Hvem er jeg?

Hina gik lidt forvirret rundt. Hun var på en eller anden måde komme fra hospitalet til byen. De havde spurgt på hospitalet om hun selv kunne finde hjem, men hun havde fornemmet og kunne se, at de havde meget travlt, så hun havde bare sagt ja og var gået. Men helt ærligt, vidste hun ikke hvor hun boede, og hun vidste heller ikke hvordan hun skulle komme tilbage til hospitalet. Hun havde fået afvide på hospitalet, at hun havde været med i en trafik ulykke. Der var sket et stort sammenstød, hvor der var involveret flere biler, og den bus hun og flere andre havde siddet i. Men hun havde været en af de heldige. Udover nogen få overflade skrammer, så hun ud til at være i bedste velgående. Der var ikke noget i vejen med hendes tale eller opførelse da hun var på hospitalet, det var derfor de havde sendt hende af sted igen. Men hun kunne ikke huske hvorfor hun havde været med bussen i første omgang. Men det var heller ikke det hun tænkte mest over, for hendes næse havde opfanget flere forskellige dufte, som fik hendes mave til at trække sig sammen og knurre. Hun gik først hen til en restaurant, men de smed hende ud, da hendes tøj var beskidt og i stykker. Derefter gik hun hen til en bager om kom ind. Hun kiggede på noget brød, og spurgte om hun kunne få noget, og hun så underne da de bad om penge. Derfor blev hun også smidt ud derfra. Hun begyndte at komme i tanke om, hvad penge var, men hun kunne ikke huske hvor man fik dem fra.
Hina brugte resten af dagen på at gå rundt, men hun gik dog væk fra de bygninger, hvor der kom tillokkende dufte fra, da det kun fik hendes mave til at gøre mere ondt. Da mørket begyndte at falde på, fandt hun en lav mur og satte sig. Hun så hvordan flere mennesker kom forbi i smart tøj. Hun synes dog at mange af pigerne havde lidt tøj på, og nogen meget høje sko, men de virkede alle sammen til at være glade. Hun var endnu ikke selv kommet i tanke om hvor hun hørte til, og hun havde vel fået den tanke, at hun leve her. Da mørket var faldet helt på, kom der ikke længere så mange forbi. Der kom stadig nogen i ny og næ, men ikke som før. Hina begyndte også at fryse og rejste sig op og gik hen til en af bygningerne hvor der kom musik ud fra. Manden foran døren ville dog ikke lukke hende ind, så Hina gik hen til gyden i mellem bygningen og dens nabobygning og satte sig. Herfra kunne hun stadig høre musikken og se menneskerne gå forbi, og her var varmere. Hun satte sig op af bygningen hvor musikken kom fra, og så så længere ind i gyden. Der stod nogen store skraldespande, men hun ikke en gang så meget som tænkte på at kigge i dem efter mad. Der var også to døren. Den ene sad hun næsten lige ved siden af, og den anden var ind til den anden bygning, som lige nu var stille. Alle andre, som var i tvivl om hvem de var, ville nok være gået til politiet, men de normer og tanker som var åbenlyse, det var som om at de var forsvundet fra Hinas hjerne, så derfor sad hun her.

Han åbnede bagdøren som han havde gjort så mange gange før og trådte ud. Der havde aldrig været nogen i gyden før, så han følte sig altid helt tryg ved at være her. Men denne gang var der noget uventet, en kvinde. Han var lige ved at falde over hende, men nåede at støtte sig selv nok op af væggen. Han så lidt undrende ned på kvinden ”Hvad laver du her?” spurgte han lidt undrende ”er du okay?” spurgte han og tog i hendes arm. Han hjalp hende op.

Hina så op da døren ved siden af hende blev åbnet, og hun så op på manden der kom ud den. Han havde et par sort bukser på og en hvid skjorte på. Han så veltrænet ud, og Hina synes selv han havde et kønt ansigt. Hun kunne ikke se hans øjenfarve, og der var lidt mørkt i gyden, men hans hår så sort ud. Hun sagde ikke noget, men løftede hurtigt sine arme op over hovedet, da han var ved at falde over hende. Hun sænkede armene igen da han talte til hende. ”Lydene var så gode, og her er varmere.” sagde hun og smilte, som om det var helt naturligt. Hina lod manden tage fat i hendes arm og hjælpe hende op. ”Ja, jeg har det fint.” sagde hun og smilte roligt. Hendes mave knurrede lidt. ”Bortset fra at min mave.” sagde hun og lage en hånd på sin mave, og men smilte stadig.

Han så lidt undrende på kvinden og regnede vel med at hun ville genkende ham, men det lod ikke til at ske. ”Lydende?” sagde han lidt undrende og vendte sig lid mod døren han lige var kommet ud af, lydene burde han kende godt, han havde selv været med til at skabe dem. Han så ned af kvinden og lagde mærke til hvilken stand hun var i hvorefter han så mod hende mave. Han fandt et par solbriller frem og rodet sig selv lidt i håret. ”Kom med mig” sagde han og tog hendes hånd, han trak hende med sig. De gik lidt væk fra gyden og han åbnede en bildør for hende og skubbede hende ind. Han gav chaufføren en adresse og lænte sig roligt tilbage i sædet på den flotte bil. Han tog solbrillerne af og så på pigen, han kunne ikke lade vær med at undre sig over hvad hun var for en.

Hina lage hovedet lidt på skrå, da han sagde lyde som et spørgsmål. Han måtte da selv have hørt dem, ham kom fra den bygning hvor de kom fra. ”Ja lydende, de var virkelig dejlige at høre på.” gentog Hina og smilte. Hina stod roligt, og ventede på at manden skulle sige mere. Hina trak ikke sin hånd til, sagde ikke en gang noget til at han tog den, og fulgte bare stille efter ham. Hun så på bilen og kravlede ind da han åbnede døren og skubbede hende ind. Alle andre kvinder der lige havde mødt en mand i en gyde, ville nok have kæmpet i mod, men hun havde ikke virket bange eller gjort nogen form for modstand, og nu så hun sig nysgerrigt om i bilen. Da den begyndte at køre, lænte hun sig hen mod vinduet og begyndte at kigge ud. Det hele mindede hende om et eller andet. Ikke så meget bilen hun sad i, men at hun havde siddet og kigget ud før. Det fik hende til at rykkede væk fra vinduet igen, tættere på manden, og hun så tilbage på ham, og lage mærke til at han havde taget solbriller af igen. ”Hvor skal vi hen?” spurgte hun nysgerrigt og smilte stadig fuldstændigt roligt, og vidste ingen tegn på hverken frygt eller genkendelse.

Shou sagde ikke noget til at hun synes om lydene. Han så utroligt undrende på kvinden han, af en eller anden grund, havde samlet op. Hun virkede ikke til at genkende ham, hun virkede nærmest ikke engang at have kørt i bil før. *Hun er ikke normal* tænkte han og sukkede, han fiskede sin mobil op af lommen da den ringende, med et kort blik på displayet vurderede han det ikke var en han ville snakke med, og lagde på. ”Vi skal hjem til mig, så du kan få et bad, noget mad og nogle penge inden jeg sender dig af sted igen” sagde han og så ud af vinduet.

Hina så på mobilen da han tog den frem. Hun vidste hvad det var, og så derfor spørgende på ham. ”Skal du ikke tage den?” spurgte hun, lige inden han lage på. Hina smilte. ”Det lyder godt.” sagde hun, hun tænkte på maden og et bad. Hun var sulten, hun var kommet i tanke om ordet nu. ”Jeg kan godt li mad.” sagde hun og smilte stille for sig selv, hun vidste det bare. Hun elskede synet af mad, lugten af mad, følelsen af mad, og selvfølgelig smagen. Hendes blik blev lidt tvivlende, da hun kom til at tænke på den sidste del han havde sagt. ”Hvor vil du sende mig hen?” spurgte hun underne og lage hovedet på skrå.

”Nej” sagde Shou kort til spørgsmålet om, om han ikke skulle tage sin telefon. Shou så lidt forvirret på hende ”det kan de fleste” sagde han. ”Der hvor du kommer fra vel? Du har vel et eller andet sted du høre til?” spurgte han, hvis hun var fra gaden måtte hun være have et herberg hun kom på eller noget.

”Kommer fra? Et sted.. jeg hører til…” sagde hun lidt tvivlende. Hun havde været på gaden hele dagen, men hun kunne ikke huske nogen steder, hvor hun lige frem skulle hørte til. Det var derfor hun havde sat sig i gyden, uden for den bygning denne mand var kommet fra. Hun rynkede brynene, og prøvede virkelig at komme i tanke om et sted, som kunne passe på det han sagde. Det var som om, der var noget, noget hun burde huske, et sted… men det var som om der var et slør hen over det, så hun ikke kunne huske det rigtig.

Shou sukkede lidt opgivende ”Så et sted der er bejligt måske? Det nærmeste herberg?” spurgte han og studerede hende, på en måde han havde vækket en smule interesse i ham. ”Kan du så starte med at fortælle mig dig navn?” spurgte han mens bilen stoppede. Shou tog solbrillerne på igen og åbnede bil døren, han holdt den åben og ventede på at kvinden fulgte efter. Han gik hen til et højhus og trykkede en kode han gemte godt. Han gik ind og sørgede for at kvinden kom med, han tænkte det ikke gjorde noget at vise hende hvor han boede, da hun ikke virkede til at genkende ham. Desuden ville hun sikkert heller ikke kunne genkende kvarteret. Han førte hende ind i en elevator og fandt en nøgle frem, som han satte i der hvor man trykker på etage numre, hvorefter elevatoren kørte op. Han stod af, sørgede igen for at pigen kom med og gik derefter ned af en gang. Der var ikke særlig mange døre, men han stoppede ved en der stod nr. 8 på. Han låste sig ind og tændte lyset i den store lejlighed.

Hina lage hovedet på skrå igen. Hun var ikke sikker på hun vidste hvad et herberg var, men hvis han mente det var et godt sted, ville hun ikke sige ham i mod. Hun så overrasket på ham, overrasket over at hun slet ikke havde tænkt på at give ham hendes navn.”Ja selvfølgelig, jeg hedder…” hun gik i stå, og der gik et slør af uvished hen over hendes øjne, og hun stirrede blank ud i luften. Hvad var hendes navn? Bilen stoppede heldigvis i det samme, hvilket gav hende en undskyld for at vente med at svare, og til at tænke over hvad hun hed. Det burde da ikke være så svært. Hun måtte da være blevet kaldt det mange gange, så hun burde da kende det. Hun steg ud af bilen efter ham, og så sig lidt omkring. Hun anede ikke hvor hun var, men alligevel så hun kun med nysgerrighed i sine øjne. Hun fulgte efter ham da han gik hen til en af de høje bygninger. Sådan et sted levede hun bestemt ikke… eller gjorde hun. Hun slog tanken fra sig, det vigtigste lige nu, var at give manden et navn. Hun fulgte efter ham ind, og ind i en lille boks. Først så hun sig nysgerrig omkring, og tænkte kort over hvad de skulle her, men hun kom i tanke om hvad det var, da den begyndte at bevæge sig. Det var en elevator, det var i stedet for trapper, mindede hun sig selv om. *Sjovt jeg kan huske sådan noget, men ikke mit navn.* Hun fulgte ham ud af elevatoren igen, og ned af gangen. Hun så på ham da han stoppede op, og låste sig ind. Hun vidste de var i en opgav, så han boede i lejlighed. Hun fulgte efter ham ind i lejligheden, og skubbede sine sko af, inden hun skyndte sig videre ind i lejligheden og så sig nysgerrigt omkring. Hun havde helt smidt spørgsmålet om hendes navn ud. ”Her er meget plads.” sagde hun fascineret, og hun gik derefter straks mod køknet for at inspiceret dette.

”Ja.. af en eller anden grund mener man at jo mere plads jo bedre her i byen” sagde han og trådte sine sko af. Han skyndte sig efter hende og stoppede hende fra at gå ind i køknet ”Dit navn?” sagde han spørgende, han ville have et navn før han gjorde noget andet. Han brød sig ikke om at hun ikke gav ham et navn, men på en måde gjorde det hende også bare mere spændende.

Hina smilede bare over hans kommentar, men at mere plads var bedre. Hun så op på ham, da han stoppede hende fra at gå ud i køknet. ”Mit navn?” sagde hun spørgerne, og hendes blik blev tomt igen. Hendes blik gled lidt ned af hans ansigt. "Mit navn…” sagde hun lidt mere fast, og så var det som om der gik et lys op for hende, og hun så smilende op på ham igen. ”Hina” sagde hun kort og smilte stort, som om hun var stolt over at hun havde fundet svaret. Navnet var dukkert op, som en blid og venlig stemme i hendes hoved. ”Hvad er dit?” spurgte hun mens hun så på ham, men gik så videre mod køknet.

Shou så undrende på hende da hun lod til at gå i sort, igen igen. Det virkede til at det skete hver gang han spurgte om noget. Han så på hende som om hun var en idiot da hun virkede stolt over at huske sit eget navn ”Shou” sagde han fast og så lidt efter hende da hun gik i køknet som det passede hende. Han gik der ud, åbnede fryseren og smed et færdiglavet måltid i mikroovnen.

Hina lage ikke meget i den måde han så på hende. ”Shou” gentog hun kort for sig selv. Hun så sig om da hun var kommet ud i køknet. Hun gik hen til skabende og begyndte at inspicere. Hun kunne ikke forklare hvorfor hun gjorde det. Hun så på ham, da han åbnede fryseren og smed noget i mikroovnen. Men ellers lage hun ikke mere mærke til det. Det var jo hans hus, hvilket fik hende til at stoppe med at se skabene igennem. Der var noget i hendes, som havde fået hende til at se sig omkring.

Shou studerede stille Hina ”Hvorfor sad du derude bag ved klubben?.. jeg mener hvorfor lever du på gaden?” spurgte Shou og så på maden i mikroovnen. Han lavede ikke selv mad, så er færdiglavet måltid var det bedste han kunne tilbyde.

Hina så på Shuo da han talte til hende igen. Hun synes allerede hun havde fortalt ham hvorfor hun sad hvor hun gjorde. Lydene, musikken, havde været god og der var varmere. ”Øhm…” sagde hun lidt usikkert, da han uddybede sit spørgsmål. ”Jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle tage hen.” sagde hun stille. Han så på ham, da han blev ved med at kigge på mikroovnen. ”Hvad laver du?” spurgte hun og gik hen til ham.

Shou sukkede lidt ”Nej.. hvorfor lever du på gaden til at starte med? Smed dine forældre dig ud eller noget?” spurgte Shou. Han så undrende på hende ”Mad selvfølgelig…” sagde han og studerede hende nærmere. ”Sig mig.. har du slået hovedet” sagde han som om hun var dum, han vidste jo ikke det var sandt.

Hina øjne flakkede lidt igen, da hun prøvede at tænke. Havde hendes forældre smidt hende ud? Lige kunne hun ikke engang huske om hun havde forældre. Hun rystede lidt usikkert på hovedet. Hun mente ikke hun var blevet smidt ud. Men hun vidste heller ikke om hun boede på gaden. Hun rynkede på næsen da han sagde mad. Det var tydeligt at hun ikke var enig. Hina så på Shou, da han spurgte om hun havde slået hovedet, og hun løftede en hånd op mærkede efter. ”De sagde jeg havde det fint.” sagde hun stille. Det var det eneste hun kunne huske, fra hospitalet. ”De sagde jeg havde været heldig, at jeg ikke var kommet så slemt til skade, så derfor lod de mig gå.” sagde Hina og smilte. Hun kunne ikke se problemet i det. Hun undrede sig lidt over, at hun ikke have tænkt på sine forældre før han nævnte det, og hun undrede sig over at hun ikke en gang kunne huske dem, og at hun næsten ikke en gang kunne huske sit eget navn. Men hun sjovt nok, følte hun ikke panik over det.

”Og hvem er de?” spurgte Shou, hun virkede til at have slået hovedet, så måske det kunne forklare hvorfor hun opførte sig som hun gjorde.

”Øhm..” Hina tænkte sig om igen. ”Dem på hospitalet.” sagde hun lidt tøvende. "Men de sagde jeg var okay." sagde hun og smilte lidt.

”Dem på hospitalet..” gentog Shou lidt undrende. Han tog maden ud af mikroovnen, åbnede den og satte den foran Hina. Han fandt en gaffel frem og gav den til Hina. ”Spis” sagde han og gik derfra. Han fandt sin telefon frem og ringede til hospitalet, han sukkede stille over det der fortalte ham. ”Hospitalet siger at du kan have hukommelsestab.. det kan være det vare nogen dage” sagde han roligt til Hina.

Hina kunne ikke se hvad der var galt. De havde jo sagt at hun havde det fint. Hina så på maden som blev stilt foran hende. Hun vidste det var mad, og det kunne spises, men hun havde en ide om at hun kendte til mad som smagte meget bedre. ”Tak.” sagde hun lidt sarkastisk da Shou gav hende gaflen. Men hun begyndte stille at spise, hun var for sulten til at lade hver. Hun så op da han kom tilbage og så spørgende på ham. ”Hukommelsestab?” sagde hun lidt spørgende. Det lod ikke lige frem rart, men hun var ikke sikker på om hun forstod. ”Så… jeg har tabt min hukommelse?” sagde hun, selvom hun egentlig bare delte ordet op. ”Så må vi jo bare finde den.” sagde hun og grinte lidt.

Shou valgte at ignorere Hinas sarkastiske tone, det overraskede ham ikke at mennesket generelt set var utaknemligt, det havde han lært på den hårde måde. Shou så undrende på hende og gned sit irriteret ved tindingerne. ”Kan du virkelig ikke se alvoren i det her? Du har glemt stort set alt.. du ved ikke engang hvor du bor” sagde han og studerede Hina lidt. Han smilte lidt skævt da hun pludselig fik en ide ”Så.. siden du ikke har noget sted at tage hen.. hvad siger du så til at blive her.. som mit kæledyr” sagde han med et smil. Shou kedede sig alene her i lejligheden. Han havde prøvet at tage kvinder med hjem, men de var alle ens, intet andet end sengevarmere fulde af løgne. Han kunne heller ikke rigtig gå ud, han blev genkendt for let. Så et kæledyr, der ikke som sådan skulle luftes, mades osv. var perfekt.

Hina sagde det ikke for at være utaknemmelig, det var bare hende højt udviklede sans for mad som fik hende til at være sarkastisk. Hinas smil forsvandt, da han spurgte om hun ikke kunne se alvoren. Helt ærligt, så kunne hun ikke, men hun slog hurtigt øjnene væk fra ham. Nej selvfølgelig kunne hun ikke huske hvor hun boede, men mon ikke det gik. ”Du sagde jo selv, at lægen kun mente det var for nogen uger.” sagde hun og smilte lidt igen. Hun så lidt på ham, da han forslog at hun kunne blive hos ham, som hans kæledyr. Noget skreg kort i Hina, om at hun aldrig skulle tillade det. Men Hina havde virkelig mistet alle former for hæmninger og normer for hvad der var normalt, og hun smilte bare. ”Vil du virkelig lade mig bo her?” spurgte hun glad og sprang op fra stolen og gik hen til ham. Hun vidste godt hvad et kæledyr var, hun kunne bare ikke se hvad der var galt i at hun var det, når nu Shou ville lade hende bo hos ham. ”Jeg lover jeg nok skal være et godt kæledyr.” sagde hun og smilte stort.