Studietur til Kyoto

Mens Haru og Yuu gik rundt i byen blev de forfulgt af en mindre flok piger fra klassen, Yuu prøvede at ignorere dem mens Haru nærmest var en af pigerne som snakkede sin røv i laser og pegede på kjoler og sagde ting som: ”er den ikke bedårende?!? Den matcher dine sko” og lignende. Yuu sukkede *Hvem af os var det der var med mænd en gang?* tænkte Yuu med et lille fnis, Haru opførte sig i øjeblikket lidt som en metroseksuel eller feminin homoseksuel mand. De gik hen og så på boder, der var mange spændende ting og Yuu tog tit ting op og spurgte hvad det var, hvordan det blev lavet osv., sådan lærte han. Fordi Haru ville, stoppede de ved en slikbutik, Haru købte noget tyggegummi som Yuu fik noget af, Haru havde også købt en mærkelig hat som han gik med, så nu havde Yuu igen kasketten omvendt på mens han gik og pustede bobler, han lignede igen en drengerøv. Han stoppede ved en parfume bod, den stank langt væk, nogle af pigerne kom op på siden af ham ”Vil du købe noget Takeshi-san?... noget til en bestemt pige måske?” spurgte den ene lidt sødt, han skulede lidt til hende, hun fiskede efter et eller andet, hun prøvede sikkert at finde ud af om han havde en kæreste, eller hvilken slags lugt han kunne li. Yuu rystede på hovedet og gik videre med hænderne i lommen. Midt på gaden stoppede Yuu, der var en bod der også lugtede langt væk, men… ikke på samme måde som den anden bod. Yuu så sig lidt over skulderen, pigerne stod stadig ved den anden parfume bod, så Yuu gik over til den nye bod, tog hænderne op af lommen, sprang sin tyggegummi boble og tog en af de små flasker der stod i boden op i sin hånd. Flaskerne var alle ens, de havde den samme farve, den samme lugt, den mindede ham om et eller andet. Han tog en dyb indånding og smilte, jo den søde lugt kunne han helt sikkert li, mindet var forbundet med noget godt, han købte to flakser, uvidende om at den søde lugt han blev mindet om var den han havde lugtet den aften han sov sammen med Kimiko-chan. Pigerne så interesseret på Yuus lille pose mens han gik videre og de skulle lige til at spørger da de blev afbrudt ”Taaaaaaakkkeee!!” råbte Haru og kom løbende op på siden af Yuu, i sin hånd holdt han et bundt af tørret kød, Yuu så undersøgende på ham med en smule ubehag i sit blik. ”Se der er Kimiko-chan” sagde en af pigerne og smilte ”Kimiko-chan!” råbte pigen og vinkede til Kimiko-chan indtil en af de andre piger gav hende en albue i siden, nogen af dem kunne ikke li at Yuu og Kimiko-chan havde været alene, og da slet ikke at de skulle være sammen nu. Yuu så lidt på Kimiko-chan da Haru stak sit tørrede kød op i ansigtet på ham ”Spis.. det smager virkelig godt!” sagde Haru med et kæmpe smil. Yuu rynkede på næsen ”Tag det der ud af mig ansigt” sagde Yuu og skubbede Harus hånd med kødet væk, det var tydeligt på Yuus ansigt at han ikke kunne li det. ”Du ved jeg ikke spiser sådan noget” sagde han og gik over til den bod hvor Kimiko-chan stod og kiggede, han kiggede selv lidt på tingene. Han tog et skrin op, det havde blå forglem mig ej blomster på, han åbnede det hvorefter det begyndte at spille en melodi, Yuu så lidt på det der stod indeni *en gammel skørne… men det er nu en meget sød ide* tænkte Yuu med et smil mens han lukkede skrinet og lænte sig ind over boden ”jeg vil gerne købe den her” sagde han med et smil til manden hvorefter han så på Kimiko-chan. ”Finder du noget du kunne tænke dig?” spurgte han hende og vendte sig om mens han ventede på at manden skulle pakke skrinet ind, han opdagede at Haru spænede væk derfra ned af gaden *han kan da ikke være så sur over jeg taler med Kimiko-chan… kan han?* tænkte Yuu med et suk. Det var til nogle af pigernes store frustration at Yuu talte til Kimiko-chan, så kort efter Kimiko-chans svar afbrød de og begyndte at fortælle dem om hvad de havde købt eller set. Haru kom kort efter spændende tilbage med en pose fra slikbutikken hvor de havde været lidt tidligere, han havde også noget i sin anden hånd. Det han havde i sin anden hånd proppede han hurtigt i Yuus mund, det var som en lidt fladere chokolade bar, bare den var lavet af noget kiks mens den havde honning indeni, Haru havde åbnet noget af barens gule og brune indpakning så Yuu kunne få den åbne del i munden. Yuu så lidt undrende på Haru ”Jeg kom i tanke om jeg havde set dem tilbage i slikbutikken…. Dine ynglings ikke?” sagde han og blinkede med et ene øje til Yuu. Yuu tog baren ud af munden og studerede den lidt, hvorefter han nikkede og grinte lidt ”Hvordan kan du huske sådan noget? Det er længe siden jeg har spist sådan en..” grinte han lidt og så på Harus pose, han havde købt en del af dem, sikkert fordi Yuu havde sagt han ikke kunne li det tørrede kød. ”Og se hvad jeg også fandt” sagde Haru stolt og hev et mellemstort aflangt rør op af posen, den havde en masse runde cirkler på i en masse farver. Haru talte som om der ikke var andre der, han var ligeglad, han havde nok ikke lagt mærke til Kimiko-chan endnu fordi han var så stolt over sit fund ”Kan du huske da vi var yngre og folk altid sagde at der måtte være noget galt med os fordi vi havde så meget krudt?” spurgte Haru smilte lidt. Yuu sukkede ”hvordan kan jeg glemme det? De troede vi havde damp, men det vist sig at vi bare spise for meget slik og drak for meget sodavand…” sagde Yuu og tog sig til hovedet, med et smil, det de talte om var der ingen andre af dem til stede der kendte til. Haru nikkede ”Og så fik vi det her i stedet…” sagde han og talte om slikken der var i røret, slikken der var i røret var nogle mindre runde kugler bl.a. lavet af noget af det fra frugt, uden sukker ((Prøvede at forklare så godt jeg kunne )). ”Jeg hadet det… men det er også dine ynglings, ikke? De blev taget af markedet i vores hjemby…” sagde Haru og rakte røret til Yuu, han havde købt et mere der lå i posen. Yuu nikkede glad og smilte stort til Haru, et ægte smil ”det er rigtigt… Tak Haru” sagde han og tog i mod posen da Haru rakte den frem til ham, han kom det baren og røret deri igen og vendte sig om, han tog i mod posen med skrinet og betalte. Han så lidt undskyldende på Kimiko-chan *jeg ved ikke om jeg kan være venner med dig… Haru er virkelig min bedste ven, og jeg kan ikke miste ham* tænkte han og gik lidt videre sammen med Haru som lagde sin arm om Yuus liv. Som før fulgte pigerne efter Yuu og Haru, den pige der havde vinket til Kimiko-chan gik lidt bag efter de andre piger og hun vendte sig om og viftede Kimiko-chan med mens hun smilte. Yuu gik og tænkte på hvor god en ven Haru var da Haru pludselig tog fat i hver siden af Yuus hofter ”Du burde virkelig stoppe med at spise alt det chokoladekage… du er ved at blive fed!” sagde Haru og hvorefter han så på Yuu. Yuu tog fat i Harus krave og hev ham hen til sig så deres ansigter ikke var så langt fra hinanden ”Tør du sige det en gang til mens du ser på mig” sagde han vredt, han var ikke rigtig sur, det var bare sådan de var. ”Jeg sagde ingenting” sagde Haru i en glad og lidt panisk tone mens han viftede lidt med sine arme, Yuu gav slip med et suk, Haru elskede at gøre ting der irriterede Yuu. Haru fortsatte men Yuu stoppede og kiggede på en bod med smykker, han lagde hovedet lidt på skrå, han havde ikke rigtig brug for nogen nye smykker selv, men måske Lilly, eller hans mor, selv om ingen af dem rigtig gik med smykker. Yuu faldt i snak med ejeren af boden som fortalt ham om det ene smykke efter det andet, når det bare var ejeren af en bod var det lige meget om Yuu var sig selv han ville ikke møde ejeren igen, så Yuu spurgte og svarede interesseret og snakkede om nogen af tingene. Han endte med at købe to halskæder, en med en forglem mig ej blomst og en kirsebærblomst som vedhæng, hvad han skulle bruge dem til vidste han egentlig ikke, han kunne bare godt li deres betydning og deres farve. Han smilte lidt, han havde en masse af sådan nogle ting der hjemme hos sin mor, hvis det var hjemme ved faren ville det blive smidt ud fordi det var ``ragelse´´. Han skulle lige til at gå da han så at boden også havde navle ringe, han stoppede og kiggede på dem, han vidste stadig ikke at Kimko-chan gerne ville have en, han pustede en boble.
((En masse hint til hvad Yuu kan li! hvis ikke du kan finde dem kan jeg godt skrive dem ned ))

Tifa gik stille rundt og så igennem de forskellige boder. Hun havde endnu ikke fundet hun synes kunne passe til Takeshi-san. Hun havde flere gange stoppet op og fundet ting som kunne passe til hendes søster. Tifa smilte lidt Hendes søster ville elske de her små ting. Tifa så op da hun hørte nogen råbe sit navn. Hun så nogen af pigerne fra sin klasse og vinkede tilbage til dem. Hun så at Takeshi-san var sammen med dem, og at hende som havde råbte hendes navn fik en albue i siden. Hun smilte lidt. Hun kunne godt forstå dem. De ville sikret selv have ønsket det var dem der var efterladt alene tilbage med Takeshi-san. Tifa vendte tilbage til den bod hun stod og kiggede ved. Hun samlede en lille træ dukke op, og kunne ikke lade hver med at smile. Den mindede hende lidt om hendes søster. Tifa så op da hun hørte Takeshi-san stemme. Hun smilte til ham "Hej igen Takeshi-san." sagde hun og smilte. Hun havde stadig den lille træ dukke i hånden. "Ja den her." hun åbnede hånden lidt så Takeshi-san kunne se dukken. "Den minder mig lidt om min søster." sagde hun smilende. Tifa så på pigerne som begyndte at tale i en lang smøre da Tifa havde talt. Hun så på Haru-san som kom løbende tilbage. Han virkede slet ikke til at have lagt mærke til hende. Tifa lyttede stille med mens Takeshi-san og Haru-san talte. Det måtte være dejligt at have en barndoms ven som vidste så meget om en. Tifa var glad for at høre at så meget om hvad Takeshi-san kunne lide. Måske hun kunne bruge det engang. Tifa så smilende mod Takeshi-san da han vendte sig mod hende. Hun så godt hans øjne, og hun kunne godt forstå dem. Haru-san havde hvis været vild med hende siden hun kom ind i klassen, så at hun pludselig var så meget sammen med Takeshi-san måtte være svært for ham. Tifa så efter dem da de gik. Pigen fra før viftede til hende. Tifa smilte og gik hen til hende. Hun ville stadig gerne finde en gave til Takeshi-san, men pigen her virkede flink. "Hvordan var det endelig at være alene med Takeshi-san? Jeg er altid sammen med andre piger." Sagde hun lidt sukkende. Tifa grinte. "Han er virkelig dejlig at være sammen med. Slet ikke som man skulle tro." sagde Tifa venligt tilbage. Tifa så en bod, og vinkede hurtigt farvel til pigen. Det var en bod med forklæder. Det hun havde set på video, så havde Takeshi-sans mor sagt at han var god til at lave mad, så måske, dette kunne være en god gave. Hun så lidt på de forskellige. Tifa valgte et brunt som man skulle have rundt om halsen og binde på ryggen. På det højre bryst var der en lille blå forglem mig ej blomst. Tifa havde lagt mærke til at det havde der været på det skrin Takeshi-san havde købt. Hun fik det pakket ind og i en pose. Tifa gik videre ned af gaden. Tifa var så opslugt af boderne at hun ikke rigtig holdte øje med hvem hun gik forbi. Hun fik øje på nogen ringe til navlen og stod stille og så på dem. Der var så mange forskellige at vælge imellem. Hun smilte lidt. *Gad vide om det overhovedet vil klæd mig* tænkte hun. Tifa fik øje på en som havde et vedhæng der lignede en for glem mig ej. Hun smilte lidt. Denne blomst var allerede blevet en minde om Takeshi-san. Hun rakte stille ud efter den for at se nemmere.

Yuu så lidt på dukken ”Din søster?” sagde han lidt undrende på hende ”Er du en Oneechan eller er du Imouto?” sagde han lidt drillende, til trods for at han selv var en Oniichan. ”Men den er sød” sagde han i en stille tone mens han så kærligt på dukken, han kørte en finger ned over træ dukken, næsten som om han kærtegnede den. ”Hvor gammel er din søster?” spurgte Yuu, og det gik ikke op for ham hvor underligt det var at spørger om sådan noget efter den han havde gjort, det var som om han var interesseret i hendes søster. Derefter afledte han alt opmærksomhed væk fra Kimiko-chan og fokuserede på Haru, hvorefter deres veje med Kimiko-chan skiltes igen, indtil boden med smykker. Yuu stod og så på navle ringe, måske til Lilly, han havde for travlt med at kigge på dem alle til at ligge mærke til hvem der stod lige siden af ham. Han så en med et vedhæng der lignede en forglem mig ej blomst, han rakte ud efter den men endte med at køre sin hånd over en andens hånd, han så overrasket op ”Eh…Kimiko-chan” sagde han med et lille smil og tog hånden til sig. ”Jeg vidste ikke du havde ring i navlen.. hvorfor har du ikke sagt det?” sagde han glad og puttede den hånd han lige havde kørt over Kimiko-chans med i lommen, men den anden hånd holdt han sine poser. Han så lidt på navle ringen ”kan du li den?” spurgte han og tog den op med hånden han havde haft i lommen ”Kan du li forglem mig ej blomster?” spurgte han med et smil.

Tifa så på ham. "Jeg er Oneechan. Og hun går altså stadig i Juinor High." nåede hun lige at sige for de blev afbrudt. Tifa havde efterladt dukke ved boden.
Tifa trak hånden til sig da hun stødte ind i en andens. Hun så op på Takeshi-san og smilte lidt. Hun skubbede en lok bag håret med den hånd hun lige havde prøvet at tage navle ringen med. "Nej jeg har ikke ring i navlen. Måtte du da selv havde set." sagde hun lidt grinede. Hun tænkte på episoden på Takeshi-sans badeværelset. Hun var ikke sikre på hvor meget Takeshi-san havde set den dag. "Men jeg har overvejet at få det." Sagde hun roligt. Han virkede glad over tanken om at hun havde ring i navlen. Hun så lidt på ringen igen. "Ja jeg synes den er pæn. Jeg har aldrig rigtig tænkt over blomste for glem mig ej før. Men dens navn, det er så passende, kan man vel sige. Ingen vil glemmes af dem man holde af." sagde hun lidt og legede med en lok af sit hånd. Hun kunne ikke rigtig sige det var fordi at hun havde set for glem mig ej'en på det skrin han havde købt. "Kan du lide for glem mig ej blomster?" spurgte hun for at få opmærksomheden væk fra sig selv. Tifa så ud af øjenkrogen, at Haru-san havde tiltråkket pigernes opmærksomhed, så ingen af dem lage mærke til dem, lige i i hvert fald.

Han blev lidt kold ”For at være ærlig så jeg ikke så nøje på dig… jeg gider ikke mindes den dag” sagde han koldt i stemmen ”det der skete den dag vil aldrig ske igen” sagde han igen lidt koldt, men så, så han lidt på hende ”vel?” sagde han lidt flovt og spørgende. ”Hmmm” sagde han med et smil da hun sagde hun havde overvejet det ” hvorfor får du den ikke bare?” spurgte han og tog hendes håndled ”Vi kan gøre det nu” sagde han med et smil. Han smilte da hun snakkede om forglem mig ej blomsten ”Den og kirsebærblomsten er mine ynglings blomster…” sagde han glad ”deres betydning, deres farver, deres lugt… minderne” han sagde det sidste stille. Han vendte sig så han stod helt ansigt til ansigt med Kimiko-chan, han holdt navle ringen ned til hendes navle ”Ved du hvad forglem mig ej blomsten betyder?” spurgte han hende og svarede på det ”Den betyder evigt venskab og kærlighed… altså noget godt man aldrig glemmer” sagde han og så op på hende ”den passer godt til dig” sagde han med et smil, og kom først til at tænke på hvordan det lød bagefter ”Eh jeg mener ikke noget med det….” sagde han hurtigt og lagde navle ringen tilbage hvor han havde taget den.

Tifa kunne ikke lide at hans stemme blev kold. Hun prøvede jo bare at drille. Hun så lidt på ham, og rødmede. "Nej, selvfølgelig vil det aldrig ske igen." sagde hun flovt. Hun så lidt på ham da han sagde hvorfor hun ikke bare fik det gjort. "Jeg er ikke helt sikre på hvordan mine forældre vil reager. Men hvis de ikke opdager noget i det første stykke tid, kunne det vel ikke skade." sagde hun tænksomt. Skulle hun få det gjort? Da hun havde talt om for glem mig ej'en så hun roligt mod hans øjne. Hun kunne lide den måde han talte på. Han lød så dyb. Hun rystede stille på hovedet da han spurgte om hun vidste hvad den betød. Hun kunne ikke lade hver med at smile over at han synes det ville passe godt til hende. Hun kunne ikke lade hver med at grine lidt. "Jeg kan godt lide når du taler om noget du ved og holder af Takeshi-san." sagde hun smilende. Hun så lidt på ringen. "Måske skulle jeg få det gjort." hun så lidt undersøgende på ham. Hun kunne se små mærke efter hvor Takeshi-san nok havde haft nogen. "Gør det endelig ondt? Jeg mener at få en princing?" spurgte hun lage mærke til et mærke ved hans læbe hvor der godt kunne have siddet engang.

Han smilte lidt da hun sagde at det aldrig ville ske igen ”Godt” sagde han, men kunne ikke rigtig regne ud om han rent faktisk synes det var godt eller skidt *det er vel godt nok? Tænkte han og trak lidt på skulderne. Yuu så lidt mærkeligt på hende ”Skid skuda på dine forældre..” sagde Yuu fuldstændig ligeud og uden tøven eller nogen form for fortrydelse ”hvis du vil have en piercing så få en piercing… medmindre de er den slags forældre der vil slå hånden af dig på grund af det, hvad er så det værste der kan ske?” spurgte han, men forventede egentlig ikke noget svar. ”Desuden, hvis de bliver sure kunne du bare tage mig med hjem og sige at jeg var din nye kæreste, så ville navle ringen lige pludselig ikke virke så slem” grinte Yuu lidt, han mente selvfølgelig at forældrene ikke ville være tilfreds med Yuu til Tifa. Han så undrende på hende * Jeg kan godt lide når du taler om noget du ved og holder af Takeshi-san.* hendes ord gentog sig og Yuu kunne ikke lade vær med at smile lidt, hendes smil fik ham til at smile endnu mere, et ægte smil. ”Ehm…” sagde han *jeg kan ikke bare sige hvordan det er….* tænkte han og kom på en ide ”Det er lidt ligesom ens første gang” sagde han med et smil og håbede hun forstod hvad han mente, han havde ingen ide om at Kimiko-chan var jomfru ellers ville han aldrig have sagt det.

Tifa grinte lidt over hans kommetar. Nej hendes forældre ville nok ikke slå hånden af hende. Da havde jo givet hende lov til at få tatovering. Tifa kunne ikke lade hver med at rødme lidt over det han sagde med at tage ham med hjem. Hvis Tifas forældre kom til at kende Takeshi-san anden side, ville de elske ham. Stive blev helt tavs da han sagde det var lige som ens første gang. "Øhm ja okay." sagde hun og så den anden vej mod smykkerne. Hendes ansigt var helt rødt. Hun kunne ikke sige til Takeshi-san at hun aldrig havde været sammen med en fyr på den måde. Hun havde haft kærestre ja, men aldrig haft dem så længe at hun ville i seng med dem. "Nå, men... Tro.. Tror du man kan få lavet dem her?" spurgte hun for at hurtigst muligt at skifte emne.

Han skulede lidt til Kimiko-chan *Hun griner ved tanken om at tage mig med hjem* tænkte han med et smil ”Det kunne da være sjovt… bare tanken om deres ansigter når du siger at du har taget en Jjang med hjem… jeg kunne tage alle mine piercinger i igen” sagde han og grinte ved tanken om forældrenes reaktion. Yuu tænkte overhovedet ikke på at hans efternavn, penge og karakterer sikkert nogenlunde ville gøre op for at han var Jjang, hans personlighed overvejede han ikke et eneste øjeblik af forældrene ville kunne li. Han så undrende på hende *Hvorfor bliver hun så rød i hovedet…. Mon….* tænkte han og studerede hende lidt *Mon hun er jomfru?* tænkte han og smilte lidt undskyldende til hende “Ja, jeg er sikker på at man kan få lavet det her et sted.. hvad da? Vil du have det lavet?” spurgte han hende og smiler. *mon jeg skal forklare det med første gang?* tænkte han og smilte lidt til hende ”Du ved… med min første piercing et andet sted en øret var jeg virkelig spændt og nervøs, jeg kunne ikke rigtig kontrollere mit hjerte eller vejrtrækning…” sagde han og samlede en anden navle ring op og hold den frem for hende, han prøvede at vise hende forskellige muligheder han mente ville passe godt til hende, han havde ikke øjenkontakt mens han snakkede. ”Det gjorde temmelig ondt, men heldigvis havde jeg en der betød meget for mig der til at gå igennem det med mig, og næste gang jeg skulle have lavet en piercing var jeg knap så nervøs og det gjorde lige pludselig heller ikke så godt” sagde han og smilte lidt flovt ”Forstår du?” spurgte han og lagde navle ringen tilbage på bordet ”Jo flere piercinger jeg fik jo mindre slemt var det…. Det gjorde selvfølgelig altid lidt ondt, men aldrig så meget som den første… og fordi jeg havde en med mig hver gang, en jeg holdt af og stolte på, så blev det hele faktisk til en sjov oplevelse efter hånden.” sagde han og holdt en navle ring mere op. ”Det samme med min tatovering” sagde han og smilte *den må hun da have set* tænkte han lidt usikkert, der var ikke særlig mange piger fra klassen der rent faktisk havde set Yuus tatovering, selvom han elskede sport plejede han at skippe når der var svømning. ”Jeg blev nød til at komme tilbage til tatovøren et par gang for at få lavet den færdig, og for hver gang gjorde det mindre og mindre ondt, og det blev til et sjovt minde til sidst” sagde han og sukkede lidt, han prøvede at forklare hende at det ville gøre ondt men at det ikke var så slemt og man vil være glad og lettet bagefter. Og man kunne altid skifte mening og tage piercinger ud, de kunne ændres, men det kunne ens første gang ikke. Det at Kimiko-chan måske var jomfru kunne han ikke rigtig håndterer oppe i hovedet, af en eller anden grund havde han ikke regnet med det, han var alt for nysgerrig. Han så ned i bordet ”Kimiko-chan…. Er du jomfru?” spurgte han og så op på hende lige da han havde spurgt.

((Hvordan kan Tifa have haft en kæreste når hun ikke havde krammet en fyr før?:p))

Tifa smilte over det han sagde med at tage princingerne i igen. Hendes mor var meget løs på det punkt, men hendes far var mere alvorlig. Hun nikkede lidt. "Ja, jeg tror du har fået mig overtalt." sagde hun stille. Hun var stadig lidt rød i hovedet da han talte videre om hvordan det var. Hun var glad for at han fortalte om sine egne oplevelser. Hun kiggede lidt på de forskellige navle ringen han vidste frem til hende. Hun nikkede til at hun godt kunne forstå hvad han mente. Hun smilte lidt da han talte om sin tatovering. Jo hun kendte godt til det med at få tatoveringere, og hun kunne godt forstå at han havde været til tatovøren flere gange, det var en stor en han havde. Jo hun havde godt set den den morgen. Hun havde ikke rigtig tænkt over den, men nu hvor hun tænkte over det, kunne hun igen se hans muskler bevægge sig under den. Hun smilte lidt flovt. Hun var begyndt at føle sig mere rolig da spørgsmålet kom om hun var jomfru. Hele hendes hovede blev igen rødt. "Øhm..." Hun smilte lidt flovt. Hun så væk fra ham. Hvorfor var det så flovt at indrømme? "Øhm, ja..." Fik hun sagt. "Jeg har bare aldrig, du ved, fundet en, som jeg vil dele den oplevelse med." sagde hun lavt og så stadig ikke på ham. Det lød dumt, men det var sandt og så hun altid rejst så meget, at nogen gange var hun kun et sted i en uge, og det længeste sted 2-3 måneder. Hun havde vis en enkel gang hvor de havde været i flere år, det var da Tifa blev født og da hendes lille søster blev født blev de det samme sted 1 år. Men da de blev ældre, var de altid på farten.

((Hihi Tifa har bare aldrig kommet tættere på dem:p Hun har bare holdt dem i hånden:p Du ved, sådan lidt børnhaves kæstere:p))

Han så lidt på hende ”Du skal da få den fordi du gerne vil… ikke fordi jeg har overtalt dig” sagde han og så på navle ringene. Yuu så på hende og sukkede ”Du behøver altså ikke være flov over det… jeg synes det er fedt” sagde han og smilte blidt til hende. Han tog fat om hendes hag og fik hende til at se på ham ”Det er godt at vente på den mand der føles rigtig” sagde han og smilte, han følte selv at hans første var den rigtige. Han kunne selvfølgelig ikke lade vær med at smile lidt over at hun stadig var jomfru ”Det er faktisk sødt på en måde” sagde han og smilte til hende igen, han gav slip på hendes hage. ”Hvis du vil kan vi spørger tilbage på hotellet hvor der er nogle butikker der laver ring i navlen og så tage der hen en af dagene hvis du virkelig gerne vil have en?” spurgte han og mærkede et greb om sin arm. ”Takeshi-san” det var en af pigerne fra klassen ”Hvad laver i?” spurgte hun og stilte sig i mellem dem, tydeligvis ikke en fan af at Kimiko-chan og Yuu skulle være sammen. Yuu så lidt på pigen, en del af ham havde bare lyst til at være alene, væk fra piger ”kigger i på navle ringe?” spurgte hun lidt nysgerrigt og så på Yuu. ”Ja, jeg har længe overvejet af få en” sagde Yuu tydeligvis irriteret over pigens nysgerrighed, det var jo ikke særlig usandsynligt at det var ham det ville have en for han havde så mange piercinger allerede. Han sukkede lidt, han havde ikke energi eller tålmodighed til pigen og begyndte at gå mod Haru, de skulle vist snart tilbage til hotellet og spise aftensmad.

Hun så op på ham da han tog fat i hendes hage. Hun kunne ikke lade hver med at smile til ham. Hvordan kunne det være, at han i det ene øjeblik kunne være så irreterne og i det næste være så kærlig. Hun smilte stort til ham. Hun nikkede til at de kunne høre på hotellet hvor man kunne få lavet ringen i navlen. Han havde faktisk sagt at han ville gå med hende. I det samme brød pigen ind. Tifa kunne mærke at hun blev vred. Hvorfor kunne hun og Takeshi-san ikke bare få lov til at tale sammen i fred? Tifa havde lyst til at skubbe pigen væk, men så ville hun være lige så egoiste som hun. Tifa så efter Takeshi-san da han gik. Han havde ikke engang sagt farvel eller noget til hende. Tifas blik faldte på Haru-san. Hun kunne føle at hun blev jaloux på ham. Hvor ville hun ønske hun kunne gå sådan med Takeshi-san som Haru-san gjorde.

Yuu gik med Haru mod hotellet med en plaprende Haru på den ene side og en plaprende pige på sin anden side, han var stadig træt. Da de kom tilbage til hotellet var det tid til at spise aftensmad, det var en buffet med en masse mad, der var meget larm i spisesalen, det virkede til at de ikke var den eneste klasse der var på studietur i Kyoto og boede på dette hotel, klasserne skulle sikkert spise aftensmad før de almindelige gæster. Haru sagde at han spærrede en plads til Yuu og han fik også Haras poser og gik op på værelset med dem, Yuu stilte dem på hans seng og kiggede lidt på dem. Han gik hen til vinduet og kiggede ud, på den anden side af den gade han kunne se var der en park hvor kirsebærtræerne blomstrede. Han smilte og sneg sig nedenunder, han gik ind i spisesalen og tog et brød og noget frugt, hvorefter han gik igen, han havde faktisk ikke rigtig lyst til at spise der. Han gik ud på gaden og hen i parken, han satte sig under en af træerne hvorefter han lagde maden på græsset siden af sig, han var ikke den eneste der nød de blomstrende træer. Han så ud over søen der var et stykke derfra og tog en bid af et æble han havde taget med, parken var virkelig smuk.

Tifa gik lidt mere rundt i områdte, men stederne begyndte at lukke, så hun bevæggede sig tilbage mod hotelet. Hun havde taget en masse gode billeder i dag. Tifa så mod hotelet og sukkede stille. Hun havde nydt at være for sig selv, og det sidste hun gad lige nu, var at skulle ind i spisesalen, hvor de andre allerede var. Hun så sig lidt omkring og fik øje på en park. Hun smilede og bevæggede sig i mod den. Hun stoppede op ved søen og tog et billed. Hun ville gerne glemme den følse hun havde haft da Takeshi-san var gået væk. Hun kunne ikke være jaloux, hun kendte ikke en gang Takeshi-san sådan rigtig. Men alligevel fik hun en mærkelig følse når hun så på ham. Hun sukkede stille og så op mod himlen, hvor efter hun lukkede øjne og nød vinden og dufte.

Yuu så sig omkring i parken mens han spiste. Han lukkede sine øjne *Hvordan kan der være så stille her når parken ligger inde i en by?* tænkte han og tog en dyb indånding, selv luften føltes frisk. Han så ned mod søen igen og så en han kendte *Kimiko-chan?* tænkte han undrende *hvorfor er hun ikke sammen med de andre?* tænkte han igen undrende og rejste sig op. Han tog brødet og det frugt han havde tilbage med sig og lagde æbleskroget i skraldespanden. Han gik roligt hen mod hende *Hvad laver hun?* tænkte han da han så hvordan hun stod, det blæste lidt og vinden tog derfor lidt fat i Kimiko-chans hår, hun var nu meget pæn. Yuu betragtede hende stille og en del af ham fik egentlig lyst til at skubbe hende i søen eller stjæle hendes pose, han stilte sig bag hende og lænte sig lidt ind over hendes ene skulder ”Du ved hvis du bare står og stener sådan er det altså let at overfalde dig” sagde han stille med et smil på læben, hvorefter han lænte sig op igen. Han så kærligt på hende ”Skal du ikke over og spise?” spurgte han.

Tifa var lige ved at falde i søen da hun hørte Takeshi-sans stemme. Hun havde lukket alt andet ud. Hun vendte sig om og så på ham og smilte lidt. "Ja det kan du have ret i." sagde hun til det med at man let kunne overfalde hende mens hun stod der. Hun så mod hotelet. "Jo skal jeg nok. Men jeg nød bare at have lidt plads omkring mig, så havde ikke rigtig lyst til at gå der ind." sagde hun og så på ham igen. "Hvad med dig? Du kan da ikke allerede havde spist." hun så at han havde et stykke brød i hånden. Hun så mod hans øjne og nød at han så så kærligt på hende.

Han tog hendes ene hånd ”Hvis du gerne vil være alene så her” sagde han med et smil og gav hende en banan og brødet i hånden ”Så spis her” sagde han ”det gjorde jeg” sagde han selv om han kun havde fået et æble. Han vendte sig om, hun havde lige sagt at hun nød at have plads om sig, så han gik væk fra hende, han sagde endnu engang ikke farvel. Han gik tilbage til træet og satte sig op af det, han kiggede op på træet og smilte lidt, han lagde sine hænder bag hovedet og så sig omkring, der var mange par i parken.

Tifa så efter ham da han gik. Hun kunne mærke at hun blev trist. Endnu en gang gik han bare. Hun kunne mærke hun blev vred. Hvorfor gik han bare? Hun kunne da ikke have gjort noget galt, der var i hvert fald ikke noget hun havde fortrødt hun havde sagt eller gjort. Hun så mod ham og gik hurtigt der hen. "Hvad skal det her lige betyde?" sagde hun vredt. Før havde han sagt at hun var sød, og nu sagde han ikke engang farvel. "Jeg vil ikke have din medlidenhed." sagde hun vredt og smed banen og brødet tilbage til ham. "Som jeg har sagt, kan jeg klare mig selv." sagde hun vredt og vendte sig om for at gå tilbage mod hotelet.

Han så undrende op på hende *Hvad skulle hvad betyde og hvorfor er hun så vred?* tænkte han undrende. ”Medlidenhed?” nåede han lige undrende at sige inden han gik smidt maden tilbage, han så undrende på manden *hvad fanden er hendes problem?* tænkte han surt og rejste sig op da hun gik. ”Nå kan du virkelig det?” spurgte han halv højt og vredt til det med at hun kunne klare sig selv ”Det har jeg ellers ikke set en skid af” sagde han surt og snakkede om dengang de var blevet efterladt tilbage og dengang i båden. Han gik hurtigt i samme retning som Kimiko-chan, hun skulle ikke tro hun bare sådan kunne være sur og gå sin vej, han indhentede hende og lagde hårdt en hånd på hendes skulder ”Hvad fanden er dit problem?” sagde han i vris, og vendte hende om ved at rive hende i skulderen. Han så hendes lidt i øjnene og mærkede hvordan han blev mere og mere sur, han havde skuda ikke gjort noget forkert. ”Glem det” sagde han ondt før hun kunne nå at svare på noget, han gav hende et kort skub da han gav slip på hende skulder *spild af tid* tænkte han utroligt surt. ”Det er temmelig hjernedødt at blive sur over at nogen giver en mad” sagde han lige inden han gik over gaden, han ventede helt åbenlyst ikke på et svar. Han gik ind på hotellet, han stoppede lidt indenfor døren, hvorfor havde han det dårligt *vores første skænderi… og jeg aner ikke hvad det var om…* tænkte han og satte sig på hug midt i det hele og gemte sit ansigt med sine hænder, næsten som om han sad og græd, men han var bare frustret og irriteret, begge dele pga. af ``skænderiet´´ med Kimiko-chan.

Tifa mærkede hvor såret hun blev over hans kommentar om at han ikke have set hende klare sig selv. Hvis han bare vidste at hun boede alene. Hun havde lyst til at vende sig om og råbe tilbage til ham, at han bare skulle holde sin kæft, han vidste intet om hvad hun kunne og ikke kunne, men hun forsatte. Hun mærkede et ryk i sin skulder, og blev vendt hårdt om. Rykket gjorde ondt, men hun var for vred til at indse det, hun så i stedet vredt lige om i Takeshi-san ansigt. Han skulle ikke tror at hun bakkede tilbage, så ville han bare tro han havde vundet. Hvad hendes problem var? Hun skulle lige til at råbe ham op i ansigtet hvad hendes problem var da han stødte ind i hendes skulder og gik tilbage mod hotelet. Tifa blev stående med ryggen til ham og mærkede hvordan hendes vred fordamede lige så stille og mærkede at hun blev lidt trist over hans kommentar. Det havde slet ikke noget med maden at gøre at hun var blevet vred. Men det faktum at han blev ved med at gå fra hende som om hun var luft, som alle de andre piger. I det midste havde hun da fået en reation fra ham. Hun vendte sig stille om og gik tilbage mod hotelet. Han havde slet ikke forstået hvorfor hun blev vred, og han havde slet ikke givet hende en chance for at forklare. Hun havde selvfølgelig hellere ikke rigtig prøvet. Hun sukkede og lukkede stille øjne mens hun gik ind af døren og væltede næsten lige i det sammen over noget. Hun åbnede øjne og fik øje på Takeshi-san og mærkede igen sin vrede stige. "Hvad laver du? Du kan da ikke smide dig midt i det hele." sagde hun vredt og højt. Folks øje havde allerede været på Takeshi-san da han sad på hug, men nu var der endnu flere fordi Tifa hævede stemmen. Men sjovt nok var hun ligeglad lige nu. Tifa havde tabt poserne i faldet og nogen af tinge flød omkring dem. Gaven til Takeshi-san var også væltede ud. Indpakningen var gået lidt i stykker som man kunne se den blå for glem mig ej.

Da nogen stødte ind i ham væltede han forover så han sad på sine knæ og støttede med begge hænder mod gulvet, han så overrasket op og så lige ind i Kimiko-chans ansigt. *Hende!!!* han blev med det samme sur igen ”Jeg kan skuda smide mig lige hvor jeg vil!” sagde han højt og i et vris ”det kommer overhovedet ikke dig ved” sagde han surt, fuldstændig ligeglad med de mennesker der var omkring dem, hvor der endda var nogen der helt var stoppet for at kigge på dem. Han mærkede hvor sur han blev af at kigge på hende *Hvad fanden er der galt med hende?* tænkte han utrolig irriteret og studerede hende lidt, men så fik han øje på alle hendes ting. Han blik blev lidt nysgerrigt da han så på hendes ting, især den blå forglem mig ej ”Hvad er det her?” Yuu samlede pakken hvor man kunne se den blå forglem mig ej, han så stadig lidt surt på hende. Han følte han ikke kunne holde styr på noget oppe i sit hoved * Mon det er til mig? Er det fordi hun er en fan girl? Nej, det var umuligt… ikke?* han så undrende på op hende, ved tanken om at hun kunne li ham steg vreden indeni, selvom han vist selv kunne li hende en smule. ”Stop det!” råbte han ved tanken om at hun kunne li ham, selvom han ikke var sikker på det, han smed pakken hen til hende ”Jeg gider ikke have noget at gøre med dig mere!! Du kan rende mig!” råbte Yuu, selvom han ikke mente det, han rejste sig op og mærkede med det samme en knugede følelse i sit bryst, folkene omkring dem troede sikkert de var kæreste, de tog sig til munden og mumlede over det han havde sagt. Han så ned på Kimiko-chan, han var gået over stregen, men nu var det for sent, han så væk og knyttede sine næver. Folk begyndte om Yuu mon ville slå hende, det ville han ikke, han så lidt trist ned i jorden *Hvorfor misforstår folk altid… hvor er de dumme* tænkte Yuu med et suk og stak sine hænder i lommen. Kimiko-chan havde gjort ham så vred at han ville sige sådan noget, og han vidste ikke engang hvorfor, men han havde sagt det og nu måtte han stå ved det, desuden hvis hun stadig kunne li ham ville det ikke fungere at være venner. Han gik sin vej, med den knugende følelse i brystet, han gik hurtigt op på sit værelse, han lod døren stå helt åben, han tog poserne ned fra sin seng og satte dem på gulvet, hvorefter han smed sig på sengen med sit hoved ned i puden.

"Det er ikke noget du skal blande dig i." sagde hun vredt, men gjorde ikke noget for at tage den fra ham, hun var ved at samle sine andre ting sammen. Hun så vredt på ham da han råbte stop det og smed pakken hen til hende. Hun havde ikke engang set hvad han havde taget, og nu følte hun så bare såret. "I lige måde. Det her er alt for vanskeligt. Jeg gider ikke mere." sagde hende og i det samme det var kommet over hendes læber, fortrød hun det. Hun kom til at se op og lade mærke til alle dem der stod og kiggede på dem. HUn mærkede igen vreden stige, hvorfor skulle de også stå og glo. "Jeg gider alligevel ikke være venner med en forkælet rigmands søn." sagde hun og så vredt på ham. Hvorfor det lige skulle gå ud over Takeshi-san vidste hun ikke, men fortrød endnu engang hvad hun havde sagt. Hun så efter ham der han gik. Hun følte sig vred, misforstået og såret. Hun samlede hurtigt sine sidste ting sammen, også pakken til Takeshi-san og gik afsted mod sit værelse. Hun tænkte lidt over hvad der endelig var sket, og hun havde svært ved at se, hvad der endelig var sket. Hun så op da hun så en åben dør. Hun havde været helt væk i sine egne tanker, at hun ikke havde opdaget at hun var gået ned af den gang hvor Takeshi-san boede. I virkeligheden havde hendes næse fanget en duft, som hun havde fuldt, en duft af Takeshi-san. Hun blev nysgeri og så ind i rummet. Det var Takeshi-san, det vidste hun med det samme, hun kunne genkende hans brede ryg. *Græde han siden han gemmer sit ansigt?* tænke hun trist. Hun rystede på hovedet *Nej det kan ikke være det, han er bare tilfreds over at han ikke skal se mig igen.* tænkte hun vredt og lukkede øjne kraftigt i, da hun kunne mærke at tårende var på vej. Hun kunne ikke forstå hvorfor hun havde det sådan. Hun kunne ikke forstå at hun virkelig var begyndt at kunne lide ham, end bare som ven. Hun så lidt på alle hans poser. Haru-san var nok for Takeshi-san, han vidste jo alt om ham. Hun så lidt på hans poser, og lage mærke til en som han havde haft før Haru-san gav ham alt slikket. Hun mærkede en anden duft i luften end lige Takeshi-san. Den mindede hende om et eller andet. Var det ikke den parfume hun selv brugte? Hun brugte aldrig ret meget, og parfume var ikke noget særligt. Hun så lidt på hans ryg igen, og ville vende sig for at gå. Men hun var kommet længere ind af døren end hun havde troet og bankede sin pande lige ind i dørkramen. 'Dunk' sagde det og Tifa tog sig til hovedet og ømmede sig.

((Godt skrevet ))
Han vendte sit hoved lidt *Jeg gider alligevel ikke være venner med en forkælet rigmands søn* hendes ord gentog sig i hans hoved, så det var hvad han var for hende, de ord fik ham ikke til at fortryde det han havde sagt. Han så op da han hørte et dunk og så Kimiko-chan ”Hvad vil du?” spurgte han irriteret og satte sig op, han græd ikke. Han rejste sig op og krydsede surt sine arme, hendes ord om ham gjorde ham bare vredere og vredere, hun kendte ham overhovedet ikke, og han kendte heller ikke hende *Hvorfor kan du så godt li hende?* tænkte han lidt ubevidst, han blev egentlig selv lidt overrasket over sin egen tanke.

"Hvis du ikke vil have nogen her ind, var det nok en god ide at lukke døren." mumlede hun vredt. Det gjorde faktisk ondt at gå ind i en dørkarm. "Eller også vil du, det var bare ikke mig du håbede på." sagde hun stadig vredt. *Han havde måske håbet en af de andre piger fra klassen var kommet forbi.* Hun rystede lidt på hovedet og så på ham. Hun havde lyst til at råbe noget mere, men i det samme mærke hun at hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, og det var ikke pågrund af at hun hvad vred. Hun var alene med Takeshi-san, altså virkelig alene. På caféen havde de ikke rigtig været alene, der havde damen været der. Hvis de lukkede døren ville de i sandhed være helt alene. "Hvorfor gjorde du det endelig?" spurgte hun pludselig roligt. "I det ene øjeblik havde du lige sagt at jeg var sød, og at du ville tage med mig for at få lavet en ring i navlen, og i det næste..." hun lukkede kort øjne og så på ham. "Behandlede du mig som lyst, som om jeg..." *Som om jeg var som de andre piger* Tænkte hun trist og så lidt ned. En tanke slog ned i hende. Hun så op på ham. "Er det fordi jeg er jomfru?" spurgte hun fast. Hun havde slet ikke givet ham en chance for at svære. "Jeg kan ændre det." sagde hun og holdt sig hurtigt for munden. Hun så panisk på ham. Hun kunne da ikke have ment det? Kunne hun? Ville hun være sammen med en tilfældig, bare for at midste sin mødom, så hun kunne være sammen med Takeshi-san. "Jeg... Jeg mente det ikke på den måde." sagde hun og flovte sig flov. Det lød bare som om hun var billig. "Det jeg mener..." sagde hun lavt. "Jeg ved ikke hvad jeg mener." sagde hun så fast og så mod jorden. "Jeg ved bare, at jeg stadig gerne vil lære dig at kende." sagde hun. Hendes øjne flakkede lidt. Hun vidste ikke hvad der skette lige nu, hun vidste ikke hvad der skette med hende. Hun vendte sig om for at gå.

Yuu var rasende ”Og hvad så hvis jeg håbede det var en anden” sagde han surt, det gav ingen mening det han sagde, han ville faktisk gerne være alene, det var kun for at såre hende. Yuu fattede ikke hvad det var han havde gjort forkert og han nåede ikke at forklare noget før hun slyngede bemærkningen med jomfru ud ”Eh..” var den eneste lyd han overrasket nåede at fremstamme før hun sagde at hun kunne ændre det, nu så han bare mere overrasket ud. Yuu tog sig eftertænksomt til munden og lyttede til det hun sagde, han prøvede at forstå hvad det var der foregik, men det lød ikke til at Kimiko-chan selv havde forstået det. Da hun vendte sig om for at gå greb han fat i hendes arm og lukkede døren, han vendte hende om så hun havde ansigtet mod ham og pressede hende op af døren, han lagde en hånd over hendes mund, næsten som om han var ved at overfalde hende. ”Nu lader du mig tale lidt” sagde han lidt surt ”Jeg vil også gerne lære dig at kende, jeg synes stadig du er sød og jeg vil stadig gå med dig for at få lavet ring i navlen” sagde han hurtigt og tog en dyb indånding, han prøvede at slappe af. ”Jeg mindes ikke at have behandlet dig som luft, jeg husker kun at du lige pludselig blev pisse sur efter jeg havde givet dig min mad…” sagde han og så hende lidt opgivende ind i øjnene, situationen var trættende. ”Jeg synes desuden jeg sagde at jeg havde det fint med at du var jomfru, at det var fedt og sødt… derfor synes jeg ikke det er noget du skal lave om på medmindre du føler du har fundet den rigtige fyr der føler det samme for dig” sagde han og hans blik blev lidt blidere ”det er fuldstændig op til dig om du vil ændre det eller ej” sagde han og gav hende et lille smil. ”Kimiko-chan du gør mig rasende… og jeg er stadig sur på dig fordi jeg ikke aner hvorfor du blev sur” sagde han med et lille smil som hurtigt forsvandt ”… og… din mening om mig er tydeligvis ikke særlig høj” sagde han lidt trist og så ned i gulvet ”en forkælet rigmands søn” han gentog hendes ord og så hende i øjnene ”Desuden forvirre du mig fordi du har indrømmet at du kunne li mig en gang… men det vil jeg altså ikke have… jeg er knap nok begyndt at kunne li dig som en ven, fordi jeg følte der var noget anderledes ved dig….” Yuu sukkede forvirret ”Jeg tror bare det er blevet svært for mig at skelne mellem almindelig venlighed… og … de dumme pigers venlighed” Yuu så op på Kimiko-chan ”Jeg vil have du skal være en dum pige” sagde han med et smil, han sagde sådan set forkert, men det var fordi hans hjerne prøvede at sende signaler der fortalte at han kunne li hende, Yuu ville bare ikke indse det, han kendte hende jo ikke.