Endnu en dag...

”Gudskelov” sagde han med et lettet smil til at hun var okay. Han så lidt undrende på hende da hun lod til at studerede hans øje, han var lidt rød i kinderne. Han så lidt trist på hende da hun sagde at det vist ville blive grimt, han lænte sig også lidt ned og kyssede hende igen, han var efterhånden blevet van til at hun kyssede ham. Af en eller anden grund tog Aki stille om Ami-chan og hev hende lidt op til sig så hun kom til at sidde i hans skød.

Ami lod Sora-san hive hende op så hun sad i hans skød. Hun lage arme om hans hals. Hun kunne ikke holde sig tilbage, det udsagte løfte drengen havde givet hende før, sad stadig i hende. Hun kyssede Sora-san lidt mere lidenskabeligt. Hun hev sit ansigt lidt tilbage og så ham ind i øjne. ”Sig til hvis det bliver for meget. Ikke bare skub mig væk.” sagde hun, hendes åndedræt var blevet en smule hurtigere. Hun kyssede ham igen, og åbnede sin mund lidt, og slikkede blidt hans læber, og borede stille prøvende sin tunge ind i Sora-sans mund. De burde nok gå tilbage til arbejdet, men hun havde kun lyst til at blive hos Sora-san. Hun kørte stille en hånd ned af ryggen på ham, og lod den langsomt køre op under hans trøje.

Aki så lidt nervøst op på hende da hun lagde sine arme om hans hals, han havde kendt hende længe nok nu til at vide at hun sikkert ville gøre mere ved ham. Aki rynkede lidt på næsen da hendes kys blev mere lidenskabeligt, men han trak sig ikke væk, han kyssede hende stadig igen. Han så hende lidt nervøst ind i øjnene, han nikkede stille ”jeg skal prøve” sagde han lidt nervøst og flovt, han vidste jo der ville komme mere. Aki mærkede hvordan hans hjerte bankede og hans vejrtrækning blev hurtigere. Aki blev forskrækket og trak sig lidt væk da han mærkede Ami-chans tunge i sin mund, han så flovt op på hende. Men han lænte sig så ind til hende igen og skilte sine læber ad, med rystende hænder tog han fastere om hende og lod forsigtigt prøvede sin tunge ind i hendes mund. Han så hende i øjnene og hans blik flakkede lidt, gjorde han det nu også rigtigt? *Det her er hvad Ami-chan kan li… så hold ud!* tænkte han da han mærkede at han var ved at gå lidt i panik da hun kørte en hånd op under hans trøje. Han lod prøvende sin tunge glide mod Ami-chans og kom med en lille lyd *Hey… det her føles ikke så slemt* tænkte han med et lille smil og lukkede sine øjne mens han lod en hånd køre op i Ami-chans nakke hvor han tog lidt fat. Han prøvede at massere sin tunge mod Ami-chans og det føltes faktisk virkelig godt. Han mærkede at han begyndte at blive ophidset og hans rystede mere på hænderne, han blev nød til at trække sig lidt væk. Han så hende undskyldende i øjnene, men smilte. ”Du må gøre lige hvad du vil med mig” hviskede han så, han mente det ”bare… vær blid og ikke gå for hurtigt frem” hviskede ham, Aki forstod ikke at man skulle gemme sig selv til den man var forelsket i men han vidste at man ikke skulle gøre sådan her med hvem som helst, kun dem man holdte af.

Ami åbnede øjne og så på ham da han trak sig tilbage. *DU afviser mig ikke!* tænkte hun vredt, men så roligt på ham. Hun smilte lidt beroligende til ham, da hun kunne se hans blik. Hun holdte øjne åbne da han lænte sig ind til hende igen, og hun tog venligt i mod hans tunge, og lod ham prøve. Hun så roligt mod hans øjne. *Han virker nervøs.* tænkte hun. Hun blev ved med at glemme, at Sora-san ikke helt havde forstået at han var en dreng, og at hans lyster var almindelige. Ami kunne ikke lade hver med at smile lidt, da Sora-san kom med en lyd. *Jeg vidste det, jeg vidste han ville kunne lide det!* tænkte hun sejresikkert. Hun lukkede øjne da Sora-san lukkede øjne, og kun begyndte igen at lege med hans tunge, og hun trykkede sig lidt ind til ham da han lage en hånd i hendes nakke, og hun kom med en lille lyd. Hun kunne lide at han holdte hende helt ind til sig. Hun slap ham kun lige da han trak sig tilbage. Hun hev lidt efter vejret. Hun var ved at blive ophidset, og hun havde lyst til at Sora-san skulle røre ved hende. Hun smilte tilbage til ham. Hendes hånd lå stadig kun lige inden for trøjen, hun havde ikke bevæget den siden hun lage den ind. Hun smilte til ham. Han lod hende gøre det. *Kan jeg holde mig tilbage?* tænkte hun. Hun vidste ikke hvordan man gik langsomt frem. Daichi, havde været den første dreng som havde rørte hende mellem benene, andre fyre før ham havde rørt hende på brysterne og lært hende at kysse, og hun havde hurtigt fundet ud af, at sådan følte hun sig elsket, og hun havde lært Daichi røre ved hende, fordi hun havde forelsket sig i ham, men det var aldrig gået videre end det. Hun var stadig jomfru. Hun kunne nok godt fortælle Sora-san det, men hun ville ikke gøre ham nervøs, lade ham tro at hun var nybegynder. Var hun jo ikke på alle andre punkter, hun havde meget hurtigt lært hvordan hun skulle tilfredsstille Daichi. Det var også en af grunde til at hun ikke ville gå med ham drengen, han ville sikkert ikke bare stoppe ved leg. ”Jeg skal prøve.” sagde hun stille og smilte lidt ophidset til ham. Hun lænte sig ned til hans øre. ”Men det bliver svært. Du har givet mig lyst.” hviskede hun og bed ham i øreflippen. Hun løftede sig op igen, og mødte hans læber igen, og kyssede ham lidenskabeligt. Hun kørte sin hånd op af ryggen på ham. Hun ville gerne røre ved ham, men hun sad forkert til at kunne røre ved andet end hans ryg, og det var ikke lige det rette sted det andet. Hun slap hans læber igen. ”Kan du ikke komme hjem til mig senere? Eller skal jeg komme til dig igen?” spurgte hun og smilte indbydende.

Aki lavede endnu en lyd da Ami-chan igen begyndte at lege med hans tunge og trykkede sig ind til ham. Han åbnede øjnene da hun lavede en lyd og mærkede hvordan han pludselig fik lyst til mere pga. den lille lyd. Han så nervøst op på hende, gjorde han det nu også rigtigt? Aki kunne slet ikke holde et rigtigt støn tilbage da hun sagde at hun havde fået lyst og bed ham i øreflippen. Han trak sig lidt væk, han var helt rød i hovedet og bed sig i underlæben. Han rystede lidt på hovedet ”Min.. min mor kommer hjem..” sagde han flovt, han var også bange.

Der gik et gys igennem Ami da Sora-san stønnede. Åh hvor ville hun gerne forsætte, men hun vidste de snart ville blive forstyrret. Hun så på hans røde ansigt. Af de to, opførte han sig virkelig som pigen. Ami ville ikke sige hun var klar til at tage den næste skridt med Sora-san, men hun ville helt klart gerne hygge med ham, men det var nok mest for sin egen skyld. Hun trængte til det. ”Hun behøver da ikke vide noget. Jeg kan komme igennem vinduet igen.” sagde hun og kyssede hans kæbe. ”Lad mig nu..” sagde hun, og slikkede ham op af halsen, op til hans øreflip og bed den igen. ”Jeg lover at være sød.” hviskede hun sensuelt i hans øre. Hun havde lyst, lyst til at røre ved ham, lyst til at han skulle røre ved hende. Men hun var nød til at holde sig tilbage, ellers skræmte hun ham bare væk.

”Mmm… nej.. jeg vil… ikke..” sagde Aki meget nervøst og pressede sine øjne i, han kunne mærke sin ophidselse i bukserne og var meget flov over det. ”Ami…” sagde han halvt stønnede da hun slikkede hans hals ”jeg kan ikke” prøvede han men det lød ikke overbevisende. ”Du lover at være sød” gentog han nærmest som i trance. ”Det tvivler jeg på” hviskede han selv tilbage i en sensuel stemme ved hendes øre uden rigtig at tænke over hvad han sagde eller hvordan han sagde det.

Ami følte at hun havde ham i sin hule hånd, men hun måtte være forsigtig, ellers mistede hun ham bare. Der gik et gys igennem ham da han hviskede, og hun stønnede lavt. Det var godt. Tænk at Sora-san talte til hende på den måde. ”Jeg lover at være rigtig sød.” hviskede hun tilbage, næsten tiggende. Hun tog hans ene hånd. Hun tog den i mellem sine hænder og førte den op til munden, og kyssede den blidt. ”Du kan få lov til at gøre lige hvad du vil… i aften.” hviskede hun sensuelt i hans øre, og kyssede hans hånd igen, og tog hans pegefinger i munden, og kørte tungen stille omkring den.

Aki så på hende med ophidsede øje, han virkede nærmest helt forandret. Hun smilte lidt til hende ”rigtig sød” gentog han med et lille smil over at hun nærmest tiggede ham. Han lagde stille hovedet på skrå og smilte lidt da hun tog hans hånd, pludselig virkede han ikke nervøs eller noget, nærmere som en der vidste hvad han lavede. ”Du bliver min i aften” hviskede han sensuelt tilbage og da hun kørte sin tunge om hans finger lænte han sig frem og lod sin tunge lege med hendes. ”Sora?” kaldte ejeren og Aki blev revet tilbage og så meget overrasket på Ami-chan. Han skubbede hende stille men hurtigt af sig og rejste sig op, hvad havde han lige sagt? Han havde nærmest været væk, ikke været sig selv.

Ami kunne godt lide denne Sora-san. Han opførte sig som den dreng hun vidste at han var, den dreng hun ønskede. Hun gav et lille støn fra sig, forventede, da han sagde at hun ville blive hans i aften. Hun trak stille hans finger ud af munden, da hans tunge deltog i legede, og hun legede med sin tunge mod hans. Ami vågnede lidt op da ejeren kaldt på Sora, og hun lod sig blive skubbet ned. Hun følte sig ikke afvist. Hun følte han havde givet et løfte. Måske ville han ikke gå hele vejen, men han havde på en måde indviet i at ville gå noget af vejen med hende. Hun lage stille en hånd på hans kind, og kyssede ham ved mundvigen. ”Slap af, du gøre det godt.” sagde hun stille og smilte kærligt til ham. Ophidselsen sad stille i hende, men hun var mere van til at køle hurtigt ned igen. Hun gik stille tilbage i butikken for at arbejde videre.

Denne Aki smilte bare lidt sejrsagtig over hendes lille støn. Han trak sig lidt tilbage da hun kyssede ham ved mundvigen. Han så både bange og trist på Ami-chan, han så væk fra hende da hun sagde at han gjorde det godt. Han rejste sig da ejeren kom ind ”Er du okay?” spurgte han bekymret Aki, han nikkede, men spurgte alligevel om han ikke måtte tage hjem for i dag, det fik han selvfølgelig lov til. Aki stoppede ude i butikken bag ved Ami-chan ”Lad vær med at komme hjem til mig i aften” sagde han og skyndte sig ud.

Ami kunne ikke lide det blik hun så. Var hun gået for langt? Hun havde ikke andet end talt til ham, hun havde ikke en gang rørt ved ham. Ami var gået ud og var igen begyndt at stille flere vare på plads, da Sora-san stilte sig bag hende. Hun stivnede forskrækket da han sagde hun ikke skulle komme. Havde han nærmest ikke lovet at hun ville få det hun ville have? Hun vendte sig om, men nåede kun lide at se ham forsvinde ud af døren. Hun havde lyst til at skrige efter ham, at han ikke bare sår’n kunne skifte mening, at det altså var hårdt for hende. Men hun lod hver og knyttede sin dårlige hånd og trak vejret dybt. *Rolig, giv ham tid. Lysten skal nok vende tilbage til ham. Det er værre hvis jeg skubber for hårdt til ham.* tænkte hun og prøvede at køle sig selv ned, men hun følte sig stadig afvist. Ami blev og arbejde en time mere, før hun undskyldte sig med at hun måtte hjem. Der var koldt uden for, og hun havde ikke en jakke, men lige nu var hun ligeglad. Hun fandt sin mobil frem. ”Hey Sora-san. Er du okay? Du gik så hurtigt fra butikken?” skrev hun, og undlod at skrive sine vrede bemærkninger, selvom hun var nød til at skrive og slette flere gange, og valgte til sidst at lade som om at der ikke var sket noget, i første omgang i hvert fald.

Aki skyndte sig hjem, uden at vide at en slem overraskelse.
Aki tog lidt overrasket sin mobil op af lommen da den vibrerede og lyste op, han var overrasket over at han havde taget den med sig derhen hvor han var nu. Han så ligegyldigt på displayet og uden rigtig at give det en tanke trykkede han `ring op´. Han tog stille telefonen op til øret mens han stille så på sig selv i spejlet. Han studerede sine skader i ansigtet, siden det blå øje han havde fået ud af knytnæve slaget havde han fået en del flere skader, især flænger fra sin mors negle. ”Hey Ami-chan…. Jeg ville bare sige at jeg var okay” sagde han med et lille smil. Hans øje faldt på ham selv igen i spejlet, hans øjne virkede så ligeglad med det han så. Han lænte sig lidt op af væggen ude på badeværelset og lukkede stille øjnene. ”Du ved Ami-chan..” sagde han pludselig, lige meget hvad hun var ved at sige ”jeg er virkelig glad for jeg har mødt dig.. selvom du nogle gange forvirre mig.. gør mig bange og ked af det… så har du åbnet en ny verden for mig…” sagde han stille og grinte så lidt ”du blev min ven og så meget mere” sagde han med et lille smil. Hans blik faldt på blodet der var løbet ned af hans håndled noget tid. ”Ami-chan… Tak” sagde han i en glad tone. Han lukkede stille øjnene og lyttede bare til Ami-chans stemme, det var snart slut, han kunne mærke det, han var meget svimmel og det sortnede for hans øjne. Han havde ikke tænkt på det her siden Ami-chan havde fundet ham på taget, men da han kom hjem var hans mor kommet hjem tidligere end forventet. Hun været rasende over at han hade været ude som dreng og hun havde fundet ud af at han havde et arbejde, hun havde fået et raseri anfald og havde både vist og fortalt Aki hvad hun mente om ham, om at have ham som søn.

Ami så lidt overrasket på mobilen da Sora-san ringede, hun havde nu ikke troet at han ville snakke med hende. Hun tog den. ”Hey Sora-san.” sagde hun glad og smilte lidt for sig selv. ”Det er jeg glad for, at du har det godt. Det var så kedeligt at arbejde…” sagde hun, men blev afbrudt af Sora-san og hun stoppede med at tale og lyttede til hvad han sagde. *Sådan er livet Sora-san.* tænkte hun til, at hun havde forvirret og såret ham, havde hun selv oplevet flere gange i sit liv. ”Der er ikke noget at sige tak for. Jeg vil gerne være en del af din nye verden, vil gerne hjælpe dig.” sagde hun. Hun kunne ikke lide at han sagde at hun blev hans ven. ”Jeg er vel stadig din ven? Ikke?” sagde hun lidt bekymret. ”Sora-san? Har du det godt. Hvor er du? Jeg går selv rundt. Jeg er hvis i nærheden, så kan jeg måske komme forbi? Jeg har ikke nogen jakke med.” sagde hun. Der var noget galt, et eller andet, og hun kunne ikke lide det.

Han smilte lidt til at hun synes det var kedeligt at arbejde. ”Tak” sagde han stille til at hun gerne ville hjælpe ham ”Selvfølgelig” sagde han med et glad smil til at hun stadig var hans ven. ”Ja jeg har det fint… jeg er bare meget træt” sagde han og det var jo rigtig nok. Akis blik faldt stille på døren da hans bedstemor vist var kommet hjem og hvad set rodet og blodet nedenunder, hun trak i hvert fald bekymret i døren nu. Bedstemoren bankede på og kaldte hans navn, men han svarede hende ikke. ”Lige nu er jeg der hjemme… min mor er kommet hjem så det er nok ikke så godt du kommer…” sagde han og mærkede at han snart besvimede. ”Vi ses bare en anden gang…” sagde han med et smil men nåede ikke at sige mere før det sortnede og han besvimede. Han gled med stille ned af væggen med telefonen i hånden.

Ami kunne ikke lide det. Hun havde en eller anden følelse af at noget var forkert. Ami kunne høre larm i baggrunden, hvilket gjorde hende mere nervøs. ”Sora-san.” sagde hun lidt bekymret da han sagde at hun ikke kunne komme. ”Sora-san.” sagde hun lidt mere fast da han sagde at kunne ses en anden gang. Han sagde ikke i morgen, eller i skole eller noget, han sagde en anden gang. ”Sora-san!” sagde hun højt. Men der kom intet svar og hun begyndte at løbe. Hun kom til Sora-sans hus, men porten var lukket. Ami hev lidt i den. ”Sora.!” råbte hun, men gik hen til muren og hoppede over hvor hun havde hoppet over før. Hun sprang ned og løbe hen til døren. Den var ikke låst, Sora-sans bedstemor måtte have blevet så chokeret over hvad hun havde set, og glemt det. Ami var ligeglad og åbnede den og skyndte sig ind. Hun fik øje på det samme som Sora-sans bedstemor havde set, og hun blev ligbleg. Hun kunne høre nogen som hev i en dør, og hun skyndte sig ovenpå. Ami så Sora-sans bedstemor mens hun hev i en dør og kaldte Sora-sans navn. ”Flyt dig.” sagde Ami vredt og begyndte at slå skulderen ind mod døren. Den skulle op, det skulle den bare. ”Du vover lige på at have gjort det jeg tror du har gjort.” råbte hun vredt og lænte sig tilbage og sparkede på den. Hun var ligeglad med om hun smadrede døren, den skulle op. Hun hamrede skulderen ind mod døren igen, og kunne mærke at den gav sig lidt. Hun gjort det igen og døren gik op. Det gjorde ondt i Amis skulder, men hun var ligeglad, hun så bare vredt på den bevisløse Sora-san. Ami var stadig ligbleg, men hun var vred over hvad Sora-san havde gjort. Ami så hurtigt på ham. Der var blod ud over det hele, men Sora-san havde skader i ansigtet, nogen han ikke have haft da han forlod hende på arbejdet.

Aki reagerede ikke på nogen af de gange Ami-chan siger hans navn. Akis bedstemor så mildest talt overrasket ud da Ami-chan kom og braste døren ind. Hun blev også overrasket over at det lod til denne pige vidste hvad det var Aki muligvis havde gjort på badeværelset. Da Ami-chan braste døren ind skyndte Akis bedstemor sig ind på badeværelset, hun gispede lidt da hun så ham. ”Aki!” udbrød hun og man kunne høre sorgen i hendes stemme. Hun skyndte sig hen til ham og rørte ved ham, han var kold. Hun ruskede lidt i ham mens hun sagde hans navn, men der kom ingen reaktion. Hun skyndte sig at rejse sig og finde to håndklæder, hun bandt dem om Akis håndled og forsvandt ud af rummet. Hun kom kort efter tilbage mens hun var ved at tale med hospitalet ”Hans navn er Aki.. Han er mit barnebarn… Han er 16 år gammel…” sagde hun og man kunne høre at hendes stemme var ved at svigte, hun havde givet dem adressen og blodtypen A, så de havde sendt en ambulance. Men de andre kunne høre at hun var meget rystet så de prøvede at holde hende i gang med at tale indtil ambulancen kom. ”Han.. han bliver snart 17.. den 7/7..” prøvede bedstemoren at fortælle men hendes hænder var begyndt at ryste, hun bebrejdede sig selv, hun skulle have beskyttet ham mere, taget ham væk herfra første gang han havde prøvet dette. Bedstemoren lagde på da hun hørte ambulancen, hun skyndte sig ned til dem for at vise dem vej, de kom og tog Aki med i ambulancen. Bedstemoren kom med i ambulancen og hun tog Ami-chan med hvis det var det hun ønskede, hun havde på fornemmelsen at der måske var noget mellem denne pige og Aki. ”Aki…. når du vågner igen tager jeg dig langt væk herfra… det lover jeg dig” sagde hun med gråd i sin stemme da de kørte i ambulancen, Aki havde fået et blod drop i armen og de havde fået stoppet blødningerne fra hans håndled, men intet var sikkert endnu.

Ami havde haft på fornemmelsen at Sora-san ville forsætte det han havde lavet på skolens tag, men hun var først blevet rigtig sikker på at noget var galt da han ikke svarede hende. *Han lovede!* tænkte hun vredt. *Nej… Han lovede aldrig noget… Hvorfor tvang jeg ham ikke til at love* tænkte hun vredt til sig selv. Ami flyttede sig da bedstemoren kom ind, men ellers stod hun stille på gulvet og så på Sora-san. Hun havde tåre i øjne, men hendes blik var så vredt. *Baka… Din idiot…* tænkte hun vredt, men hun vidste ikke helt om det var til Sora-san eller hende selv. Ami kunne godt have prøvet et trøste bedstemoren, men hun havde ikke lyst, og hun ville sikkert heller ikke havde kunne finde nogen ordentlige ord at sige. *Den kvinde..!* tænkte hun vredt. *Mødre dur ikke til noget. Man burde ikke have mødre, de ødelægger alt.* tænkte hun vredt, og fik lyst til at finde Sora-sans mor og sige en ting eller to om hvad hun mente om hende. Men hun blev stående og så på den bevisløse Sora-san. Ami blev sendt ud fra badeværelset da ambulance folkene kom, der kunne ikke være så mange der ude, men Ami gik kun lide ud for døren. Hun tog med dem, selvom hun ikke helt forstod hvorfor. Det var Sora-sans egen skyld, og lige hun, hadet hun ham for at have gjort det han havde gjort. Måske hang det sammen med at hendes egen mor havde opgivet livet, en ting Ami aldrig havde tænkt sig at gøre. Ami kom i første omgang til at vente i venteværelset, da hun ikke var familie og det ville være risikabelt at have for mange hos den svage Sora-san. Ami sad vredt i en stol, men stramt korslagte ben og hvilede tungt sit hoved mod den ene arm. Hele hendes person så vred ud, men det hun allermest have lyst til, var at græde.

Mens Aki stadig lå i kritisk tilstand på sit værelse kom hans bedstemor stille ud og satte sig siden Ami-chan, hun lagde lige så stille en hånd på Ami-chans skulder. ”Du ved… det er okay både at være vred og ked af det..” sagde hun stille med et lille smil ”så det er okay hvis du vil skrige eller græde” sagde hun stille. Hun vidste det ikke kunne være nemt, for det virkede som om at denne pige og Aki var tætte, men præcis hvilket slags forhold de havde, kunne bedstemoren ikke regne ud. Hun valgte alligevel at prøve at trøste denne pige på en eller anden måde. Bedstemoren forsvandt lidt og kom kort efter tilbage med en dåse the til Ami-chan. Hun satte sig træt ned i stolen siden af Ami-chan igen efter at have rakt hende dåsen ”..han skal nok klare den…” sagde hun stille mens hun lagde en tredje dåse i sit skød, hun åbnede sin egen dåse og tog en slurk af den. Hun sagde at han nok skulle klare den mere for at overbevise sig selv. ”.. Måske ved du at Sora har forsøgt at begå selvmord en gang før… jeg skammer mig meget over at jeg ikke tog ham væk herfra den gang” sagde bedstemoren trist. ”Jeg troede at hvis jeg bare passede nok på og gjorde ham glad når vi var sammen…” sagde hun men kunne ikke gøre det færdigt, hun drak lidt af sin the. Men hendes gamle krop greb den ekstra dåse med the og fløj nærmest op af stolen da en læge kom ud fra Akis værelse ”Mit barnebarn.. hvordan har han det?” spurgte hun bekymret lægen. ”Vi har stoppet blødningerne fra hans håndled og givet ham det blod han mistede tilbage.. desuden har vi ordnet skaderne i hans ansigt… han tilstand er stabil.. så han burde vågne inden længe” sagde lægen med et lille smil. ”Gudskelov” sagde bedstemoren lette. ”Vi bliver dog nød til at tage denne sag videre..” sagde lægen så mere alvorligt ”Hvad mener de?” spurgte bedstemoren undrende. ”Hør.. det er ikke første gang deres barnebarn forsøger at begå selvmord og skaderne i hans ansigt tyder på mishandling…. Jeg bliver nød til at tage sagen til myndighederne” sagde han alvorligt. Akis bedstemor sagde at hun forstod og lægen gik. Akis bedstemor gik ind til Aki, hun satte dåsen med the til ham på et lille bord og strøg ham stille over håret.

Ami så lidt surt på Sora-sans bedstemor da hun kom ud og lage en hånd på hendes skulder. ”Bland dig uden om.” sagde Ami vredt og så væk igen. Hun vidste godt, at bedstemoren nok havde det værst, og hun burde ikke være så vred mod hende, men Ami følte på en eller anden måde at det var den gamle kvindes skyld at Sora-san nu lå hvor han lå. Hvorfor havde hun ikke taget Sora-san væk noget før. Ami så op på hende igen da hun kom tilbage og tog lidt surt i mod dåsen. Ami åbnede lidt surt dåsen og tog en tår og sukkede. Ami så ned i sit skød, men så lidt ud af øjenkrogen mens kvinden talte. Ami kunne bare ikke forstå hvorfor hun ikke have taget Sora-san væk noget før. Sora-san virkede så glad for sin bedstemor, og han ville sikkert elske at bo alene med hende. Ami burde nok sige noget, men hun var for frustreret. Ami så ligeglad op da lægen kom ud, men hendes hjerte hamrede af sted. Hun kunne mærke hun slappede lidt af og sukkede træt, da lægen sagde Sora-san var stabil. Ami så lidt surt op på lægen, da han sagde han måtte tage det til myndighederne. Det var ikke til at vide hvor Sora-san endte hvis det skete. Ami rejste sig og gik efter Sora-sans bedstemor. Ami lænte sig op af væggen ved siden af døren. Det her var også Sora-sans skyld. Hvorfor gjorde han også sådan noget. Hun knyttede sin hånd for ikke at råbe højt. Hun så surt ud af vinduet.

Akis bedstemor lod Ami-chan være sur og sagde ikke noget til det. Bedstemoren fortsatte med at stryge Aki over håret indtil Aki pludselig hurtigt rette sig ansigt så hendes hånd ikke var nær det, han fik også hurtigt sine arme op så de beskyttede hans ansigt ”Undskyld..” fik han bange og lavt frem, han havde kun set skyggen af hånden og troede det var hans mor der skulle til at slå ham for det han havde gjort. Bedstemoren så overrasket på ham ”Aki min skat.. det er mig..” sagde hun stille og kunne ikke lade vær med at bukke ned til ham og tage lidt om ham. Aki slappede mere af, men holdte stadig sine arme foran sit ansigt ”Undskyld..” sagde han så igen, men det var til sin bedstemor. ”Det er okay min skat… denne gang er det slut… jeg tager dig langt væk herfra.. langt væk fra den kvinde… Hvorfor har du aldrig fortalt mig hvad hun gjorde ved dig?” spurgte bedstemoren bekymret og rettede sig op. Aki lå lidt stille ”hun.. hun sagde at hvis jeg sladrede ville hun aldrig lade mig se dig igen… hun ville tage mig til udlandet og sørger for at jeg forblev en pige..” sagde Aki og rystede mere. ”Hvorfor?.. Hvorfor hader hun mig? Jeg har aldrig gjort andet end at prøve at gøre hende glad og få hende til at vise mig kærlighed… så hvorfor?” spurgte Aki og hans stemme lød som om der var lidt gråd i den ”Jeg ved det ikke min skat… men bare rolig.. det er slut nu..” sagde hun og strøg ham over håret og kyssede ham ved panden. Hun tog lige så stille fat i hans arme og fik ham til at tage dem væk fra hans ansigt, hun vidste at han måtte føle skam og forvirring, men han behøvede ikke at skjule sig for hende. Hun smilte kærligt til ham og rakte ham så the’en ”undskyld jeg fik dig til at bekymre dig om mig..” sagde Aki stille mens han satte sig lidt op og drak lidt af The’en, han følte sig lidt svimmel. ”Det gør ikke noget… men jeg var ikke den eneste du bekymrede” sagde hun og så mod Ami-chan. Aki så i den retning og det var tydligt han blev overrasket da han så hende, han så hurtigt væk fra Ami-chan igen, han skilte sine læber ad men vidste ikke hvad han skulle sige. ”Nu skal jeg nok give jer lidt tid for jer selv” sagde Bedstemoren med et lille smil og gik ud, hun skulle alligevel tale med lægen fra før.

Ami så hen på Sora-san da han begyndte at bevæge sig. Hun var stadig sur på ham, men hun var alligevel bekymret for ham. *Hvorfor Sora-san* tænkte hun trist. Ami stod stille og så på dem. Sora-san var heldig, han havde en bedstemor som virkelig bekymrede sig for ham. Ami havde lyst til at gå. Hvad lavede hun overhovedet her? Hvorfor havde hun overhovedet løbet hen til Sora-san og brast døren ind? Hendes skulder gjorde stadig ondt. Hvad han gjorde var vel hans valg. Men hun havde at folk gav op. Ami så op da bedstemoren sagde at hun ikke var den eneste der havde bekymret sig. Ami fik øjenkontakt med Sora-san, og slog ikke blikket væk. Havde han ikke troet hun ville gøre noget? Men hvordan havde hun overhovedet vist at der var noget galt? Hun vidste det ikke, hun havde bare reageret. Ami så lidt efter bedstemoren da hun gik ud, og så kom vreden flyvende. ”Hvad var det for noget pis du lavede?” råbte hun vredt og gik vredt hen mod sengen. ”Fattede du ikke oppe på taget, at jeg hader den slags? Hvis du nogen sinde gør det igen, så håb for dig selv at de lykkes, for ellers slår jeg dig ihjel.” råbte hun vredt, og tårerne begyndte at løbe og hun tørrede dem vredt væk. ”Hvorfor? Hvorfor vil du opgive dit liv?” spurgte hun fortvivlet og gemte sig ansigt bag sin arm. ”Hvorfor opgiver folk omkring mig deres liv?” spurgte hun mest for sig selv.

Aki så hurtigt ned og pressede sine øjne i da Ami-chan begyndte at råbe af ham. Han åbnede forsigtigt sine øjne og så op på hende, han havde ingen anelse om hvad han skulle sige eller gøre, hvordan trøstede man en grædende Ami-chan? Han satte stille dåsen med the på et lille bord og fik sat sig lidt bedre op på knæ. Han strøg hende stille over håret ”Undskyld… jeg gør det aldrig igen… denne gang lover jeg dig det” sagde han blidt og kyssede den arm han hun brugte til at gemme sit ansigt. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, han kunne umuligt forklare så hun ville forstå. Og han kendte ikke rigtig andre måder at trøste Ami-chan på endnu end med kys. Han tog i armen hun brugte til at gemme sit ansigt og hev hende ned og side på sengen. Han tog stille om hende, han havde hørt det hun havde sagt med at folk omkring hende opgiver deres liv, men vidste at det nok ikke var den slags man spurgte ind til.

Ami lod sin arm sænke lidt, da Sora-san hev i hende, og hun satte sig stille på sengen. Lige nu gjorde hun ikke modstand da han tog om hende. Hun lod sig kort trøste af at være i hans arme, men skubbede sig så ud af hans arme, men blev siddende på sengen. ”Jeg vil ikke have du trøster mig.” sagde hun og tørrede de sidste tåre væk. Hun havde set hvordan Sora-san reagere hver gang han var i nærheden af hende, og det føltes som en afvisning hver gang. ”Du kan jo ikke engang li at være i nærheden af mig.” sagde hun og hævede stemme lidt igen, men så så vredt væk. Det hjalp ikke noget at råbe op, især ikke fordi hun altid kom til at sige noget sårene. Hun så på ham igen, og vreden blussede op igen. Ikke over Sora-san, men over den kvinde som havde givet ham de skader han havde i ansigtet. ”Hvorfor skal mødre være til besvær.” sagde hun surt og kunne ikke lade hver med at køre en hånd ned af Sora-sans kind.

Aki så lidt trist på Ami-chan da hun sagde at hun ikke ville have han trøstede hende, men Aki kunne ikke gøre for det. Når han så hende grade fik han bare lyst til at trøste hende, holde hende i sine arme. Det var som om det stak lidt i Aki da hun sagde at han ikke engang kunne lide at være i nærheden af hende, han så lidt trist væk fra hende ”det passer ikke” sagde han lidt flovt. Aki blev lidt bange for hendes blik, han kunne ikke rigtig holde sine tanker samlede lige nu, så han forstod hende ikke helt. Han smilte lidt til hende ”det ved jeg ikke” sagde han stille, han smilte pga. hendes berøring. Men trak snart derefter sit hoved lidt tilbage med røde kinder. Akis bedstemor kom snart ind og gik hen til Aki, hun så ikke glad ud, nærmere meget bekymret. Hun tog stille en af Akis hænder ”Aki min engel…” sagde hun roligt og strøg ham over håret mens hun åbnede munden for at sige noget der tydeligvis var svært. ”De siger at.. at du bliver tvangsindlagt..” sagde hun så stille ”på et psykiatrisk hospital..” sagde hun så og så trist på Aki. Aki vidste slet ikke hvad han skulle sige og det var tydeligt, så bedstemoren fortsatte. ”Lægerne mener det er bedst..” sagde hun stille ”og siden du har gjort det flere gang mener de at indlæggelsen ville kunne være som en ny start for dig… en mulighed for at finde dig selv ved fra din mor” sagde han og knugede hans hånd. ”Jeg mener også at det ville være sundt for dig… og jeg flytter selvfølgelig med, lige meget hvor i landet du sendes hen” sagde hun og knugede hans hånd lidt mere. Aki sad bare stille, han vidste ikke hvad han skulle sige, men så skilte han sine læber ad ”okay..” sagde han stille, men med øjnene fyldte af vand. Han så stille på sin bedstemor og nikkede bekræftende mens han igen gentog sit ”okay”. Tanken om endelig at kunne finde sig selv var befriende for Aki, men det virkede stadig for godt til at være sandt.