Velkommen til vores familie

Takeru sad stille og så ud af vinduet i bilen, han tænkte. Dagen før havde det været Emis 18 års fødselsdag, men han havde ikke været i stand til at være til stede pga. noget forretning længere oppe i landet. Han havde hørt fra sin far at han ville komme hjem til en meget utilfreds lillesøster, så han måtte hellere købe en god gave. Men pga. forretningen havde han haft så travlt at han ikke rigtig havde haft tid til at tænke over det, og nu var han så træt at han ikke rigtig kunne komme på noget. Han vendte sig mod manden der næsten altid var ved hans side, Ryuu. Han tog smøgen han havde haft til at hænge i mundvigen ud ”Det var Emi-chans fødselsdag i går.” sagde han selvom Ryuu sikkert allerede vidste det. ”Hun er sur på mig fordi jeg ikke var hjemme.. vi bliver nød til at købe en gave til hende før vi kommer hjem.. men lige nu kan jeg ikke komme på noget” sagde han og sukkede bekymret.

Ryuu så ud af forruden. Når han og Takeru var alene af sted, kørte han stort set altid bilen. Ryuu vidste også at Takeru var træt efter de forretninger han havde lavet. Ryuu så kort mod Takeru ud af øjenkrogen, da han talte, men så så på vejen igen. Han kendte Emis fødselsdag lige så godt som sin egen og Takerus. Han var vokset op med hende nogen få dage efter hun var blevet født. Men han nikkede bare. Ryuu kunne ikke lade hver med at smile en smule. Ryuu vidste at Emi altid havde haft en speciel plads i Takerus hjerte, og det virkede heller ikke til at Takeru kunne li når Emi var utilfreds med Takeru. ”Siger man ikke, at diamanter er kvindernes ven? Hun er jo 18 år nu.” sagde han roligt.

”Diamanter” gentog Takeru og kløede sig lidt i nakken. Han var ikke sikker på at det var noget for Emi, han havde aldrig set hende med diamanter og det var sådan set det han plejede at give til sine piger. ”Det skader ikke at kigge” sagde han så, hvilket sådan set betød at Ryuu skulle køre mod en juvelbutik de havde forbindelse til. Takeru sad stille i bilen og ventede på at døren blev åbnet, han åbnede den normalt selv, men ikke i fuld offentlighed. Han trådte ud og gik ind i butikken. Det tog længe før at han endelig blev enig med sig selv om noget, det var et diamantarmbånd med nogle vedhæng på. Han satte sig ud i bilen, han var lidt skeptisk mht. gaven, men det måtte briste eller bære.

Ryuu vidste ikke om det var en god gave, men alle piger virkede til at besvime over diamanter. Men Emi var godt nok ikke som andre piger, og slet ikke når det galt hendes bror. Men Ryuu sagde ikke mere, da Takeru bad om at blive kørt til juvelbutikken. Ryuu holdte ind foran butikken, og steg ud af bilen. Han gik hen på Takerus side og åbnede døren for ham. Ryuu havde som barn aldrig forstået det, men som ældre var han begyndt at forstå at det var noget med status. Ryuu gik stille med Takeru ind i butikken og stilte sig roligt ved døren og så på Takeru mens han prøvede at bestemme sig. Emi var en speciel pige, og Ryuu begyndte at tænke at han skulle være kommet med et andet forslag til Takeru. Men Ryuu modsagde sig aldrig Takeru, og derfor sagde han heller ikke noget nu, hvor Takeru selv havde bestemt sig for at følge op på hans forslag. Ryuu åbnede døren igen da Takeru skulle ud også bildøren og satte sig tilbage på førersædet. Han startede motoren og trak ud på vejen igen. Ryuu så igen på Takeru ud af øjenkrogen. ”Vi har stadig tid inden vi når hjem.” sagde han roligt og så på vejen igen. ”Kan være du kommer på en anden ide.” sagde han roligt. Han havde på fornemmelsen at Takeru ikke var helt glad for den gave han selv havde købt. Ryuu smilte lidt. ”En pige som Emi ville sikkert blive glad for en pistol, men jeg tror ikke din fader vil blive glad for den ide.” sagde Ryuu og smilte lidt igen. Han sagde altid Fader, når han nævnte Takerus far, for at vise respekt. Ryuu og hans egen far ville ikke være i live i dag hvis det ikke havde været for ham. Han mente ikke at Takerus far ville blive glad for at Takeru gav Emi en pistol, da det ville ligge op til at hun skulle passe på sig, og ikke regne med hendes bodyguards.

Takeru sukkede lidt ”Det her er fint.. jeg gav hende en speciellavet pistol til hendes 13 års fødselsdag” sagde han og så op på Ryuu, selv ikke han vidste hvad Emi virkelig var. ”Du ved…. Bare for en sikkerhedsskyld” sagde han med et lille smil. Han ville helst ikke give udtryk for at han ikke stole på bodyguardsene, men der var historier om forræderi og eksempler på at de bare ikke havde været nok. Men Takeru kunne ikke give familien skylden for ikke at tro på at de stolte på dem engang i mellem, men de vidste jo ikke hvad der var skete med Emi dengang. Takeru åbnede selv døren da de var kommet hjem og steg ud af bilen. Familien hilste ham velkommen hjem, han prøvede at smile, men med samme resultat som altid. Heldigvis havde klanen forstået det for længst. Og i døren stod hans far og en misfornøjet Emi. Faren bød dem velkommen og ville høre hvordan det var gået. Takeru aflagde rapport og rakte æsken ud mod Emi mens han talte. Emi stod med krydsede arme og så på æsken, men valgte så at tage den. Hun åbnede den stille og så ned på armbåndet. Hun lod sit blik køre op på Ryuu hvorefter hun smækkede æsken i og forsvandt ind i huset. Kort efter kom hun tilbage og bad Takeru om at give hende det på. ”Kan du li det?” spurgte han hende i mens ”Niisan har købt det til Emi-chan.. så hun vil gå med det” svarede hun og tiltede hovedet på skrå. Takeru kom med et lille smil og gav hende et kys på kinden ”tillykke med fødselsdagen” sagde han og Emi smilte tilbage.

Ryuu havde hørt om den gang Emi var blevet bortført, men heller ikke mere, selvom han var en af de få personer som var tættes på dem. Men han havde bemærket at Emi var blevet anderles fra den dag af, men han havde aldrig rigtig været tæt på Emi, så han kendte hende ikke som Takeru. Ryuu nikkede bare til at det havde været for en sikkerheds skyld. Ryuu parkerede bilen og sted stille ud og fulgte efter Takeru. Ryuu slog blikket lidt ned da de nærmede sig Takerus familie. Han talte stort set aldrig til Takerus far, med mindre der blev talt til ham. Ryuus øjne faldt på Emi da hun modtog Takerus gave, men han vidste ikke hvordan han skulle forstå hendes blik da hun kiggede på ham. Ryuu var der stadig da Emi kom tilbage og bad Takeru om at give hende det på. Han var glad for Takerus vejen, at Emi tog i mod det, så han ikke skulle tænke mere over det, før næste år. Ryuu havde aldrig forstået Emis måde at tale på, i hans øre lød det barnligt, hvilket nok var grunden.

Emi så på Ryuu og hendes blik blev irriteret ”hvad laver han her?” spurgte hun lidt surt og tog om Takeru, han smilte lidt ”Du ved jo at han følger mig overalt.. han passer på mig” sagde han forklarende, men det var bestemt ikke første gang han havde forsøgt at forklare det. Fordi Emi var så bror fikseret havde hun aldrig været glad for at Ryuu fulgte ham overalt. Emi kom med en lidt fornærmet lyd og vendte Ryuu ryggen.

Ryuu var van til den behandling fra Emi, og han burde snart have forstået at han skulle gå når Emi var med Takeru. Men han kunne ikke, ikke så længe Takeru ikke selv havde bedt ham om at gå. Ryuu så på Takeru igen. ”Måske du skulle hvile dig.” sagde han roligt. Han sagde det som hans ven, ikke som hans beskytter eller medlem af ’’familien’’. ”Vi har kørt en lang vej, og forretninger trak ud igår.” sagde han roligt.

Takeru så på Ryuu og sendte ham et lille smil efter forslaget, han viste det sjældent, men Ryuu havde en tendens til at opfange hans udmattelse alligevel. ”Ah… Emi vil med” sagde hun og så bedende op på sin bror. Takeru sukkede opgivende, selvfølgelig gav han sig, det gjorde han stort set altid. Emi-chan lød glad af sted for at klæde om, Takeru så lidt efter hende. ”Hold øje med hende” sagde han og gik derefter mod sit eget rum. Takeru bad ofte Ryuu om at holde øje med Emi-chan når han ikke selv følte han havde brug for ham. Emi-chan havde klædt om, men brød sig ikke om at Ryuu stod udenfor hendes dør da hun åbnede den. Så han fik en bamse lige i hovedet og hun dækkede sig lidt til med sine arme, hun havde en utrolig kort natkjole på, så kort at man kunne se kanten af hendes trusser. ”Helt ærligt…” sagde Emi-chan lidt vredt ”saml den op” sagde hun og begyndte at gå, hun talte om bamsen hun sådan set havde smidt i hovedet på ham fordi han så på hende. Hun forventede at Ryuu fulgte med hende. Af en eller anden grund flirtede Emi-chan sjældent eller stort set aldrig med Ryuu. Emi-chan bankede på ind til Takeru og da hun åbnede lå han allerede i sengen. Emi-chan tog bamsen fra Ryuu og lød ind til sin bror og hoppede op i sengen. Han sukkede lidt ”Hvor ofte skal jeg sige til dig at du ikke skal klæde dig sådan foran mændene” sagde han lidt opgivende mens Emi-chan lagde sig ind til sin bror. ”Emi-chan er ligeglad..” sagde hun barnligt.

Ryuu var ikke bekvemt med at give Takeru forslag, men han bekymrede sig om ham som hans ven. Ryuu så efter Emi da hun løb af sted for at klæde om. Ryuu nikkede og gik efter Emi da Takeru sagde at han skulle holde øje med hende. Det var ikke uvant for ham, at holde øje med Emi, selvom han helst holdte øje med Takeru. Ryuu stilte sig op af væggen uden for Emis dør og ventede på at hun skulle komme ud. Selvom Ryuu godt vidste hvad slags Emi kunne få at klæde sig i, kiggede han af vane alligevel på døren da hun åbnede den. Ryuu lukkede øjne da bamsen ramte hans ansigt. Hvis det havde været alt andet, eller hvilke som helst andre, ville han havde slået til det, eller kastet det tilbage i deres ansigt, men Ryuu lod bamsen ramme ham og falde til jorden. Ryuu bukkede sig ned og samlede bamsen op fra gulvet og fulgte så efter hende til Takerus værelse. Ryuu så Emi som Takerus elskede lillesøster, derfor lage han aldrig and på hende, eller hånd på hende for den sags skyld. Ryuu gik stille ind i rummet efter Emi og lod hende tage bamsen fra ham. Ryuu følte sig lidt som en tjenestepige omkring Emi. ”Hvis der ikke er mere, så vil jeg lader jer hvile nu. Du kalder bare hvis der er noget, Takeru.” sagde Ryuu roligt.

”Selvfølgelig” savrede Takeru til Ryuu da han sagde at han bare kunne kalde. Han faldt stille i søvn med Emi-chan i sine arme. Emi-chan vågnede senere og fik rejst sig, hun gned sig i øjnene mens hun gik ned af gangen. Det var sjældent hun havde dårlige drømme, men det var sådan en hun havde haft. Hun kunne ikke få sig selv til at vække sin storebror selvom det nu helst var ham hun ville have opmærksomhed fra. Så hun var gået på jagt efter sin far, men fandt Ryuu før ham. Hun stoppede bart op og så på ham længe, det var nok det længest tid hun rent faktisk havde set på ham. Men så skilte hun sine læber ”Far.. hvor er Emi-chans far?” spurgte hun. Hendes far var dog taget af sted.

Ryuu smilte lidt og gik så stille ud af rummet og lukkede bag sig. Han var selv træt, og gik derfor tilbage til sit værelse. Han var heldigvis ikke den eneste der holdte øje med Tsuyoshi familie, men han ville helst gerne have et øje på Takeru hele tiden.
Ryuu havde sovet, men havde vågnet op i et mareridt. Han havde ikke taget piller mens han og Takeru havde været af sted, og han havde heller ikke taget nogen her til aften. Han rejste sig og gik hen til sit skrivebord. Han hev en skuffe helt ud, og fik fat i en lille revne og fjernede et stykke træ. Han havde sat det op, så han havde et hemmeligt rum i skuffen hvor han gemte pillerne. Han tog pilleglaset og så lidt på den. Den var næsten tom, han måtte snart kontakte hans leverandør igen og få fat i nogen flere. Han åbnede glasset og tog en ud og smed den i munden og slugte den. Han havde dem i et medicinsk pille glas, i det tilfælde at nogen skulle falde over hans hemmelig rum, så kunne han sige det var medicin, men ikke ville have at nogen vidste det. Han gemte glasset tilbage i skuffen og satte pladen på plads igen og lukkede skuffen. Han vidste han ikke kunne sove før pillen begyndte at virke, så han valgte at gå en tur, og se om alt var som det skulle være. Ryuu gik rundt i gangene, da han hørte nogen kom gående, og han stoppede op og ventede på hvem der kom. Han stod roligt og så på Emi. Ryuu sagde egentlig ikke meget, og han ventede bare på at Emi skulle gå videre eller sige noget. Ryuu havde fået afvide før han havde lagt sig til ro, at Emi og Takerus far ikke ville være hjemme resten af aften. ”Han er ikke hjemme.” sagde Ryuu roligt og gik hen til Emi. ”Skal jeg ikke følge dig tilbage til Takeru?” spurgte Ryuu roligt.

”Ikke hjemme” gentog Emi-chan lidt søvnig. Hun stod lidt og tænkte, hvorefter hun rystede på hovedet ”trøst mig” befalede hun så.

Ryuu stod roligt og så ned på Emi, da hun først gentog hvad han havde sagt om at hendes far ikke var hjemme. Ryuu ventede roligt på hendes svar. Det bedste han kunne gøre var at få hende i seng, især gerne inden hans piller begyndte at virke. Ryuu rynkede brynene lidt da hun befalede at han skulle trøste hende. ”Har du da haft en dum drøm?” spurgte han så roligt og løftede hånden lidt. Han prøvede at huske, om han nogen sinde rigtig selv havde rørt ved hende. Hun gjorde som der passede hende, også mod ham, men om han havde rørt hende først, det kunne han ikke huske. Han lage den bag om hendes hoved, og lage den på hendes baghoved og trak hende lidt ind til sig. Hun måtte skubbe ham væk, skrige eller råbe, eller befale ham til at gøre det på en anden måde, hvis det ikke var det hun ville have.

Emi-chan så ned i gulvet og nikkede lidt da han spurgte om hun havde haft en dum drøm. Emi-chan stod stille og lod ham, til at starte med, røre ved hende. Det her ville være første gang nogensinde han havde fået lov til at røre hende først. Hun lod ham trække hende lidt ind til sig, men så mærkede han et hårdt skub ”Som altid viser du dig at være fuldstændig ubrugelig” sagde hun vredt. ”Bare glem det! Emi-chan går tilbage og vækker Niisan” sagde hun og satte i løb tilbage mod sin Niisan.

Ryuu gik et skridt tilbage da hun skubbede hårdt til ham. Han havde heller ikke helt troet at han måtte holde om hende. Men han havde kun haft meget få forhold til kvinder, og det havde mere været for noget afspænding i sengen. Ryuu så lidt trist på hende, da hun sagde han var fuldstændig ubrugelig. Ryuu satte hurtigt i løb efter hende, og greb fat i hendes håndled for at stoppe hende. ”Nej vent.” sagde han, men slap hurtigt hendes håndled da han havde fået hende til at stoppe. ”Fortæl mig hvad jeg skal gøre.” sagde han og så ned på hende. Han sukkede lydløst for sig selv. ”Emi-chan sagde hun havde haft en ond drøm. Har Emi-chan lyst til at fortælle om den?” spurgte han, og overvejede kort at sætte sig på knæ foran hende som var hun et barn, men han lod hver. Han opførede sig så barnligt overfor Emi, for at hun ikke skulle vække Takeru, som havde brug for søvn. Endnu en gang vidste Ryuu godt, at hun kunne tænde af og blive vred på ham igen, men det var en mulighed at hun lod Takeru være.

Da han greb hendes håndled stoppede Emi-chan med det samme og svang rundt og smækkede ham en hård lussing. Hun lyttede til det han sagde ”Kend din plads.. du deler ikke engang vores blod… så hvor våger du at røre Emi-chan” sagde hun vredt. ”Lad vær med at tale sådan om Emi-chan.. hun er ikke idiot” sagde hun lidt surt ”og.. hvorfor skulle Emi-chan have lyst til at fortælle en som dig om det?” spurgte hun surt og krydsede sine arme mens hun så op på ham. Han var højere end hende, ældre og stærkere, men alligevel virkede Emi-chan ikke bange for ham overhovedet. Og hvorfor skulle hun også det? Hun vendte ham ryggen "Du har gjort Emi-chan vred... gør det godt igen" sagde hun og ventede.

Ryuu modtog slaget uden at sige en lyd. Han ikke en gang så meget som tænkte på at blive vred på hende, eller slå hende igen. Ryuus plan havde slået fejl, Emi var blevet det vredere. Ryuu sagde ikke noget til alt det hun sagde. Hun havde ret, han var ikke forbundet med blod med dem. Han lod sig falde ned på knæ og så op på hende. ”Er jeg meget ked af Emi, tilgiv mig. Det var passende for mig at røre ved dig.” sagde han. Han var ældre end Emi, og hun burde være den der vidste ham respekt, men alligevel sad han alligevel på knæ for hende og undskyldte. Han forventede ikke selv nogen undskyldning for den lussing hun havde givet ham.

Emi-chan så vredt ned på ham ”lad vær med at se på mig sådan.. det er upassende” sagde hun kort for hovedet. Emi-chan så ned på ham ”Hvem har givet dig lov til at kalde Emi-chan ved fornavn.. Du burde lære at vise Emi-chan noget mere respekt” sagde hun og stod med krydsede arme. Hun sukkede ”det er ikke overraskende at en pige som Emi-chan aldrig vil ende med en som dig.. du har ingen ære” sagde hun og vendte sig om. ”Du er så ynkelig at Emi-chan tilgiver dig…” sagde hun og gik.

Ryuu modtog den ene irettesættelse efter den anden. Han slog blikket ned, da hun sagde han skulle lade hver med at kigge. Hans piller var begyndt at virke, hvilket også var en grund til at han var så rolig, men generelt var han også bare sådan. Han kunne ikke hidse sig op når det galt Tsuyoshi familien. Ryuu havde altid kaldt Emi ved fornavn, det samme med Takeru. Ryuu så op igen da hun sagde hun tilgav ham og begyndte at gå. ”Mange tak.” sagde han og rejste sig stille op igen. Alle andre ønskede sig nok at sætte sig i respekt, men Ryuu ønskede bare at blive der hvor han var, ved Takerus side, og hvis det omhandlede at ydmyge sig selv over for Emi, gjorde han det gerne. Ryuu fulgte stille efter Emi, for at sikre sig at hun kom sikkert tilbage til Takerus værelse. Derefter ville han vende tilbage til sit eget værelse og bare smide sig på sengen og falde i søvn.

Emi-chan gik stille mod sin Niisans værelse, hun så sig stille over skulderen på Ryuu. Hun stoppede pludselig og vendte sig mod hende ”Emi-chan er sulten.. lav noget til hende” sagde hun og så på ham.

Ryuu stoppede op da Emi gjorde det. Han undrede sig lidt over hendes kommentar. Han havde aldrig lavet mad til nogen, ikke en gang Takeru, men han havde heller aldrig bedt om det. Han nikkede og kig mod køknet. Han vidste ikke helt hvad han skulle lave til hende. Han fandt nogen ris rester frem og begyndte at lave nogen onigiri. Det var den eneste snack han kendte man kunne lave hurtigt, og noget han rent faktisk kunne lave. Han lavede et par stykke og stilte tallerken foran Emi. ”Sig til hvis du vil have noget andet.” sagde han roligt. Hans pupiller var begyndte at udvide sig.

Emi-chan studerede den mad der blev sat foran hende ”Hvad.. er… det?” sagde Emi-chan undrende. Hun skubbede tallerken fra sig ”noget andet” sagde hun med det samme uden at være præcis. Hun regnede med at han ville kende hende godt nok til at regne ud hvad hun ville have. Hun lænte sig ind over bordet og ventede på at han lavede vafler til hende.

Ryuu så på tallerken. ”Det er onigiri.” sagde han stille. Han sukkede lidt da tallerken blev skubbet tilbage mod ham. Han gik hen til skabet og fandt vaffeljernet frem og stilte det klar. Han havde set Emi få serveret vafler mange gange, men hvad der præcis skulle i dejen, det var han ikke sikker i. Han kiggede lidt i skabende og fandt en kogebog frem og fik slået vafler op. Hans bevægelser begyndte at blive langsommer, piller var ved at sætte deres virkning ind. Hvis han havde vidst at han skulle til at lave så meget, ville han aldrig have taget en pille. Han blev altid en smule mere sløv når han tog dem, og han følte sig også altid mere glad. Ryuu fik lavet dejen og begyndte at bage dem i vaffeljernet. De første fik alt for meget dej, og de næste for lidt. Det var ikke så meget påvirkning af piller, det var mere fordi han ikke kunne finde ud af det. Da de første var færdige, lage han dem på en tallerken og stilte den foran Emi, mens han lavede de næste. Han fandt det frem hun plejede at få på dem.

Emi-chan studerede vaflen der blev serveret for hende, hun så på ham for at se om han mente det seriøst. Der var for meget dej og den var ikke færdig, hun rejste sig og tog om hans håndled da han skulle til at hælde vaffel nr. 2 op. ”Du kan ikke engang finde ud af at lave mad” sagde hun og fik ham til at hælde nok op i vaffeljernet ved at styre hans håndled. Hun lukkede vaffeljernet og ventede på at det skulle blive færdigt. Da den var færdig rakte hun Ryuu den og hældte en op til sig selv.