Gensyn....

Len så på den pige han havde delt seng med i nat. Han var vågnet op tidligere end normalt på grund af hende. Hun sov i en af hans trøje. Han havde prøvet at overtale hende til at lade hver, men hun havde insisteret på det, og han havde til sidst givet op. Han kørte en finger ned af hendes kind, og hun rykkede første lidt væk, så smilte hun. Hun var kommet ind sent, efter at Akira var gået op, så han havde ikke nået at fortælle ham noget. Len smilte lidt og rejste sig helt op. Han ville ikke vække hende, så han trak hurtigt i tøj og gik ud af værelset. Han ville også ned og se til lokalerne. Det var noget han gjorde hver morgen. Selvom han altid ryde op før han gik op for natten, var det altid godt at se stedet i morgens lys. Han ville også ringe til sine forældre og høre hvad han skulle gøre. Han låste sig ud af døren og gik ned af trapperne. Kort efter vågnede pigen op i sengen. Hun satte sig op og strakte sig. Hun så sig lidt om, sikkert efter Len. Hun kravlede ud af sengen og tog hånden under trøjen og kløede sig på maven. Hun gik hen til døren og gik ud. Trøjens ærmer gik hende til midten af overarmen, så man kunne lige se det nederste af hendes tatovering, hvor huden stadig var en smule rød og hævet. Kanten gik hen til starten af hendes lår. Ellers havde hun kun nogen grøn og hvid stribet trusser på. Hun så sig om i køknet, mens hun kørte et par finger igennem sit lange hår. Hun skulle snart have det farvet igen. Hun gik så hen til køleskabet og tog en åben mælk ud. Hun rystede den lidt, og drak så derefter direkte af den.

Akira havde ikke sovet særlig længe, det gjorde han som regel ikke når han havde været på arbejde, hans hjerne kunne simpelthen ikke falde til ro igen. Han havde været i bad og var trukket i et par jogging bukser samt en trøje. Han var gået ned for at hente avisen og kom op igen efter Len var gået. Han stoppede i døren og så på pigen der stod i deres køkken *Dagens pige?* tænkte han undrende, men kunne ikke lade vær med at tænke at hun var lidt ung. Men han trak på skuldrene, det kunne jo godt være at det var det Len var til. Der gik et sæt i Akira da pigen drak af mælkekartonen ”Vi har altså glas” sagde han lidt irriteret, han brød sig ikke om at pigen bare sådan drak af en mælk han skulle have noget af til morgenmad. Tanken om at skulle dele mundvand med nogen havde længe frastødet ham. Han gik roligt hen til pigen, åbnede et skab og satte et glas på bordet siden af hende. Han gik hen til køleskabet og fandt noget morgenmad. Da han havde skænket noget op satte han sig ved bordet, fandt sine briller og begyndte at læse i avisen mens han spiste.

Miku så ikke mod døren da den gik op. Hun regnede med at det var Len der kom igen. Men hun var lige ved at spytte den mælk hun havde i munden, tilbage i kartonen da nogen talte, og det var ikke Len. Hun nåede dog at synke det. Hun vendte sig mod manden, og hun blev lidt lettet, da hun så det var en fremmed. Men hun kunne alligevel ikke lade hver med at tænke over hvad han lavede her. Hun havde drukket direkte, fordi hun havde ment hun kunne drikke det hele, og hvis ikke, så var det for guds skyld kun Len. Hun stod lidt, og sagde ikke noget, så bare nysgerrigt på ham. Hun gik hen og trak en stol ud overfor ham, men satte sig på knæene på den og lænte sig lidt frem, og støttede sine arme på bordet og så undersøgende på ham. ”Hvem er du, siden du kan skælde mig ud?” spurgte hun.

Akira lænte sig længere tilbage i stolen da pigen lænte sig ind mod ham over bordet. Med blikket fæstet til avisen svarede han ”Mit navn er Akira.. Og jeg skældte dig ikke ud.. jeg sagde bare til dig at vi har glas” sagde han roligt og læste videre.

Miku bemærkede ikke at manden lænte sig tilbage. Men hun lage mærke til, at han ikke så op da han talte. ”Akira…” sagde hun som om hun smagte på navnet. Hun smilte og grinte lidt. ”Pænt. Er det dit eneste navn?” spurgte hun nysgerrigt. ”Du siger endelig også ’’Vi’’ hele tiden, så du bor her?” sagde hun, før han kunne nå at svare på det andet spørgsmål, og denne gang, tog hun fat i toppen af avisen og vippede den lidt ned, så han ikke ville kunne læse toppen.

Akira havde lyst til at gemme sig bag avisen da hun spurgte ind til hans andre navne. ”Mit fulde navn er Naomi Akira Mika” sagde han så og læste videre i avisen. ”Ja.. jeg bor her med Len” svarede Akira og så roligt op på pigen da hun tog fat i hans avis.

Miku tænkte lidt over hans andre navne, pigenavne. Så hun tænkte hun nok skulle holde sig til Akira. Miku smilte lidt, da han endelig så på hende. Hun tænkte lidt over, hvorfor det kunne være, han hverken havde spurgt om hvad hun hed, eller hvad hun lavede der, men det måtte han også selv om. ”Arbejder du så også nedenunder? Som hvad?” spurgte hun og hendes øjne blev lidt større. Hun kunne godt li musik, og hun var ret god til at danse, og hendes sangstemme var ikke dårlig, men hun dansede kun når hun ville have det sjovt, og sang stort set kun når hun var alene.

”Ja.. det gør jeg.. Som bartender og danser” svarede han og så mod døren. *Hvor bliver Len af? Og skal hans pige ikke snart hjem?* tænkte han og så mod sin avis igen. Han hev den længere op for at skjule at han var ved at få lidt røde kinder, han var ikke van til at folk var så interesserede i ham. Faktisk var de det ofte, men han fattede det bare ikke.

Miku smilte til ham. ”Lyder spændende.” sagde hun og slap avisen og lænte sig lidt tilbage igen. ”Jeg gad også godt arbejde her, men Onii-chan siger jeg er for ung.” sagde hun og sukkede. Hun så på ham igen, da han hev avisen mere op. Hun gik ned fra stolen og gik rundt om bordet og stilte sig bag ham. ”Står der noget spændende?” spurgte hun og lænte sig lidt frem, så hun kunne læse ham over skulderen. Hun rørte ikke ved ham. Døren gik op i det samme og Miku så op. ”Miku, lad hver med at drille Akira.” sagde Len og sparkede skoene af og ind til dem. ”Onii-chan!” sagde Miku glad og løb hen og sprang ham om halsen. Han lage arme om hende og smilte. Han slap hende igen, og lod hende stå selv. ”Går ind og få noget tøj på.” sagde han og uldede hendes hår. Miku smilte og vendte rundt på hælen og løb ind på værelset for at skifte tøj. Hun var kommet natten før med en sportstaske over den ene skulder. Hun havde ikke ville sige andet, end at hun ville bo hos ham. Len havde lige snakket med sine forældre, som havde spurgt om det var i orden med Len, at Miku boede lidt hos ham. Hun havde været meget rebelsk den sidste tid, og var til sidst stykket af. Len havde sagt ja, især fordi Miku havde husket ham på sit løfte for mange år siden. ”Jeg ved her er småt, men min søster kommer nok til at bo her i noget tid.” sagde Len og gik hen og satte sig i stolen overfor Akira.

”Hmm” sagde Akira til at hendes Onii-chan ikke ville lade hende arbejde det, det var stadig ikke faldet Akira ind at pigens bror kunne være Len. Akira lænte sig til siden da hun lænte sig ind over hans skulder. Akira så op da Len kom tilbage og hørte at han var pigens storebror, så var der i det mindste en forklaring på hvorfor hun ikke var gået. Akira så op da Len kom hen mod ham, han fulgte ham kort med øjnene før han vendte tilbage til avisen ”Det er fint” sagde han roligt.

Len smilte roligt, da Akira sagde at det var fint. Det var jo også hans hjem, men han havde ladt Akira bo hos sig. Folk var vilde med ham som bartender og danser, det bragte flere gæster, så det var fint for Len at han boede der. Miku kom ud fra værelset igen, hun havde taget en lårkort nederdel på og en ærmeløs skjorte, så man nu tydeligt kunne se hendes tatovering. Hun havde også sat sit hår op i to rottehaler. ”Skal du ikke have mere på?” spurgte Len da han så hende. Miku så surt på ham. ”Sådan her går alle unge klædt.” sagde hun surt, men grinte så og løb hen og satte sig i hans skød og slog armene om hans hals. Len smilte lidt, det var længe siden han havde været hjemme sidst, og hans familie havde aldrig besøgt ham her. Miku opførte sig som sidst han havde været hjemme, hun hang om ham, og virkede ikke til at ville give slip. ”Hvor længe har du så tænkt dig at blive?” spurgte han. ”Jeg har da tænkt mig at blive boende her.” sagde Miku og grinte lidt igen. ”Du husker vel at du gav et lillefinger løfte.” sagde Miku og så op på ham. Len sukkede. ”Ja, ellers bliver du vel ved med at minde mig om det.” sagde han, og skubbede Miku af sig og rejste sig op for at lave kaffe og tage noget morgenmad. Miku så på Akira. Hende og Len kom fra en mindre by, og Miku havde kun få gange været inde i en større by, men det havde altid været med sine forældre. Hun havde nydt at være på vej, selvom hun havde glædet sig mest til at se sin bror igen. Men hun havde aldrig set nogen som Akira før. Hans navn bestod af pigenavne, og hans lange hår var også usædvanligt for hende, selvom Len selv havde ladt håret gro siden han var flyttet hjemmefra, var det slet ikke som Akiras hår. Men hun kunne ikke forstille ham i kvindetøj eller noget i den stil, men han var en køn mand. Som altid, havde Miku ikke noget i mod mænd eller drenge, så længe de ikke vidste hende anden interesse end venskab. ”Må jeg ikke rede dit hår?” spurgte Miku og smilte til Akira.

Akira så ikke op fra avisen da Miku kom ud fra badeværelset, han var ligeglad med hvad hun havde på. Akira så op på Miku fra sin avis da hun spurgte om hun måtte rede hans hår, han var splittet, han ville ikke have hende nær, men kunne ikke få sig til at sige nej. Han nikkede til hendes spørgsmål og så ned i avisen igen.

Miku smilte lidt større da Akira nikkede. Hun løb ind på Lens værelse igen og fandt sin børste frem og kom ud i køknet igen. Hun stilte sig bag ham og lod i første omgang børsten køre igennem hans hår uden at tage ved det. Len satte sig igen for at spise. Miku lod stille sine finger køre igennem Akiras hår og grinte lidt. ”Det er blødt, slet ikke som Onii-sans hår.” sagde hun og så på Len. Miku stod lidt og redte hans hår, men rørte ikke ved andet end det, bortset fra når hun kom til at snitte hans nakke eller kind for at tage håret i hånden. Hun samlede det i hånden og lænte sig frem for at se hans ansigt. ”Du er også pæn når det er redt tilbage.” sagde hun og smilte roligt til ham, men gav så slip på hans hår.

Akira sukkede stille, nej, han brød sig stadig ikke rigtig om at folk kom ham nær. Akira fokusrede endnu mere på avisen da hun sagde at hans hår var blødt, han vidste det godt, sådan havde det altid været. Akira kunne ikke undlade at ligge mærke til da hun lænte sig frem for at se hans ansigt, han rykkede sig væk og rejste sig i det samme. ”Jeg tjekker barens lager” sagde han, det var egentligt ikke hans arbejde, men han gjorde det alligevel nogen gange. Lige nu var det mere en undskyldning for at gå. Akira lod noget af sit hår glide igennem fingrene, synes en pige virkelig også det var blødt? Og at han var pæn? Nu hvor Akira gik alene ned at trapperne kunne han ikke lade vær med at blive lidt rød i kinderne, at en pige synes han var pæn var vel okay?

Miku så på ham da han rejste sig op. Nu hvor hun stod ved siden af ham, lage hun mærke til at hvor høj han var, han virkede endda til at være højere end Len. Len så også på Akira da rejste sig. ”Lyder godt.” sagde Len roligt og smilte til Akira. Selvom det ikke var Akiras sædvanlige arbejde, stilte Len ikke spørgsmål. Miku lage hovedet lidt på skrå da Akira gik. ”Han taler ikke meget.” sagde hun stille og så på Len. ”Næ, men han passer sit arbejde, og virker ellers som en god fyr. Så lad hver med at drille ham.” sagde Len. Miku smilte og gik hen og lod børsten køre igennem hans hår, og det blev til en lille kamp imellem dem, da Len ikke vil have det. Miku var glad for at være sammen med sin bror igen, og kunne ikke lade hver med at grine. Der gik lidt tid før de kom ned, og Miku fik lov til at hjælpe til. Len havde ringe til den nærliggende skole så Miku kunne begynde der, så hun ikke mistede for meget af skolen, da det virkede til at hun ville blive i noget tid.
Miku havde fået overtalt Len til at vise hende nærområdet og de kom først tilbage om aften, da Len skulle gøre det sidste klar til at de skulle åbne. Miku blev nede og hjalp til, indtil Len sendte hende op, da de snart skulle åbne, og Len holdte fast ved at Miku var alt for ung. Miku sov igen i Lens seng.
Allerede dagen efter kunne Miku starte i skolen. De havde fået fat i hendes skole uniform dagen før. Som morgen før, spurgte hun Akira, om hun måtte rede hans hår. Da hun havde redt det, spiste hun morgenmad, og tog af sted for at komme i skole. Da hun kom hjem, hjalp hun til i diskoteket, før hun igen blev sendt op.
Sådan forsatte dagen. Om morgen, spurgte Miku om hun måtte rede Akiras hår, hvorefter hun spiste morgenmad og gik i skole. Når hun kom hjem hjalp hun til, til hun blev sendt op. Hun hjalp gerne til omkring Akira, og hun snakkede løs om hvordan de gik i hendes nye skole, og at hun allerede var begyndt at snakke med de andre i hendes klasse. Når hun blev sendt op, sad hun og lavede lektier, eller dansede rundt når hun kunne høre musikken nedenunder. Efter to uger, begyndte en dreng at følge hende hjem. Len drillede Miku med at hun havde fået en kæreste, men Miku grinte bare og sagde han bare var en god ven.

Akira gjorde sit arbejde, men sørgede for ikke at have så meget kontakt med Miku. Han lod hende dog rede hans hår de næste dage når hun spurgte om hun måtte, men han var stadig ikke meget for det, han kunne bare ikke sige nej. Akira lyttede stille når Mika fortalte, og han lod hende sådan set bare snakke, sagde ikke meget igen.

Len stod uden for og var ved at løfte nogen kasser ind. Han var ved at løfte en kasse, da der var en som tog den fra ham. Len vidste det ikke var Akira, da han skulle være i gang med at pakke kasserne ud indenfor, og det kunne heller ikke være Miku, da Len lige havde set hende komme hjem fra skole, og var gået op for at skifte fra sin skoleuniform. Len så op, og smilte da han genkendte manden. ”Jeg vidste ikke at du ville kigge forbi.” sagde Len roligt. ”Forretning, så jeg var i området og tænkte jeg ville se til jer.” sagde han og smilte venligt tilbage til Len. Len inviterede ham indenfor. Manden var i et jakkesæt, og havde en mappe med sig, tydeligvis en forretningens mand. Len begyndte at snakkede med manden, mens han pakkede en af kasserne ud, da Miku kom ind. Hun havde skiftet til en af hendes korte nederdele, og en lidt mavekort og ærmeløs skjorte. Huden om hendes tatovering var faldet ned. ”Miku, se hvem der er kommet på besøg.” sagde Len og smilte til hende. Miku så på manden, og stoppede bravt op. Hendes ansigt blev blegt. ”Onkel.” sagde hun og smilte en smule anstrengt. Len så Miku mere and, og sukkede. ”Skal du ikke have mere på?” sagde han, nået han var blevet van til at sige til hende. ”Måske prøver hun og fore en hun kan li.” sagde deres onkel, og grinte mens han så på Miku. ”Jeg går op og skifter.” sagde Miku hurtigt og skyndte sig at gå ovenpå igen. Len så lidt underne efter hende, hun plejede altid at sige, at sådan gik de unge klædt. Miku kom ned lidt efter, iført cowboybukser og en langærmet trøje. Len løftede øjenbrynet og grinte lidt. ”Fryser du?” spurgte han. Miku nikkede bare og skyndte sig hen og greb fat i Lens ærme. ”Hvornår skal vi gå?” spurgte hun og smilte til Len. Len havde lovet hende at ville tage hende med ud og shoppe tøj. Len havde ikke altid meget tid til at tage nogen steder hen med Miku, så dette ville være deres første gang efter hun var kommet de skulle af sted sammen. Len så sig lidt omkring. ”Jeg tror ikke jeg kan nå det i dag.” sagde Len og så undskyldende på Miku. ”Men du lovede!” sagde Miku surt, og lød lidt som et forkælet barn. ”Jeg kan tage med dig. Det eneste jeg skal i dag er tilbage til mit hotel.” sagde deres onkel. Der løb et gys igennem Miku. Hun kunne ikke sige det var lige meget, for normalt ville der ikke være noget galt i, at tage af sted med sin onkel. ”Nej, jeg vil af sted med Onii-san.” sagde Miku, og lød nu endnu mere som et forkælet barn. ”Lad nu hver Miku. Du skal være glad for at onkel gider, og vi kan altid gøre det en anden dag.” sagde Len. ”Jeg vil endda købe dig et sæt tøj, det er så længe siden jeg har set dig sidst.” sagde deres onkel og smilte til Miku, som gav hende kvalme, Hun var ved at gå i panik. Deres onkel havde altid være sød ved dem, så hun havde ingen rimelig grund for at hun ikke ville være alene med ham. Hun følte hun var blevet fanget i et hjørne. ”Nej, onkel ved ikke hvordan unge går klædt.” forsatte hun som et forkælet barn. ”Og det gør jeg? Stop nu med at være så forkælet og ta’ af sted med onkel.” sagde Len og tog sin arm til sig. Miku så op på Len. Forstod han ikke, at hun ikke ville med onkel? Miku så sig omkring, og fik øje på Akira og skyndte sig hen til ham. ”Så vil jeg hellere af sted med Akira, han ved i hvert fald mere om mode end jer to.” sagde hun og stod lidt bag ham. ”Miku! Stop så!” sagde Len vredt. ”Lad hver med at hive Akira ind i dine egoistiske lege.” sagde han. ”Men han vil gerne, ikke?” sagde Miku og så bedende op på Akira. ”Du behøver ikke sige ja Akira.” sagde Len. Miku rakte frem og tog fat i Akiras trøje. Hun tænkte ikke, reagere bare som om at hun kunne gemme sig bag ham. Hvis Akira sagde nej, eller ikke svarede, ville Miku tage af sted med deres onkel.

Akira var ved at pakke kasser ud indenfor, han studerede en fyldte bar og kom med et lille tilfredst smil. Han ryddede det sidste op og gik udenfor for at se om der var noget han kunne hjælpe Len med. Akira stoppede da Miku gemte sig bag hende, han så overrasket ned på hende og derefter uforstående på manden og Len. Han forstod tydeligvis ikke hvad det her handlede om, han studerede Mikus blik. Akira fjernede hurtigt Mikus hænder, uden at der kom for meget hud-mod-hud kontakt. ”Jeg ved ikke hvad det er jeg siger ja til…” sagde Akira så.

Miku så et spinkel håb, da Akira ikke sagde nej. Hun bemærkede ikke at Akira flyttede hendes hænder. ”Det behøver du ikke vide, du skal bare sige ja.” sagde hun og grinte. ”Miku, stop nu det der. Hvem siger Akira gider mig dig ud og shoppe?” sagde han surt. "Men det vil han gerne." sagde hun tilbage til Len, og så op på Akira. "Ikke sandt." sagde hun og smilte, og igen, uden at tænke, greb hun fat om hans hånd.

Akira så undrende ned på Miku, han forstod ikke rigtig hvorfor hun virkede så desperat over at få ham, en mand hun næsten ikke kendte, med ud og se på tøj. Akiras blik faldt på manden, han vidste ikke hvem det var, men han fik en ubehagelig, men velkendt følelse af at kigge på ham. Akira tog hurtigt sin hånd til sig, det var han slet ikke klar til at gøre med Miku. Han stod stille og så ned på Miku, og lod derefter sit blik glide hen på manden. ”Hvis jeg siger nej.. Hvem går så med dig?” spurgte Akira og holdte sit blik mod manden, han kunne allerede ikke lide ham.

Miku klingede til det desperate håb der var. Akira var fremmed, det vidste hun, og de havde kun kendt hinanden en to uger, og aldersforskellen var stor. Men han havde ikke set på hende, som hendes onkel gjorde. Hvis han var omkring, ville hendes onkel ikke have mulighed for at gøre noget, eller tage hende på et hotel. Miku lage denne gang mærke til at Akira tog sin hånd til sig, og hun så kort på hans hånd, og tænkte over hvorfor, men tanken blev hurtigt skubbet væk for hendes egen problemer, og så bedende op på Akira. Len var ved at være godt vred. Han elskede Miku, hun var hans elskede lille søster han ville gøre alt for, men nogen gange opførte hun sig bare som et forkælet barn, og han tænkte på om det mon var hans skyld. Havde han forkælet hende for meget? ”Det er vores onkel.” sagde Miku, da hun så hvor Akira kiggede hen. ”Han er gift med vores mors tvillingesøster.” forklarede hun. Det var vigtigt for hende at fortælle, at han ikke var familie af blod, men gift ind i den. ”Jeg har næsten været med til at opdrage dem.” sagde onkel og smilte venligt til Akira. ”Mit navn er Shinji Urahara. Jeg kom forbi, fordi jeg havde noget forretning i byen, og fik tidligt fri. Da jeg hørte at Len havde lovet at tage Miku med ud og se på tøj, men nu ikke kan nå det, ville jeg bare glæde hende.” sagde han og så ned på Miku og smilte til hende. Et smil Miku kun kendte for godt, og hadet. ”Jeg vil ikke afsted med gamle mænd.” sagde hun trodsigt. ”Miku stop så!” sagde Len vredt. ”Onkel har altid været venlig mod os, især dig, så stop med at være så uforskammet.” sagde Len fast.

Akiras blik hvilte lidt på manden, deres onkel, og han kunne mærke at det gik ham på at han ikke kunne huske hvem denne mand mindede ham om. Akira så meget ligeglad ud, men sådan var han jo. Han stod stille og lyttede til taleriet frem og tilbage. Akira trak lidt på skulderne ”Jeg er færdig med mit arbejde nedenunder, så jeg kan vel godt tage med dig og din onkel ud og shoppe… jeg mangler vist alligevel strømper” sagde Akira ligegyldigt, men så så ned på Miku. Var hun tilfreds med det svar?

Miku kunne mærke at håbet steg mere, da Akira begyndte at tale, og hun frydede sig over, da hun kunne se skuffelsen i sin onkels øjne. Jo han ville nok have taget hende ud og shoppe, og hun ville have kunne få hvad hun ville, men det ville kun have været kort, før han tog hende med, sikkert på et hotel. Miku smilte stort og lettet til Akira, da han så ned på hende, og hun var lige ved at spring ham om halsen, men holdt sig tilbage. Hun måtte ikke virke alt for lettet, så ville Len måske blive for mistænksom. Len troede bare hun var et forkælet barn, som ville have sin vilje. Ikke at hun var glad for det, men det var bedre end den anden mulighed, hvis han fandt ud af hvad der skete mellem hende og onkel. ”Skønt.” sagde hun. Len sukkede højlydt. Men Akira kunne bruge sin fritid som han ville, den kunne Len ikke bestemme over. Deres onkel sagde farvel til Len, og Miku forsatte med at opføre sig forkælet og ignorerede ham. Hun var sur på ham, fordi han ikke selv kom med. De ventede til Akira var klar til at gå, og gik så mod byen. Miku holdte sig i nærheden af Akira, og hun glemte lidt, at hun kun havde mødt ham for nogle uger siden. Han så ikke på hende, som hendes onkel gjorde. Miku talte ikke så meget, og svarede stort set kun når hendes onkel stilte spørgsmål, om hvordan det gik i skolen og om hvordan det var at bo med Len. Han talte også lidt til Akira, spurgte ham hvad han lavede på diskoteket og hvor han boede. Hvis Akira svarede at han boede sammen med Len, ville han kort kunne se overraskelse og vrede i onkels ansigt. Da de kom til butikkerne fandt Miku hurtigt sin ynglings og skyndte sig ind i den. Hun følte sig allerede lettet, sikker på at onkel ikke ville gøre noget. Hun fandt noget tøj hun ville prøve, og gik hen for at prøve det. Kort efter ville onkel ikke være til at se. Miku havde smidt sin trøje, da døren bag hende kun lige blev åbnet, og onkel kom ind. Miku stivnede og holdt sin trøje op af sig. Hun havde håbet for meget, troet at han ikke ville gøre noget fordi Akira var der. ”Vi bliver opdaget.” skyndte hun sig at sige uden at se på ham. Han greb fat om hendes kæber, og tvang hende til at se op på ham. ”Bare du er stille, er der ikke nogen der opdager det.” sagde han og kyssede hende. Han var vred, Miku kunne mærke det på hans opførelse og hans voldsomme kys. Miku prøvede at trække sig tilbage, men han fulgte med og pressede hende op af spejlet. ”Deler du seng med ham?” spurgte han lavt, men Miku kunne høre vreden i stemmen. Hendes øjnede flakkede, og hun forstod ikke hvad han mente. Hun sov med Len, var det det han tænkte på? Presset om hendes kæber blev hårdere og hun lukkede øjne. ”Er du så billig en tøs, at du spreder ben for hvem som helst.” blev der sagt ind i hendes øre med en hæs stemme. Miku forstod nu. Onkel troede hun gik i seng med Akira. ”Nej…” sagde hun, og hendes ben rystede lidt. *Jeg er nr 1… Jeg er nr 1…* tænkte hun panisk. Hun kunne alt, alt hvad hun ville. Han stod og så på hende, hun kunne mærke det, selvom hendes øjne var lukkede. ”Nej, selvom du gjorde det, er der ingen andre end mig som vil have dig.” sagde han. Det var som et slag for Miku. Når han var vred, hakkede han ned på hende. Det var kun, i de sjældne tilfælde, at han var rigtig glad, at han roste hende, og lige nu, savnede hun det. Han kyssede hende igen, og hun kæmpede imod igen, men ikke nær så meget som sidst, og grebet om hendes kæber løsnede, og til sidst gav han helt slip, og lod håndende køre ned af hendes hals, og tog om hendes ene bryst. ”Det var bedre.” sagde han, da hun ikke kæmpede i mod. Hun var allerede ved at tabe kampen. Hun hadet det. Hun ville ikke, hun ville ikke det her med onkel, ikke med nogen. Men alligevel tabte hendes krop altid kampen, og reagere på hvad han gjorde. Og lige meget hvor meget hendes hjerne skreg og råbte nej, kunne hun ikke få kroppen til at stoppe det. ”Det er din egen skyld. Du kan lade hver med at lokke mig sådan.” hviskede han stille i hendes øre. *Det er min skyld* tænkte hun trist, og troede virkelig på det. Der lod larm på den anden side. Han stod og lyttede lidt, og så på Miku. ”Vi forsætte senere.” sagde han og kyssede hende igen, og så sig for, før han gik ud af prøverummet. Miku faldt ned på knæ og rystede lidt. Hun rejste sig hurtigt igen, og prøvede det tøj hun havde fundet. Da hun kom ud igen, var det tydeligt at hendes gode humor var forsvundet. De forsatte med at kigge på tøj, og selvom der var flere ting Miku kunne li, havde hun ikke længere lyst til at prøve noget af det. ”Måske du skulle sige farvel til… Var det Akira?” sagde onkel, og smilte venligt til Akira, da der var gået et par timer. Han lage en hånd på Mikus skulder, og hun rystede den ikke af. ”Der er ingen grund til at han bruge sin tid med os.” sagde onkel venligt. Miku var splittet. Hun ville ikke have Akira gik og så alligevel ville hendes krop have at han gjorde. ”Det… det er okay Akira. Undskyld jeg har split din tid.” sagde hun stille, uden at se op på ham. ”Og tak.” sagde hun lavt.

Akira gjorde sig klar til at gå, han havde en frakke på og en taske over skulderen, samt sine sko selvfølgelig. Han vinkede farvel til Len og gik roligt siden af Miku. Akira var ligesom Miku, sagde kun noget når han blev spurgt, han svarede ærligt at han både var danser og bartender på diskoteket, og at han lige nu boede hos Len. Han så ikke på onklen da han svarede, så han lagde ikke mærke til hans overraskelse og vrede. Akira gik roligt med Miku ind i hendes ynglings butik, han så sig lidt omkring, men der var ikke noget til herrer i butikken. Akira bankede på ind til Mikus prøverum ”Jeg går lige hurtigt ind i butikken siden af” sagde han og gik roligt ind og købte nogle strømper. Akira kom roligt gående tilbage og så sig om i butikken, Miku måtte stadig være inde og prøve tøj, onklen stod også lige udenfor prøverummet. Akira skubbede sig væk fra væggen han havde stået op af da Miku kom ud, det havde ikke virket til at hun havde haft brug for hans hjælp alligevel. Han gik roligt op siden af hende, og lagde stille mærke til at hendes humør ikke var det samme. Akira så på onklen ”Ja, Akira” sagde han roligt. Akiras blik faldt på onklens hånd på Mikus skulder, og for første gang ændrede hans ansigtsudtryk sig, det viste ubehag. Han huskede at en hånd var blevet placeret på hans skulder på samme faste måde, men han kunne ikke huske hvornår eller hvorfor, han kunne bare huske at det var i forbindelse med noget ubehageligt. Akira så lidt undrende på Miku og stod stille sådan lidt, så kom han med et nik ”Det er okay.. Vi ses derhjemme” sagde Akira og begyndte at gå fra dem. Han prøvede at regne ud hvad den faste hånd på skulderen betød.

Mikus hjerte hamrede hurtigere, da Akira sagde farvel. Hun havde i stilheden, troet at Akira var ved at regne ud hvad der skete. Selvom hun frygtede at blive opdaget, håbede hun vel at nogen ville se det, og fortælle hende at det ikke var hendes skyld. ”Aki…” sagde hun højt, og rakte sin hånd frem mod Akira, men nåede ikke at sige hans navn færdigt, før hun mærkede et tryk på sin skulder. Hun trak hånden lidt tilbage, og stod lidt forvirret. ”Vi ses derhjemme.” sagde hun, sendte et lille vink og et lille smil. Miku kom først hjem om aften. Onkel var med, og undskyldte for at de kom sendt, men han havde taget Miku med ud og spise. ”Hun blev ved med at plage mig.” sagde han og smilte til Len. Miku havde et par poser med hjem, og hun undskyldte sig med at hun var træt, og at hun ville gå i seng. Hun gik hurtigt ind på værelset og lukkede døren bag sig. Onkel tog sig tilbage til sit hotel kort efter.