Junior High - et nyt år

´´Bip-Bip-Bip-Bip-Bip-Bip-Bip-Bip!´´ Haruhi åbnede lidt træt sine øjne og så på sit bjørneformede vækkeur der stod på hendes lille natbord siden af hendes seng. Hun lagde lidt træt hånden oven på det og trykkede på knappen der fik det til at stoppe med at ringe. Hun studerede stille vækkeuret mens hun stadig havde hånden på det, tallene ``06:00´´ blinkede. Hun satte sig op i sin seng og strakte sig lidt, hun trak sine gardiner fra og kom med et glad smil da hun så at solen skinnede i dag. Hun åbnede sit vindue og tog en indånding af den friske luft med et smil på læberne. Hun steg ud af sin seng og tog sine futter, med bjørnehoveder, på. Hun gik ind i køknet mens hun stadig havde sin pyjamas med hvide bjørnehoveder på, hun dækkede bordet til to, til morgenmaden. Hun studerede bordet og nikkede tilfreds. Hun åbnede vinduerne i køknet og i stuen hvorefter hun satte noget brød i brødristeren, det var stort set hvad hun kunne finde af. Hun skyndte sig op på sit værelse og fandt sin uniform i skabet, hun tog den med ud på badeværelset og gjorde sig klar til sin skoledag. Hun tog sine futter og pyjamas af, skiftede sit undertøj, vaskede sig og trak i sin uniform, hun valgte at sætte noget af sit hår op i en hestehale i siden i dag, siden det var så varmt. Hun gik ind i stuen og lukkede vinduerne og gjorde det samme i køknet, så stod hendes bedstemor op til et forholdsvis udluftet hus. Hun satte sig ved den ene af de pladser hun havde dækket op til og spise stille sit brød. Da hun var færdig ryddede hun sin del op og satte det i vasken, hun sukkede lidt mens hun så på den opvask hun efterladte, hun ville så gerne selv vaske den af, men hun endte altid med at smadre over halvdelen af de ting hun vaskede. Hun gik ind i stuen og satte sig på sofaen, hun tændte fjernsynet og så nyhederne, Haruhi blinkede lidt med øjnene da de lovede 55 procents chance for regn senere i dag, i vejrudsigten. Haruhi slukkede stille tv’et og gik ud i vaskerummet, hun sorterede og satte vasketøj over, så var det færdigt til når hun kom hjem hvis ikke hendes bedstemor havde taget det. Haruhi studerede stille uret, jo hun havde lige tid til at støve af i stuen, Haruhi gjorde sit husarbejde hurtigt og effektivt. Hun listede stille ind til sine bedstemor og studerede hendes sovende ansigt ”Vi ses Ba-chan.. arbejd nu ikke for hårdt mens jeg er væk” hviskede Haruhi og kyssede blidt sin bedstemor ved panden. Hun listede stille ud igen og gik mod fordøren. Haruhi skubbede sine sko, der stod ved døren, på og tog sin tasken over skulderen. Inden hun gik ud af døren snuppede hun den paraply der stod lige indenfor døren, hun stoppede og tænkte lidt, men kom i tanke om at de havde en ekstra paraply i skabet som bedste kunne tage hvis hun ville ud. Hun lukkede forsigtigt dørene efter sig og låste hvorefter hun, med et smil på læberne over det gode vejr, gik mod skolen med sin firkantede blå skoletaske over sin ene skulder og med paraplyen hængende ned af den anden side fra hendes hånd. Haruhi blev nød til senest at gå 20 minutter før hun skulle møde, hun plejede at cykle, men hun væltede for tit så det blev besluttet at det nok var sikrest for hende, og for andre for den sags skyld, at hun gik i skole. Men hun havde nu heller ikke noget i mod at skulle gå i skole, hun elskede at kigge på ting og være udenfor lige meget hvilket vejr det var. Haruhi havde ikke forfærdelig langt til skole, det meste af vejen der hen var lige eller op bakke. Haruhi gik som altid og var opslugt af sine egne tanker, hun var heldig at han ikke var faldet. ”Haru-chan” hører hun pludselig en lidt toneløs stemme sige lidt længere fremme, hun havde ikke lagt mærke til at personen stod der, hvilket afslørede hvor meget hun havde gået i sin egen verden. Hun sendte personen et stort, glad og sødt smil mens hun løb resten af vejen hen til personen. Personen der stod foran hende var Yuri Nagato, en af Haruhi’s bedste venner. De havde aldrig aftalt det, men det virkede altid som om de mødes her ved foden af den første bakke på vej til skole. ”Ohayou Nagato!” sagde Haruhi glad da hun kom op på siden af Nagato, de begyndte begge to at gå videre mod skolen uden Nagato havde sagt et ord. ”Det er et virkelig dejligt vejr i dag hva?” spurgte Haruhi glad Nagato, Nagato rettede stille sit hoved mod himmelen og så, så frem for sig igen, lidt efter kom hun med et nik. ”Jeg håber vi alle sammen komme i klasse sammen igen i år” sagde Haruhi glad og vinkede da hun fik øje på Nobuko Ishihara på toppen af bakken. ”Nobu-chan!” råbe hun glad, da Nobu-chan fik øje på dem vinkede hun glad og de tre piger mødtes på toppen af bakken. De fulgtes af resten af vejen til skolen mens de talte sammen, Haruhi gik som altid i midten af de to piger. Haruhi ``snakkede´´ ofte med sine forældre på vej til skolen*Godmorgen Mama og Papa i himmelen.. Det er en virkelig smuk dag i dag.. regnesæsonen nærmer sig så det er meget varmt og fugtigt, og de lovede 55 % chance for regn i dag, så jeg har taget min paraply med* forsikrede hun sine forældre med et smil *I dag starter et nyt år i Junior High, jeg skal nok arbejde hårdt igen i år.. Som altid er Nobu-chan og Nagato med mig, jeg håber vi også kommet i samme klasse i år!* tænkte hun glad. Ved porten til skolen mødtes Nobu-chan med hendes Darling og de gik alle hen til opslagstavlen for at se om de var kommet i samme klasse igen i år, det var de, så alle var glade. De gik i samlet flok mod åbningsceremonien.

Ikuto åbnede øjne før han vækkeur ringen. Han gabte og strakte sig. Hans faster havde engang set han strække sig, og hun sagde han lignede en kat. Ikuto følte sig også som en om morgen, han kunne bare ikke vågne ordentlig op. Han stod ud af sengen og gik ud på sit badeværelse. Han vidste godt hvad dag det var. Han havde lige haft en hel ferie til at sove og lave hvad han ville, men nu var han tvunget til at forlade huset, ellers kom hans forældre bare efter ham, og han orkede ikke at høre på dem. Han vaskede sig, børstede tænder og satte sig hår og gik ind og trak i sin uniform. Han gik nedenunder. ”God morgen unge herre.” sagde en tjeneste pige. Der var allerede dækket op til at han kunne spise, ham alene. Hans faster sov altid længe og hans forældre var ikke vendt hjem fra deres forretnings rejse hvor hans bror også var med. Ikuto satte sig ned og spiste. Da han var færdig stod der en anden tjenestepige med hans skoletaske. ”Ha’ en god dag unge mester.” sagde hun da han tog den. ”Ikuto.” lod en stemme oppe fra trappen. Ikuto så der op, hans faster sad i sin kørestol ved starten af trappen. De havde fået installeret en elevator til hende. Ikuto tog to trin af gangen op til hende og gav hende et kys på kinden. ”Vi ses senere Uta.” sagde han stille og gik ned af trappen igen. ”God dag Ikuto.” sagde hun og smilte efter ham. ”Her.” sagde den samme tjenestepige og rakte ham en paraply. Han skubbede den væk og gik ud. Han hadet regn, men han gad ikke rende rundt med en paraply. Ikuto gik ud og gik forbi bilen som stod klar til ham. Han var alligevel tidligt på den, og bilen ville køre ham direkte til skolen hvilket han ikke gad. Ikuto gik en omvej, en lang omvej. Om han kom for sent interesserede ham ikke, han ville alligevel ikke blive smidt ud, heller ikke hvis han kom for sent første dag. Han så op da han hørte en masse stemmer. Han var kommet til en skole og hvad han kunne gætte sig til uden for alle de børn der rendte rundt, var det en junior high. High School elev mødte senere den første dag end Junior high, så de havde nok pause lige nu. Han smilte sit ligegyldige smil og blev stående i porten og så på dem.

Åbningsceremonien gik som den altid gjorde, med taler og formaliteter. Haruhi hørte selvfølgelig efter hvad der blev sagt, eller hun prøvede i hvert fald at følge med, Nagato så bare udtryksløst ud i luften og Nobu-chan var ved at falde i søvn eller se efter sin Darling. Derefter skulle de op i deres nye klasse, Haruhi var glad for at se at hun skulle gå i klasse med de fleste af dem hun også gik i klasse med sidste år. De brugte de første timer på at præsentere sig for hinanden og blive bekendt med de fag de skulle have. I pausen gik trioen ned i kantinen, men de havde ikke det Nobu-chan gerne ville have at drikke så de ville gå over på en tank der lå i nærheden. ”Ah.. jeg går lige på toilettet.. bare gå i forvejen jeg indhenter jer” sagde Haruhi med et smil til sine venner ”vi venter på dig udenfor porten” sagde Nobu-chan hvorefter de gik i forvejen. Haruhi skyndte sig at gøre sig færdig og løb ud for at møde hendes venner. Haruhi løb hen over gården mod porten, men et lille stykke derfra faldte hun over sine egne fødder og faldte så lang hun var med ansigtet først ned i jorden. Hun lå stille der lidt, der var en del der kiggede på hende og hviskede lidt om hende, især dem der var bag hende fordi de kunne se hendes barnlige underbukser. Hun satte sig op og så mod porten mens hun tog sig til næsten, hun fjernede den og smilte stort og sødt mod porten. ”Haru-chan” sukkede Nobu-chan og kom tilbage gennem porten, hun hjalp Haruhi op og stå igen. ”Du er altid så klodset Haru-chan” grinte hun lidt og børstede hende lidt af, Haruhi trak lidt undskyldende på skulderne. Nobu-chan lagde en på hendes hoved ”er du okay?” spurgte hun hende, hvortil Haruhi nikkede med et stort smil mens hun gned sig lidt ved næsen. Nobu-chan og Haruhi begyndte at gå mod porten hånd i hånd. Nagato og Nobu-chans darling kom også lidt tilbage ind af porten, Nagato rakte, uden at sige noget, sin hånd mod Haruhi som skyndte sig at tage den. Nobu-chans darling kom over og lagde en hånd på Haruhis hoved, hvilket hun rødmede en lille smule over. De gik alle sammen mod porten igen hvor Haruhi gik øje på en ældre dreng, hun rødmede lidt og så væk da hun fik øjenkontakt med ham. Hun smilte glad mens hun gik mellem sine venner.

Ikuto vidste ikke hvorfor han var stoppet op, men han stod roligt og så tydeligt mod skolen. Flere af de yngre piger grinte og fniste og han fik øjenkontakt med flere som straks rødmede. Han smilte igen. Lige siden han selv var blevet afvist, havde han nydt at få yngre piger til at rødme. Ikuto så på pigen som kom løbende og han løftede underne det ene øjnebryn da hun væltede kort før porten. *Er hun dum eller hvad?* tænkte han. Han så på den anden pige der gik hen til hende. *Haru? Sødt navn.* tænkte han og smilte igen sit ligegyldige smil, det var stort set det smil han altid smilte. Han fik lyst til at drille hende, da han kunne se hun rødmede over at fyren lage en hånd på hendes hoved, og endnu mere da hun rødmede da hun fik øjenkontakt med ham. Da de næsten var henne ved ham, skubbede han sig væk fra muren og stilte sig lige foran hende og tog ved hendes hage og gik hen til at se op på ham. ”Slog du dig søde?” spurgte han og lod sit ansigt være helt tæt ved hendes. Han smilte igen ligegyldigt.

Alle personerne stoppede da der kom en dreng hen og stod foran dem. Nagato så ligegyldigt op på ham, mens resten så lidt undrende på drengen. Haruhi så undrende ind i drengens øjne efter han tog hendes hage og fik hende til at se på ham, hendes øjne blev store da han kom tæt på hendes ansigt og hun blev helt rød i hovedet. "Det.. ehm.. n… jeg…" prøvede Haruhi mens hun trak sig lidt tilbage så han ikke skulle være så tæt på, hun fik fuldstændig i baglås fordi han var ældre og var så tæt på. "Nej det gjorde hun ikke" sagde Nobu-chan så og skubbede drengens hånd væk "men tak for omtanken" sagde hun med et falsk smil, hun brød sig allerede nu ikke om drengen. "Kom Haru-chan" sagde hun og trak Haruhi med gennem porten, Nagato og darlingen fulgte med. De gik hen og købte det de skulle, hvorefter de kom tilbage.

Ikuto smilte da han fik den reaktion han ønskede. Han lod hende trække sig tilbage og løftede sit hoved lidt, men holdte stadig fat om hendes hage. Han så på den anden pige da hun skubbede hans hånd væk. Han smilte ligegyldigt til hende. Han gik nogen få skridt til siden da de skyndte sig videre. Han vidste at han nok skulle se at komme videre, men Harus reaktion havde været så kraftigt at han havde lyst til at drille hende igen. Han blev ved porten og stod der stadig da de kom tilbage. Han stilte sig hen foran dem igen og så på Haru. ”Haru er et sødt navn.” sagde han lige ud og bukkede sig ned så hans ansigt var ud fra hendes. ”Hey, hvad laver du?” lød en stemme og Ikuto rettede sig op. En lære kom hen. ”Skulle du ikke se at komme videre?” spurgte læren vredt. ”Sikret.” sagde han og vendte læren ryggen, men så kort på Haru igen. ”Ses senere søde.” sagde han og gik videre.

Haruhi og pigerne stoppede igen da drengen stilte sig foran dem endnu engang, Haruhi så lidt flovt op på ham, hun havde ikke glemt hvor tæt på han havde været sidst. ”Ah… ehm.. tak… men jeg hedder…” begyndte Haruhi men hun gik igen i baglås da hans ansigt igen kom tæt på, hun så rød i kinderne væk. Haruhi så lidt overrasket op på læren og så, så lidt spørgende på drengen, hun lod sit blik glide ned af hans uniform, han var jo en High School elev, så hvad lavede han egentlig her? Der gik lidt et sæt igennem Haruhi fordi drengen snakkede til hende mens hun stod og tænkte ”hai” sagde hun uden at tænke over det mens hun var lidt rød i kinderne. ”Du skal ikke regne med det” sagde Nobu-chan lidt irriteret ”kom Haru-chan” sagde hun og trak Haruhi med tilbage til skolen. De spiste alle frokost sammen og fortsatte derefter deres skoledag.

Ikuto smilede selvsikret. Han elskede den reaktion han fik fra hende, men lyttede ikke rigtig efter hvad hun sagde. Han smilte da hun sagde hai. *Så holder jeg dig ved dit ord.* tænkte han og gik videre. De to andre piger var ikke sjove, den ene virkede udtryksløs og den anden for selvsikre, men det var Haru som var den sjove. Han gik hen til skolen, gården var stort set tom, så han gik hen til tavlerne og fandt ud hvilken klasse han skulle være i, men det overraskede ham ikke hvilken han skulle være i. Han gik op i klassen. Nogen af dem han havde gået i klasse med sidste år, var ikke overrasket over først at se ham nu, han kom og gik som det passede ham. Han satte sig ned, og allerede efter første lektion kedede han sig. Han var haft hjemme undervisning da han var yngre, så han lærte hurtigere end de fleste andre i klassen. Da lektion var slut, smuttede han igen. Han gik tilbage af samme vej som han var kommet og kom igen forbi skolen. Han havde lyst til at fange en han kunne drille, og Haru var den mest interessante, hvis han kunne fange hende uden de andre. Han stilte sig op af muren uden for skolen. Han gad ikke blive fanget af en lære nu. Han kunne tage hjem, Uta var der, men hvis han kom hjem ville han tjenestefolk være over ham, en ordre fra hans far. De skulle sikre sig at han gik i skole, lavede sine lektier og den slags, så han var næsten stort set aldrig hjemme.

Da skoledagen var slut fulgtes Nagato og Haruhi, Nobu-chan ville blive tilbage og vente på sin Darling der skulle have måde med basketboldklubben om hvordan de skulle få nye medlemmer. Nagato og Haruhi gik stille ned af samme vej som de havde fulgtes af på vej i skole, da de gik forbi drengen fra tidligere opdagede Haruhi ham faktisk ikke. For enden af bakken skiltes Haruhi og Nagato, Haruhi vinkede glad til Nagato ”vi ses i morgen” råbte hun lidt efter hende. Nagato stoppede, ventede sig lidt om og kom med et nik før hun gik videre. Haruhi smilte lidt glad over at hun var kommet i klasse med dem igen, kort tid efter hun var skilles med Nagato mærkede hun en regndråbe, hun skyndte sig at slå sin paraply op og stoppede stille og lyttede til regnen der tog til.

Ikuto stod og hang. Harus dag havde været længere end han havde troet, og begyndte at blive træt af at vente. Han vågnede lidt op da han begyndte at høre stemmer. Han så på Haru og den udtryksløse pige gik forbi. Han var glad for at den frem prodsende ikke var med dem. Ikuto skubbede sig væk fra muren og gik langsomt efter dem. Han holdte en god afstand så de ikke ville finde det mistænksomt. Ikuto så chancen da den utryksløse gik væk. Han vidste ikke hvorfor, men Haru var blevet hans nyeste underholdning. Han gik lidt hurtigere og gøre afstanden mellem dem mindre. Han så op da en dråbe ramte ham. Han sukkede og så hvordan Haru slog en paraply ud. Han skyndte sig hen til hende mens regnen tog til. Han bukkede sig ned, og tog paraplyen ud af hendes hånd så han ikke skulle stå foroverbøjet. Han lage en arm om hendes skulder og så ned på hende og smilte. ”Hej igen søde.” sagde han og så ned på hende.

Haruhi ville til at gå igen da der var en der pludselig tog hendes paraply ud af hånden på hende, hun så overrasket op på personen og da hendes øjne mødte drenges blev hun rød i kinderne. Hun trådte overrasket et stridt tilbage, men så mærkede hun regne mod sin ryg og trak sig tilbage under paraplyen. "Ehm… goddag" sagde hun og så lidt på paraplyen hvor han holdte *Mon han går med mig hvis jeg begynder at gå?* tænkte hun og på ham mens hun prøvede at tage et skridt videre. Haruhi så lidt flov ud lige ud, det var vel okay at dele sin paraply hvis nu han ikke havde en..

Ikuto kunne ikke lade hver med at smile sit smil igen da hun bakke tilbage, hun gav ham igen en reaktion han ville have. *Hun er da klog nok til ikke at gå ud i regnen.* tænkte han. Han så godt hvor hun kiggede hen, men han gik ikke frivilligt ud i regnen igen. Han så hvordan hun tog et skridt frem og han begyndte stille at gå med hende. *Hun har rent faktisk tænkt sig at dele.* tænkte han og smilte lidt hånligt. *Hun er godt nok dumt.* tænkte han. ”Hvordan kan det være du sådan dele? Ønsker du ligefrem at jeg overfalder dig?” spurgte han og så ned på hende.

Da drengen begyndte at gå gjorde Haruhi det også, hun klamrede remmen til sin skoletaske lidt, hun havde aldrig fulgtes hjem under en paraply med en dreng før. Hun gik stille og så lidt flovt ned i jorden. Hun så lidt undrende op på drengen da han talte til hende ”Ah.. overfalde?” spurgte Haruhi undrende, hun forstod ikke helt hvad han mente. Hun smilte så ”det ville du ikke gøre” sagde hun så mens hun smilte glad. ”og.. ehm.. jeg deler min paraply med dig.. fordi det ikke virker til du har din egen.. og jeg kan da ikke bare lade dig gå ude i regnen og få en forkølelse, vel?” spurgte Haruhi med et smil.

Han så spørgene på hende. Hun vidste åbenbart ikke hvad drenge kunne finde på. Han smilte sit ligegyldige smil igen. ”Du er betænksom. Dumt.” sagde han og så lige ud i luften. ”At jeg ikke har min egen er da mit eget problem.” sagde han.

Hun så lidt undrende op på ham og blinkede lidt med øjnene da han sagde at det var dumt at være betænksom, hun vidste ikke hvad hun skulle sige, fordi hun følte ikke det samme. ”Jamen.. hvis ikke du havde en paraply ville du nok blive syg.. så skulle du på hospitalet hvilket koster mange penge og du ville gå glip af skolen” argumenterede Haruhi hurtigt efter hinanden. Hun så op på drengen igen og smile sødt til ham, det var sådan hun havde det. Haruhi stoppede da hun gerne ville dreje ned af en vej, hun så spørgende på drengen, næsten som om hendes øjne spurgte om han gik med.

Han rynkede brynen lidt mens hun talte. *Hun komme nok fra en familie hvor penge er et problem.* tænkte han men sagde ikke noget til det. Han så ud af øjenkrogen på hende, og smilte igen ligegyldigt. Hendes smil var sødt. Han stoppede op da hun gjorde det og så på hende. *Vil hun have mig med?* tænkte han underne da hun så op på ham. Han havde ikke noget bedre at fordrive tiden med. Han plejede at sætte sig et eller andet sted, men det var ikke mulig når det styrtede ned. Han drejede ned af vejen hun var stoppet ved.

Haruhi smilte lidt da han gik med hende, hun ville jo helst ikke gå uden paraply, så blev hun våd, og blev måske syg og kom på hospitalet, og hun havde bestemt ikke råd til at gå glip af skolen og det at bedste skulle betale for hospitalsregningen. Haruhi stoppede pludselig og vendte sig mod drengen med et smil ”Tak fordi du ville følge mig hjem” sagde hun og smilte sødt, hun bukkede lidt for ham ”senpei” sagde hun rettede sig op igen med et stort smil på læberne. Hun vendte rundt og løb det sidste stykke ind i et almindeligt et etages hus, hun åbnede døren og gik indenfor, hun stoppede i døren og vinkede til Senpei’en med et smil inden hun lukkede døren.

Ikuto gik stille ved siden af hende og så på hende da hun pludselig stoppede op. Hun var alt for sød. Han havde selv tvunget sig ind på hende og taget hendes paraply og nu takkede hun ham? Han så efter hende da hun løb hen til huset. Han skulle nok have afleveret paraplyen igen, men han gad ikke blive våd. Han så på hende da hun vinkede til ham. Han så på huset. I hans verden var det alt for lille, men nu vidste han da hvor hun boede. Han vendte rundt og gik den anden vej, stadig med hendes paraply.

Haruhi tænkte faktisk slet ikke over at det var hendes paraply drengen stadig havde. Hun trådte sine sko af og hilste på sin bedstemor, hun tømte vaskemaskinen og kom tøjet i tørretumbleren. Hun støvsugede hele huset, sad og fik the med sin bedstemor. Hun lavede sine lektier så godt hun nu kunne. Hun kom ned og dækkede bord til aftensmad og spiste glad sammen med sin bedstemor, de havde det altid dejligt sammen. Haruhi hjalp så meget hun kunne med at rydde op bag efter, hvorefter de to tilbragte resten af aftnen med at hygge sig sammen og folde vasketøj sammen. Haruhi gjorde til sidste skoletasken klar til dagen efter og gik i seng efter hendes aftensritualer.
Dagen efter da Haruhi skulle i skole opdagede hun at det regnede, hun vidste at hendes bedstemor havde noget hun skulle i dag så hun kunne ikke tage den ekstra paraply. *Mon senpei kommer og henter mig siden han har min paraply?* tænkte hun og smilte sig stille udenfor døren og ventede på ham, hun blev ikke våd der hvor han stod.

Ikuto gik tilbage af samme vej de lige var gået. Han gik forbi skolen Haru gik på. Han fandt en cafe hvor han satte sig, og ventede på at regnen skulle stoppe. Timerne gik, og det regnede stadig. Ikuto sukkede og rejste sig igen og foldede paraplyen ud og gik hjem. Bordet var allerede dækket da han kom hjem og Uta sad ved bordet. De vidste han kom hjem til aftensmad når det kun var ham og Uta. Han gav sin taske til en tjenestepige, men beholdte paraplyen. ”Hvor har du den fra min dreng?” spurgte Uta. Op til flere gange havde hun optrådt som hans mor, men han havde ikke noget i mod det. ”En lånte mig den.” sagde han og satte sig ved borde og lage paraplyen ved siden af sig. ”Så er du nok til at aflevere den i morgen, regnen skulle forsætte hele natten og langt op af dagen i morgen, så du brude nok tage den egen med.” sagde hun og smilte til ham. ”Ja Uta.” sagde han stille mens han spiste. Da han havde spist gik han op på værelset med paraplyen. Han hang den op på en knage og så lidt på den. Hvorfor var han fulgt efter den pige. Han trak på skulderne. Det kunne være lige meget. Han trak af sin uniform og gik i bad. Han hadet regn, og tanken om mere regn gjorde ham deprimeret. Da han var færdig med sit bad og havde trukket i tøj, tog han sin violin og gik ind til Uta. Han spillede i omkring en time, hvorefter han stoppede og gik hen til hende og gav hende et kys på kinden og hun lage en hånd på hans kind. ”Godnat Uta.” sagde han. ”Godnat min dreng.” sagde hun igen. Det gjorde de hver aften. Ikuto pakkede sin violin ned og gik ud fra hendes værelse og ind på sit eget. Paraplyen hang der endnu. Han så sine lektier igennem og gik så i seng.
Ikuto vågnede tidligere op end normalt og rejste sig op og gik hen til vinduet og så ud. Det regnede endnu. Han sukkede. Uta havde ret, han burde nok aflevere paraplyen, især fordi der virkede til at hun ikke havde mange penge. Ikuto trak i sin uniform, tog paraplyen og gik ud fra værelset. ”Unge herre?” lød det overrasket fra en tjenestepige. Ikuto stod aldrig så tidligt op, og slet ikke når det regnede, så skulle han næsten hives ud af sengen. ”Jeg skal møde tidligere. Jeg springer morgenmaden over.” sagde han uden at se på hende. Hun skyndte sig af sted for at hente hans taske og kom tilbage med den. Han tog den og så lidt på paraplyen som også blev rakt i mod ham. Han tog i mod den og slog den ud, men han holdte Harus i samme hånd som sin taske. Tjenestepigen havde ikke noget at give chaufføren besked, så Ikuto behøvede ikke gå uden om en bil i dag. Han gik forbi Juinor High og videre mod Harus hjem. Han stoppede op da han fik øje på hende. *Venter hun lige frem på mig?* tænkte han og stilte sig samme sted som han havde stået i går da hun var løbet ind i går. Han så ligegyldigt mod hende, så måtte hun selv komme hen.

Haruhi stod og lænte sig op af døren mens hun så lidt ned mod sine fødder, hun stod lidt i sin egen verden. Men næste gang hun så op stod Senpei der, hun smilte glad og skyndte sig over til ham. ”Godmorgen Senpei” sagde hun med et stort smil, glad for at han var kommet og hentet hende, han havde oveni købet hendes paraply med. ”Haruhi” var der pludselig en der kaldte, Haruhi vendte sig hurtigt om og så sin bedstemor i døren, hun så gammel og sød ud. Haruhi løb tilbage til sin bedstemor der gav hende hendes bento, Haruhi løb tilbage til Senpei’en og smilte lidt til ham, i hendes hånd havde hun sin bento. Haruhi begyndte at gå mod skolen under paraplyen, hun var lidt flov, men ville egentlig gerne sige noget når hun var sammen med ham ”Ehm.. det var min Ba-chan” sagde hun selvom han ikke havde spurgt.

Ikuto stod roligt og så på hende. Hun så ud til at være i sin egen verden. Han så på hende da hun kom løbene hen til ham. ”Morgen” sagde han roligt. Ikuto så op da nogen kaldte og så på den gamle dame. Hun så lige så sød ud som Haru virkede. *Så hendes fulde navn er Haruhi.* tænkte han og så på dem. Ikuto begyndte at gå da hun kom tilbage. Han havde stadig hendes paraply i hånden sammen med hans taske. Han sagde ikke noget til hende, sikrede sig bare at hun var dækket af paraplyen. Han så ned på hende da hun talte. ”Havde jeg gættet.” sagde han koldt. Han stoppede ud for hendes skole og rakte hende hendes paraply. *Husk at sige tak* genlød Utas stemme, havde hun altid mindet ham om. ”Tak for lån.” sagde han stille uden at se på hende.

Haruhi prøvede at finde på hvad hun skulle sige til Senpai’en, men kunne ikke finde på noget, hun var for flov til at tale med ham og brugte resten af tiden på at se flovt ned i jorden. Hun følte sig trist da Senpai’en lød kold *mon han hader mig?* tænkte Haruhi og så lige ud, nu turde hun da slet ikke snakke med ham. Hun stoppede, vendte sig mod ham men så ned i jorden foran skolen, hun så op på paraplyen da han rakte den til hende, hun så op på ham da han sagde tak ”Det var så lidt” sagde hun så med et stort glad smil og tog sin paraply. Hun bukkede lidt for ham ”tak fordi du fulgte mig i skole Senpai” sagde hun glad og ventede sig mod skolen. Hun løb hen til indgangen og stoppede ved den, hun vendte sig, smilte sødt og vinkede til Senpai’en. *Nu når jeg tænker mig om kender jeg ikke engang hans navn* tænkte hun mens hun tog sine almindelig sko af og tog sin skole sko på. Hun så lidt mod indgangen *Mon jeg kommer til at se ham igen?* tænkte hun stille for sig selv, der var et eller andet mærkeligt ved den Senpai. Det virkede lidt som om den eneste pige han gav opmærksomhed her fra skolen var hende, Haruhi blev rød i hovedet, rystede hovedet lidt og begav sig mod klassen.

Han så på hende da hun smilte. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne lide hendes smil, lige så meget som, han kunne lide at se hende rødme. Han så efter hende da hun løb mod indgangen. Han så roligt på hende da hun vendte sig om og vinkede til ham. Hun virkede som et barn, hvilket hun næsten også var, så gamle var hun jo hellere ikke. Han gik mod sin egen skole og smilte lidt mens han gik. Han havde tænkt sig at opsøge hende igen. Hun var den mest interessante pige han længe havde mødt. Han gik op i klassen, og flere fra hans gamle klasse så underne på ham. Han havde ret faktisk mødt før timerne startede.

Haruhi prøvede at følge godt med i timerne så godt som hun nu kunne, og hun havde en sjov dag med sine venner i skolen. Haruhi havde tidligt fri i dag, men da de kom ud fra porten gik Haruhi ikke hjem, hun gik den anden vej mod sit arbejde. Hun tog mange små genveje så der helst ikke skulle være nogen fra skolen der så hende. Da hun kom ind på arbejdet klædte hun om til uniformen og sætte sine ting ind i sit skab. Haruhi arbejde hårdt, heldigvis havde hun arbejdet her et stykke tid så hun tabte ikke rigtig glas mere. Efter et par timer hvor der ikke havde været særlig mange fordi de fleste High School elever ikke havde fået fri endnu. Haruhi fik lov til at holde pause og hun kunne gå ind i en af karaoke rummene hvis hun ville, det ville Haruhi gerne. Hun skyndte sig ind i et af rummene og låste døren efter sig, hun valgte en af sine ynglings sange og begyndte at synge. Haruhis sangstemme var fantastisk. Ude foran karaokebaren sad der en lille højtaler der skiftede mellem at sende hvad der blev sunget i karaoke rummene, det var for at lokke kunder til. Et kort øjeblik kunne man høre en tonedøv pige stemme komme ud af højtaleren, hvilket folkene der gik forbi morede sig over, men så skiftede den til Haruhis stemme, der fik folk til at stoppe og lytte.