Velkommen til vores familie

Ryuu kunne ikke gøre det bedre, selvom han prøvede. Ryuu så ned på Emi da hun tog ved hans håndled, han havde egentlig hørt hende rejse sig, eller komme hen til ham. Ryuu smilte bare lidt fjovet da hun sagde han ikke en gang kunne finde ud af at lave mad. Han lænte sig op af bordet bag sig og så på vaffeljernet mens vaffel bagte. Han tog i mod vaffelen da Emi rakte den i mod ham, og han tog en bid af den og tyggede stille. Han var pludselig blive sulten og vaffel forsvandt hurtigt. Han smilte lidt igen, og grinte lidt uden at der egentlig var noget at grine over. Han strammede sig lidt op og holdte et stort grin nede og så lidt alvorlig ud. Den virkning havde hans piller nogen gange. Han blev træt og til tider overglad og træt. Det var også grunden til at han tog dem, de gjorde ham glad, og fik ham til at glemme hans mareridt.

Emi-chan vendte sig da hendes vaffel var færdig, men da hun så at Ryuu allerede havde spist sin sukkede hun irriteret, næsten som om hun følte sig forpligtet til at give ham sin vaffel. Hun gav Ryuu sin vaffel og begyndte på en ny. Hun studerede ham utroligt undrende ”Hvor høj er du lige nu?” spurgte hun, men det var mest af alt bare en tale måde.

Ryuu så underne på vaffel da Emi gav ham endnu en, men han trak på skulderne og begyndte at spise af den. Der løb et gys igennem ham, da hun spurgte hvor høj han var. Han stoppede med at spise, men han var allerede i russen, så hans dyster humor forsvandt igen, og han smilte bare. ”Jeg er bare glad for at være sammen med Emi.” sagde han og smilte.

Emi-chan vendte sig undrende mod ham. ”Hvorfor er du glad for det? Du hader jo Emi-chan..” sagde hun og så op på ham. Hun undrende sig over hans smil, det var ikke udsædvanligt, hun havde set det før, men han smilte mens han var sammen med hende alene, uden at det rigtig var noget at smile over.

Ryuu grinte lidt. ”Jeg hader ikke Emi. Jeg har aldrig hadet Emi. Jeg synes Emi er en rigtig sød pige.” sagde han og smilte stort. Hans pupiller var større, men lige nu skabte han ikke øjenkontakt med hende, og hun kunne sikkert også tænke at det var noget med lyset som gjorde det.

Emi-chan så utroligt undrende op på ham ”Synes du Emi-chan er sød? Spurgte hun med tiltet hoved. Hun så hvordan han ikke så på hende. ”Se Emi-chan i øjnene” befalede hun. ”Kan du li Emi-chan?” spurgte hun og trådte et skridt frem mod ham.

Ryuu nikkede uden at se på hende. ”Ja jeg synes Emi er sød.” sagde han og grinte lidt. Ryuu tvang sig selv til at se Emi ned i øjne da hun befalede det. Han smilte stadig. ”Ja jeg kan godt li Emi.” sagde han. Det var ærligt, alt hvad han sagde, var hvad han mente. Det var ikke noget pillerne påvirkede hans hjerne til at tro, han blev bare lidt mere glad.

Emi-chan tiltede hovedet på skrå og kom med et lille smil ”Er Emi-chan sød? Hvordan det?” spurgte hun lidt barnligt. Hun gik tættere på ham og så ham flirtende lige op i øjnene ”Hvor godt kan du li Emi-chan?” spurgte hun og tog lidt i hans trøje. Hun pressede sit bryst mod hans, hun havde stadig den korte natkjole på. ”Emi-chan.. lad vær med at drille Ryuu” lød Takerus stemme pludselig og han gik hen mod dem. Emi-chan hev sig med det samme fra Ryuu og skyndte sig hen til sin Niisan. Hun faldt ham om halsen ”Niisan, jeg har haft en dårlig drøm” sagde hun og klemte sig ind til ham. ”Hvor mange gange skal jeg sige det.. hver gang du har den drøm.. så bare væk mig” sagde han og strøg hende over håret. Hans blik faldt på Ryuu og han studerede ham nøje ”er der noget galt?” spurgte han ham så pludselig.

Ryuus smil blev bare større da hun spurgte hvordan hun var sød. ”Emi ser sød ud.” sagde han. Ryuu kunne ikke bakke mere tilbage, ellers ville han havde gjort det, da Emi tog fat i ham og pressede sit bryst mod ham. Selvom Ryuu vidste de ikke var familie, havde han aldrig overvejede Emi som en kvinde han kunne være sammen med. Men russen holdte hans hjerne fra at blive nervøs og usikker, og han smilte bare til hende, men han nåede heldigvis ikke at svare, før han hørte Takerus stemme. Ryuu så ikke hen mod Takeru, men gik bare et skridt frem og åbnede vaffeljernet og fiskede vaffel op, mens Emi gik hen til Takeru. Han hørte hvad de talte om. Så Emi led selv af en drøm som blev ved med at komme? Ryuu holdte bevist ryggen mod Takeru. Han vidste han havde et fjovet smil i ansigtet, så derfor kunne han ikke vende sig. Han prøvede at samlede sine tanker, men pillerne havde virket for længe, og han var for langt ind i russen til at han sådan rigtig kunne se alvorligt på noget. Ryuu kvælte et grin, og hostede lidt for at skjule det, da Takeru spurgte om der var noget galt. ”Nej jeg er okay, jeg er nok bare noget træt.” sagde han og så på Takeru og smilte lidt mere normalt. Hans kind var en smule rød, efter den lussing Emi havde givet ham. Et var at skjule at han var høj fra Emi, men Takeru var noget andet. Ryuu brød sig heller ikke om at lyve for Takeru, det gav kun Takeru en grund til at tvivle på ham. Men Takeru havde heller aldrig spurgt direkte om Ryuu var på noget, så det brugte Ryuu som undskyldning. Ryuu havde kunne holde det skjult, fordi han for det meste altid tog dem når han skulle sove, eller han vidste han havde nogen timer for sig selv, så han kunne komme over den væreste rus. Han var ikke så dum at han tog dem, når han vidste han skulle på opgave med Takeru. Ryuu slog blikket væk fra Takeru igen. ”Men nu hvor du alligevel er oppe, så vil jeg gå i seng. Jeg underholdte bare Emi fordi jeg fandt hende på gangende.” sagde og gik hen mod Takeru for at gå forbi ham. ”Godnat.” sagde han da han næsten var ved siden af dem og prøvede at se neutral ud, men et smil dukkede alligevel op. Han ville bare gerne tilbage til sit værelse nu og sove russen af pillen ud, eller i hvert fald bare væk fra Takeru, for russen ville bare blive værre fra nu af. Ryuu vidste der stadig var noget tid tilbage i russen, men også hvor aggressiv han kunne blive når de var ved at stilne af, det var den eneste fejl Ryuu så ved pillerne.

Emi så sødt op på ham da han sagde hun så sød ud ”det er Emi-chan van til at høre” sagde hun roligt. Takeru så lidt på Ryuu ”Bare gå ind og sov.. jeg tager Emi-chan herfra.. tak” sagde han roligt. Takeru så lidt efter Ryuu, men der var noget der gjorde at han ikke helt kunne tvivle på ham ”Godnat” sagde han efter ham. Derefter tog han Emi-chan med sig i seng igen.

Ryuu gik hurtigt mod sit værelse og lukkede døren bag sig. Han lænte sig lidt op af døren og holdte sig for munden og begyndte at grine. Han ville gerne tænke at det var dumt det han havde gjort, at han burde stoppe med at tage pillerne, men de fornuftige tanker var forsvundet i den lykkelige tågen han nu befandt sig i, og han ønskede bare at blive her. Han lod sig falde ned på sengen mens han stadig grinte lidt, og så ud i lokalet. Han lukkede øjne halvt i, og der stod hun så. Hun kom hen og aede ham stille hen over håret, som hun havde gjort det så mange gange, og sagde at det hele nok skulle gå, og så faldt Ryuu i søvn.
Ryuu sov natten igennem, uden en eneste drøm. Han satte sig lidt tungt op da han vågnede. Han var sulten, men det var også den eneste bivirkning han mærkede. Han så på klokken og rejste sig op. Han skulle gøre sig klar til at mødes med Takeru som altid. Han smed sin trøje og bukser, men vaskede kun sit ansigt og trak i noget nyt tøj. Han gik ud af sit værelse og mod Takerus værelse. Han vidste han burde stoppe på pillerne, men han blev ved med at sige til sig selv, at hvis han kun tog dem når han skulle sove, og kun når de var nødvendige, så ville det ikke skade nogen.

Selvom at det var vane at Ryuu vækkede Takeru åbnede han selv døren ud til gangen lidt før Ryuu nåede frem. ”Gooodmorgen” sagde Takeru næsten helt zombie agtigt med render under øjnene. Han gned sig selv lidt i øjnene ”Emi-chan kunne ikke sove i nat.. hun blev ved med at have dårlige drømme” sagde han og så ind på Emi-chan, der nu lå sødt og trygt i hans seng og sov. Han så stille ind på hende med et lidt ubehageligt ansigtsudtryk, hun så med numsen mod døren og hendes natkjole lå sådan at man frit kunne se hendes trusser. Takeru gik hurtigt ind og smed noget mere dyne over hende, han bukkede sig ned og kyssede hende på panden. Han gik derefter ud til Ryuu igen og lukkede døren efter sig, han gabte en gang og strakte sig, hvorefter han rettede sig op og lod som om han ikke var træt. ”Hvad er der på programmet i dag?” spurgte han, selvom han allerede vidste det.

Ryuu så mod Takerus dør da den åbnede sig. ”Godmorgen.” sagde han roligt og stilte sig ved Takeru. Ryuu synes stadig Takeru så træt ud, men han vidste at det ikke ville påvirke hans opgaver, og det var en af grundende til at Ryuu så op til Takeru. Ryuu ville gerne sige noget til Emis dårlige drømme, men han kunne ikke fortælle at han selv led af sådan, og slet ikke hvad hans løsning var. Ryuu så hvordan Takeru fik et ubehageligt udtryk i ansigtet, og han gik lidt frem så han kunne se ind af døren da Takeru gik tilbage ind i rummet. Ryuu kunne ikke lade hver med at smile lidt. Selvom Emi lige var blevet 18, kunne han ikke lade hver med stadig at se hende som et barn, og han havde en ide om at Takeru havde det på samme måde. Ryuu bakkede tilbage igen da Takeru kom ud igen. Ryuu fortalte Takeru om programmet for dagen, selvom han vidste at Takeru allerede vidste det. ”Men der er tid før første møde endnu, så lad os få noget at spise.” sagde Ryuu roligt.

”God ide” sagde Takeru lidt taknemmeligt, han havde en tendens med at glemme alt om mad når han først skulle i gang. Han gik ud i køknet hvor der var lavet mad til dem, familiemedlemmerne hilste godmorgen. Emi-chan stod op senere og var helt bestemt ikke i et godt humør, så da Ryuu og Takeru kom tilbage fra det første punkt på dagordnen fik de hendes kærlighed at føle. Hun spændte ben for Ryuu, og selvom han måske faldt, ville hun overhovedet ikke bide mærke i det. ”Nu er du sammen med ham igen.. evigt og altid sammen med Ryuu” sagde hun lidt surt. Takeru hjalp Ryuu op ”det er fordi han passer på din Niisan” sagde han med et smil til Emi-chan, hun vendte sig vredt. ”Du vækkede ikke engang Emi-chan og sagde farvel” sagde hun lidt fornærmet. Takeru gik hen til hende og tog stille om hende ”det er fordi Niisan var træt efter at have været oppe hele natten med Emi-chan… og du virkede også til at ville sove videre” sagde han stille. Emi-chan vendte sig mod ham og så ned i gulvet. ”Undskyld Niisan..” sagde hun stille, hun vidste godt at hun havde gjort noget dumt. ”Skal du ikke i skole?” kom Takeru pludselig i tanke om ”Emi-chan gider ikke” sagde hun surt og krydsede sine arme. ”Virkelig? Jeg troede der var en test i dag… og jeg havde sådan glædet mig til at se Emi-chan komme med endnu en test med en perfekt score… Niisan bliver så stolt..” sagde han roligt. Emi-chan stod stille lidt hvorefter hun satte i lød mod sit værelse, hun ville klæde om og i skole.

Ryuu smilte lidt til Takeru. Han vidste at Takeru havde det med at glemme at spise, når først de kom i gang. Ryuu spiste roligt sammen med Takeru og de familiemedlemmer som var oppe og tog så afsted med Takeru til hans første punkt. Ryuu var ikke en klodset eller uforsigtig person. Han vidste hvor han skulle træde for ikke at falde, og havde hurtige reaktioner. Eller det havde han når han var ude med Takeru, når han var hjemme, faldt hans forsvar lidt, og derfor væltede han over Emis ben og landede så lang han var på gulvet. Han lod Takeru hjælpe ham op og smilte taknemmeligt til ham. Han burde passe på Takeru, ikke omvendt. Ryuu så på Emi. Han opførte sig nok også så klundet omkring Emi, fordi hun virkede til at kunne li at ’’straffe’’ ham, eller hvad Ryuu nu skulle tænke hendes små udbrud som. Ryuu smilte lidt da Emi vendte sig om og løb tilbage til sit værelse. ”Emi vil gøre alt for at få din opmærksomhed.” sagde Ryuu og smilte lidt.

Takeru smilte lidt mens han så efter Emi-chan ”Jaa.. nu nyder min opmærksomhed…” sagde han mens han tænkte, han vendte sig mod Ryuu og så pludselig mere alvorlig ud. ”Men det lod til at jeg i går fangede hende i at nyde en anden mands selskab lidt for meget” sagde han og så på Ryuu. Han ønskede en forklaring på det han havde set i køknet om natten.

Ryuu havde kigget lidt efter Emi, da Takeru vendte sig om, og han krøb sig lidt under det blik han fik fra Takeru. Ryuu slog blikket lidt ned. Han havde egentlig ikke gjort noget, og han vidste egentlig ikke hvad han skulle sige. ”Jeg vågnede bare op i nat, og så ville jeg se om alt var som det skulle, og så stødte jeg på Emi. Hun spurgte efter jeres fader, og jeg fortalte hende at han ikke var hjemme. Jeg tror ikke hun ville vække dig, så hun bad mig trøste hende.” sagde Ryuu og kløede sig lidt i nakken. ”Det gik lidt galt, men så sagde hun at hun var sulten, og så endte vi selvfølgelig i køknet. Du ved jeg ikke kan lave mad, så hun hjalp mig.” sagde Ryuu. Han fortalte alt, fordi han ikke kunne li at lyve eller holde hemmeligheder for Takeru, og slet ikke når han spurgte. ”Jeg ved ikke hvordan vi endte som vi gjorde. Hun sagde hun at jeg hadet hende, og jeg sagde ærligt at jeg ikke gjorde, at jeg godt kunne li hende og at hun var sød, og øhm så…” Ryuu så væk og man kunne se at han følte sig i en klemt situation. Han havde kun talt sandt, bare undladt at fortælle at hele var begyndt, fordi han havde smilet og virket overglad. ”Men der skete virkelig ikke noget.” sagde han og så undskyldende på Takeru.

Takeru tiltede hovedet lidt på skrå mens han stod og lyttede med krydsede arme. Da Ryuu var færdig med at tale lyste han lidt op i et smil. ”Du behøver ikke at se sådan ud eller forsvare dig selv sådan overfor mig” sagde han og gav Ryuu et klap ved skulderen. ”Jeg stoler på dig” sagde han og så ham ind i øjnene. ”Desuden…” sagde han og fandt en smøg frem ”ville det måske ikke være så dårligt hvis Emi-chan begyndte at holde af dig.. altså.. du er jo under hendes tyranni lige nu” sagde han med et smil.

Ryuu smilte lidt da Takeru lyste op i et smil og gav hans skulder et klap. Alt der galt Emi, var Ryuu lidt usikker på, da hun var hele families lille juvel. Ryuu smilte taknemligt til ham, da han sagde han stolede på ham. Ryuu så på smøgen Takeru fandt frem, og han kunne mærke han selv fik lyst til en smøg og fandt selv en frem. Når han var sammen med Takeru, røg han egentlig ikke medmindre Takeru gjorde det. Han fandt lighteren frem og tændte den og holdte den mod Takeru så han kunne få ild først. Det var en vane han havde, lige meget om de var hjemme eller ude. Han tænkte sin egen og tog et hiv og pustede ud mens han tænkte. ”Det gør ikke noget. Men ja, det ville da hjælpe lidt, ikke at få spændt ben.” sagde han og smilte lidt. Men grunden var lidt åbenlys for, hvorfor hun gjorde det, hun sagde det jo hele tiden selv. Hun kunne ikke li at Ryuu var så meget sammen med Takeru. Han havde nok tilbragt næsten lige så meget tid med Takeru som Emi havde.

Takeru var i fuld gang med at lede efter sin egen lighter da Ryuu rakte sin mod ham, han bøjede sig lidt ned og tændte sin smøg. Han tog et sug og pustede ud. Takeru smilte lidt over det Ryuu sagde, men sagde ikke selv noget til det. Han begyndte at gå videre for at fuldføre dagens opgaver.

Ryuu fulgte stille efter Takeru og blev hos ham resten af dagen. Han tænkte ikke mere over Emi resten af dagen, men brugte bare sin tid på at holde øje med Takeru. Han var altid fuldstændig til stede når han fulgte Takeru.

Da dagen var slut bad Takeru Ryuu om at køre hjem. Da de kom hjem herskede der panik i hele huset, Emi-chan var ikke kommet hjem fra skole og de kunne ikke få fat på hende. Endnu engang havde hendes bodyguards fejlet, de sad begge på knæ og med bøjede hoveder inde hos lederen. Takeru stod still et stort øjeblik, hvorefter han også begyndte at fare rundt. Ryuu ville have fået besked at vogte døren indefra, giver besked hvis nogen kom ind eller tog ansvar for Emi-chans forsvunden. Der ville gå længe hvor intet skete før Ryuu ville kunne høre en nynne, Emi-chan åbnede porten indtil ”Ah.. Ryuu.. så er Emi-chan hjemme” sagde hun glad.

Ryuu kørte Takeru hjem om aften og gik stille med ham ind. Ryuu kunne ikke li hvordan Takeru begyndte at fare rund. Han ville gerne tilbyde at tage ud og lede efter hende selv, men Takeru var altid hans første priotet, og han vidste Takeru ville gøre alt for at finde Emi, også hvis det galt om at sænke sikkerheden omkring sig selv. Ryuu blev stående ved døren, og han blev stående uden at røre sig, og ventede på at høre fra nogen. Ryuu så mod døren da han hørte en nynne, og han så koldt på Emi da hun kom hjem. ”Ved du hvor bekymret vi alle har været?” spurgte han koldt og vredt. ”Især Takeru. Du ved du ikke burde gå alene rundt.” sagde han, og stoppede så. Han var ikke i en position til at skælde hende ud. ”Bare se og kom ind og fortæl dem at du er i god behold.” sagde han og så væk fra hende. Han havde sin kolde attitude på, han vidste hvor bekymret Takeru havde været hele aften for Emi. Han havde også selv bekymret sig for hende.

Emi-chan stoppede og så op på Ryuu da han talte til hende. Hun krydsede sine arme ”Skal vi virkelig til og igennem det her igen” sagde hun vredt ”sådan taler du ikke til Emi-chan… kend din plads” sagde hun surt og gik mod huset. Mændene i familien bød hende lettet velkommen hjem. Emi-chan gik ind til en lettet Takeru hvor hun fik en smule skæld ud, men ikke meget. Hendes far og storebror så ud til at være mere påvirket af det hun fortalte dem at hun havde lavet. ”Emi-chan har været på den date… med en dreng” sagde hun og så med et drilsk smil på sin far og storebror, der lignede spøgelser i ansigterne. Tanken om at slå ihjel og torturerer var ingenting for dem, men en dreng med deres lille Emi-chan var noget helt andet.

Ryuu sagde ikke noget tilbage til Emi, men fulgte bare stille efter hende ind i huset. Ryuu forstod ikke, hvorfor Takeru eller deres far ikke skældte Emi mere ud, men han havde intet at sige til det. Ryuu havde af vane gået ind til Takeru igen. Det var kun når Takeru bad om det, eller når det var senge tid, at Ryuu forlod Takerus side. Ryuu bed sig lidt i kinden, da han hørte hvad Emi havde lavet. Han gjorde det for ikke at sige noget til hende. Han så hvordan Takeru så ud, og han vidste hvor meget Takeru bekymrede sig om Emi. Ryuu så ned mod gulvet og knyttede sine næver lidt. Han havde lyst til at spørger hende hvad hun havde gang i, om hun ikke kunne forstå hvor farligt det var at tage på date, men en fyr som familien ikke en gang havde undersøgt. Men han bed det i sig. Selvom Emi ikke mente det, kendte han godt sin plads.