Junior High - et nyt år

Haruhi gik stille mod sit hjem ”Ja.. jeg skal nok passe på mig selv Ba-chan” sagde Haurhi glad og afsluttede sin samtale, hun studerede den stop der hang på hendes telefon, det var en lille node og hun holdte meget af den. Haruhi nynnede stille fordi hun troede hun var alene. Hun gik ned af en mindre sidegade og stoppede for at sætte sig på hug og kæle for en kat. Mens hun sad der opdagede hun Ikuto-senpai ”Ah.. Ikuto-senpai” sagde hun glad og rejste sig op igen, hun vinkede glad til ham.

Ikuto tog en ny cigaret frem mens han gik og tændte den. Han var ligeglad med om han var i skole uniform, folk kunne tænke hvad de ville. Ikuto gik endelig lidt i sine egne tanker, da han hørte hende nynne. Det lød godt, selvom hun bare nynnede. Ikuto drejede om hjørnet der førte ind i den sidegade hun var gået ind på. Han stoppede op da han så at hun sad og snakkede med en kat. Han tog et sidste hiv og smed cigaretten på jorden og trådte på den. Han kunne ikke forstille sig at Haru røg, og han røg ikke i nærheden af andre som ikke røg. ”Ved du godt at du er helt i din egen verden når du går?” spurgte han mens han trådte på cigaretten og pustede det sidste røg ud og gik hen mod hende.

Hun opdagede at han røg og havde lyst til at tage smøgen ud af munden på ham, men han nåede og skodde den inden, og det turde hun vist heller ikke rigtig. ”Min egen verden?” sagde hun undrende og lagde hovedet på skrå. ”Er det en dårlig ting?” spurgte hun glad og smilte stort til Ikuto-senpai.

Ikuto så på hende da hun virkede helt uviden. ”Når alle andre kan følge efter dig, så ja.” sagde han. ”Ikuto har ret, lille pige.” lød en stemme. Ikuto vendte sig om. Han havde godt bemærket dem på turen, men havde endelig håbet de ikke have set ham. ”Hey Ikuto.” sagde lederen og gik hen og lage en arm om hans skulder. Han havde en smøg i munden, og var ligeglad med at ryge lidt op i Ikutos ansigt. De var kun 3 lige nu, men gruppen var større. Ikuto var stødt på dem engang, og de havde fundet ud af, at de kunne få hvad de ville fra ham, og Ikuto var ligeglad. Det var godt at have en flok man kunne ringe til hvis folk blev for irriteret. Lederen så på Haru. ”Hun er sød, dit nyeste mål?” spurgte han og tog ved Ikutos hage, og fik Ikuto til at se op på ham. I forhold til lederen virker Ikuto lille. De var ca. lige høje, men lederen var meget bedrede end Ikuto. ”Næ.” sagde Ikuto. Han vidste hvad lederen mente, og det var sandt, Ikuto havde ikke tænkt sig at gøre Haru noget af det lederen tænkte på. ”Så kan vi godt lege lidt med hende?” spurgte han og de to andre grinte. Ikuto så på Haru, og man kunne svagt se at han var vred. Han kunne ikke lide hvordan lederen lød, og han vidste godt hvad de ville hvis de fik muligheden for det. ”Det er nok en dum ide.” sagde Ikuto og skubbede armen af sig. Lederen så surt på Ikuto. Sådan var han altid når det galt piger, han kunne selv virke kold over for dem, men lige så snart de andre ville have sjov, sagde han stop. ”Åh lad vær, hvis du ikke vil noget med hende, så lad os andre.” sagde han og skubbe til Ikuto. De to andre var allerede gået hen mod Haru. Ikuto hadet dem virkelig, de havde andre holdninger end ham selv, så kunne han bedre lide dem fra sin klasse, de tvang sig ikke ind på samme måde. Lederen gik helt hen til Haru og pustede røg i hovedet på hende. ”Hey søde. Hvad er dit navn så.” spurgte han og tog ved Harus hage. Ikuto så vredt på dem. ”Hvad vil du have?” spurgte Ikuto vredt. Lederen vendte sig lidt om og så på ham. ”Du tror du kan betale dig ud af alting.” sagde han, men smilte så. ”Hvor meget er denne tøs hver for dig?” sagde han. ”Jeg gider bare ikke glo på det.” sagde Ikuto koldt. ”Så gå.” sagde lederen og smilte ondt. ”Jeg ved du hellere vil have penge end at udnytte en pige som intet kan.” sagde Ikuto roligt. ”Sandt.” sagde lederen. De to andre havde stilte sig så Haru skulle igennem dem for at komme væk, så de mest åbne vej, var mod Ikuto, så skulle hun kun fordi lederen der stod med ryggen til hende. En af den andre gik helt hen til Haru og lage en hånd på hendes bagdel. Ikuto så vredt mod dem. Ikuto fandt sin pung frem, og tog hans egne papir ud af den og smed resten af pungen hen mod dem. ”Det må være nok.” sagde han ligegyldigt.

”Følge efter mig?” sagde Haruhi lidt undrende, det forstod hun selvfølgelig ikke rigtig. Haruhi så op da en anden mand talte, hun studerede ham hurtigt, han var ældre og højere. Hun smilte da hun hørte at manden kaldte Ikuto ved fornavn *En af Ikuto-senpais venner* tænkte hun glad og følte sig overhovedet ikke bange endnu. Haruhi blev lidt rød i kinderne da manden sagde at hun var sød, men hun lagde lidt undrende sit hoved på skrå da de begyndte at snakke om mål, det forstod hun ikke noget af. Det var som om at noget inde i Haruhi opfangede at noget var galt da lederen spurgte om de måtte lege med hende, men hun troede stadig ikke på det. Hun blev bare lidt mere bange af at se at Ikuto-senpai så lidt vred ud. Haruhi begyndte først at blive rigtig bange da lederen skubbede til Ikuto-senpai og de to andre kom tæt på, hun følte sig lidt fanget. Haruhi trak sig lidt tilbage da lederen kom hen til hende, hun klamrede lidt remmen til sin taske. Hun hostede og tårerne samlede sig i hendes øjne da lederen pustede røg i hovedet på hende, hun havde aldrig røget før. ”Ehm.. Ha.. Haruhi” sagde hun lidt bange og ville se væk hvis ikke det var fordi han havde fat i hendes hage, hun var lidt rød i kinderne samtidigt. Haruhis hjerte sprang panisk et slag over da lederen sagde at Ikuto-senpai bare kunne gå, hun så hurtigt op på ham, hun ville desperat ikke havde at han gik. *En pige som intet kan..* tænkte Haruhi stille, men hun var begyndt at forstå situationens alvor. Det gav et sæt i Haruhi da en af de andre kom helt hen til hende, hun begyndte at ryste og hun pressede hårdt sine øjne i, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde allermest lyst til at skrige og løbe væk, men hendes fødder ville ikke bevæge sig. Lederen greb Ikuto-senpais pung og så lidt i den, han smilte lidt ”Det ved jeg nu ikke om det er” sagde han og vendte sig mod Haruhi, han tog hendes hage og fik hende til at se op på ham. ”Måske ville det være nok hvis jeg også fik et kys” sagde han og lænte sig ned mod Haruhi. Haruhi havde åbnet sine øjne da lederen havde nævnt et kys, hun så panisk op på ham mens han lænte sig ned til hende. Endelig var det som om Haruhis krop reagerede og hun gav slip på sin taske og førte sine hænder op på lederens bryst, hun pressede lidt ”N..nej… det kan jeg ikke” sagde hun og mente han hun ikke kunne kysse ham. Der gik et sæt gennem Haruhi og hun pressede sig sådan set op lidt af lederen, men det var fordi ham bag hende lige havde givet hendes bagdel et klem.

Ikuto kunne hurtigt se at Haru ikke var ryger, på den måde hun hostede på. Ikuto mødte Harus blik da hun så i mod ham. Han havde ikke tænkt sig at gå. Ikuto troede endelig at de ville gå nu. Han havde givet dem alt hvad han havde, og det var ikke så lidt. Han ville haft flere, hvis det ikke havde været fordi de havde været på karaoke bar. Ikuto forstod sig ikke på kys, og slet ikke på det første kys, selvom han stadig havde sit. Ingen havde taget det, og han havde aldrig haft lyst til at kysse nogen. Da han lige havde forelsket dig i Matsumoto-senpai, hørte han nogen piger fra klassen snakke om, hvor romantisk et første kys var, så Ikuto havde bestemt sig for at gemme sit til hende, sikker på at hun ville blive glad for at høre det. I hans vrede over afvisningen havde han ikke sagt det, men det ville nok ikke have gjort anden forskel, end at hun ville have hånet ham med det også. Ikuto gik med hurtige skridt hen mod dem og tog ved lederens hage og vendte hans ansigt mod ham. ”Hvad så med et fra mig? Det er os der laver en aftale her.” sagde Ikuto og man kunne ikke se nogen følelser i hans ansigt. Der var rygter om Ikuto var lige så meget til fyre som til piger, selvom Ikuto ikke forstod hvor rygterne kom fra. Lederen skubbede vredt Ikuto væk. Et var at modtage et kys fra en fyr, noget andet var den som gjorde det, og han ville ikke stemples som bøsse. ”Glem det. Nok tænder du på den slags, men tro ikke alle er sådan.” sagde han vredt. ”Jeg har givet dig hvad jeg har. Slip så.” sagde Ikuto og så vredt på dem. ”Glem det, nu vil jeg have mit kys.” sagde lederen og vendte ansigtet mod Haru igen. Ikuto hadet at slås, og det var noget tid siden han havde gjort det sidst. Som violinist var hans hænder vigtige for ham, sammen med hans venstre skulder, hvis de kom til skade, måtte han gå flere måneder uden at kunne spille. Ikuto trådte hurtigt et skridt frem og hamrede en knytnæve i ansigtet på ham som var lige bag Haru, og lage samtidig en hånd på Harus skulder og hev hende hurtigt tilbage. Han lænte sig frem og sparkede tilbage, så han fik placeret en fod ved lederens hage, så han snublede bag over. Ikuto vidste at han aldrig kunne klare sig mod de tre fyre alene. Ikuto havde sluppet sin egen taske da han blev skubbet tilbage, men den var ham endelig over ligegyldig, så han greb Harus taske og rettede sig op og greb Harus håndled og trak hurtigt af sted med hende, videre ned af siden gaden.

Haruhi så meget overrasket på Ikuto-senpai da han tilbød lederen sit eget kys, ved tanken om det blev Haruhi fuldstændig kog rød i hovedet. Haruhi lagde meget flovt og undrende hovedet på skrå *Ikuto-senpai er… er.. ho.. hom.. homoseksuel?!* tænkte hun meget flovt pga. det lederen havde sagt. Haruhi blev igen mindet om den situation hun stod i da lederen igen vendte sig mod hende og ville have et kys. Hendes hænder rystede lidt og hun pressede dem mod lederens bryst ”Nej..” sagde Haruhi flovt, hun havde virkelig ikke lyst til at miste sit første kys sådan her. Der gik et chok igennem Haruhi da Ikuto-senpai slog ham der var bag hende, hun nåede nærmest ikke at opfatte hvad der skete, hendes krop lod sig bare hive tilbage. Haruhi selv var i chok, men hendes fødder fulgte med Ikuto-senpai da han hurtigt trak hende med væk derfra. Da de stoppede stod Haruhi stille og trak vejeret hurtigt, hun så op på Ikuto-senpai og faldte ham om halsen, hun betragtede helt bestemt Ikuto-senpai som sin ven. Hun knugede ham ind til sig og pressede sit hovedet ind ved hans skulder, hun havde været bange og han reddede hende. Haruhi åbnede hurtigt sine øjne da hun kom i tanke om hvad hun gjorde. Hun trak sig meget flovt væk fra ham og var igen helt rød i hovedet, men så var det som om hun kom i tanke om noget og så på Ikuto-senpai *Hvis… hvis han er ho.. hvis han kan li drenge behøver jeg vel ikke at være nervøs* tænkte hun stille, og var nu rød i hovedet over sine tanker om Ikuto-senpai og andre drenge sammen. Hun bukkede for ham ”Tusind tak Ikuto-senpai” sagde hun glad og rettede sig op. ”Ah.. jeg lover at betale dig tilbage!” udbrød hun og tog hans hænder mens hun var lidt rød i kinderne. Kort efter gav hun slip på hans hænder igen.

Ikuto stoppede op et stykke der fra. De havde opgivet at følge efter dem. De havde jo allerede fået en del penge, og de kunne lokke flere ud af Ikuto næste gang. Ikuto trak vejret dybt ind. Han dyrkede ikke meget motion, og løb kun når der virkelig var grund for det. Ikuto så overrasket på Haru og slap hendes taske da hun faldt ham om halsen, men han så hurtigt ligegyldigt på hende igen. Han havde ud af øjenkrogen set hvor rød i hovedet hun var blevet da Ikuto havde tilbudt sit kys. Han stod stille og så ned på hende, uden at tage om hende. Han lod hende trykke sig ind til ham, selvom han havde svært ved at forstå hvorfor. Han så på hendes røde ansigt og smilte lidt ligegyldigt. Han kunne godt lide når hun blev flov, selvom han troede at grunden var fordi at hun havde knuget sig ind til ham. Han så ned på hende da hun tog hans hånd og sagde at hun nok skulle betale ham tilbage. Han kunne udnytte situationen. Han løftede langsomt sin hånd, som om han ville ligge den på hendes kind, men han løftede en højere og knyttede den og slog hende blidt i panden. ”Det er derfor man ikke går i sin egen verden.” sagde han træt. ”Og ved du lige hvor meget jeg betalte? Du skal arbejde flere år for at betale tilbage.” sagde han ligegyldigt.

Hun lukkede sine øjne lidt da han blidt slog hende ved panden. Hun åbnede sine øjne og så undrende op på ham mens hun gned sig lidt der hvor han havde slået hende. Hun smilte stort med et grin, hun forstod hvad han mente nu med at hun skulle passe på med at gå rundt i sine egne tanker. Der gik et sæt igennem Haruhi ”Ah! Virkelig!” udbrød hun til at hun skulle betale flere år for at betale tilbage. Hun begyndte at tælle på sine hænder mens hun mumlede, hun prøvede at regne ud hvor meget hun kunne betale om ugen. ”Ehm… jeg kan nok ikke betale dig så meget af gangen.. og det kommer nok til at tage lang tid.. men.. men Ehm.. jeg kan finde et ekstra arbejde..” sagde hun og så meget bestemt ud. ”Og.. ehm når jeg bliver ældre kan jeg få den slags jobs der betaler mere og jeg kan arbejde senere så der vil jeg kunne betale dig mere” sagde hun og så lidt spørgende på ham, hun ventede på hans godkendelse af planen. ”Hvis der er noget som helst andet jeg kan gøre for at betale dig tilbage skal du bare sig til” sagde hun og så på Ikuto-senpai.

Ikuto kunne ikke lade hver med at smile da hun begyndte at mumle og prøvede at regne ud hvor meget hun skulle give. Han havde ikke engang sagt hvor meget han havde givet. Penge var ham ligegyldige, han havde altid haft for mange, og han forstod det ikke, derfor smed ham dem omkring sig. Han tog ved hendes hage og fik hende til at se på ham. ”Penge er mig lige meget. Men du kunne arbejde for mig.” sagde han og så roligt på hende. Hvad han lige ville have hende til anede han ikke. Han ønskede ikke kys fra hende, han ønskede ikke sex af hende, men det ville han ikke fortælle hende. Hvis han kunne få en reaktion fra hende, ville det være nok for ham. Han lænte sig helt ind til hende, og var lige ved at røre hendes læber med sine, men stoppede så og rettede sig op igen og slap hende. Han tog hendes taske op fra jorden og begyndte at gå. Han ville følge hende hjem.

Haruhi så meget overrasket på ham da han sagde at penge var lige meget for ham, for hende betød de noget fordi hun altid havde haft så lidt af dem. ”Arbejde?” sagde Haruhi lidt undrende og lagde hovedet lidt på skrå ”Som… stuepige?” spurgte hun undrende, hun kunne ikke rigtig se hvad hun ellers kunne lave for ham. Haruhi så ham overrasket i øjnene da han lænte sig ind mod hende og hendes hoved blev helt rødt. Hun trak sig selvfølgelig lidt væk fra ham. Hun så meget undrende efter ham og skyndte sig lidt efter at løbe efter ham. ”Ikuto-senpai… var du ikke… kunne du ikke…” prøvede hun men følte hun var ved at koge over. ”Kunne du ikke lide drenge?” spurgte hun så endeligt hurtigt og meget flovt.

Ikuto så ned på hende, da hun ikke kunne få sagt hvad hun ville sige. Han havde ikke tænkt meget over hvad lederen havde sagt til ham. Han så frem for sig igen. ”Drenge, piger. Det er mig ligegyldigt.” sagde han. Han havde kun været forelsket en gang, og det havde været første gang han virkelig havde følt noget for nogen, og den person havde grinet ham op i ansigt. Nu var kærlighed ham ligegyldigt, så derfor betød kønnet hellere ikke noget. Han vidste ikke hvordan et kys føltes eller virkelig at være tæt på den anden partner. Han drillede mest piger, for det var dem som hurtigst begyndte at rødme, men det eneste han endelig gjorde i mod dem, var at læne sig helt ind til deres læber, og længere gik han ikke.

”V.. virkelig?” sagde Haruhi rød i hovedet til at det var ligegyldigt hvilket køn personen var. ”Hmmm men.. har du ikke en du kan li?” spurgte hun flovt.

Ikuto stoppede kort op da hun spurgte om der ikke var nogen han kunne li. Hans tanker faldt på Matsumoto-senpai. Han havde virkelig troet, og troede stadig, at han havde elsket hende, og at hun ville følge det samme for ham, men den Matsumoto-senpai han havde set den dag havde ødelagt det hele. ”Nej.” sagde han kort og gik videre. Nu kunne han jo godt sige han aldrig havde kysset nogen, men hvorfor ødelægge det? Hun ville måske rødme mere når hun var omkring ham. *Jeg kunne gøre hende til stuepige, så ville jeg se hende det mere.* tænkte han stille for sig selv.

Haruhi så stille på ham da han sagde at han ikke havde nogen han kunne li. Som en lille hund fulgte hun stille efter ham, uden at tænke over det, da han begyndte at gå. Hun kom stille op på siden af ham. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun plejede ofte at nynne på sin tur om aftnen, men kunne ikke få sig til det nu.

Ikuto så lidt på Haru da hun begyndte at gå ved siden af ham. Hun opførte sig som en hånd, og han kunne ikke lade hver med at smile. Ikuto stoppede op foran hendes hus og så mod døren. ”Her.” sagde han og rakte hende hendes taske. ”Hvornår arbejder du?” spurgte han og stak sine hænder i lommerne. Han havde lyst til en cigaret igen, men han ville ikke gøre det mens han stod og talte med Haru.

”Mange tak Ikuto-senpai” sagde Haruhi da de kom frem til hendes hjem, hun bukkede kort for ham og tog i mod sin taske. Hun så lidt overrasket på ham, han ville have af vide hvornår hun arbejdede? Un blev rød i kinderne ”Ehm… det er lidt forskelligt… men jeg arbejder hver dag hvis jeg kan komme til det..” sagde hun og prøvede at huske sit vagtskema i hovedet, det kunne hun ikke rigtig. ”Ehm… godnat Ikuto-senpai.. tak fordi du fulgte mig hjem” sagde hun med et stort glad smil og gik mod døren. Hun åbnede den stille og vinkede til Ikuto-senpai hvorefter hun stille lukkede døren.

Han så roligt på hende. ”Find ud af det til i morgen.” sagde han ligegyldigt. Han vidste ikke hvorfor han ville vide det, men han havde tænkt sig at følge hende hjem når hun arbejde sent. Han så roligt på hende da hun sagde godnat. Han blev stille stående og så efter hende og så på hende da hun vinkede. Hvad var der lige med hende siden han fulgte efter hende? Han vidste det ikke. Han rodede lidt i sine lommer da hun havde lukket døren. Han rynkede irriteret sine bryn. Hans cigaretter lå i tasken, som han havde efterladt da han løb med Haru. Han sukkede og gik tilbage hvor de kom fra. Han så på sin taske og alt dens indhold som var blevet smidt ud over det hele. De havde gemmerodet den for at finde flere penge. *Hvis jeg havde flere, tror i så ikke at jeg ville have givet jer dem?* tænkte han surt. Han skubbede alle sine bøger tilbage i tasken. Nogen af dem var endt i en vandpyt, men han var ligeglad. Det eneste der irriterede ham var, at de havde taget hans cigaretter, og at han ikke havde penge til at købe flere.
”Unge herre.” sagde tjenestepigen da han kom hjem, og han gav hende hans taske. Hun så lidt underne på den, men sagde ikke noget og skyndte sig bare væk med den. Hun skulle nok sørger for at hans taske ville være i orden til i morgen. ”Skal vi gøre aftensmad klar til dem?” spurgte hun. Ikuto var kommet senere hjem end normalt, så Uta havde nok spist alene. ”Nej.” sagde Ikuto og begyndte at gå op af trappen. ”Deres familie er kommet hjem.” forsatte hun. Ikuto stoppede op og så ligegyldigt mod trappen. Han havde ikke set noget til dem hele ferien. Han forsatte op af trappen uden at sige mere. Han gik lige ind på sit værelset og fandt sin violin og gik ind til Uta. Hun sad og var ved at læse en bog. Hun så op på ham da han kom ind. ”Du er sent hjemme min dreng. Din mor og far har vente på at ville snakke med dig.” sagde hun. Ikuto pakkede sin violin ud uden at sige noget og satte den til sin skulder og begyndte at spille. Han og Uta talte ikke sådan rigtig sammen, men de var der for hinanden, og kendte på en eller anden måde hinandens følelser. Ikuto havde ikke oplevet kærlighed for Uta kom til.
Ikuto gik kun i Elementary School da Uta flyttede ind. Han var 10 år gamle, og havde allerede talent for at spille på violin. Uta havde svært ved at hendes mand var død i så ung en alder, hun havde virkelig elsker ham. Han havde været Ikutos mors bror, og Uta havde virkelig troet at hun kunne finde trøst ved denne kvinde. Men Uta fandt ingen trøst i det store hus. Ikutos forældre tog til et møde med deres ældste søn, og efterlod Ikuto og Uta alene i huset. Uta følte sig forladt, til hun hørte Ikuto spille. Ikuto var van til at være alene, og spillede sine følelser ud gennem violinen. Uta havde kørt ind til ham, og havde været helt stille og lyttede til ham. På en eller anden måde vidste Ikuto hvad hun følte, og havde givet hende den melodi hun behøvede, og hun havde grædt foran den 10 år gamle dreng, som ikke havde stoppet eller set underne på hende. Han havde ladt hende græde, og blev ved med at spille til hun stoppede. Ingen andre ville høre om hendes sorg. Hun havde mistet den mand hun elskede, og samtidig mistet evnen til at gå. Ikuto havde sænket sin violin og set roligt på hende, uden nogen følelser. Denne dreng havde givet hende det hun havde behov for. ”Godnat min dreng.” havde hun så sagt og forladt rummet. Aften efter var han kommet til hendes værelse og havde spillet for hende igen, og igen havde hun grædt, og fortalt om sin mand da han stoppede med at spille. Denne tradition havde de stadig, Uta græd bare aldrig mere. Hun havde lært at fornærme hans følelser gennem hans spil, og hun vidste hvad dag han var blevet forelsket og hvad dag han var blevet afvist af Matsumoto-senpai. Men hun havde ikke sagt noget, havde ikke forlangt at han sagde noget, bare lyttet til ham, det samme som han gjorde ved hende. De forlangende ikke ord af hinanden, kun at der blev lyttet. Uta havde altid været der for Ikuto, og forstod næsten altid hvad han tænkte, også denne aften, fornemmede hun noget anet ved ham, men hun sagde ikke noget. Han sluttede sin sang og gik hen til hende og kyssede hendes kind. ”Godnat Uta.” sagde han og lage en hånd på hans kind. ”Godnat min dreng.” sagde hun men greb så hans fri hånd. ”Du har slået dig.” sagde hun. Ikuto trak sin hånd sig og så på den. Han havde ikke selv bemærket det, men der var kommet hudafskrabninger på hans hånd efter at han havde slået den ene fyr i hovedet. ”Det er ikke noget.” sagde han og pakkede sin violin ned og gik ud af rummet og ind på sit værelse. Han smed sit tøj og lage sig på sengen og så på sin hånd igen. Han måtte tage det op med de fyre senere, og han vidste at også snart skulle snakke med sin familie. Han sukkede og lukkede øjne og faldte i søvn.
Ikuto vågnede tidligt op, næsten på samme tid som dagen før. Huset var stille, ud over deres tjenestefolk. Han steg ud af sengen og gjorde sig hurtigt klar til at tage i skole. Han orkede ikke at møde sin familie lige nu, så han ville bare ud. Han gik hurtigt ned af trappen, og tjenestepigen, nåede kun lige hen til ham med hans taske før han var ude af døren. Det var stadig tidligt, og han vidste ikke hvad han skulle fordrive tiden med, så han gik til Harus hus og stilte sig det samme sted igen og så mod hendes hoveddør. Han var kommet for at følge hende i skole.

Haruhi så lidt overrasket op på Ikuto-senpai da han bad hende om at finde ud af hvornår hun arbejdede, men så smilte hun ”okay.. skal jeg nok” sagde hun med et stort smil. ”Vi ses i morgen” sagde hun med et smil inden hun lukkede døren, han havde jo selv sagt at de ville ses i morgen.
Haruhi så undrende på de mange sko der stod ved indgangen da hun kom ind ”Ba-chan!? Jeg er hjemme.. undskyld jeg er så sent..” sagde Haruhi mens hun trådte af sine sko og gik ind i stuen, hun stoppede og så overrasket på sine to onkler og sin tante ”..hjemme” afsluttede hun og så bare på dem. ”Sikke manere.. eller manglen derpå..” sagde hendes tante nærmest fornærmet, hvilket fik Haruhi til at bukke for dem ”Goddag Ojisan…obasan” sagde Haruhi formelt, sådan havde hun fået af vide at hun skulle tiltale dem, formelt. Haruhi kunne ikke dissideret lide at tænke at hun hadede nogen, men… der var et eller andet med disse personer. I sin familie havde Haruhi også to ældre kusiner og en ældre fætter, disse familiemedlemmer kom ud fra køkkenet sammen med Ba-chan ”ah velkommen hjem Haru” sagde Haruhis bedstemor glad, hendes kusiner og fætter virkede nu ikke særlig glad for at se hende. De hilste også formelt på hinanden. Ba-chan forklarede at tantens, som var mor til alle Haruhis kusiner og hendes fætter, hus var blevet for lille til dem, så de ville bo her til de fandt noget større og at hendes ene onkels lejlighed var ved at blive renoveret, så han ville også bo i huset et stykke tid. Den sidste onkel var bare på besøg, han boede alligevel i nærheden. Resten af aftnen blev lidt kaotisk for Haruhi da de familiemedlemmer der var flyttet ind var dovne og lod Haruhi gøre alle deres pligter osv. Haruhi kom alt for sent i seng, hun var udmattet fysisk pga. hendes lange dag og ekstra arbejdsopgaver, men hun var også lidt udmattet mentalt fordi intet af det hun gjorde var godt nok for familiemedlemmerne der nu var flyttet ind.
Haruhi vågnede meget træt tidligt om morgen dagen efter, hun smilte lidt lettet over at badeværelset var ledigt da hun ville klæde om, men hun havde kun lige nået at blive færdig med et kort morgen bad da der hårdt blev banket på og spurgt om hun ærlig talt ikke snart skammede sig over at bruge så mange af Ba-chans penge på badevand. Haruhi skyndte sig at tage et håndklæde om sig og gik ind på sig værelse for at klæde om, hun låste med et suk døren bag sig. Hun rullede for igen og klædte om til sin uniform, hvorefter hun rullede fra igen. Da hun kom ud igen opdagede hun at der hærgede kaos ved badeværelset og hun skylden for den lange kø. Hendes onkel og tante skulle på arbejde, hendes fætter skulle på universitetet og hendes kusiner skulle i High School. Haruhi gik nedenunder og gjorde morgenmad klar til 7 personer i stedet for 2. Hun satte sig stille og spiste, men nåede at blive færdig med at spise inden nogen andre kom ned. Hun satte sit i vasken og gik ind for at høre nogle nyheder og vejeret. Hun kunne høre onklen og tanten brokke sig meget højlydt over at Haruhi ikke havde brygget noget kaffe og at der kun var gjort cornflakes og brød klar, men Haruhi kunne jo ikke finde ud af at lave andet uden at brænde det på og kaffe vidste hun jo heller ikke hvordan man lavede. Hun gik stille hen til døren ”Ehm… hvis i gerne vil have andre ting.. kan i så ikke vise mig hvordan man laver dem?..” spurgte Haruhi stille ”så skal jeg nok lave lige meget i vil have” sagde hun med et smil. ”Som om jeg har tid til at lære en lille pige ting hun allerede burde kunne” sagde tanten lidt spydigt da hun gik forbi Haruhi og ud af huset ”hun bliver aldrig nogens hustru” mumlede onklen på vej fordi Haruhi efter tanten, de tog på arbejde. Haruhi sukkede stille, selvom hun ikke tænkte så meget over det passede det jo, man skulle kunne lave mad for at blive betragtet som en god kone, ikke? Hun ryddede stille op efter sin onkel og tante i køknet, hun fandt sin taske og skulle til at gå ud af døren da en af hendes kusiner nærmest skreg hendes navn. ”Haruhi! Hvorfor har du ikke vasket det tøj jeg gav dig i går?!” spurgte hun meget vredt, Haruhi så meget undrende på hende ”Du gav mig ikke noget..” begyndte Haruhi, men kusinen lod hende ikke tale færdigt. ”Åh lad vær med at være så uduelig” sagde hun vredt og gik igen for at finde sin uniform. Haruhi sukkede trist, hun huskede ikke at kusinen havde givet hende noget tøj i går som hun skulle vaske. Haruhi åbnede døren ud til og fik den lukket bag sig, hun sukkede lettet og smilte lidt over at være udenfor. Hun så op og fik øje på Ikuto-senpai ”Godmorgen” sagde hun glad og gik over til ham, hun rodet lidt i sin taske og fandt så et lidt krøllet papir til ham ”her er mit vagtskema” sagde hun med et smil, hun havde kopiret det i hånden. ”Haruhi… hvem der denne mand? Forhåbentligt ikke en du gør upassende ting sammen med? Det skulle lige ligne dig” hørte hun så en stemme bag dig sige, hun vendte sig om og så hendes fætter stå lige foran hende. ”Nej.. han er min.. min ven” sagde Haruhi stille lidt flovt ”det er tydligt at du lyver Haruhi..” sagde han hårdt men sukkede så ”helt ærligt Haruhi.. kan du ikke snart stoppe med at gøre ting der ligger skam på vores familie” sagde han som om han var ofret og gik mod sit universitet. Men han så først grundigt på Ikuto-senpai for at huske hans ansigt. Haruhi så lidt trist efter ham men smilte så til Ikuto-senpai, hun var glad for at se ham. Hun kom pludselig i tanke om noget ”Ehm.. hvorfor er du her Ikuto-senpai? For at få mit vagtskema?” spurgte hun, hun turde ikke håbe at han var kommet for at følge hende i skole. ”Haruhi! Hvor er den dumme tøs” vrissede den ene af kusinerne da de kom ud af døren, de ville også skælde ud over morgenmaden, men de fik så øje på Ikuto-senpai. ”Jamen godmorgen” sagde kusinerne flirtende til Ikuto-senpai og skubbede Haruhi væk. De gav deres tasker til Haruhi da de hver tog en af Ikuto-senpais arme og begyndte at trække ham med i skole med de flirtede med ham. Haruhi sukkede lidt og fulgte bare bagefter.

Ikuto havde kort set to voksne gå ud fra grunden, men havde ikke tænkt mere over det. Han kunne høre stemmer fra huset, og kunne ikke mindes at han havde oplevet det dagen før. Han så roligt på Haru da hun kom ud, og stod stille og lod hende komme hen til ham. ”Morgen.” sagde han roligt da hun kom hen til ham. Han tog i mod papiret og så på det. *Hun har en pæn håndskrift* tænkte han kort og proppede papiret i lommen. Han så op da nogen talte og så på den ældre fyr. Ikuto så ligegyldigt på ham, men fik lyst til at ligge armen om Haru, bare for at pisse ham af, men lod hver og stod bare roligt og så ligegyldigt på ham. Der var rygter nok omkring ham, og han var ligeglad, men han kunne ikke lide den måde han talte til Haru på. Ikuto så ned på Haru igen da fyren var gået, han havde holdt øjenkontakten med ham. Han lavede intet med Haru, og havde han heller ikke tænkt sig. Hans mundvige træk sig lidt i et smil da hun smilte til ham, men kun lige antydningen af det. *Hvordan kan hun smile sådan når han lige har talt sådan til hende?* tænkte han. Han åbnede munden for at svare på hendes spørgsmål, men nåede det ikke før nogen råbte på Haru. Han så mod døren, og allerede før han så pigen, kunne han ikke lide hende. Hvorfor virkede de alle til at være efter Haru? Ikuto rettede sig helt op, og slog blikket væk fra dem da de så på ham. Det var den slags piger han ikke kunne lide, så han gav dem automatisk den kolde skulder. Han hev hurtigt sine arme til sig, da de begge havde taget en hver og begyndte at trække af sted med ham. ”Bær dem selv.” sagde han koldt og tog deres tasker fra Haru og kastede dem på jorden foran dem. ”Den eneste jeg vil følges med, er Haru.” sagde han og lage stille en arm om Harus skulder og smilte koldt til dem. De var allerede en irritations faktor for ham. ”Kom Haru.” sagde han og tog hendes taske i samme hånd som sin egen, og tog hendes hånd med den anden og trak hurtigt af sted med hende.

Haruhi smilte endnu mere glad da det virkede som om Ikuto-senpai smilte lidt til hende. Haruhi så meget overrasket på Ikuto-senpai da han afviste hendes kusiner. ”Senpai” sagde Haruhi overrasket over at han smed kusinernes tasker på, hun følte også at han ikke rigtig kunne være det bekendt. Haruhi blev rød i hovedet da han sagde at hun var den eneste han ville følges med og lagde en arm om hendes skulder, hun kunne ikke få et ord frem. ”Ah.. Ehm.. Okay..” fik Haruhi frem da han sagde at hun skulle komme, hun lod ham tage hendes taske og trække af sted med hende. Hun gik med røde kinder efter Ikuto-senpai der trak af sted med hende, hun var rød i kinderne fordi Ikuto-senpai holdte hendes hånd men også fordi hun inderst inde nok også var lidt imponeret over det han lige havde gjort. ”Ehm… Senpai… Du kan godt give slip på min hånd nu” sagde hun flovt, hun vidste ikke hvorfor han havde taget den til at starte med.

Ikuto kunne bare ikke se grunden til at Haru skulle bærer pigers tasker, derfor havde han smidt dem på jorden. Når de ikke selv gad bære dem, var det der de hørte til. Ikuto gik hurtigt frem, han ville væk fra pigerne så hurtigt som muligt. Han gad ikke bruge mere tid på dem end han allerede havde gjort. Ikuto stoppede lidt op da Haru talte, og han så tilbage på hende. Han vendte sig mod hende, bukkede sig forover og lænte sig ind mod hende. ”Hvis jeg nogensinde ser dig går med nogens tasker igen, smider jeg dem på jorden som jeg lige gjorde.” sagde han fast. Han var på en måde vred over at Haru bare havde taget deres tasker uden at sige fra. Han slap endelig hendes hånd. ”Du kan vel finde ud af at sige nej, ikke?” sagde han og så træt på hende.

Haurhi trak sig helt rød i hovedet lidt væk da Ikuto-senpai lænte sig ned til hende, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til det han sagde til hende, så hun nikkede bare lidt. Hun tog stille sin hånd til sig da han gav slip. Hun stop stille lidt efter han havde spurgt, men smilte så ”Jo” svarede hun til at hun godt kunne finde ud af at sige nej. Det var vel et ironisk svar.

Ikuto sukkede træt da hun sagde jo. Han troede ikke på hende. ”Kom” sagde han, og svang sin arm op, så taskerne kom til at hænge ved hans skulder. Han havde ikke tænkt sig at give Haru hendes taske tilbage før de kom til skolen.

Haru så lidt undrende på Ikuto-senpai da han sukkede. Hun stod stille lidt men gjorde så som der blev sagt og fulgte med ham, det var egentlig ikke slemt at gå i skole med Ikuto-senpai mente hun med lidt røde kinder. ”Ah” sagde Haru og stoppede pludselig ”Ehm… kan jeg ikke få min taske tilbage?” spurgte hun flovt og rakte sine hænder frem, længere fremme stod Nagato og ventede på Haru. Men Ikuto ville sådan set ikke nå at svare Haruhi inden en ældre dreng tog om hendes ene håndled og trak hende lidt ned af en gyde. Ikuto ville måske kunne genkende ham, for når først man kendte hans beskrivelse var han ikke så svær at genkende. Haruhi så overrasket op på den høje dreng og lige så snart hun genkendte ham blev hun helt rød i hovedet og bukkede meget hurtigt for ham. ”Goddag Takeshi-senpai” sagde hun hurtigt ”Hey… hvorfor er jeg tilbage på efternavn? Det er kun 2 måneder siden vi så hinanden sidst.. og lad vær med at kalde mig senpai” klagede drengen med det sorte hår og blå øjne. ”Ehm…. Goddag… Yuu” sagde Haruhi og var stadig helt rød i hovedet. ”Goddag Haruhi” sagde han med et lille smil. Efter de havde stået og snakket lidt, vinkede Yuu med et smil til Haruhi og gik mod High School. Haruhi gik med et meget glad smil og et par røde kinder tilbage til Ikuto-senpai. Yuu og Haruhi havde det sådan set godt med hinanden.