send.

Aki havde lagt sig på sengen og så lidt op i loftet, selvom hans bedstemor havde snakket om at de kunne flytte ind i deres eget sted dengang han lå på hospitalet var hun nu kommet på plejehjem. Det var Aki selv der havde snakket om det fordi bedstemoren havde ikke så mange penge, hun var svagelig og de vidste ikke hvor længe han skulle være her. Tanken om at han måtte finde sit eget sted at bo når han kom ud herfra skræmte også Aki lidt, men han glædede sig vel også lidt til den slags ansvar. Det gav et sæt i ham da hans telefon lavede en lyd, han smilte glad over at Ami-chan havde svaret. Han læste den stille ”husk at følge med i timerne..” skrev han, han huskede hvordan hun ikke havde vist den store interesse da de havde haft timer sammen. ”Bare sig at jeg blev nød til at flytte pga. mit helbred” skrev han, pigen Aki fandtes ikke mere. Han tøvede lidt, skulle han skrive det til hende? ”Jeg må godt få besøg nu… hvis det er..” skrev han flov, han ville på en måde gerne se hende. Han trykkede sendt og gemte sit hoved lidt i sin pude.
Nogle timer senere stod en rank ung mand, i jakkesæt, ind i elevatoren i sin fars bygning. Han bankede på ind til sin fars kontor og da han fik lov at komme ind, foreslog han en forlovelse. Mellem ham, arvingen til Takeshi inc. Empire og en af arvingerne til Hanaba koncernen, en stor engelsk koncern indenfor transport sektoren. Yuus far så undrende på sin søn, han havde selv nævnt det med en forlovelse, men havde ikke regnet med at hans søn selv ville gå med til det og oveni købet finde en fornuftig kandidat. Yuus far ringede med det samme til faderen til datteren Yuu havde i tankerne. En Omani blev arrangeret til dagen efter.

Ami havde rejst sig. Hun ville til at løbe videre eller hjem, vidste hun ikke endnu. Hun samlede mobilen om da der kom en besked. Hun så lidt surt på den første linie. Dumme Sora-san, den slags gad hun ikke høre fra ham. Hun så lidt på de sidste ord i beskeden. Han skrev det selv, at han måtte få besøg. Kunne hun forstå det sådan, at han gerne ville have besøg af hende? ”Okay, hvor ligger hospitalet?” skrev hun kort og trykkede send uden at nå at tænke mere over det.

Aki rettede sig op fra puden da han fik en besked, han åbnede den lidt spændt, han vidste jo ikke om hun stadig ville se ham. Han smilte utrolig glad *Det betyder at hun gerne vil se mig.. ikke?* tænkte han glad og sendte hende adressen. Det var i en by der lå ca. en time væk fra byen han havde boet i før.

Ami så på adressen. Hun kendte godt byen. Hun sukkede. En hel time? Det var langt med tog. ”Det tager nok noget tid, men finder et tog nu.” skrev hun tilbage og tog jakken op fra jorden og tog den på og lage mobilen i lommen og gik mod stationen. Hun købte en billet. Hun skulle skifte tog når hun havde kørt lidt. Hun sad stille og så ud af vinduet. Hun havde aldrig besøgt sin mor. Hun havde også været meget ung den gang. Ami steg stille ud af toget. Hun spurgte ved busstationen og fik af vide hvilken bus hun skulle med for at komme til hospitalet. Hun kunne mærke hun fik kvalme da hun nærmede sig. Hvorfor ville hun overhovedet se Sora-san? Han havde selv gjort det her mod sig selv, men måske havde han sine grunde? Havde hendes mor grunde til at tage livet af sig selv? Hun rystede på hovedet. Hun havde aldrig rigtig tænkt over sin mor, og ville hun ikke til nu. Hun steg stille ud af bussen og så mod hospitalet, og lige nu havde hun lyst til at vende om, men hun gik modvilligt mod døren og gik ind og spurgte i repcetionen om hvor Sora-san var. Det eneste Ami kunne huske han hed var Aki Sora Nori, men ikke hvilken række følge navne skulle være i.

Der gik et sæt igennem Aki da Ami-chan skrev at hun fandt et tog nu, kommer hun allerede? Hans hjerte bankede hurtigere. Han glædede sig og var lidt bange på samme tid. Han skyndte sig hen til sin terapeut, han måtte ikke være alene sammen med gæster, men måtte dog gerne gå frit rundt næsten over alt i hans egen afdeling. Aki gik mod indgangen, han kunne ikke lade vær, han ville gerne se hende. Han satte sig på en stol og fik snart selskab af sin terapeut, det var ikke en god ide de patienterne gik for meget rundt alene. Aki rejste sig da han hørte Ami-chans stemme ”Ami-chan!” kaldte han og smilte utroligt glad mens han vinkede til hende. Aki var i hospitalets tøj og han havde stadig forbindinger rundt om hans håndled, ellers var meget ikke ændret ved ham, men han måtte jo heller ikke rigtig have nogen personlige ejendele her, da de fleste af dem kunne bruges til at skade ham selv. ”Aki” sagde terapeuten da Aki begyndte at gå i mod Ami-chan, på gulvet mellem Ami-chan og Aki var der en gul streg, den måtte Aki ikke krydse. Så han stilte sig lydigt bag den og ventede på at Ami-chan kom til ham.

Ami så op da nogen råbte hendes navn. Hun kunne mærke hun fik kvalme, men hun smilte alligevel. Det var godt at se Sora-san igen, og hun vidste nu hvor meget hun havde savnet ham, selvom de kun havde kendt hinanden i kort tid. Hun vinkede tilbage til ham og gik hen i mod ham, men hænderne i lommerne. Hun så på ham da han stoppede op da kvinden bag ham havde talt. Hun så på gulvet, og så den gule streg som Sora-san stod lige bag. Ami havde kun besøgt sin mor få gange når hun var indlagt, og hun havde været for ung til at kunne huske det. Hun havde lyst at råbe op hvad det var for noget fis? At Sora-san skulle stoppe op bare på grund af en streg. Men hun bed sig i læben og holdte det i sig. Hun havde ikke forbinding på sin hånd mere, men den var stadig rød. Hun havde træningsbukser og en mørk jakke. Inden under havde hun trænings trøje på. ”Hey Sora-san.” sagde hun og stoppe op foran ham, nok lidt for at provokere hende som var bag Sora-san, da Ami ikke var gået over den gule streg. Ami lod sin blik køre lidt hen over ham. Hun ville ikke indrømme at hun havde savnet ham, og lige nu havde hun mest lyst til at gå igen. Stedet gav hende kvalme. Hendes blik begyndt at køre lidt rundt i lokalet.

Aki smilte glad da Ami-chan smilte til ham, han var glad for at se hende. ”Hej Ami-chan” sagde han med et smil. Han så lidt undrende på hende da hun stoppede lidt bag stregen. Han lå mærkede til at Ami-chan ikke rigtig virkede interesseret i ham, han smilte lidt trist. ”Jeg er virkelig glad for at se dig..” sagde han og ville læne sig frem for at kysse hende, men hans kvindelige terapeut rømmede sig lidt, så han trak sig tilbage igen.

Ami så på Sora-san da han talte til hende. Hun reagere da hun fornemmede at Sora-san lænte sig i mod hende, og hun lænte sig lidt mod ham, men stoppede op da kvinden bag Sora-san rømmede sig. Amis øjne blev vrede og hun så vredt på kvinden. ”Hvad er det her for noget fis?” råbte hun vredt, og flere stoppede op og så på hende. ”Det er en streg for satan! Kan det ikke gøre lige godt at han går over den? Er i virkelig så syge i bolden at i skal styre et mennesket hver eneste handling?” råbte hun stadig vredt. Hun forstod ikke terapeut, hun var selv blevet sendt til psykolog da hun var barn efter hendes mor havde begået selvmord. Til at starte med blev de ved med at fortælle hende hvad hun byrde føle, og til sidst havde hun leget med for at slippe for det.

Både Aki og terapeuten så lidt overrasket på Ami-chan efter hendes udbryd, men terapeuten genvandt hurtigt sin fatning. ”Det er vigtigt for vores patienter at de befinder sig i et kontrolleret miljø” sagde hun roligt til Ami-chan. Hendes analyserende blik hvilte på Ami-chan. Hun kom med et lille smil ”Måske er det bedste for Aki-sans udvikling at i to ikke ser hinanden før han er klar til at håndtere det” sagde hun roligt, hun sagde sådan set at Ami-chan var for meget for Aki at klare og at hun skulle gå.

Ami kunne ikke lade hver med at komme med et hånligt smil, da hun så at terapeuten blev slået ud af fatning. Ami så vredt på hende da hun så hendes undersøgende blik. Ami stivnede lidt. Hun forstod hvad der var blevet sagt og hun krympede sig lidt. Vreden var løbet af med hende igen. ”Er det ikke hans eget valg?” sagde hun stadig vredt, men hun havde sænket stemmen. Hun så på Sora-san. Hun måtte se at opføre sig ordentligt. Men hvorfor skulle hun gøre det? Hun havde kendt Sora-san i hvad? Nogen få dage? Hun sukkede og så Sora-san ind i øjne. ”Så ses vi vel senere.” sagde hun og lage en hånd på hans kind og lænte sig frem og gav den anden kind et hurtigt kys og slap så helt og vendte ryggen til dem.

”Ami-chan..” sagde Aki stille og så ned i gulvet ”.. jeg er her for at blive rask..” sagde han stille ”for at blive glad igen” sagde han stille, han prøvede at svare på om det var hans eget valg. ”Ja..” sagde Aki stille til at de ville ses senere, men han rettede sig flovt op da hun havde kysset hans kind. Han tog sig til den og så rød i kinderne efter hende. Han så lidt trist efter hende.
Efter Ami-chans besøg forbedrerede Aki sig meget. Han begyndte at blive mere bevidst om hvem han var, og han fik lov til at gå udenfor, han og terapeuten gik turen hvor Aki kunne finde mandelige figurer. Han talte også mere med Yuu, der ofte kom og besøgte sin mor. En dag gik Aki fordi en fodboldkamp, hvor en af trænerne fangede hans opmærksomhed. Terapeuten overtalte Aki til at gå hen og tale med trænerne, han hed Raiden, og han ville med glæde optage Aki på sit hold.

Ami kogte af raseri da hun forlod hospitalet, og da hun kom ud, begyndte hun at løbe. Hun måtte af med noget af al sin energi, at hun løb hele vejen hjem.
Ami blev ved med ikke at kontakte Sora-san. Hun vidste ikke hvad hun skulle skrive til ham, og hun begyndte at få mere travlt. Hun meldte sig ind i sports klubben. Hun havde altid kunne lide idræts timerne, og det hjalp hende med at glemme sine forvirrende tanker. Hun løb hver morgen før skole, og skulle mødes med klubben 3 gange om ugen, der udover benyttede hun også sports pladsen meget. Hun prøvede også at tage sig mere sammen i timerne. Det gik bedre, men der var stadig meget hun ikke forstod, men hun følte sig mere rolig, især om morgen efter hendes løbetur.

Tifa begyndte at hænge mere ud med Haru-san. Hun fik stadig ikke de følelser for ham. Men han var nem at være sammen med, og hun nød at snakke med ham. Haru-san begyndte også at virke som Jjang for Yuus gamle gruppe, og Tifa begyndte også at hænge ud med dem. Hun bar stadig rundt på Yuus halskæde, og hun blev ved med at skiftes i mellem, at være vred på ham og bekymret for ham. Hvorfor var han bare forsvundet? Hun forstod det virkelig ikke.