Junior High - et nyt år

Ikuto greb fat i Haruhis hånd. ”Der er ingen der siger vi behøver at spise der hjemme.” sagde han. ”Din bedstemor må da også blive bekymret når du altid komme så sent hjem.” sagde han. ”Vi kan finde et sted at spise her, og så følger jeg dig hjem bagefter.” sagde han roligt.

Haruhi stoppede forskrækket da Ikuto greb hendes hånd, hun så op på ham med røde kinder ”Men..” begyndte Haruhi, at spise ude kostede jo penge, men hun sagde det ikke. Hun havde efterhånden lært at Ikuto blev kold overfor hende når hun nævnte penge eller sin gæld. ”Vi kan gøre hvad du vil Ikuto-sama” sagde hun og lagde hovedet lidt på skrå.

Ikutos øjne var allerede ved at blive kolde da hun sagde men. Han vidste ikke hvad han ville sige eller gøre hvis hun nævnte penge igen. Han smilte til hende, da det virkede til at hun gik med på hans ide. Uta var den eneste der var hjemme, og han havde ikke lyst til at spise med hende, ikke efter at hun troede at hun kunne bestemme over ham. ”Godt.” sagde Ikuto. ”Hvor kunne du så tænke dig at spise?” spurgte han.

Haruhi blev flov ”ehm…” sagde hun og så ned i jorden ”jeg.. jeg spiser ikke rigtig ude.. så jeg.. jeg kender ikke rigtig nogen steder” sagde hun lidt flovt og så op på ham. Hun var også lidt flov fordi de stadig holdt i hånden, og hun havde ikke lyst til at give slip.

Ikuto tænkte ikke over at han stadig havde fat i Haruhis hånd. ”Det er fint. Spiser heller ikke så tit ude. Vi må prøve og se om vi finder noget.” sagde han og trak hende med sig, for at se om de kunne finde et sted de kunne spise. Ikuto havde ikke rigtig til at hive Haruhi ind på en fin restaurant igen, hun havde ikke virket tryg sidste gang, og det var pludselig blevet vigtigt for ham at Haruhi havde det godt.

”Okay” sagde Haruhi flovt og fulgte med Ikuto, hun blev mere og mere rød i hovedet, folk så efter dem fordi de holdte i hånden og hun stadig havde sin skoleuniform på. Men Haruhi kunne ikke lade vær med at smile og gå lidt tættere op af Ikuto. Haruhi stoppede et sted, det var lille, så ikke ud af meget og var meget billigt, men Haruhi synes alligevel det så hyggeligt ud. Hun så spørgende på Ikuto.

Ikuto bemærkede ikke at folk så efter ham. Han var også stadig i sine skoleuniform, men han var van til at vandre rundt med den på, og at folk så efter ham fordi han havde så mange piercinger i ørerne. Ikuto så på Haruhi da hun stoppede op, og så på det sted hun var stoppet op ved. Han lagde mærke til hendes spørgere blik. ”Du er vel ikke blevet stum? Hvis der er noget du vil have, eller steder du vil hen, skal du bare sige til.” sagde han, men tog hende alligevel med indenfor.

Haruhi så flovt op på Ikuto og sukkede lidt, vidste han det virkelig ikke? Men hun lod sig alligevel trække med indenfor. Hun blev endnu mere flov da de kom ind og ejeren så på dem, hun vidste jo godt hvad de lignede. Hun gik op til ejeren og fortalte hvad hun godt kunne tænke sig.

Ikuto vidste godt at Haruhi ikke kunne li at sige hvad hun gerne ville have, men det betød ikke at han ikke ville prøve at lære hende at gøre det omkring ham. Ikuto var ligeglad med hvordan ejeren så på dem. Ikuto fortalte også hvad han ville have, og satte sig ned ved et bord sammen med Haruhi.

Haruhi sad og knugede hænderne i sit skød, hun så lidt rød i kinderne væk fra Ikuto. Hun begyndte stille at spise da de fik deres mad. Hun lod kun et par gange sit blik falde på Ikuto, men så altid hurtigt væk. Da de havde betalt gik Haruhi stille hjemad mens hun så ned i jorden. ”Skat prøv at se!” råbte en kvinde pludselig begejstret og der gik et sæt igennem Haruhi, der havde gået i sin egen lille verden. Haruhi så undrende hen på kvinden der havde trukket sin kæreste med hen til et butiksvindue, Haruhi gik nysgerrigt derhen og kiggede, det var en juvelbutik. Haruhi stod stille og kiggede, det var ikke sådan noget hun normalt så på og da hun så på priserne på mange af tingene gik hun da også videre. Haruhi stoppede foran sit hus og vendte sig mod Ikuto ”Tak fordi du fulgte mig hjem” sagde hun og bukkede for ham.

Ikuto spiste stille. Som altid talte han ikke meget, men han bemærkede at Haruhi var sin normale nervøse selv. Ikuto betalte da de havde spist, og fulgte Haruhi hjem. Han så på hende, da hun stoppe op. Han havde fornemmet at hun gik i sin egen verden. Ikuto fulgte stille efter hende da hun gik hen til butikken. Han så lidt på smykkerne. Ville hun mon have den slags ting. Han førte sin hals op til halsen. Han havde ikke selv sit smykke på, han havde givet den til Haruhi til koncerten. Men da hun ikke sagde noget, fulgte han stille videre efter hende. Ikuto så på Haruhis hus, og så på hende. ”Du behøver ikke være så formel.” sagde han og slog hende let for panden. ”Pas på dig selv.” sagde han roligt.

Haruhi tog sig til panden som altid, men lukkede bare øjnene og smilte lidt kærligt med røde kinder. Hun var vel efterhånden blevet van til at han gjorde den slags ting. ”Det skal jeg nok…” sagde hun stille og så på Ikuto. ”Og tak for mad” sagde hun og smilte.

Ikuto trak stille på skulderne. Det betød ikke så meget for ham at han gav mad. Han vidste heller ikke hvorfor han havde tænkt på at Haruhis bedstemor ville blive bekymret. ”Sov godt.” sagde han og vendte rundt og vinkede over sin skulder mens han gik ned af gaden igen.

Haruhi blev stående og så stille efter Ikuto-sama, det var som om der var noget mere hun gerne ville sige, men der kom ikke nogen ord ud af hendes mund. Hun gik med et lille smil indenfor, ind til de bebrejdende stemmer om hvorfor hun var så sent hjemme og hvad hun havde lavet med Ikuot-sama. Efter at have lavet nogle pligter gik Haruhi i seng. Fra sin plads i sengen lå hun stille og så på halskæden der hang på en opslagstavle ved hendes skrivebord.

Tiden gik, og der gik en måned. Ikuto opførte sig som han plejede, bortset fra at han begyndte at tage Haruhi mere ud og spise, og eller fik hende til at sidde på hans værelse og lave sine lektier, mens han hjalp hende. Ellers nød han hver dag med hende. Uta tilbragte også tid med dem. Hun spurgte kun Haruhi om hun ville spille for hende, når hun var sikker på at der ikke var andre hjemme i huset end hende og Ikuto. Haruhi var også velkommen til at benytte Ikutos gamle musiklokale så meget som hun ville.

Ikuto havde bedt Haruhi om at mødes med ham i en park. Han skulle selv til møde med Uta om en nærliggende koncert han skulle til. Uta var glad for, at Ikuto virkede mere interesseret i møderne, hvor hun førhen selv havde skulle ordne det. Det var sket mere ofte, at Haruhi ikke skulle tage hjem til Ikuto. Det var hver gang hans familie var hjemme, bare en af dem var nok til at han ikke have lyst til at være der, eller at Haruhi skulle være der. ”Vi ses senere.” sagde Ikuto til Uta da mødet var slut, og han skyndte sig mod parken. Uta smilte, selvom hun var begyndt at føle sig lidt ensom, havde hun aldrig oplevet Ikuto så levende. Han opførte sig stadig sig som selv, og hun var ikke en gang sikker på at han selv vidste det. Men hans musik, den var blevet så meget mere glad og fri, end førhen, og det gjorde hende lykkelig.
To universitets drenge gik rundt i parken, og de var stort set de eneste der var der, ud over en mor som var på gå tur med sit barn, et par ældre mennesker og en pige, Haruhi. Den ene drenge puffede den anden i siden, og kastede hovedet mod Haruhi. De kedet sig, og hun var helt klart en sød pige. De smilte bekræftende til hinanden. ”Hey søde, vil du ikke hænge lidt ud med os.” spurgte den ene og smilte til Haruhi. Den anden gik om på den anden side af hende, så hun ikke kunne løbe. Lige meget hvad hun sagde, tog de fat om hendes arm for at holde hende fast. ”Stop det.” lød der højt, og Ikuto hev Haruhis arm fri, og stilte sig mellem hende og den ene. ”Uha, han tror han er barsk.” grinte han. Ikuto var ikke en kæmper, og det var tydeligt for dem begge. Hans violin kasse hang over hans ene skulder. ”Hvad er det her?” spurgte den anden, og greb Ikutos violin, og hev den af hans skulder. ”Nej, han er en sand lille engel.” grinte han, da han så hvad det var. Moren og det ældre par, havde allerede da de to drenge begyndte, gjort hvad de kunne for at se væk, og var nu allerede på vej ud af parken. ”Hvor meget skal i ha’ for at lade os være?” spurgte Ikuto fast. ”Uha, en rigmandsdreng.” grinte ham der havde taget Ikutos violin. Ikuto fandt sin pung frem, men før han nåede at åbne den, snuppede de den ud af hånden på ham. Ikuto kæmpede aldrig selv, han undgik problemer, eller betalte folk for at forsvinde eller til at forsvare ham. Men han kunne ikke flygte, ikke uden Haruhi. ”Nu har i fået jeres penge, gik mig instrumentet tilbage og lad os være.” sagde han roligt men fast. ”Her.” sagde han der havde taget hans violin, og kastede den tilbage til Ikuto. Han greb den, men desværre havde de andre tanker. Ham der havde taget hans pung, greb nu igen fat i Haruhis arm, og hev hende hen til sig. ”Jeg har givet jer penge.” sagde Ikuto, nu vredt. ”Ja, for din lille harpe, ikke for din engel.” sagde ham der havde fat i Haruhi, og gav Ikuto et skub, så han væltede bagover. ”Kom engel, giv mig et kys.” grinte han og greb fat om Haruhis kæbe, og tvang hende til at se op på ham. Det var dråben for Ikuto, og han sprang op og ind i ham der holdte Haruhi. ”Møg unge.” sagde han vredt, og begyndt at slå på Ikuto. Begge drenge glemte Haruhi, da Ikuto begyndte at slå fra sig, men han endte hurtigt på jorden, og havde travlt med at forsvare sig selv, da slag og spark væltede over ham. ”Stop!” blev der råbt. Det var en betjent. Kvinden med barnet havde ringet til politiet, og sagt at der var ved at ske optøjer i parken. De to universitet studerende tog benene på nakken, og begyndte at løbe. Ikuto kom så hurtigt han kunne op, og greb fat om Haruhis hånd. ”Kom.” sagde han, og greb også sin violin kasse på jorden. Men de nåede ikke langt. Ikuto var for forslået til at kunne løbe særlig stærkt, og de blev begge arresteret. Ikuto vidste det var de to universitet studerende skyld, men det var hans og Haruhis ord mod deres, og han ville ikke hive Haruhi ind i det her. De ville være blevet arresteret lige meget hvad. Der blev ringet til Haruhis familie og hjem til Ikuto. Ikuto og Haruhi blev holdt i hvert sit rum, og begge udspurgt om hvad der var sket. Ikuto sagde kun at Haruhi ikke havde noget med det at gøre. Da Haruhi blev hentet, ville hun opdage, at Ikuto stadig sad på kontoret, uden at være blevet tilset af en læge. Der ville gå flere timer før han blev hentet. Ikuto havde givet nummeret hjem, i håb om at Uta var nået hjem, og at hun var den eneste der ville være der. Men som tiden gik, vidste han, at sådan var det ikke. Det blev også klart, da hans far stod i døren. Da de steg ind i bilen, var det eneste der blev sagt. ”Jeg vil se dig på mit kontor når vi når hjem.” ellers var resten af turen i stilhed. Ikuto fulgte efter sin far ind på kontoret, og i det sekund han havde lukket døren, kom slaget. En klar og syngende lussing, som sendte ham ud af balance og tumlede ind i væggen. ”Jeg kan finde mig i, at du pjækker for skole. Jeg kan endda finde mig i at du fjoller omkring som det passer dig. Men jeg kan ikke finde mig i, at du kommer i slåskamp og bliver arresteret. Tænk på hvad det vil betyde for din bror.” sagde han far vredt. Ikuto rettede sig roligt op, selvom det gjorde forfærdeligt ondt i hans ene side. ”Det er den pige, ikke sandt. Din uduelige tjenestepige.” sagde han far. Ikuto så vredt på ham. ”Bare fordi du har prøvet at skjule hende, skal du ikke tro at det har forbigået min opmærksomhed. Jeg tillod at du havde din sjov, men jeg kan ikke tillade at hun trækker dig ned.” Han gik hen bag sit skrivebord og satte sig, og først nu så Ikuto at han havde hans violin. Han lage roligt kassen på bordet. ”Jeg havde tænkt mig at vente til du var færdig i High School, men du giver mig ikke længere noget valg. Du tager til Amerika, måske kan de sætte lidt fornuft og dannelse i dit hoved.” sagde han. ”Hvad hvis jeg nægter.” sagde Ikuto roligt. Hans far skulle ikke tvinge ham, ingen skulle tvinge ham til at gøre noget. Hans far så på violin kassen og rørte roligt ved den. ”Pigens familie har økonomiske problemer. De vil aldrig have råd til at sende hende på nogen ordentlig skole.” Ikuto kunne mærke det løb koldt ned af ryggen. Hans far havde undersøgt i Haruhis baggrund. Ikuto havde selv tænkt at han ville hjælpe Haruhi. Når han var færdig i Amerika, ville hun være i den alder hvor hun snart sluttede i High School. Men hans far kunne stoppe de planer, og lukke af for hans penge. Hans far havde holdt øje med ham, men så nu på violinen. Han vidste han ikke kunne tvinge Ikuto, han var stukket af alt for mange ting før. Han lod fingren køre op af kassen og åbnede den så. Han tog stille violinen ud, og rejste sig op. ”Din kære tante er ikke rask.” sagde han roligt, men Ikuto kunne høre fare i hans stemme. ”Hun er aldrig kommet sig over tabet på sin mand, og på det sidste er tjenestefolkene begyndt at høre at hun snakker med sig selv.” Hans far gik hen til pejsen, som stod og ulmede. Ikuto mærkede at der blev klemt om hans hjerte. Det ville han vel ikke? ”Måske vi skulle sende hende hen et sted, hvor hun kan få hjælp.” Jo, han ville sende hende på et psykiatrisk hospital, det ville melde hende sindssyg. ”Nej.” det var kun en svag stemme der kunne komme ud fra Ikutos mund. ”Hvad sagde du?” spurgte hans far, og vente ryggen til pejsen. Ikuto rettede sig op igen og så hans far i øjne.

Når Haruhi kom den næste dag, ville hun finde Ikuto på sit værelse. Han havde fået et blåt øje, og hans venstre hånd var bundet ind. Han havde forstuvet sin lang- og ringefinger. Der ville gå længe inden han kunne spille violin igen. Han havde der udover over for slået et par ribben, og havde skrammer flere steder på kroppen, som var blevet forbundet. Hvis Haruhi spurgte hvordan han havde det, sagde han bare fint. Han satte hende i gang med at lave flere ligegyldige opgaver på hans værelse, som at tage alt hans tøj ud, tjekke om der var huller, og så ligge det sammen igen og tilbage i skabet. Da det blev aftensmad tid, sagde Ikuto at det var nok for i dag, han var ikke sulten. ”Jeg får travlt de næste dage, den næste uge, så du skal ikke komme.” sagde han uden at se på hende. ”Jeg har heller ikke tid til at følge dig hjem. Jeg har aftalt med min chaufør at han køre dig hjem.” sagde han. Når Haruhi gik ned af trappen, ville hun møde Uta for foden. ”Haruhi.” sagde hun, og så kærligt og bekymret på Haruhi. ”Er du okay? Det må have været en forfærdelig oplevelse i går.” sagde hun og tog Haruhis hånd mellem sine. Ikuto havde ikke sagt noget, men rygterne gik allerede, og så havde hun set Ikuto. ”Jeg kunne vel ikke bede dig om at komme forbi en gang i mellem. Nu hvor Ikuto rejser, er jeg bange for at kommer til at blive noget så ensom.” sagde hun. Hele familien havde fået af vide at Ikuto ville rejse til Amerika om tre dage. Uta vidste bare ikke at Ikuto ikke havde sagt noget til Haruhi. ”Altså bare når du har tid søde.” sagde Uta og smilte til Haruhi. Ikuto havde taget i mod sin fars tilbud. Uta ville blive boende i huset, og Haruhi ville om fire dage modtage en kuvert med to brev og en bankbog. På bankbogen var der nok til at Haruhi kunne komme på den skole hun ville, og det ene brev forklarede at det var til Haruhi Tsubaki videre uddannelse med støtte fra Tsukiyomi familien. Det andet brev var forseglet og der stod Haruhis navn på. Det var en ekstra ting Ikuto havde sat med i aftalen, at han ville have et brev med, som ingen andre end Haruhi måtte læse. I brevet stod der:
Din tid som min tjenestepige er hermed forbi.
Betragt alt jeg har givet dig som en gave, og gør med det som du vil.
Følg dine drømme Haru. Du har den smukkeste stemme jeg har hørt. Jeg er sikker på at Uta med glæde vil hjælpe dig. Jeg vil glæde mig til at høre din sang.

Haruhi var stadig lidt nervøs og følte sig malplaceret når Ikuto havde hende med ud og spise, men hun vendte sig stille mere og mere til det som tiden gik. Hun begyndte også at nyde sin alene tid med Ikuto, og var glad for at han hjalp hende med sine lektier, selvom hun synes det var lidt flovt at hun var så dårlig til sit skolearbejde. Haruhi nød også at tilbringe tid sammen med Uta, og hun spillede med glæde for hende. Men var stadig ikke helt vild med at synge hvis Ikuto var der. Hun brugte nogen af sine pauser fra sit stuepige arbejde til at låne det gamle klaver i Ikutos musiklokale.
Haruhi stod roligt i parken og ventede på Ikuto, hun nød hvordan de var begyndt at mødes uden at hun skulle lave et eller andet for ham.. Så de bare kunne være.. Sammen. Haruhi smilte lidt over det og så op mod solen, det var en dejlig dag. Hun så lidt overrasket op på drengen da han snakkede til hende ”Ehm… nej tak, jeg venter på en” sagde Haruhi med et lille smil og lidt røde kinder, hun var ikke van til at drenge sådan tog kontakt til hende. Haruhi blev bange da drengene tog fat i hende ”hvad laver i? Give slip!” sagde Haruhi bange, men mærkede i det samme at Ikuto tog fat i hende og hev hende fra drengene. Haruhi gemte sig lidt bag Ikuto og så ud på de uhyggelige drenge. Da drengene tog Ikutos violin trådte Haruhi lidt frem ”Hey.. giv den tilbage” sagde hun lidt strengt, hun vidste hvor meget Ikuto holdte af den. Haruhi var uopmærksom og drengene fik fat i hende igen, hun forsøgte at presse sig væk fra ham der havde fat i hende, især da han begyndte at snakke om et kys. Da hun blev tvunget til at se på drengen, pressede hun øjnene i og skubbede hans ansigt væk. Haruhi tumlede omkuld da drengene gav slip på hende og fokuserede på Ikuto. Hun kom hurtigt på benene ”Nej! Lad ham være!” råbte Haruhi panisk, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Og selvom hun ikke var en kæmper, hoppede hun op på ryggen af en af drengene. Hun blev dog hurtigt slået af og nåede ikke længere før betjenten kom. Haruhi lod sig hive med af Ikuto, selvom hun ikke forstod hvorfor de løb fra politiet.
Haruhi sad stille med knugede hænder inde på venteværelset, hendes blik var rettet mod jorden, men samtidigt kunne hun se sine møgbeskidte og hudafskrabede hænder. Hendes knæ så ligesådan ud. Haruhi havde prøvet at forklare at det hele var de andre skyld, men vidste ikke om de troede på hende. Haruhi så op da der blev åbnet ind til hendes værelse, hun havde sådan håbet at Baa-chan var kommet for at hente hende, men så heldig var hun ikke. Hendes onkel var advokat, og hendes fortvivlede Baa-chan havde selvfølgelig ringet efter ham. Haruhi blev flået af sit sæde og slæbt med. Hun stoppede foran vinduet til kontoret hvor Ikuto sad, Ikuto ville kunne se at Haruhi så bekymret ud og pegede ind på Ikuto, men han ville ikke kunne høre hvad hun sagde. Onklen kom hurtigt hen efter hende og med et jerngreb omkring hendes håndled blev hun hevet med. Haruhi fik skældud hele køreturen hjem, og der ventede hende også en skideballe da hun kom hjem. Baa-chan var skuffet, men også glad og lettet over at de begge var okay. Haruhi gik i bad, det varme vand gjorde ondt, Baa-chan rensede Haruhis sår og kom plastre på.

Dagen efter måtte Haruhi tigge og be for at komme hen til Iktuo, hun fik til sidst lov, men det var på den betingelse at hun kun tog af sted for at tjekke om han var okay. Haruhi skyndte sig af sted, og op på Ikutos værelse da hun kom frem. Hun studerede ham stille ”Er du okay?” spurgte hun ham bekymret. Haruhi havde dårlig samvittighed, det hele var hendes skyld. Selvom Haruhi vidste hun ikke burde, at hun skulle skynde sig hjem, begyndte hun at gøre det Ikuto havde bedt hende om. Haruhis blik flakkede lidt da han bad hende om ikke at komme de næste stykke tid ”O.. Okay..” sagde hun lidt forvirret. Haruhi gik hen til døren og så lidt tilbage på Ikuto. Hun smilte lidt selvom han ikke så på hende ”Vi ses Ikuto.. tak for i dag..” sagde hun stille i håb om at det ville få ham til at se på hende. ”Og tak for i går..” sagde hun stille, men indså at han ikke ville se på hende, så hun lukkede stille døren efter sig. Haruhi gik stille ned af trapperne og smilte lidt da hun så Uta-sama, Haruhi nikkede til at hun var okay. Det var sødt af Uta-sama at bekymre sig så meget om hende, men hun var ikke rigtig i stand til at tage i mod det lige nu, hun synes Ikuto opførte sig mærkeligt og hun kunne ikke lide det. Hun troede at han var sur på hende pga. i går. ”Rejser?” sagde Haruhi undrende og hendes blik flakkede lidt, hun så op af trappen igen. Måske det var derfor hun ikke skulle komme i en uges tid? Fordi han skulle på en rejse. Haruhi mærkede en knude i maven, men hvorfor havde han ikke selv fortalt hvorfor hun ikke skulle komme i noget tid? Eller hvor han skulle hen? Haruhi blev revet ud af sine tanker, da Uta-sama sagde hun bare skulle gøre det når hun havde tid. Haruhi smilte ”Jeg skal nok komme Uta-sama” sagde Haruhi med sit sædvanlige glade smil. ”Jeg bliver nød til at tage hjem nu” sagde hun roligt og gik ud til bilen der ventede på hende.
Haruhi fik forbud mod at tage af sted og besøge Ikuto, men Haruhi vidste jo også selv at han ikke ville være hjemme i en uge. Haruhi hoppede nedenunder da hun havde fået et brev, hun åbnede det undrende mens familie var samlet rundt om. De kunne jo ikke lade hende åbne noget fra den slyngel alene. Haruhi så kun kort på bankbogen, noget der interesserede den resterende familie langt mere end hende. Hun åbnede brevet og læste det.. Hun læste det igen, men forstod ikke. Hun mærkede en bange anelse vokse i hende. Hun fløj op af stolen, ud efter sine sko og jakke, hun måtte bekræfte eller afkræfte denne bange anelse. Hun løb hele vejen til Ikutos hus og skyndte sig ind, hun løb op til hans værelse og flåede døren op. Det var tomt, hun havde altid før kunne fornemme hans tilstedeværelse, men ikke denne gang. Haruhi mærkede at hendes knæ gav efter og der sad hun forpustede, gennemblødt af regn og knugede de få sidste linjer i sin hånd, hun mærkede en underlig følelse vokse i sit indre, raseri.

Ikuto ville ønske Haruhi bare ville gå, men han havde ikke luft eller tid til at sige noget til hende. Ikuto så Haruhi på den anden side, og kunne se at hun pegede på ham. Han rejste sig op fra stolen, da han så en mand han havde set før, gribe fat i Haruhi. Men han kunne ikke gøre noget, og satte sig ned igen. Allerede her vidste han at der var noget galt med hans ribben og finger.
Ikuto svarede ikke, så ikke en gang på Haruhi da hun prøvede at tale til ham. Han havde bestemt sig. Det var her det sluttede. Hans far ville ikke lade ham se hende mere. Hvad skulle han også sige? Hun var bare hans tjenestepige, han kunne altid få en ny. Men alligevel vidste han at det var forkert. Han blev ikke glad, når hun gjorde ting for ham, det var lige omvendt. Han blev glad når han gjorde ting for hende, bare det at være sammen med hende. Det var også derfor han havde sat hende til de ligegyldige opgaver. Bare for at have hende i sit værelse lidt endnu. Uta så underne på Haruhi da hun så op af trappen igen. Men da Haruhi smilte til hende igen, slappede hun af. Hun skulle ikke blande sig i de unge menneskers liv. ”Er jeg glad for at høre.” sagde hun. ”Farvel min pige.” sagde hun og vinkede efter Haruhi.
Reolen med Ikutos bøger var tom, hans klædeskab var tomt og skrivebordet fuldstændig ryddet. Han skulle være væk i mere end tre år. Uta havde hørt lyde, og kørte hen til Ikutos værelse. ”Haruhi! Min pige, hvordan er det du ser ud. Kom, lad os få dig i noget tørt tøj.” sagde hun da hun så Haruhi sidde på gulvet.

Haruhi sad helt stille, det eneste man kunne høre var hendes åndedræt ”Hader…” kom det så halvkvalt fra hende. ”Jeg hader dig Ikuto Tsukiyomi!” råbte hun lidt og så surt ind i værelset, som om han var der. Men det var han selvfølgelig ikke. Hun mente det jo ikke, men det var første gang hun følte denne slags smerte, for så vidt hun vidste, var Ikuto selv taget fra hende, uden nogen forklaring. Haruhi så deprimeret ned i gulvet, men hvorfor skulle han også blive på grund af hende? Hun havde jo ikke været andet end en stuepige. Haruhi mærkede tårerne presse sig på og hun knyttede sine næver. ”Jeg vil aldrig.. aldrig se ham igen” sagde hun og rejste sig hurtigt. Hun løb hele vejen hjem så hurtigt hun kunne og smed sig i sengen da hun kom hjem. Hun følte sig så forvirret og vredere end hun nogensinde kunne huske hun havde været. Fra sin plads på sengen så hun hans haldkæde, hun flåede af nålen den hang på og holdte den over hovedet i en knyttet hånd, hun ville kaste den ned i gulvet. Men gjorde det til sidst ikke, hun åbnede hånden og så ned på den. Hun kravlede tilbage i sengen og knugede halskæden ind til sig.

Uta så uroligt på Haruhi. ”Haruhi?” sagde hun bekymret. Hun så forbløffet på Haruhi, da hun sagde hun hadet Ikuto. ”Haruhi!” sagde hun fast og forskrækket. Hun havde troet det var gået mellem de to. Ikuto havde godt nok virket mærkelig de sidste dage. Han havde selvfølgelig ikke kunne spille for hende, men han havde også holdt sig på sit værelse. Uta så bekymret efter Haruhi da hun løb ud af værelset og ud af huset igen. Uta ringede til Ikuto, og begyndte at udspørger ham, og skælde ham ud for, at han tydeligvis ikke havde fortalt Haruhi at han var rejst. Men han lage på. Han vidste brevet ville komme til Haruhi i dag, og han havde bevist sørget for at det ville dukke op dagen efter han var taget af sted. Han ville ikke kunne klare at forklare det til hende, hun ville ikke forstå. Hun forstod ikke hvilken mulighed hun havde nu.
En ung mand stod i jakkesæt og slips uden for en kontorbygning. Han var kommet hjem aften før, og hans far ville allerede have ham til at arbejde i firmaet. Ikuto var i mod det, og stod bare og så på bygningen. Chaufføren der havde kørt ham, sad i bilen og kiggede på ham, og ventede på at han gik ind. Til sidst kunne han ikke blive holdene, uden at det ville være tydeligt at han holdte øje med ham. Ikuto så efter bilen da de kørte væk, og ventede på at den var ude af syne, før han tog sine solbriller på og gik i den modsatte retning af bilen. I de sidste 3½ år havde han fulgt sine fars regler, sådan stort set. Han havde gennemført den uddannelse hans far havde valgt, og var kommet ud med den højeste score på hele hans årgang. Jo han havde føjtet lidt, pjækket for nogen timer, men det kunne hans far ikke være imod, for han havde lavet gode kontakter. Nu ville han bare gerne have dagen for sig selv. Han begyndte at gå, lige som han havde gjort da han var ung. I de 3½ år der var gået, havde han ikke været på hjemme, og han havde kun haft lidt kontakt med Uta. Han selv havde ikke udviklet sig meget. Han havde stadig alle sine piercinger, hans hår var blevet en smule længere, han havde vokset nogen få cm, med henholdt til hans udseende, var hans kæbe blevet lidt mere markant, men det var også det. Han fandt en pakke cigaretter frem, og bankede en ud og tog den i munden og tændte den. Han ville lyve, hvis han sagde at han ikke havde tænkt på Haruhi. Faktisk havde han tænkt på hende hver gang han havde taget violinen frem, så det var ikke meget han havde spillet på den de sidste år. Han havde aldrig spurgt Uta om hvordan det gik med Haruhi, men han håbede hun havde fulgt hendes drøm. Han rystede på hovedet, da han gik og tænkte på hende nu. Hun havde været hans tjenestepige, en da en han bare havde fået til at opføre sig som en for at fordrive tiden.

I lang tid var det svært for Haruhi at komme ud af sengen, og hun forstod ikke hvorfor. Men snart begyndte mindet om hvordan Ikuto så ud at falme, og Haruhi fik det nemmere. Haurhi diskuterede hvad hun skulle gøre med bankebogen med sin Baa-chan. Og bedstemoren mente at Haruhi skulle bruge pengene på det de var givet for, for at Haruhi kunne komme på en god skole. Men det betød at Haruhi måtte tage sig gevaldigt sammen når det kom til hendes skolearbejde. For nogen af pengene hyrede Baa-chan en tutor, som hjalp Haruhi op på et højere niveau. Det sikrede at hun kunne bestå indgangseksamen til en bedre High School. Det var først efter hun havde bestået indgangseksamen at hun, under en rengøring af værelset, fandt Ikutos halskæde. Den nat hun havde knuget den ind til sig var hun faldet i søvn med den i hånden, og den var gledet ned mellem madrasserne. Haruhi studerede den lidt ubeslutsom, før hun kom med et lille smil og tog den om halsen. Hun kom i tanke om Uta-sama, og hvad hun havde lovet dengang de sidst havde set hinanden. Men det var snart et halvt år siden, mon Uta-sama stadig ville se hende. Haruhi stod ude foran det store hus, en del af hende havde ikke lyst til at gå derind, for hvad nu hvis han var der? Hun knugede halskæden om sin hals, hun havde ikke lyst til at se ham. Men hvad hvis Uta var helt ensom? Haruhi så bekymret på døren og gik så ind. Hvis Uta ville have det spillede Haruhi for hende, men da hun ville synge var det som om tonerne ikke kom ordentligt ud. Haruhi undskyldte overfor Uta og sagde hun ikke vidste hvad der var galt, men Uta ville kunne høre at Haruhi havde mistet sin glade sang. Haruhi ville for eftertiden komme og besøge Uta i hvert fald en gang om ugen. Og hun fortalte altid Uta om hvad der skete i hendes liv, om hvor spændende det var starte på den nye High School, om hvor svære lektierne var og hvor sød hendes skoleuniform var. Haruhi fortalte også Uta om hvordan hun var blevet næstformand for elevrådet og havde fået en del venner på High Schoolen. Der var stadig dem der udnyttede Haruhi pga. hendes naive natur, men som altid lagde Haruhi ikke mærke til det. Haruhi kom også en forårsdag direkte fra skole og fortalte med røde kinder hvordan en dreng havde sagt at han godt kunne li hende, og hun var i sine syv sind med hvad hun skulle gøre, men hun følte sig lidt spændt, for fyren var sød. Haruhi kom og fortalte Uta og enhver date hun var på, og da hun og drengen var blevet kærester. For Utas øjne ville Haruhi ligeså stille forvandle sig til en kvinde, hun blev ikke meget højere eller meget mere fyldt ud de forskellige steder, men man kunne se på hende at hun blev mere moden. Desuden lod hun hendes hår gro længere og længere. Og hendes sang stemme kom langsomt tilbage for hver gang hun sang for Uta. Der var bare en betingelse Haruhi fastholdte for Uta fra starten af, hun ville IKKE tale om Ikuto.
Haruhis skolearbejde forblev på et middel niveau, men som næstformand for studierådet fik hun en masse gode skoleoplevelser. Og med støtte fra resten af studierådet sang Haruhi til en koncert ved skolens festival på hendes andet skoleår. Støtten var overvældende for Haruhi, og hun lovede at hun nok skulle gøre det igen til deres afslutningsfest. Baa-chan nåede at opleve Haruhis optræden på hendes skolefestival inden hun blev syg og måtte på hospitalet. Få måneder senere sov hun ind. Haruhis verden braste sammen, men med hjælp fra hendes venner fra High School og vennerne fra Junior High kom hun gennem sorgen. Haruhis bedstemor havde efterladt stort set alt til Haruhi, men Haruhi kunne ikke blive i huset, hun havde ikke råd og havde ikke brug for at blive mindet om hvad hun havde mistet. Så hun overgav det til sin tante. Haruhi flyttede i egen lejlighed og måtte få et arbejde siden af studiet for at få tingene til at løbe rundt. Hun havde ganske vist penge fra Ikutos bankbog og arven fra sin Baa-chan, men hun kunne ikke få sig til at bruge nogen af pengene på dagligvarer og sådan. Så Haruhi fik et arbejde hvor hun gjorde rent på kontorer om aftnen.

Foran Ikuto løb en dreng i en High School uniform over vejen, han stoppede og ventede tydeligvis på nogen. ”Haru-chan! Kom nu!” kaldte han og rakte hånden ud. Men pigen der først kom frem bag væggen og løb over vejen var ikke Haruhi, men denne pige tog heller ikke hans hånd. ”Kom nu Haruhi! Af alle personer burde en fra studierådet ikke komme forsent” kaldte pigen grinende og så kom hun frem. Hun bar sin skoleuniform perfekt og det bagerste af hendes lange hår var sat op med e sløjfe. Hun havde ikke selv sin taske, den havde drengen i sin hånd. Og rundt om halsen havde hun et kors. Hun smilte lidt til de to skolekammerater der stod på den anden side af vejen, hun løb over og tog sin kærestes hånd. De løb sammen til skolen.

Uta var glad, da Haruhi kom besøg efter et halvt år. Hun havde ikke ringet til Haruhi, selvom hun havde været meget bekymret. Uta opmuntrede Haruhi til at spille for hende, og smilte bare venligt, da hun ikke kunne synge. Hun af alle forstod hvor vigtigt følelser var for ens sang og spil. Uta nød at Haruhi nu kom besøg hver uge, og hun lyttede med glæde på Haruhi. Hun holdte sit løfte til Haruhi, og talte aldrig om Ikuto, selvom hun havde lagt mærke til at Ikutos halskæde sad om Haruhis hals. Uta følte lidt, at Haruhi blev den datter hun aldrig havde fået, og nød at være der, i hvert fald lidt, for Haruhi og være en del af hendes hverdag. Men Uta kunne alligevel ikke lade hver med at blive lidt trist på Ikutos veje, da Haruhi begyndt at fortælle om sin første kæreste. Men hun var også stadig vred på ham, for bare at have forladt Haruhi. Uta blev også lykkelig over, at Haruhis stemme begyndt at vende tilbage. Da Haruhis bedstemor dødede, prøvede Uta at være der så meget som hun kunne for Haruhi. Hun ville gerne have tilbudt at hun kunne bo hos hende, men huset var ikke hendes, og hun tvivlede også på at Haruhi ville have taget i mod det tilbud.

Ikuto fik øje på drengen i High School uniform. Ikuto stoppede op, da han hørte hvad han kaldte, og så på den anden side af vejen. Den første pige der løb over var ikke Haruhi, men så fik han øje på hende. Hun lignede sig selv. Han stod roligt, og så Haruhi løbe over vejen, og tage drengens hånd. ”Nå, hun er blevet medlem af studierådet.” sagde han roligt for sig selv med cigaretten i munden. ”Hr. Tsukiyomi.” lød der forpustet bag ham. Ikuto sukkede og vendte sig om, og tog cigaretten mellem fingrene og pustede ud. ”Vi undrede os over hvor de blev af.” sagde en lidt ældre kvinde. ”Og du er?” spurgte han og tog et hov mere. Lige nu havde han mest lyst til at følge efter Haruhi som han havde gjort før. ”Deres sekretær.” sagde hun og så på ham. Hendes hår var stramt sat sammen i en knold, et kedeligt jakkesæt og briller. ”Javel.” sagde han. ”Hvis de vil være så venlig.” sagde hun, og gjorde en bevægelse tilbage mod kontoret. Ikuto tog et sidste hiv og smed så cigaretten på jorden og trådte på den og gik tilbage mod kontoret. Haruhi så ud til at have det godt, det var det vigtigste.

Haruhi satte pris på Utas støtte da hende Baa-chan gik bort, men det var selvfølgelig en ringe trøst.
Haruhi stoppede et kort øjeblik og slap sin kærestes hånd, hun så tilbage på en mand der nu var på vej væk. Hun pressede øjnene lidt sammen, men hendes kærestes kalden rev hende ud af hendes tanker. Hun skyndte sig videre og nåede lige nøjagtigt i skole inden klokken ringede. Haruhi var aktiv i skolen, men det var som om hendes tanker var et andet sted hele dagen. Efter skole skulle Haruhi til studieråds møde, efter det stoppede hun forbi en kiosk købte noget mad, og gik hen til den bygning hvor hun arbejdede om aftenen. Hun fandt roligt et sted hun kunne spise mens hun lavede lektier. Da det var mødetid låste Haruhi sine ting inde i et skab nede i omklædningsrummet, og begyndte at gøre rent på de mange etager.

Ikuto opdagede hurtigt, at arbejde på et kontor, endda hans far kontor, ikke var som skolen. Han kunne ikke smutte når han ville. Især hans nye sekretær holdte ham i gang. Han blev sendt til møder, ellers sad han på hans kontor og skulle læse en masse papirer igennem. Hvis det ikke have været for Uta, var han smuttet med det samme. Hans fars truslen den gang, galte stadig, og det var blevet ikke bedre med årerne. Nu skulle Ikuto da heldigvis til at tjene sine egne penge, det hjalp lidt på hans humør. Ikuto sukkede og åbnede en ny mappe han skulle læse igennem. Hans familie var ikke hjemme, men det var ikke ualmindeligt. Hans far havde sørget for at Ikuto blev sat ind i det hele af hans sekretær. Hans far og bror sad normalt heler ikke på kontor, de rejste omkring, skabte og holdte kontakter til koncernen, som spredte sig vidt. Ikuto var fanget her. ”Hr. Tsukiyomi, det er allerede sent.” Ikuto så op og så på sin sekretær i døren. Han vendte sig og så ud af vinduet bag ham. Det var allerede blevet mørkt. Han var åbenbart blevet mere fanget i sin læsning end han havde troet. ”Bare tag hjem, jeg bliver her lidt.” sagde han. Hun nikkede og lukkede døren og gik ud. Ikuto vendte stolen mod vinduet og sad bare og så ud. Ikuto allerede havde set flere ting som kunne gøres for at gøre produktion bedre. Men det her var også kun en gren af hvad Tsukiyomi koncernen lavede, de fleste mennesker vidste sikkert ikke en gang at det var Tsukiyomi der var bag det. Ikuto sukkede. Han havde ansvaret for produktion af legetøj. Firmaet hed Bantasiha, kendt og populært. De lavede alle former for legetøj og computerspil. Han skulle ikke selv komme med ideer, men godkende de produkter som var i afslutningsstadiet. Måske var det derfor hans far havde sendt ham her hen. Der skulle være en direktør, men firmaet var poulært, og der var ikke videre vigtige beslutninger der skulle tages. Det var bare for at holde ham hen, så han ikke lavede ulykker igen. Ikuto rejste sig op og gik ud af kontoret. Der var stille. Alle andre var nok taget hjem. ”I morgen kommer jeg altså ikke så stadset op.” sagde han hurtigt og løsnede sit slips og hev det helt af og åbnede den øverste knap. Han gik mod elevatoren og smed slipset ud i skraldespand han gik forbi. Han trykkede på knappen. Han fandt sin cigaretter frem og tog en ud, og tændte den mens han ventede på at den skulle komme. Han vidste ikke om der var forbud for at ryge inde i bygningen, han var også ligeglad lige nu. Da dørene åbnede så han ind i elevatoren, og stod bare stille. Der var en inde i elevatoren, og det var ikke hvem som helst. Hans ansigt faldt hurtigt tilbage til at være neutralt, og han gik lidt tilbage så Haruhi kunne komme ud af elevatoren.

Haruhi tog elevatoren op til en af de øverste etager, en af de ældre damer der også gjorde rent i bygningen var der oppe, og når Haruhi var færdig med sin rengøring hjalp hun altid den ældre dame med at gøre sin rengøring færdig. Haruhi så ned sit rengøringsgrej hun havde i sin ene hånd og stod stille og vuggede lidt til elevator musikken. Haruhi så op da dørene gled op og hendes blik faldt på manden der stod udenfor elevatoren. Hendes øjne blev store og hun stod der bare mens hun stirrede på ham, næsten som om hun var blevet forstenet. ”Ah.. Haruhi.. Godt at se dig kære” sagde den ældre dame da hun kom gående forbi bag Ikuto, men hun var stoppet da hun så Haruhi. Den ældre kvinde så undrende ind på Haruhi da hun ikke reagerede, men stadig bare stod og så på manden. ”Haru… Haruhi.. Er du okay?” spurgte hun lidt bekymret. Den bekymrede tone rev Haruhis blik væk fra Ikuto og hun smilte til den ældre dame. ”Ja.. Jeg så bare lige noget ubehageligt” sagde Haruhi mens hun gik ud af elevatoren og forbi Ikuto. Den ældre dame sukkede og tog Haruhis hånd ”Nu spiser du vel sundt nok… og får din nattesøvn ikke?” spurgte hun bekymret. Haruhi grinte lidt ”Jo.. jeg spiser sundt nok og får min nattesøvn” sagde hun roligt. Det var ikke helt løgn. Den ældre dame sukkede ”Godt.. jeg kan jo ikke lade vær med at bekymre mig om dig når du bor alene” sagde hun og Haruhi smilte taknemmeligt. Denne ældre dame mindede hende lidt om hendes Baa-chan, Haruhi gik videre med sit arbejde og vaskede gulvet på etagen så den ældre dame ikke skulle få ondt i ryggen.

Ikuto bemærkede at Haruhi kiggede lige så meget på ham. *Mon hun kan genkende mig?* tænkte han. Han tvivlede dog på det. Hun havde kun arbejdet for ham, for at betale den ’’gæld’’ tilbage han sagde hun havde. Andet havde det ikke været, og han havde givet hende rigeligt til at kunne klare sig. Men alligevel kunne han ikke tage øjne fra hende, heller ikke da den ældre dame kaldte på Haruhi bag ham. Da Haruhi tog blikket væk fra ham, gled hans eget blik lidt ned, og fik øje på hendes halskæde. Eller rettere hans halskæde. Han havde den gang gået med den hver dag, og nu gik hun med den. Han kunne ikke lade hver med at smile lidt, og han ville til at sige noget. Men det blev afbrudt af Haruhis kommentar. *Noget ubehageligt?* tænkte han. Han stod stille, og lyttede stille. Hun levede alene? Men hun gik da stadig i high school? Det ville være mærkeligt at hun ville flytte hjemmefra så tidligt, når hun havde sin Baa-chan. Elevatordøren lukkede igen, og Ikuto gjorde ikke noget for at stoppe den. Han tænkte stadig over hvad hun havde sagt. Ubehageligt. Mente hun ham? Hvorfor dog? Han blev opmærksom på røgen, og tog cigaretten ud af munden så på den. *Det må være det* tænkte han, og tog et hiv mere og hev en lille æske op af sin lomme og aske ned i den. Det var en vane han havde fået fra Amerika, at man gik rundt med et lille askebæger på sig. Han slukkede cigaretten mod kanten og smed det sidste ned i æsken. Han kunne huske at Haruhi havde snuppet hans smøger når han var i nærheden af hende. Han smilte lidt igen. Han var ikke sikker på at han troede på kærlighed, men der var noget specielt over Haruhi. Ikuto gik hen og lænte sig op af en af bordene, og stod bevist i vejen for Haruhi mens hun vaskede gulv.