Junior High - et nyt år

Haruhi mærkede irritationen stige da Ikuto valgte at blive, hun havde stadig ikke lyst til at se ham. For det gjorde på en måde ondt, hvorfor var han bare taget af sted på den måde? Betød hun virkelig ikke mere for ham? Havde hun ikke fortjent en ordentlig forklaring? Haruhi tog sig selv i at stå stille og se ud af vinduet mens hun stilte sig selv de spørgsmål. Men hun rystede hovedet og tog sig lidt til det, hvor mange gange havde hun ikke stilt sig de spørgsmål efterhånden? Hun måtte altså tage at give slip på de tanker, slip på Ikuto. Haruhi tænkte ikke nærmere over at Ikuto stod i vejen, hun synes bare det var mærkeligt, hun vaskede bare gulvet rundt om ham. ”Haruhi” kaldte en af de andre ældre damer Haruhi gjorde rent med ”Du bliver nød til at gå nu hvis du skal nå den sidste bus” sagde hun og lagde smilende noget i Haruhis hænder og tog moppen fra hende. Haruhi så ned på boksen ”Jeg håber ikke du har noget i mod det.. Men jeg lavede en lille bento box med lidt forskelligt til dig.. Jeg ved hvor svært det kan være at være ene om madlavningen i så ung en alder” sagde hun med et kærligt smil. Haruhi smilte og takkede mange gange. Haruhi sagde farvel til de ældre damer og skyndte sig ind i elevatoren. Hun skulle ned og klæde om inden hun skulle nå bussen, så hun havde travlt. En af de ældre damer gik med i elevatoren da hun skulle ned efter nogle flere rengøringsprodukter. ”Nu passer du på dig selv… Det er farligt får unge kvinder på gaden så sent om aftnen..” sagde hun bekymret. Haruhi smilte beroligende ”Bare rolig.. jeg har min nøglering” forsikrede Haruhi. I hendes nøglering havde hun fået en fløjte og en lille peberspary. Haruhi skyndte sig ned i omklædningsrummet og klædte om, hun måtte tage sin skoleuniform på. Hun smed tasken over skulderen og gik med bentoen i hånden, hun så op i himmelen da hun kom udenfor. Det var sent og køligt. Haruhi rettede lidt på sin nederdel mens hun gik mod busstoppestedet. Hun stilte sig der roligt og var lettet over at hun havde nået det før bussen kom.

Ikuto lage mærke til at hun ignorere ham. Måske kunne hun ikke genkende ham, eller også huskede hun ham ikke. Det havde også bare været i en kort periode, og måske ville hun bare gerne glemme det. Men alligevel havde hun hans halskæde på, som han havde givet hende. Mon det var tilfældigt? Ikuto stod bare stille, og så skiftevis på Haruhi og ud af vinduet. Ikuto lyttede igen, da den ældre dame talte til Haruhi. Hun boede virkelig alene, så var spørgsmålet bare hvorfor? Ikuto kunne stadig huske den gamle dame, og hvor varmt Haruhi havde talt om hende. Ikuto blev stående, mens elevatoren kørte ned med Haruhi og rengøringsdamen. Da han kunne se at den stod stille, gik han hen og trykkede på knappen og gik ind da den var kommet op igen. Han kørte stille ned, og gik ud udenfor og stilte sig ved siden af døren, dog uden at man rigtig ville ligge mærke til ham. Han vidste han bare skulle ringe efter en chaufør, så ville han blive hentet på kort tid, men han ville ikke hjem endnu. Ikuto så da Haruhi kom ud af bygningen. Han burde tage hjem. Hvis hans far fik nys om at han var ved at genskabe kontakte med den pige, som hans far havde ment havde fået ham ud i ulykker, ville deres aftale måske slutte. Han kunne ikke tage penge fra Haruhi, men han kunne stadig sende Uta afsted. Ikuto havde en plan, men han kunne ikke udføre den endnu, så han var nød til at være forsigtig. Han skubbede sig væk fra væggen og gik stille efter Haruhi. Da hun stoppede op var busstoppestedet, gik han roligt hen og stilte sig, som om han selv ventede på bussen. Han fandt sin pakke med cigaretter frem, og bankede ind ud, og satte dem mellem sine læber, mens han ledte efter sin lighter. Han var ikke sikker på at Haruhi genkendte ham, og hans far havde kun sagt at han ikke måtte tage kontakte til Haruhi, ikke omvendt. Lige nu prøvede Ikuto bare at provokere Haruhi til at tale til ham.

Haruhi stod i sin egen verden da Ikuto kom hen til busstoppestedet, så hun stod bare og stirrede ud i luften. Det var først da personen siden af hende begyndte at rode i sine lommer. Han så op på manden og det gav et ordentligt ryk i hendes krop. ”Du.. du..” prøvede Haruhi, men kunne ikke rigtig finde ud af om hun talte af forskrækkelse eller vrede. Hun lukkede stædigt munden og vendte Ikuto ryggen ”Gå din vej” sagde hun lidt surt men samtidigt stille.

Ikuto mødte Haruhis øjne, da hun så mod ham. Han lagde mærke til hvordan hendes krop gav et ryk. Han vidste hun tit forsvandt ind i sin egen verden, så hun kunne bare være forskrækket over at der pludselig var nogen. Det var først da hun bag ham om at gå, at han var sikker. Haruhi var ikke uhøflig over for fremmede. Men hvorfor skulle hun være det overfor ham? ”Hvorfor?” spurgte han, stadig med cigaretten i mundvigen. ”Jeg har vel lige så meget ret til at være her.” sagde han roligt, og fandt lighteren og tænder cigaretten. Han tog et hiv og pustede ud. ”Noget sagde mig, at du ikke have glemt mig.” sagde han og lænte sig lidt frem, og tog ved vedhænget i halskæden, og lod den køre over sin finger, før han gav slip på den igen.

Haruhi lidt om sig selv, så meget hun kunne mens hun stod med bentoen i hånden. Hun havde ikke lyst til at tale til Ikuto, men han skulle alligevel vide at hun ikke havde lyst til at være omkring ham. ”Jeg.. jeg har ikke lyst til at se dig..” sagde hun stille med øjnene rettet mod jorden. Haruhi krøb lidt sammen da han sagde han havde lige så meget ret til at være her, det var jo rigtigt nok. Det gav et ubehageligt sæt i Haruhi da Ikuto lænte sig frem mod hende og rørte ved halskæden. Hun greb beskyttende om den og trak sig væk fra ham. I så mange år havde hun passet på den halskæde, sikret sig at ingen andre rørte for meget ved den, den havde været vigtig for hende. Men nu mærkede hun en ubehagelig følelse brede sig fordi Ikuto havde set at hun havde den på, nu følte hun sig dum. Haruhis blik flakkede lidt, hun havde ikke lyst til at spørger, men det gik hende alligevel på. ”Hvorfor.. Hvorfor skulle jeg have glemt dig?” spurgte hun.

Ikuto forstod ikke hvad hun mente. Hvad var grunden til at hun ikke ville se ham? Han mindes ikke at han havde gjort hende noget. Ikuto så roligt på hende, da hun trak sig væk fra ham, og tog beskyttende om halskæden. Han troede vel troet hun havde haft den på, netop på grund af ham, at den betød noget for hende. Men måske betød den noget andet end ham, noget andet end den aften. Han havde selv slået øjne mod jorden, til hun talte til ham, og han så på hende igen. "Du virkede bare ikke til at kunne huske mig." sagde han roligt. "Og hvilke grunden skulle du også have for at huske mig. Jeg var jo ikke lige frem sød mod dig den gang." sagde han roligt. Han kunne mærke det igen. Det han også havde følt den gang han havde tilbragt tid med Haruhi. Han var ikke sikker på om kærlighed virkelig fandets, eller om det var en løgn. Men noget var der over Haruhi, det havde der altid været.

Haruhi lukkede øjnene, hun havde intet at sige til at hun ikke virkede til at huske ham, hvorfor forstod han ikke at hun ikke havde lyst til at huske det? Vidste hun overhovedet selv hvorfor. Hun åbnede overrasket øjnene og vendte sig mod ham ”Var du ikke?” spurgte hun lidt undrende og så på ham. Men så huskede hun hvordan han var taget af sted uden at fortælle hende det, hun troede det var det han mente, og så hun surt på ham. ”Nej, det var du ikke” sagde hun og så væk.

Ikuto så overrasket ned på hende, da hun vendte sig om. Havde han været sød ved hende? Han havde fået hende til at bruge sin tid med ham, bare fordi han selv kedet sig, selv lige før han rejste, havde han været skyld i at hun også var blevet arresteret. At han var rejst, så han ikke noget problem i. Det havde været en aftale han havde lavet, som ikke bare havde hjulpet Uta men også Haruhi. Hvis alt kom til alt, synes han hellere hun skulle være glad for at han var rejst, for at hun kunne få penge. Han smilte da hun vendte ryggen til ham igen. ”Jeg kan godt li hvordan du er blevet.” sagde han. Han lænte sig igen lidt frem, så hans hoved var ved siden af hende. ”Men savner nu alligevel at se dig rødme.” sagde han og så på hende. ”Det var sødt.” Han havde taget cigaretten ud af munden, og stod med dem mellem sine fingre. Ikuto lage en hånd under Haruhis hage, og drejede hendes hoved hen mod ham, og så ind i hendes øjne. Utroligt nok, havde Ikuto stadig sit første kys. Han var ikke jomfru, han havde haft sit sjov med pigerne i Amerika, men han havde ikke ville kysse nogen af dem, hvilket bare havde gjort det mere nysgerrig og interesseret i ham, for at se, hvem der kunne hans kys. Ikuto havde bare aldrig haft lyst til at kysse nogen. *Undtagen Haruhi* tænkte han, og tænkte tilbage på hans koncert, hvor han og Haruhi havde siddet på scenen. Der havde han haft lyst, og det havde han også nu. Der var noget særligt over Haruhi. Nok fordi hun var den første pige, han nogensinde havde mødt, som var ligeglad med penge, var hårdtarbejdende, og som havde holdt ham ud så længe. Ikutos ansigt nærmede sig stille Haruhis, og hvis hun ikke stoppede ham, eller hæv sig væk, ville han kysse hende.

Haruhis kinder blev en lille smule røde, men det var ikke meget ”Jeg er vel bare blevet mere van til at være omkring drenge” sagde Haruhi stille, uden at tænke over hvilken betydning der lå i ordene. Hun så op på Ikuto da han drejede hendes hoved. Men han nåede ikke at læne sig langt ned før Haruhi trak sig væk fra ham, hun så på ham som om han lige havde stukket hende med en kniv. ”Du er den ondeste mand jeg nogensinde har mødt… ” sagde hun og lukkede øjnene, hvilket fik tårerne til at trille. Hun åbnede øjnene og så ham lige ind i øjnene ”Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde.. se dig igen” sagde hun. Hun vendte sig fra ham da bussen kom og hun steg på.

Ikuto tænkte på fyren fra om morgen, som havde taget hendes hånd, men det fik ham alligevel ikke til at stoppe med at læne sig ind til hende. Han så på hende, da hun trak sig væk fra ham. Han havde aldrig set sådan et udtryk før, det havde i hvert fald aldrig hørt ham, så dybt som det gjorde nu. ”Haruhi…” sagde han, og for første gang nogensinde, ville Haruhi høre ham bekymret. Han havde fået piger til at græde før, men han havde dog aldrig set nogen såret så dybt over noget han havde gjort. Hans ansigt vendte af refleks tilbage til neutralt da hun så på ham. Det var blevet en vane for ham ikke at vise følelser, at han heller ikke kunne nu. Han stod bare stille, da hun sagde at hun aldrig ville se ham igen. Han blev også stående da hun steg på bussen, og da den kørte væk. Måske han skulle have stoppet hende, sagt noget igen eller steget på bussen og havde hørt en forklaring. Men disse nye følelser var stadig nye for ham, og han vidste endnu ikke hvordan man reagere. Han blev stående sådan, til noget brændte ham i mellem hans finger, og han slap cigaretten som var brændt helt ned. Han så på sine finger, og fandt sin mobil frem og ringede efter en vogn.
Da han kom hjem, var Uta stadig oppe. Hun havde ventet på ham, da hun ikke havde talt meget med ham de sidste tre år, og hun havde glædet sig til at han kom hjem. ”Velkommen hjem min dreng.” sagde hun venligt. Ikuto så første ligegyldigt på hende, men så kappede det over. Han havde ikke kunne finde ro i sine tanker. Men det var hendes skyld! Hvis hun bare stoppede med at lade som om hun talte med den mand, som var død for længst, havde han ikke været nød til at rejse. Ikuto havde endnu ikke indset at det var på grund at han rejste uden at sige noget, der havde gjort Haruhi ked af det. Men hvis han var blevet, ville han havde kunne tilbragt mere tid med hende. ”Dig! Dig og din uduelige kærlighed. Han er død, han har været død i flere år, og alligevel holder du stædig fast i en kærlighed der ikke findes. Det burde du have lært efter at have boet i det her hus. Den eneste grund til at du bor her, er fordi mine forældre ville få dårligt omdømme hvis de ikke tog dig ind.” sagde han vredt til hende, og gik lige fordi hende. ”Flyt mine ting op på et af værelserne på næste etage.” sagde han til en tjenestepige, og forsatte selv op af trappen. Det var ikke Utas skyld, men Ikuto havde ikke kunne holde det tilbage. Da han første var komme op i det nye værelse, fortrød han straks, men var for stædig til at gå ned igen. Han så på violin kassen. Nogen gange, når han ville spille, var det som om, at de to finger han havde haft forstuvet stadig gjorde ondt. De var helet rigtigt, og det hele var også indbild. Men smerten fik ham til at tænke på Haruhi. ”Det er latterligt.” sagde han vredt til sig selv. Han måtte se at blive voksen. Haruhi var en del af hans barndom, og hun havde været hans tjenestepigen, han kunne ikke mængde sig med den slags mennesker. Hvorfor tænkte han også stadig på hende? Ikke engang hans første kærlighed havde han tænkt så meget på.
Ikuto kom næsten ikke hjem derefter, og når han var hjemme, var han på sit nye værelse. Han spiste alene, og udnyttede en hver lejlighed til at komme væk fra Uta. Næste gang Haruhi kom besøg, ville hun opleve en meget nedtrykt Uta. Uta havde igennem årerne mest været den lyttende, og hørt på Haruhi og hendes problemer, og altid opmuntret hende. Ikuto sad på sit værelse, og var i gang med at se nogle papirer igennem. Uta sad stille og så ned i sin kop med the. ”Jeg tror han hader mig.” sagde hun stille. Hun lukkede øjne og smilte og rystede på hovedet. ”Undskyld, jeg ved du ikke vil have jeg tale om Ikuto.” sagde hun og smilte til Haruhi. Men smilte forsvandt hurtigt og hendes øjne blev fjerne igen. ”Jeg tror det er min skyld han var nød til at rejse. Hvis bare jeg ikke var sådan en gamle tosse.” sagde hun og lukkede øjne, og en tåre løb ned af hendes kind. Den gang Ikuto havde været barn, når han havde spillet violin, havde hun snakket løs, om hvor meget hun savnede sin mand, og Ikuto havde tilladt det, men Uta havde aldrig talt med andre.

Haruhi ignorerede et hvert signal hun fik fra Ikuto, hun skulle bare væk derfra. Haruhi holdte et hårdt ansigt mens hun sad på bussen og kørte væk. Men lige så snart hun var væk fra stoppestedet lænte hun sig forover og kvalte stille sin sorg i tårer. Haruhi steg af bussen i et fattigt kvarter og låste sig ind i sin lejlighed. Hun satte bentoen på køkken bordet der var lige inde for døren og prøvede at tænde lyset. Hun sukkede og så op mod pæren i loftet, det gamle kvarter hun boede i var ved at blive renoveret flere steder, og det var derfor ikke ualmindeligt med strømafbrydelser for tiden. Hun fandt sin telefon i sin taske og brugt den til at lyse vej for sig, hun lukkede døren og låste efter sig. Hun tændte en masse levende lys og satte sig i sin stue med bentoen, hun spiste den roligt mens hun sad og lavede nogle lektier. Hun lod sit blik falde på mindealteret til sine forældre og sin bedstemor, men følte sig helt tømt for kræfter til at vise sorg lige nu. Hun rejste sig, slukkede de levende lys og gik i seng.
Selvom hun ikke var meget for det, tog Haruhi hen for at besøge Uta 2 dage efter hun havde mødt Ikuto. Som så mange andre gange, havde Haruhi købt kage. Hun lagde med det samme mærke til at noget var forandret ved hendes ellers så glade og lyttende Uta. Haruhi sad stille og lyttede til det Uta fortalte. ”Uta..” sagde Haruhi og lagde en hånd på hendes ”selvfølgelig hader han dig ikke” sagde Haruhi stille, det troede hun virkelig ikke at han kunne gøre. Haruhi smilte lidt, hun huskede godt hun havde sagt at hun ikke ville tale om ham ”Det er okay.. Jeg har alligevel set ham..” sagde hun roligt og så ned i sin kop med et tomt blik. Det stak i Haruhi sad en tårer gled ned af Utas kind, hun rejste sig og tog om hende. Men hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det Uta havde sagt, for, for Haruhi var hun ikke en tosse. Haruhi åbnede munden, men hvad skulle hun sige? Forsvare manden hun hadede? Hun satte sig deprimeret på sin stol igen og så ned i sin kop. Haruhi følte sig fortabt, hvad kunne opmuntre hende og Uta? Haruhi begyndte stille at nynne, og så synge mens hun så ned i sin kop. Hun vidste ikke om det ville hjælpe Uta, eller hende selv, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre.

Uta smilte lidt, da Haruhi lage sin hånd på hendes. Ikuto og Haruhi tænkte nok ikke Uta som deres mor, og det bad hun hellere ikke om, men hun tænkte dem som sine børn, og hun elskede dem begge to meget højt. Uta så lidt på Haruhi da hun sagde hun havde mødt Ikuto. Var det mon derfor at han havde været så vred da han kom hjem? Især nu hvor Haruhi også så så trist ud. Uta lage sine arme om Haruhi, og gav hende et lille klem. ”Tak min pige.” sagde hun stille. Uta vidste ikke hvad hun skulle sige, da Haruhi satte sig igen. Uta lukkede stille øjne, og nød Haruhis nynne og siden hen sang. Iktuo var gået ned af trappen, for at tage ind på kontoret, da han hørte Haruhis stemme. Han gik hen til døren og stilte sig op af den og lyttede. Hvorfor havde Haruhi ikke gået mere op i sin sang? Ikuto lukkede øjne og nød bare stemmen af Haruhis stemme. Følelsen vendte tilbage, og han havde lyst til at gå der ind. *Du er den ondeste mand jeg nogensinde har mødt… Jeg vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde.. se dig igen* lød igennem hans hoved. Hvad havde han gjort? Han blev stående ved døren. ”Det var meget smukt min pige.” sagde Uta og smilte til Haruhi. ”Det er dejligt at høre at din stemme er ved at vende tilbage.” sagde hun roligt. ”Men hør, jeg er ked af, at Ikuto ikke fortalte noget før han tog afsted. Hvis jeg havde vidst det, ville jeg have skældt ham ud. Men, han måtte have haft sine grunde, det er jeg sikker på. Selvom han godt kan virke kold nogen gange, er han i virkeligheden en meget følsom ung mand.” sagde Uta roligt. Nu hvor de alligevel talte om Ikuto, havde der været mange ting Uta gerne have ville tale om i de tre år. Ikuto hørte hvad Uta sagde, og rynkede brynene. Var det derfor Haruhi var vred på ham? ”Tsukiyomi-sama, deres vogn venter.” sagde en tjenestepige til Ikuto. Uta hørte det også, og så lidt mod døren. Hun havde ikke troet at Ikuto var hjemme. Uta så på Haruhi igen. ”Nogen gange, er den bedste måde at komme videre, ved at se tilbage.” sagde hun og smilte til Haruhi. ”Du er en sød pige Haruhi, men nogen gange er det godt at blive vred på andre og råbe lidt af dem.” sagde hun roligt. Ikuto var gået væk fra døren, og var gået ud mod bilen.

Haruhi smilte da hun fik ros for sin sang, hun nikkede til at hendes stemme var ved at vende tilbage. Haruhi lukkede øjnene da de endelig tog snakken om Ikuto ”Jeg er ligeglad… med hvad hans grund var..” sagde hun stille og ved tænderne lidt sammen ”Han er ikke følsom.. han er ligeglad..” sagde hun og så lidt surt ned i sin kop. Haruhi så på døren da hun syntes hun hørte nogen tale. Haruhi så undrende på Uta, og forstod ikke til at starte med hvad hun mente. Haruhi kom med et lille ”det kan der være noget om” sagde Haruhi stille, men blev siddende. ”Men.. jeg har stadigt ikke lyst til at se ham..” sagde hun trist.

Uta smilte stille. *Den ungdom* tænkte hun stille, men hun forstod hvorfor Haruhi var så såret. Uta så roligt på Haruhi da hun blev siddende, men nikkede stille. ”Det er helt i orden min pige.” sagde hun roligt. ”Men jeg synes alligevel du skal overveje det.” sagde hun og smilte til Haruhi.
Ikuto tog på kontoret, og var der resten af aften.

Haruhi smilte ”Det skal jeg nok” lovede hun Uta med et lille smil. ”Uta.. jeg bliver nød til at gå.. jeg har en aftale med Kami-san..” sagde hun lidt flovt, Kami var hendes kæreste. Haruhi lovede Uta at hun ville komme på besøg igen inden længe.
Da Ikuto kom ud fra kontoret den aften ville han se Haruhi stå udenfor i kulden, hun ventede på ham.

Uta smilte til Haruhi. ”Ja, undskyld jeg har holdt på dig.” sagde Uta og smilte venligt. Uta vinkede farvel til hende.
Ikuto var træt. Det han havde hørt igennem døren, havde fået ham til at være ukoncentreret, og han havde egentlig ikke fået lavet ikke. Ikke at han rent faktisk skulle lave noget, men han havde sine egne ideer. Han stoppede op da han så Haruhi, og stod lidt og så på hende. Han overvejede at gå, hun havde jo selv sagt at hun ikke ville se ham mere. Men alligevel stod hun her. Han gik stille hen i mod hende.

Haruhi så op da Ikuto endelig kom ud, hun havde ventet længe. Hun stod og var stille lidt før hun så op på ham ”Uta sagde… at for at komme videre.. må man se tilbage” sagde hun og så roligt på Ikuto. ”Så det gjorde jeg…” sagde hun roligt og så lidt ned. ”Da du tog af sted… uden at sige noget til mig… det sårede mig mere end jeg nogensinde kan forsøge at forklare… jeg hadede dig” sagde Haruhi trist og så op på Ikuto. Hun så lidt ned igen ”det var faktisk rigtig svært at vænne sig til at du ikke var der mere… ligeså hurtigt som du var kommet ind i mit liv var du væk.. og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndterer det” sagde hun stille. Haruhi tog en indånding af det kolde luft og lukkede øjnene ”det var først da jeg begyndte at glemme dit ansigt at ting hang mere sammen igen” sagde hun stille. ”Over de sidste år har jeg ikke tænkt meget på dig.. Men alligevel har der været tider hvor jeg ved jeg har kunne haft brug for dig” sagde hun roligt. Hun åbnede øjnene og så op på himmelen ”Der var kun en måde jeg prøvede at holde fast på dig på” sagde hun roligt med et lille smil og tog sine hænder ind under sin jakke, hun fiskede snart halskæden ud og over sit hoved. ”Men… jeg skal give slip på dig nu..” sagde hun stille og rakte ham halskæden. ”Her” sagde hun roligt og så på ham mens hun rakte halskæden frem mod ham.

Ikuto stod stille, og ventede på at Haruhi ville sige noget. Han stod roligt og lyttede. Hvorfor var hun blevet såret over at han var taget af sted? Han havde jo ikke haft lyst til at tage af sted, det havde bare været det nødvendige. Hun havde også fået penge. *Penge? Er det virkelig det eneste som er i mit hoved* tænkte han surt, og indså, at bare fordi han tænkte sådan, og de fleste gjorde, så gjorde Haruhi ikke. Ikuto kunne mærke et håb spire, han vidste ikke hvorfor, eller hvad han ville have ud af det. Han stod og så på hende tage halskæden af. Han så koldt på den, da hun rakte den ud i mod ham. Han så på hende, og tog et skridt tilbage. ”Jeg vil ikke have den. Jeg skrev at alt hvad jeg har givet dig, er dit, og du kan gøre med det som du vil, men jeg vil ikke have noget tilbage.” sagde han koldt. Han så på den igen, og greb den så, og gik hen til en skraldespand på gaden og smed den ned i. ”Sådan, så er vi begge fri for den.” sagde han koldt. ”Siden jeg nu ikke betyder mere for dig.” sagde han. Han var overrasket over sine egne ord. Det var ikke det han ville sige. ”Jeg har aldrig i mit liv, ladt mig blevet tvunget til noget, aldrig af nogen. Men alligevel lod jeg min far tvinge mig til Amerika, for at du kunne få penge til fremtiden og Uta kunne få lov til at blive i huset.” sagde han vredt. Her stod han og forklare sig selv. Haruhi fik ham til at gøre den slags, for han ville gerne have hende til af forstå. ”Tror du selv jeg ville til Amerika? Og hvad grund havde jeg til at fortælle dig noget? Det eneste du tænkte på var at betale mig tilbage. Det var det eneste jeg hørte dig tale om. Jeg ophævede din gæld, og gjorde dig fri af mig, og gav dig mulighed for at udleve dine drømme.”

Haruhi rynkede lidt på næsen og mærkede panikken røre på sig i hendes indre, hun trådte tættere på ham ”Tag den.. Jeg vil ikke have den længere” sagde hun. Men selvom hun sagde det gjorde det alligevel ondt at se ham smide den i skraldespanden. Hun gik endda hen til skraldespanden og så ned i den, men stoppede sig selv fra at samle den op. Haruhi så såret på ham over hans ord, men hun valgt ikke at sige noget, han var altid så kold overfor hende? Så hvorfor skulle hendes ord ændre det? Haruhi så op på Ikuto da han begyndte at fortælle. *For at jeg kunne få penge?* tænkte Haruhi undrende mens hun overraset lyttede det til han havde at fortælle. Haruhi stod som forstenet da Ikuto var færdig med at tale, der gik noget tid før der kom en reaktion fra hende ”penge..” sagde hun først lavt men med et ordentligt ryk ændrede hendes holdning sig, hun var sur. Hun så rasende op på ham ”Penge, penge, penge! Det er det eneste du tænker på!” råbte hun af ham ”Jeg havde ikke brug for de penge du gav mig, jeg kunne have fået råd til at gå på en anden skole selv! Og jeg blev ikke kun for at betale dig tilbage! Jeg blev fordi jeg..” begyndte hun men stoppede sig selv. Hendes øjne blev store og hendes mund åbnede sig lidt.. Haruhi holdte en hånd for munden, grunden til hun havde haft det så elendigt da Ikuto tog af sted, grunden til at hun var blevet så såret og ikke ville se ham igen, blev klar. ”Jeg.. jeg var forelsket i dig” sagde hun så, mest for sig selv, for det var stadig en meget stor opdagelse for hende. Hun mærkede smerten hun kun kendte alt for godt vende tilbage til hendes hjerte og tårerne steg til hendes øjne. ”Jeg..” begyndte hun og bakkede væk fra ham ”Jeg bliver nød til at komme væk herfra” sagde hun halvkvalt og løb derfra.

Ikuto stod bare og så på hende. *Sig noget* tænkte han surt. Han så på hende, da hun blev sur. Han havde håbet på den reaktion, på noget, men alligevel gjorde det ondt at høre. Det føltes som om alt gik i stå, da Haruhi sagde hun ikke kun var blevet for at betale ham tilbage. ”Forelsket?” sagde han stille. Hans øjne flakkede lidt. Kærlighed var en løgn, kærlighed fandtes ikke. Nej måske var det forkert. Kærlighed var ikke en løgn, men den gjorde en svag. Den fik en til at gøre ting, som ikke passede til en. *Som at tale med sig selv.* tænkte Ikuto, og tænkte på Uta, som selv efter alle de år, stadig holdte på sin kærlighed. Han så på Haruhi igen. Det var derfor. Han følte sig svigtet og vred, på sig selv. Han havde lovet han aldrig ville forelske sig i nogen, ikke efter alle de svigt han havde oplevet. Men i det sekund Haruhi tog et skridt tilbage, forsvandt de tanker. ”Haruhi!” råbte han. Han stak hånden ned i skraldespanden og fiskede halskæden op, før han løb efter Haruhi. Han greb fat i håndled og vendte hende rundt i mod sig. Han burde give slip, han burde lade hende løbe. Var det ikke lige det han havde indset. Kærlighed gjorde en svag, Haruhi gjorde ham svag. Men alligevel kunne han ikke lade hende løbe, ikke nu hvor han vidste, at hun en gang havde været forelsket i ham. ”Jeg elsker dig.” sagde han lige ud og så mod hendes øjne.

Haruhi reagerede ikke på at Ikuto kaldte på hende, hun løb bare. Hun følte sig bange da Ikuto tog fat i hende og vendte hende mod sig. Tårerne løb ned af Haruhis kinder og hun så uforstående på ham da han sagde han elskede hende, det gjorde ondt og varmede på samme tid. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde Haruhi stille "for jeg elsker ikke dig" sagde hun stille og så undskyldende op på ham. ”Jeg.. jeg kan ikke det her..” sagde hun og så væk fra ham. ”Jeg bliver nød til at tænke” sagde hun og pressede sig lidt væk fra ham.

Ikuto så roligt ned på hende. For første gang, siden han var barn, følte han at han havde nået at kæmpe for. Han havde altid ladt alting passere, når det ikke passede i hans verden, og han havde aldrig rigtig kæmpet for noget. Men Haruhi, som aldrig havde passet ind, havde fanget hans opmærksomhed med det samme, og hun havde gjort noget ved ham. Han lukkede øjne, og rystede stille på hovedet. ”Jeg bed dig ikke om at svare nu. Men jeg giver ikke slip mere Haruhi.” sagde han, og gav stille slip på hende, men ikke helt. ”For første gang, har jeg ikke tænkt mig at give op.” sagde han, og vendte hendes hånd om, og lage halskæden tilbage i hendes hånd. ”Behold den. Jeg giver dig tid til at tænke, men jeg giver ikke op før du selv kan smide den fra dig.” sagde han og slap hendes hånd.

Haruhi så op på ham, hun var forvirret. Hun så ned i sin hånd da han rakte hende halskæden, hun vidste ikke hvad hun skulle sige og gav ham derfor et lille nik mens hun så ned i jorden. Men hendes ansigt var rødt da hun vendte sig og gik. Som den næste uge gik, havde Haruhi svært ved at fokuserer i skolen, eller på sit arbejde som næstformand i studierådet. Hun skulle heldigvis ikke på arbejde, så hun undgik at se Ikuto. Haruhi sad søvnløs næsten hver nat og grublede over hvad hun skulle gøre. Hun endte med at tage en beslutning.
Hun åbnede stille døre ind til Uta, hun havde sneget sig igennem huset for ikke at blive set af Ikuto eller nogen tjenestefolk der kunne fortælle ham at hun var der. ”Uta..” sagde Haruhi med et træt smil da hun så hende. ”undskyld jeg kommer uanmeldt” sagde hun og bukkede for hende. Hun lukkede stille døren efter sig. Haruhis øjne var en smule opsvulmede og røde, hun så lidt træt ud, men smilte stadig. Da hun kom helt hen til hende begyndte tårerne at samle sig i Haruhis øjne ”Jeg.. jeg har slået op med Kami-san” begyndte hun og tårerne trillede.

Ikuto stod stille og så efter Haruhi. Han havde ikke mere at sige. Han var sikker på hvad han følte nu, og han havde følelsen af, at det ville være dumt at presse Haruhi. Han ventede dog mere på kontoret, men opdagede hurtigt at hun ikke kom på arbejde, hvilket gjorde ham rastløs. Han vidste ikke hvor hun boede, og han kunne ikke rigtig stå og vente ude foran hendes skole som han havde gjort da han gik i High School.
Uta så ikke noget til Ikuto. Selvom han var begyndt at forstå kærlighed, havde han ikke lyst til at tale med Uta om det. Uta vidste ikke hvad der forgik, og det var ikke ualmindeligt at der gik noget tid i mellem Haruhis besøg. Uta sad og læste i sin stol, og hun så mod døren da den blev åbnet. ”Haruhi?” sagde hun spørgerne og bekymret da hun så hende. ”Det gør ikke noget, du er altid velkommen, kom ind.” sagde Uta og lukkede bogen mens hun sendte Haruhi et roligt smil. Uta så på Haruhi, og rakte sine arme ud i mod hende, da hun kunne se tårerne i Haruhis øjne. ”Jamen kære pige, hvorfor?” spurgte hun og tog fat i Haruhis hånd og trak hende ind til sig.

Haruhi gik grædende ind i Utas arme og tog om hende. Hun lod sig græde ud der lidt, inden hun svarede på noget. Hun snøftede lidt og hev sig fra Uta, hun gik hen og satte sig mens hun tørrer sine kinder. Hun så lidt ned i gulvet ”Jeg var klar til at give slip på Ikuto.. men.. han var ikke klar til at give slip på mig” sagde hun stille. Hun lukkede øjnene lidt ”det gik op for mig.. at inden han tog af sted.. var jeg forelsket i ham” sagde hun stille og så op på Uta. ”Og da han sagde elskede mig…” sagde hun ”jeg ved ikke.. det fik mig til at tænke…” sagde hun og roddede i sin lomme, hun tog halskæden op. ”At jeg nok har gået med den her halskæde alle de år fordi han stadig betyder noget for mig” sagde hun stille og lagde den på bordet. ”Kami-san.. det var ikke fair for ham” sagde hun stille og tårerne gled igen ned af hendes kinder. Haruhi havde indset at hun stadig havde følelser for Ikuto, men hun havde også haft det for Kami-san, så det havde været svært at slå op med ham.