Velkommen til vores familie

Emi-chan stod afventede, hun ventede på deres reaktion, men den kom ikke, ikke lige med det samme i hvert fald. Hun sukkede skuffet og vendte om på hælen, hun gik tilbage til sit værelse. Men så var det som om deres far vågnede op, selvom hun var hans lille engel, havde hun gjort noget han ikke accepterede. Takeru trådte et skridt til siden så deres far kunne buldre forbi ham og efter Emi-chan mens han var begyndt at råbe. Takeru sukkede lidt og tog sig til hovedet, han så pludselig meget frustreret ud. ”I morgen følger du Emi-chan i skole.. jeg har en dårlig følelse” sagde han og gik af sted. Han havde nogle flere ting han skulle ordne på sit kontor.

Ryuu så efter Emi da hun vendte ryggen til dem og gik. Havde hun lige frem været skuffet over at der ikke var kommet nogen reaktion? Ryuu tog et skridt til siden da Takeru gjorde det, for ikke at så i vejen for ham, eller Takerus far som stormede efter Emi. Ryuu så på Takeru igen. Forstå Emi ikke at hun gav hendes bror så mange frustrationer? Ryuu så forskrækket på Takeru, da han blev sagt at han skulle følge Emi i skole dagen efter. Ryuu havde ført fuldt Emi, men aldrig en hel skole dag. Ryuu fulgte efter Takeru. ”Er du sikker på det er en god ide? Du ved hun ikke kan fordrage mig.” prøvede han. Men det var ligegyldigt om Emi kunne li ham eller ej. Han havde opfanget det som en direkte ordre, ikke en forespørgelse, eller en mening om hans råd, men han kunne ikke lade hver med at prøve at komme uden om alligevel. Han ville helst blive ved Takeru til hver en tid.

”Selvfølgelig er det en god ide” mumlede Takeru med en smøg i munden mens han ledte efter sin lighter. ”Nøjagtigt” sagde han til at hun ikke kunne fordrage ham. ”At du følger hende en hel dag vil være som en straf for hende, men det vil give mig ro i sindet” sagde han og gik ind på sit kontor. Ryuu var fri til at følge efter.

Ryuu fandt sin lighter frem da han så smøgen i Takerus mund og tændte for ham. Han sukkede bare lidt. *Hvorfor skal jeg straffes?* tænkte han, men sagde ikke noget til det. Hvis det gjorde Takeru mere rolig, så var det vel okay. Ryuu gik med Takeru ind på kontoret og satte sig i en fri stol. Han vidste godt Takeru bare skulle arbejde nu, og der egentlig ikke var så meget andet for ham at lave nu, men det var en indgroet vaner at han blev ved med at være ved Takerus side.

Takeru tog i mod ilden som Ryuu rakte ham. Hun tog et hiv og pustede ud. Over den næste til fik Takeru røget lidt over en halv pakke mens han sad ved sin computer og skrev og snakkede i telefon med alle mulige mennesker. Hun løftede røret og så, så på Ryuu ”Ehm… kan du ikke lige gå ud?” spurgte han og rodet sig lidt i håret mens han stadig sad med løftet rør. Han skulle altså have en samtale som Ryuu ikke måtte høre.

Ryuu fandt en bog fra en hylde fra Takerus kontor. Det var lige forskelligt hvad han læste. Nogen gange læste han op på de forskellige steder Tsuyoshi styrede. Ryuu hørte egentlig aldrig efter når Takeru talte i telefon. Ryuu så op da Takeru talte til ham. Ryuu lukkede bogen han sad med og lage den på bordet. Ryuu kunne ikke li når han blev sendt ud. ”Jeg finder en snack.” sagde Ryuu og smilte kort til Takeru og gik stille ud af døren og lukkede den stille efter sig. Han gik ned i køknet og sat vand over at koge så han kunne lave noget the. Mens han ventede på at vandet kogte fandt han noget frem som Takeru kunne spise. Ryuu satte det hele på en bakke og gik tilbage mod Takerus kontor, da han selv synes han havde været længe nok væk nu.

Takeru vinkede ham ud da sagde det med snack. Takeru ventede lidt, til at han var sikker på at Ryuu var væk, før han ringede op. Da Ryuu kom tilbage sad Emi-chan i sin bror skød, hun så irriteret på Ryuu. ”Niisan siger at du skal med mig i skole… og at han helt selv besøger klubberne i morgen..” sagde hun, det første irriteret, det andet i en lidt gladere tone. Emi-chan gav Takeru et lille kys og forsvandt, hun ville i seng. Takeru sad og trykkede lidt mere på computeren ”jeg bryder mig ikke om.. den dreng hun var på date med” sagde han mens han så mod vinduet. Det var det han hurtigt skulle undersøge da han bad Ryuu om at gå.

Ryuu stoppede lidt op i døren, da han så Emi på Takerus skød. Han sukkede indvendigt, men lod dem ikke mærke det. Han gik hen mod Takerus skrivebord for at sætte bakken. Ryuu reagere ikke da hun sagde at Takerus havde fortalt at han skulle med hende i skole, men han så op på Takeru da hun sagde at han ville tage alene ud og besøge klubberne. Ryuu blev stående ved skrivebordet, og efter at Emi var gået ud. Han sagde ikke noget mens Takeru skrev videre. Han følte lidt at Takeru holdte noget fra ham, hvorfor skulle han ellers sendes ud på grund af et telefonopkald? Ryuu så på mere fokuseret på Takeru da han talte igen. ”Og jeg kan ikke li tanken om at du skal alene af sted i morgen.” sagde han. ”Jeg skal nok tage med Emi i morgen og holde øje med hende, men kan du ikke tage en eller anden med i morgen?” sagde han og tog den ene kop og stilte den foran Takeru. ”Hvad er der med drengen du ikke kan li?” spurgte Ryuu så.

”Jeg tager selvfølgelig heller ikke afsted alene” sagde Takeru betryggende ”Tror bare hun mente alene, som uden dig” sagde han med et lille smil. Takerus ansigt blev med det samme mere alvorligt ”Det er ikke meget.. han har bare.. det samme mellemnavn som…. Det bandemedlem der dengang kidnappede Emi-chan. Men navnet er almindeligt og han virker ikke til at have nogen forbindelse til klanen… Men.. ” sagde han og rynkede bryn. ”Bare vær forsigtigt i morgen.. jeg bryder mig ikke om at Emi-chan komme tæt på den dreng” sagde han og drak lidt af sin the. Han ventede på at Ryuu satte sig i stolen, hvorefter han sådan set lod som om han arbejdede videre, men han snakkede meget mere med Ryuu. Han havde aldrig fortalt Ryuu at den sidste tid de delte sammen næsten hver dagen, ikke gik med arbejde. ”Vi må hellere sørger for at vi er friske til i morgen” sagde Takeru så til sidst of rejste sig.

Men kunne se lettelse i Ryuus ansigt da Takeru sagde at han ikke bogstaveligt ville tage alene af sted. Ryuu så roligt på Takeru, mens han talte. Der var tydeligvis mere i Emis bortførelse end hvad Ryuu fik afvide, men han pressede ikke på. Han behøvede heller ikke få alle detaljer afvide for at beskytte hende. Ryuu nikke til at han nok skulle være forsigtig i morgen. Ryuu stilte tallerken med snack, han havde tage med, foran Takeru. Ryuu synes ikke selv at Takeru spiste nok, men det var aldrig noget han ville sige højt. Ryuu tog den anden kop og satte sig tilbage i sin stol og drak lidt. Ryuu talte roligt med Takeru resten af aften. Når Takeru arbejde på kontor, var han altid stille de første stykke tid, så derfor var Ryuu også stille så Takeru kunne få lavet sit arbejde. Men han holdt på en måde lidt af, at de kunne sidde og snakke sammen som nu. Ryuu kom med et træt suk da Takeru sagde at de nok måtte være friske morgen efter. Han rejste sig og tog kopperne tilbage på bakken. ”Tænk at skulle tilbage i skole. Det er alligevel ved at være nogle år siden.” sagde han og smilte lidt. Ryuu havde gået i samme High School som Takeru, men havde aldrig fået gode karakter og lærerne havde aldrig kunne li ham, da han altid kom i slås kæmp med alle som bare så meget som så forkert på Takeru. Han havde været meget voldsom omkring hans beskyttelse af Takeru da han var yngre, men det var blevet bedre med alderen. Han var også blevet mobbet i gennem hans skole tid, til at starte med havde de sagt de direkte til ham, men til sidst havde det blevet til hvisken, efter de første slag var uddelt. Han var blevet kaldt skyggen. Det var først de sidste år i High School at han var blevet højere end Takeru, før havde han været lavere. Og den gang havde han også nødig ville forlade Takerus side. Derfor havde de andre ment, at han ikke have en villig af sin egen, og bare var en skygge af Takeru. Men på grund af hans dårlige karakter havde han aldrig videre uddannet sig. Han ville heller ikke have haft tiden hvis han havde haft lyst. Ryuu tog bakken og gik stille ud af døren. Han så en sidste gang på Takeru. ”Sov godt.” sagde han og smilte kort og gik mod køknet for at komme af med kopperne. Derefter gik han tilbage til sit værelse. Han satte sig på sengen mens han hev sin trøje over hovedet. Han sad lidt med trøjen i mellem sin hænder og tænkte. Skulle han tage en pille? Han havde en vigtig opgave i morgen, så det var vigtigt han fik sin søvn. Han smed trøjen på gulvet og rejste sig og gik hen til skuffen, og fandt pillerne frem fra deres hemmelige rum. Han blev igen mindet om at han snart skulle have fat i flere. Han tog sin mobil op af lommen og trykkede et nummer ind. Han havde memoreret det i hovedet, da han helst ikke ville have at Takeru faldt over nummeret ved et tilfælde. ”Hey.” sagde han kort, og aftalte tid og sted hvor næste levering. Der ville dog alligevel gå nogen dage før de kunne gøre hans piller klar. Da Ryuu havde lagt på, så han på glasset igen. Der var ikke mange tilbage, men hvis han holdte sig til han plejede, burde der være nok. Han lage dem tilbage i deres skjul uden at tage en. Han kunne ikke at tage dem for tit. Han smed sine bukser og gik i seng. Han satte sin alarm før han lage sig til at sove. Han kunne forstille sig at Emi ville prøve at stikke af fra ham hvis han ikke var oppe før hende.

Takeru smilte lidt da Ryuu virkede lettet over han ikke gik alene, nogen gange kunne han ikke lade vær med at føle sig lidt elsket af Ryuu, selvom han ikke vidste det var sådan. Da Ryuu satte tallerken foran ham, begyndte Takeru automatisk at spise. Flere i familien havde snakket om at det nok handlede om stress, hvis man lagde smøger foran ham røg han dem, mad og han spiste det, papirarbejde og han lavede det. Hans sind var skarpt når det var nødvendigt, ellers var det ofte alle mulige steder. Takeru smilte lidt ”Det er det… Men i det mindste behøver du ikke at følge med i hvad læreren siger” sagde han og kom med et større smil ”Ikke at du gjorde det så meget igen da vi gik i skole” sagde han lidt drillende. ”I lige måde” sagde Takeru og så lidt efter Ryuu da han hilste ham godnat. Derefter gik han ind og smed sig træt i sin seng, han sov som altid som en sten når han var hjemme i huset. Hans nattesøvn blev kun kort forstyrret af at Emi-chan krøb ned i sengen til ham.
Om morgene ville Emi-chan ikke være på sit værelse, derfor kunne hun være et andet sted, i sin Niisan seng. Hun kom op og trak i sin uniform, hun gjorde det ud af sit udseende som hun plejede. Hun sagde ikke et eneste ord til Ryuu mens hun spiste morgenmad eller satte sig ud i bilen. Hun så ikke særlig glad ud, men havde bare ikke sovet særlig godt i nat.

Ryuu smilte lidt, da han så Takeru spise. Han var ikke en gang sikker på at Takeru opfangede at han spiste, men det var ikke det vigtige. Ryuus smil blev større, da Takeru drillede ham lidt men hans skole gang. ”Ja jeg ved det godt, men de giver mig alligevel murekryb.” sagde han.
Morgen efter stod Ryuu op som han plejede. Han vaskede sig dog denne morgen, og trak i rent tøj. Her ville hans morgen så forsætte mod Takerus værelse, men i dag gik den først mod Emis værelse, siden at det var hende han skulle holde øje med i dag. Ryuu bankede på døren, men der kom intet svar, og han havde allerede en ide om hvor hun var, men åbnede alligevel døren, for at sikker sig at hun ikke lå der inde. Der efter gik han så hen til Takerus værelse, hvor han fandt hende. Han vækkede dem begge op, og gik så tilbage med Emi til hendes værelse, men blev uden for døren mens hun klædte sig om. Ryuu gik derefter ned for at spise morgenmad med Emi. Han ville helst være ved Takeru og sikker sig at han fik noget at spise. Han havde mindet ham om det før han havde gået med Emi, for at hun kunne klæde om. Ryuu talte ikke til Emi, da hun heller ikke talte til ham, eller vidste ham den store interesse. Han satte sig roligt ind i bilen. Han kunne heldigvis selv få lov til at køre, så skulle han ikke side på bagsæde med Emi. Han kørte Emi hen på skolen, og så lidt på hende på vejen. Hun lignede sig selv, men alligevel virkede hun træt og irriteret. Ryuu tænkte lidt at det nok var fordi hun skulle hænge på ham hele dagen, men han kom også til at tænke på natten før, og hvad hun havde sagt om dumme drømme. Mon hun havde dem hver nat? Ryuu havde selv kun haft en mild omgang, hvor han ikke var vågnet. Ryuu parkerede bilen på skolens parkerings plads og åbnede døren for Emi. Lige nu ville han ønske han havde spurgt noget mere om, hvordan man var bodyguard for Emi. Skulle han side i klassen under timerne, eller være på gangen og vente? I første omgang fulgte han efter Emi ind på skolen, så måtte han se hvad der skete.

Emi-chan steg ud af bilen og gik mod skole indgangen, som altid kiggede mange af begge køn efter hende og der blev hvisket. Men Emi-chan ignorerede det som altid, Emi-chan drejede ind i sin klasse og da pigerne så Ryuu begyndte de med det samme at vise interesse. Piger der normalt ikke turde snakke med Emi-chan kom lige pludselig tæt på for at finde ud af hvem Ryuu var. Emi-chan kunne mærke at det irriterede hende grusomt. Pigerne gik også så langt til at røre ved Ryuu og han blev stilt en masse spørgsmål, mens Emi-chan blev mere og mere irriteret.

Ryuu gik bag Emi, som han plejede at gå bag Takeru. Han så ud af øjenkrogene på alle dem som de gik forbi. Det var længe siden han havde set så mange skole uniformer. Han havde selv valgt at tage et par strammebukser og en stram trøje på, så han ikke virkede så sjusket. Han havde dog stadig en trøje udover, med hætte på. Ryuu bestemte sig for at gå med Emi ind i klassen. Han kunne vel tage en stol og sætte sig bagerst i klassen når timerne begyndte. Ryuu var ikke videre opmærksom på de piger som kom hen til ham, det var mere pigerne som kom, i hans verden, for tæt på Emi. Han ignorerede i første omgang alle deres spørgsmål, men det var kun til at en af dem rørte ved ham. Han skubbede lidt hårdt til pigen. ”Undskyld, men jeg er på arbejde. Den eneste pige for mig lige nu, er Emi.” sagde han fast og så koldt ned på pigerne.

Emi-chan lænte sig tilbage på stolen, så langt tilbage at hendes baghoved rørte Ryuus mave. Hun så lidt overrasket op på ham, men smilte så, rigtigt. Hun så ligefrem igen og virkede i et bedre humør. I timerne blev Ryuu bedt om at sidde ned bagerste i klassen, Emi-chan fulgte med i timerne. Emi-chan fortsatte sin dag som hun plejede, men Ryuu ville nok ligge mærke til at efter hans kolde afvisning var det ikke mange piger der kom Emi-chan nær. De undgik hende ofte på gangen og de hviskede stort set altid om hende når de troede hun ikke hørte det. Det var kun 2 piger Emi-chan gik sammen med, men det virkede ikke som sådan som hendes venner fra Emi-chans side. Da det blev middag gik Emi-chan ned i kantinen og købte noget som altid. Da hun kom ud stoppede hun foran Ryuu, hvorefter hun vendte rundt og gik ind i kantinen igen. Hun kom tilbage med noget der var pakke i plastik, hun holdte det ud mod ham og ventede til han åbnede sin hånd for at tage i mod det. Hun lagde stille en onigiri i hans hånd og gik over til sine venner. Emi-chan havde ingen anelse om hvad Ryuu kunne lide, men han havde lavet en onigiri til hende, så det gik hun ud fra at han kunne lide. Emi-chan sad stille og spiste med sine venner. Et par timer senere ringede klokken ud og Emi-chan sagde farvel til sine venner. Hun fandt sin mobil og skrev lidt på den mens hun gik ”Se selv…” sagde hun med et suk ”dumme Niisan.. der sker ikke noget med Emi-chan” sagde hun og så tilbage på Ryuu. ”Men det var alligevel godt du var her.. det var.. på en måde sjovt” sagde hun og smilte igen rigtigt. Men ligesom hun gjorde dette trak en sort bil op lige bag hende med tunede ruder. Døren blev flået op og et par stærke arme rakte ud efter Emi-chan.

Ryuu kolde attitude forsvandt igen da pigerne bakkede væk fra ham, og han så bare neutral ud igen. Han kunne slet ikke forstille sig at være sammen med en pige som stadig gik i High school, også selvom de var på sidste år. Ryuu kunne bare ikke li det faktum at det virkede til at alle pigerne også holdt sig fra Emi. Han tænkte det var hans skyld, men der var ikke noget at gøre ved det nu. Ryuu satte sig på en stol bagerst i lokalet, men hans øjne blev ved med at hvile på Emi. Ryuu gik hende med ned i kantinen da det blev middag, men det virkede ikke til at hun ville lade ham købe maden for hende, og hans sanser blev mere skrabe og han holdte endnu mere øje med alle der nærmede sig, da han var længere væk fra hende nu. Ryuu så underne efter hende, da hun først var kommet ud, men så gik ind igen. Han så lidt på hendes hånd da hun kom tilbage og han rakte stille sin hånd frem og åbnede den. Han så lidt på det hun havde lagt i hans hånd, og smilte så lidt. Ryuu tvang aldrig et smil på, det havde aldrig været ham påkrævet, så det lå ham ind. Ryuu blev stående ved den ene væg og lod Emi sidde alene med sine venner, mens han spiste stående. Da det ringede ud, følte Ryuu sig en smule lettet. Han havde glemt hvor meget han havde hadet at gå i skole, også selvom han ikke skulle høre efter. Ryuu så på Emi da hun sagde at Takeru havde været dum. Ryuu mente bare han bekymrede sig. Ryuus blik stoppede ved Emis smil, havde hun ment det? Han kunne ikke lade hver med at smile igen. Han ville til at sige noget tilbage til hende, da en sort bil stoppede op bag hende. Ryuu reagere med det samme, og tog nogen hurtige skridt hen mod Emi, og lage en arm om hendes liv, og fik hende hævet væk fra bilens dør og de arme som havde rakt ud efter hende. Han fik taget et skridt frem, så han også stod imellem Emi og menneskerne som ville have Emi. ”Hen til bilen.” sagde Ryuu fast og skubbede lidt til Emi for at få hende væk. En hånd havde grebet fat i hans trøje. Ryuu lod den hurtigt glide af sine arme, men et par nye arme greb fat om hans arm. Han svang sig fri hånd om på ryggen og fik fat i pistolen som sad i hans buksekant. Han havde gået med trøje hele dagen for at skjule den. Han trak den og sigtede mod ham som havde fat i hans arm. Han gjorde klar til at skyde, da bilen kørte frem med et ryk frem, og Ryuu mistede balancen, på grund af ham som havde fat i hans arm, og han væltede om på ryggen, og tabte samtidig sin pistol. Han bandede indvendigt. Han havde ikke regnet med at en hel bil ville komme efter dem. De slap hans arm igen, og bilen kørte efter Emi for at gøre endnu et forsøg på at tage hende. Ryuu havde hurtigt set på jorden, men havde ikke kunne se sin pistol, og kom nu hurtigt på benene og løb hen til Emi. Mændene havde denne gang stoppede op foran hende, og havde grebet fat i hendes arme og var begyndte at kæmpe med at hive hende ind. Ryuu kom om bag Emi, og greb igen fat om hendes liv for at hive hende den anden vej, mens han slog ud med den anden mod dem der havde fat i Emi. Mændene blev åbenbart trætte af at kæmpe mod Ryuu, og greb derfor fat i hans arme nu. Nogen havde steget ud fra den anden side af bilen, og kom nu bag Ryuu, og han mærkede et slag mod sin tænding. Han havde prøvet at undgå det, men hans ene arm var om Emi, og den anden blev holdt fast. Det sortede for Ryuu, men han havde stadig Emi i et fast greb, så derfor blev han hævet ind i bilen med Emi.

Emi-chan tog instinktivt et skridt baglæns da Ryuu kom hurtigt hen mod hende. Hun lod ham hive i hende, hun så stille på bilen, men gjorde så som hun fik besked på. Hun kunne ikke udsætte sig selv i offentligheden og måtte tænke på sin egen sikkerhed. Emi-chan var næsten kommet hen til bilen, hun var en hurtig løber, så da bilen kom efter hende var den lige ved at ramme hende. Da de greb hendes arm og sagde hun skulle komme med snerrede de at de kunne rende dem selv. Hun sparkede på døren og den smækkede i og klemte manden arm. Hun nåede dog ikke meget længere før Ryuu greb om hendes liv. ”Giv slip” sagde Emi-chan surt til Ryuu, men han var gået i sort og Emi-chan blev hevet med ind bilen. ”Fjern jeres beskidte hænder fra Emi-chan! Jeg sværger hvis du slår mig vil jeg..” sagde Emi-chan vredt, hvorefter der lød et hårdt smæld og et bump. Emi-chan var blevet slået ud.

Ryuu vidste at Emi havde lært at forsvare sig selv, men det havde været af instinkt at han havde grebet fat om hende, for at kunne hive hende væk. Ryuu hørte hvordan Emi råbte op, og så hørte han slaget. Han tvang sig selv til at slippe sit greb om Emi, og fik vendt sig på ryggen og fik sparket ud med det ene ben, og han kunne mærke han ramte en under hagen, og han sparkede ud igen, men ramte ikke nogen denne gang. Hans blik var stadig sløret. De greb fat i hans ben og fik ham tvunget om på maven igen og vred hans arm om på ryggen og slog ham igen, og denne gang besvimede han.
Ryuu vågnede først op noget tid efter. Han lå på siden, men hans hænder var blevet bundet på ryggen. Hans ben var også blevet bundet og der var bundet et reb i mellem hans arme og ben, så hans ben var tvunget tilbage. Ryuu løftede sit hoved lidt og så sig omkring. Han bandede stadig indvendigt. Han havde ikke kunne beskytte Emi. Han havde aldrig oplevet noget lignede før med Takeru, men der prøvede de fleste også at skyde ham, ikke kidnappe ham.

Emi-chan vågnede noget tid senere, hun var bundet til en stol. ”Ahh.. du er vågen..” sagde en mand med en blid stemme. Han lavede en hånd gestus og nogle andre mænd gik med det samme i gang med et eller andet. Emi-chan så lidt skeptisk på manden, hun brød sig ikke om at han lød så venlig i tonen. ”Slog de dig hårdt? Du må have ondt i hovedet” sagde han ”vil du have nogle hovedpines piller?” spurgte han og rakte nogle piller ud mod hende. Emi-chan trak lidt surt hovedet tilbage, hun tog helt sikkert ikke imod piller fra denne mand. Manden grinte lidt ”Det er helt fint.. du stoler ikke på mig..” sagde han med et lille smil. En mand kom løbende med en telefon og der blev ringet til noget, Emi-chan vidste godt hvad det kom nu. Og ganske rigtigt, de ringede til klanen og de bad om at høre Emi-chans stemme. Men da røret blev holdt hen mod hende sagde Emi-chan ikke, manden greb hårdt om hendes hals og klemte til. Men Emi-chan var stædig, og manden tog røret til sig igen og fyrede noget af med at hun ikke kunne komme til telefonen. Da han havde lagt på svang han rundt og slog Emi-chan så hårdt at stolen væltede. Emi-chans mund fyldtes med blod. ”Slæb hende ind til den anden og hold øje med dem” sagde han til en af mændene. Emi-chan blev skåret fra stolen og slæbt ind til Ryuu, hun blev smidt hårdt på gulvet. Hun blev liggende lidt med lukkede øjne før hun spyttede engang og en del blod kom ud. Hun fik sat sig op på knæ med lidt besvær og søgte Ryuus øjne for at få en fornemmelse for hans tilstand.

Ryuu rørte lyden ude fra det rum han var i. Han prøvede at løsne knuden på hans ryg. Selvom han var en mand, havde han lært at være smidig, og han tvang sine ben lidt mere tilbage så rebet ikke var så stramt. Ryuu så mod døren, da der lød som en stol der væltede. Ryuu lod sine ben falde tilbage så de stramte rebet ud og så på døren da den blev åbnet. ”Hey!” sagde han vredt, da Emi blev smidt hårdt på gulvet. Ryuu så på Emi da døren var blevet lukket. Han blev bekymret for hende, og sukkede lidt lettet op da hun spyttede og satte sig op. Han mødte hendes øjne og så roligt på hende. Han havde det fint. ”Jeg skal nok få os ud.” sagde han og så væk fra hende igen, og begyndte at tvinge sine arme og ben mere tilbage. Hvis han bare kunne få sine arme rundt om benene så han kunne få armere foran sig. Ryuu måtte opgive. Han var ikke smidig nok. Ryuu begyndte at se sig omkring igen for at finde noget som kunne hjælpe ham. ”Du skulle vel ikke gemme en kniv et sted?” spurgte han og så mod Emi. Han kunne mærke han selv have fået taget alt fra sig. Ryuu så væk fra hende igen, og tog en dyb indånding og prøvede igen. Denne gang lød der et smæld fra ham. Han havde fået tvunget sin ene skulder længere ind den kunne, og var nok hoppet af led. Ryuu smilte lidt koldt, og bød bare smerten velkommen. Han fik endelig hænderne foran sig og hev sine hænder op til munden og begyndte at bide i knuderne. Han fik dem op efter lidt arbejde og skubbede sig op at sidde. Han tog ved den arm som var hoppet af led, og skubbede den på plads, så der igen lød et smæld. Smældene var heldigvis ikke høje nok til at de ville kunne blive hårdt uden for rummet. Han bevægede hurtigt skulderen lidt og bandt så sine fødder op. Han bandt hurtigt Emi op og så lidt på hende. Han havde set det blod hun havde spyttet ud, men ellers så ud ikke ud til at være skadet. ”Emi.” sagde han og holdte hendes øjne fast. ”Det er min skyld vi er her, men du må love at stole på mig. Jeg skal nok få dig ud.” sagde han lavt, men fast til hende. Han mente det. Han ville gøre alt for at få hende ud i live. ”Hold dig tæt til mig, og når jeg siger løb, så løber du.” sagde stadig lavt. Han rejste sig langsomt og stille op og listede hen til døren. Han bankede stille på den, og han kunne høre at dem på den anden side blev overraskede, og gjorde som han ville have. Ryuu lænte sig tilbage og sparkede på døren med alt sin kraft, i det den ene prøvede at åbnede døren, og det endte med at han fik døren lige i hovedet og besvimede med det samme. Det var ikke en listig måde at komme ud på, men de måtte ud. Ryuu kunne ikke tillade at Emi kom mere til skade. Ryuu slog den anden ud med en knytnæve og tog begge deres pistoler og deres mobiler. ”Du ved hvis godt hvordan man bruger sådan en.” sagde Ryuu og rakte Emi den ene pistol. ”Bare lad som om du ikke gør.” sagde han, og gav hende også den ene mobil, og skubbede den anden ned i lommen. Larmen havde allerede tilkaldt flere, og da Ryuu så den første skød han efter dem og de bakkede tilbage. Ryuu valgte at gå den anden retning, og skyndte sig ned af gangen. De var i en klub. Et skyd lød bag dem, men det ramte ikke nogen af dem. Ryuu skød tilbage mod dem igen. De kom til bagdøren og Ryuu sparkede den hurtigt op. Men de endte bare i en gård med pigtråd hele rundt om dem. Ryuu lukkede døren bag dem og satte hurtigt en bjælke i klemme. ”Kom.” sagde Ryuu og skyndte sig hen til hænget. Han hev hurtigt sin trøje over hovedet og smed den hen over, så Emi ikke ville sidde fast i pigtråden. ”Over.” sagde han og tog ved hendes fod og gav hende en hestesko over. Han sprang selv hurtigt op og hev sig over og langede ved siden af hende. ”Du skal løbe og gemme dig. Brug mobil til at kontakte Takeru. Jeg holder dem tilbage.” sagde han fast og skyndte sig for at komme hen på forsiden af klubben så han kunne holde dem inden døre.

”Du skal ikke bekymre dig om det” sagde Emi-chan roligt da han sagde at han nok skulle få dem ud derfra. Emi-chan rystede lidt på hovedet, hun havde haft en kniv på sig, men den var blevet taget kunne hun mærke. Emi-chan så lidt overrasket på ham da hun hørte smældet, hun sukkede lidt. Hun studerede smilet han havde, men så, så ligefrem for sig uimponeret. Emi-chan lod sig blive frigjort og rejste sig med det samme, hun så ham i øjnene. Man kunne pludselig se lidt forvirring over det han sagde ”Men.. Emi-chan..” begyndte hun for at sige at hun kunne hjælpe, men han var allerede henne ved døren. Hun så på ham som om han var en idiot da han bankede på døren ud til. Emi-chan tog i mod pistolen og så lidt på den, men hun svarede ham ikke. Hun undrende sig over at sagde hun skulle lade som om hun ikke vidste hvordan den virkede. Hun tog i mod mobilen. Emi-chan sigtede mod mændene der kom, men ramte ved siden af med vilje. Emi-chan løb efter Ryuu. Hun kravlede hurtigt over hegnet da Ryuu hjalp hende over. Hun lyttede til det han sagde og så efter ham da han løb. Hun fandt mobilen frem og ringede til sin Niisan, hun løb ud til Ryuu.

Ryuu opførte sig som han gjorde, fordi han allerede skammede sig over at de var blevet fanget. Han ville nok have sagt det samme til Takeru, selvom han var en mand og ældre. Ryuu bekymrede sig ganske enkelt for Emi, derfor ville han ikke have at hun kom mere til skade. Ryuu havde sagt til Emi at hun skulle lade som om hun ikke vidste man brugte en pistol, fordi ingen regnede med at hun kunne, så det var et godt kort at have i baghånden hvis hun fik brug for det. Ryuu var løbet hen til fordøren. Alle var heldigvis løbet efter dem inden for, så ingen var kommet til hoveddøren endnu. Ryuu så sig tilbage da han hørte løbende fødder efter sig. Hans øjne blev kolde da han så Emi, og han skyndte sig hen til hende. Havde hun ikke forstå at hun skulle skjule sig? ”Emi.” sagde han vredt, og skyndte sig at tage fat i hendes arm. Han kunne ikke angribe når han skulle holde øje med Emi, deres hovedmål. Så nu måtte han simpelthen gemme sig med hende. Selv med den pistol Emi havde, ville de ikke have skyd nok til at holde de andre tilbage, særlig længe. Ryuu skyndte sig væk fra klubben. Selvom det var en klub, lå den tydelig ikke i midtbyen. Der var mørkt omkring dem, og der så ikke ud til at være andre klubber i nærheden. Ryuu tænkte at det nok var en privatklub for deres gruppe, og hvor de førte kidnapper hen. Ryuu trak Emi med sig ind i gyder, og han begyndte at høre stemmer efter dem. De måtte have opgivet bagdøren og ledte nu bare efter dem i området. Ryuu trak hurtigt Emi ind i en side gyde og hen bag nogen kasser. Hans hjerte bankede hurtigt, og han prøvede at udtænke en løsning. Men det bedste de kunne gøre, var at gemme sig og vente på at Takeru kom med forstrækning

Emi så roligt op på Ryuu da han kom hen til hende, men hun var bestemt ikke glad for at han tog i hendes arm. Hun hadede hvordan han lige nu behandlede hende som om hun intet kunne, men sådan var de alle. Emi lod sig trække med og pressede sig op af Ryuu da de gemte sig bag kasserne. Hun var ikke bange. Hun så lidt undrende op på Ryuu da hun hørte at hans hjerte hamrede af sted. Emi tog i hans bukser og hev ham ned mod jorden ”Åben dine bukser” sagde hun og hvis han protesterede begyndte hun bare at gøre det selv. Hun åbnede også sin skoleskjorte og smed den ud fra deres skjul. Hun befalede ham at ligge sig på jorden hvis ikke allerede han gjorde det, hun trak hans bukser ned over hans sko, tog sig lange hår ud af dens opsætning. Og satte sig over ham, hvorefter hun begyndte at stønne en smule. Udenfor deres skjul ville man kunne se Ryuus nedtrækkede bukser, skjorten og en smule af Emis sotre hår. Hun lænte sig ned mod Ryuu ”området er kendt for prostituerede i gyderne” hviskede hun og stønnede videre mens hun satte sig op. Da mændene kom nær gik de ganske rigtig videre fordi synet ikke var udsædvanligt.

Ryuu tænkte ikke over at Emi pressede sig ind til ham, men han kunne alligevel mærke hende mod hans nøgne bryst. Den trøje han havde smidt over hegnet havde været hans T-shirt. Den trøje han havde haft ud over, havde han mistet da de blev taget. Ryuu så ned da Emi tog ved hans bukser, og han forstod ikke i første omgang hvad det var hun var ved. Han tog først fat i hans bukser og protesterede lidt, men åbnede så bukserne og sank ned på knæ. Han lage sig ned på ryggen da hun befalede det og løftede sig lidt op da hun trak hans bukser ned om fødderne. Ryuu så først lidt på Emi da hun satte sig hen over ham og begyndte at stønne, og han begyndte at forstå hvor hun ville hen. Han nikkede da hun hviskede i hans øre om at der var mange prostituerede i gyderne. Ryuu lå med pistolen på sit bryst og den ene hånd om den og lyttede. Han så ikke rigtig på Emi, og hans krop reagere stort set heller ikke. Situation var simpelthen ikke til at den kunne. Ryuu lå roligt, og lyttede bare, både efter om der kom nogen tæt på dem, eller tegn på at Takeru skulle være kommet til hjælp. Ryuu undrede sig over, at ingen kom hen og tjekkede dem, også selvom det var almindeligt for dem. Ryuu spændte alle sine muskler da han hørt et skyd, og han lyttede mere intenst, for at finde ud af om der kom flere, og hvor langt de var væk. Flere skyd begyndte at lyde, og Ryuu regnede ud at Takeru var kommet med forstrækning. Ryuu regnede med at Emi selv havde regnet det ud, og hvis hun ikke allerede havde rejst sig, bad han hende om det og rejste sig selv op og trak hurtigt sine bukser op. De måtte væk fra området, før dem der havde kidnappet dem, kom tilbage for at flugte fra Takerus gruppe. Da de nærmede sig, gemte Ryuu sig med Emi, for at de ikke ville ende i en krydsild. Da skydende var stillede af, gik Ryuu videre hen mod Takeru. Der lå nogen af dem der havde kidnappet dem, på jorden, og ingen af dem virkede til at være ved bevist hen, og det hele virkede trykt, så Emi skyndte sig selvfølgelig hen til Takeru. Ryuu fulgte efter hende, og så ud af øjenkrogen at en af fjenden løftede sin hånd med en pistol og sigtede mod Emi. ”Emi!” sagde Ryuu højt og skyndte sig hen til hende. Lige i det braget lød, greb Ryuu fat i Emis arm og trak hende ind til sig, mens han selv tog et skridt hen foran hende, så han stod i mellem hende og den der havde skyd. Ryuu trykkede Emi lidt ind til sig, og et øjeblik var der smerte i hans øjne, men det forsvandt hurtigt igen. Ryuu var blevet ramt i højre side. Der var allerede blevet skyd mod ham, som havde sigtet mod dem, så Ryuu slap Emi igen og tog et skridt tilbage. Han lage en hånd mod sin side og bukkede lidt for Emi. ”Undskyld.” sagde han. Han undskyldte for at have taget om hende. Han lagede en gestus med sin fri hånd mod Takeru, for vise Emi at hun kunne gå videre. Han side gjorde ondt, men det føltes ikke som noget livstruende. Ryuu så hen mod Takeru og slog så blikket lidt skamfuldt ned. Han lage ikke noget i at han var blevet ramt, han synes ikke det var straf nok for at Emi var blevet taget i første omgang.

Emi stoppede med at stønne da hun hørte skyd, hun sad stille og lyttede, da der kom flere rejste hun sig med det samme. Emi gik stille mellem mændene der lå på jorden, hun vurderede dem stille og da hun mente der ikke var nogen fare skyndte hun sig mod sin Niisan. Emi stoppede da Ryuu råbte hendes navn, hun vendte sig hurtigt mod ham bare for at mærke at han hev hende ind til sig. Hun stod overrasket i hans arme da hun hørte skuddet. Hun så overrasket op på Ryuu ”Ryuu..” sagde hun stille. Hun så på ham da han trådte et skridt tilbage og bukkede for hende, mens han sagde undskyld. Hun studerede hans højre side. Hun så mod Takeru hun også kunne høre kaldte på hende, selvom han egentlig godt vidste han ikke burde. ”Jeg har lyst til at slå dig..” sagde hun stille, og hun havde ikke kaldt sig selv Emi-chan. ”Du er familie.. lad vær med at være så tåbelig” sagde hun og tog i hans frie arm. Hun hev ham med hen til sin storebror, der to i mod dem begge med åbne arme. De skyndte sig i en bil fra at komme væk fra stedet. ”Emi-chan er du okay? Prøvede de på noget?” spurgte han bekymret Emi, hun sad jo i bh. Men hun svarede at Emi-chan havde det fint, mens hun fik en jakke til at skjule sine kvindelige former. ”Og dig Ryuu?” spurgte han og så bekymret mod sin ven.