Så er det nu

Chiyo studerede tegningen, men kunne ikke rigtig se, de fejl han talt om. "Så er det godt, at du kan tegne mig nøgen igen og igen" sagde hun kærligt. Chiyo satte sig lydigt på Daisukes lår og studerede tegningen. Chiyo smilte stort og kærligt over Daisukes flove udtryk. Hun grinte lidt "Tja.. Jeg kan jo heller ikke ligefrem have det hængende fremme... Far ville få et fæl" grinte hun lidt. Chiyo gav Daisuke et kys. "Jeg har en ide... Jeg finder en ramme til det, så det kan hænge" sagde hun kærligt.

Chiyo smilte varmt. "Hvis du vil have det hængende... Det er din kunst.. men jeg dækker nok de private dele" sagde hun kærligt. Chiyo kyssede Daisuke ved hårgrænsen "du kan male og tegne mig alt det du vil, med så meget eller lidt tøj på som du vil" sagde hun kærligt. Chiyo strøg Daisuke i nakkehårene "Jeg ved at abstrakt måske ikke rigtig er din stil... Men vi kunne også købe et stort lærred, smørre os ind i forskelligt maling og have sex på lærredet... Se hvad der kommer ud af det" sagde hun drillende. Chiyo rejste sig "Jeg tror lige, at jeg går ind og skifter det våde sengetøj" sagde hun med lidt røde kinder. Chiyo gik ind i soveværelset, skiftede sengetøj, smed det våde til vask og gik ud og børstede tænder på badeværelset.

Chiyo smilte kærligt til Daisuke over, at han ville lade hende bestemme, hvad der skulle ske med tegningen. Chiyo smilte, da Daisuke rødmende. *Er han begyndt at blive ædru igen?* ”Kun spændende at se resultatet?” spurgte Chiyo skeptisk med et lille smil, og lænte sig ind til Daisukes øre. ”Jeg synes også, at processen med at lave maleriet ville være spændende” sagde hun flirtende inden hun rejste sig fra ham. Chiyo nikkede til Daisuke, da han sagde, at han ville komme til hende efter at have ryddet op. Chiyo smilte til Daisuke, da han kom ud på badeværelset til hende. Hun blev færdig med at børste tænder. ”Godt at Miyuki ikke var hjemme i dag… selvom jeg tænker, at vi måske burde være lidt mere opmærksomme på, hvor hun overnatter… og sådan nogle ting… hun er trodsalt stadig en teenager… jeg vil ikke have, at hun kommer i problemer eller hænger ud med de forkerte” sagde Chiyo lidt eftertænksomt. Hun gik ind på soveværelset, trak i et par trusser og hoppede i en natkjole. Hun smed sig lidt udmattet på sengen og ventede med et kærligt smil på Daisuke.

Chiyo sukkede. ”Daisuke… Hun er mere end velkommen her… Det skal du ikke være i tvivl om.. Jeg ved godt, at vores familier ikke er ens, men jeg kender lidt til det, hun går igennem” sagde hun roligt. ”Men… Når hun bor under vores tag, er hun vores ansvar. Jeg synes, at vi skal give hende en lang line… men jeg bryder mig faktisk ikke om, at jeg ikke ved hvor hun er lige nu…” sagde Chiyo roligt. Chiyo smilte kærligt til Daisuke, da han kom ind i sengen til hende. ”Du har virkelig også arbejdet hårdt” sagde hun drillende, men strøg så kærligt en hånd igennem hans hår. Hun kyssede kærligt Daisuke igen. ”Lad os sove Daisuke.. lade op til i morgen” sagde hun kærligt og puttede sig ind til ham.

Daisuke smilte taknemmeligt til Chiyo og nikkede. “Du har ret. Jeg har ikke været en god bror for hende det sidste stykke tid.” Sagde Daisuke roligt. “Vi må tage en snak med hende næste gang hun kommer hjem.” Sagde Daisuke og smilte til Chiyo. Daisuke kunne ikke lade hver med at grine genert og smilte tilfreds over Chiyos hånd i hans hår. “Lad os det. Tak for i dag.” Sagde Daisuke kærligt og strøg sin hånd over Chiyos hår. “Først for at tage på date med mig og tilbringe formiddagen sammen. Og for at invitere mig med ud og drikke, har aldrig haft så sjov en aften.” Sagde Daisuke med et kærligt grin. “Og en vidunderlig nat.” Sagde Daisuke tændt og kyssede Chiyos kind. 

Chiyo smilte undskyldende til Daisuke. "Jeg sagde ikke, at du var en dårlig bror...Vi skulle begge to finde vores forfædre i den situation, som vi var i, da hun flyttede ind... Men jeg føler, at vi er klar til at tage noget mere ansvar nu" sagde hun roligt. Da de lå i sengen smilte Chiyo kærligt til Daisuke. "Selv tak for i dag.. for det hele..." Sagde hun lidt hæst. Hun puttede sig ind til ham og så ham tændt op i øjnene. "Lad os tage flere af sådan nogle dage.. snart... Måske når Miyuki er i skole" sagde hun og kyssede fyldigt hans læber, hvorefter hun lagde sig godt ind til ham og faldte i søvn medmindre Daisuke holdte hende vågen.

Daisuke smilte kærligt til Chiyos ord. Chiyo ville aldrig forstå hvor meget hendes ord betød for ham. Daisuke nød lyden af Chiyos stemme da de lå i sengen, glad for at Chiyo havde nydt det lige så meget som ham. Daisuke nikkede bekræftende. Nok var det alkoholen som havde sat ham igang, men han håbede at han kunne lære af det som var sket i nat og forsætte med at lytte til sin lyst efter Chiyo og reagere på den. Vise Chiyo hvor meget han havde lyst til hende og hendes krop. Daisuke kyssede fyldigt Chiyo, kunne mærke lysten røre på sig. Men han var udkørt, og selvom han havde på fornemmelsen af Chiyo ikke ville afvise ham, valgte han at lade sin lyst lægge og trykkede Chiyo tættere ind til sig og faldet i søvn med arme om hende.

Daisuke lod sig selv sove længe dagen efter. De havde været ude til sent og været i gang det meste af natten. Daisuke kunne huske træningsdage hvor han krop havde været så udkørt som nu, men havde aldrig troet at en nat med Chiyo ville kunne gøre det. Daisuke holdte Chiyo tæt ind til sig og ville ikke lade hende stå op uden ham. Det var først omkring middag da Daisuke kunne høre hoveddøren blive låst op, at han satte sig op. Den eneste, udover Chiyo og ham selv, som havde en nøgle til huset var Miyuki. Hun havde ikke været meget hjemme det sidste stykke tid og det undrede faktisk Daisuke hun var hjemme en lørdag. Daisuke stod op af sengen og trak hurtigt i tøj og gik ud i stuen og kunne se Miyuki på værelset. “Hey” sagde Daisuke stille, usikker på hvordan han overhovedet skulle tale med sin søster. “Jeg smutter om lidt, så I skal ikke tænke på mig.” Sagde Miyuki kort. “Du ved du er velkommen her.” Sagde Daisuke hurtigt. “Men vi er nok nød til at lave nogle regler.” Daisuke kunne se hvordan hele Miyukis krop stivnede og hun rettede sig stift op og så koldt på ham. “Hvis du begynder på det pis; “Du er under mit tag..”” Sagde hun giftigt. “Du er under mit tag, men det har ikke betydning. Du er stadig ung.” Prøvede Daisuke med blev kortet af. “Jeg har passet et barn siden jeg var 7 år! Du skal ikke tale til mig som om jeg er et barn.” Miyuki nærmest råbte og Daisuke var overrasket over den pludselig vrede. Daisuke så nærmere på hende, hendes øjne var røde og kinderne hævet. Hun havde grædt og hun måtte have grædt meget. “Så lad os sætte os ned som voksne og snakke.” Sagde Daisuke og satte sig på sofaen og så på Chiyo, usikker på hvad han skulle gøre, men han følte det var hans ansvar. Miyuki ulmede stadig, blev stående i døren og tog om sig selv. Daisuke sukkede stille. “Jeg forlanger ikke meget, men jeg, vi er bekymret for dig. Du er i en svær tid, jeg husker det selv, selvom jeg slap væk hjemmefra tidligere. Men jeg er også først lige kommet ud af grebet på familien, og det er hårdt.” Sagde Daisuke og så mod Chiyo igen og rakte ud for at få hendes hånd, støtte. “Jeg, vi vil gerne være din familie. Jeg vil gerne, hvis vi kan aftale en tid, hvor du senest er hjemme, eller giver besked hvis du kommer senere hjem.” Sagde Daisuke stille og så på Miyuki. “Hvorfor fuck interessere du dig.” Sagde Miyuki vredt. “Det her er bare en seng jeg bruger, intet andet, og lad hver med at lade som om det er andet.” Sagde Miyuki og lade et kast med armen mod værelset. “Ligner det måske et fucking værelse til dig? For mig ligner det at jeg er i vejen for dine fucking tegninger og maling” Hendes stemme hævet, såret og vred, og Daisuke følte sig lille. Hun havde ret og han kunne ikke sige hende i mod. “Lad hver med at opføre dig som en bror, det er fucking for sent. Bare giv mig et sted at sove, andet har jeg ikke brug for.” Sagde Miyuki vredt og greb sin taske fra værelset og stormede forbi dem begge. “Miyuki!” Daisuke rejste sig hurtigt og greb om Miyukis håndled, og blev mødt af en lussing, men han gav ikke slip. “Slip mig!” Skreg Miyuki og slog hans bryst med sin frie hånd og sparkede mod hans ben. Hun kæmpede mod tårerne, men tabte kampen og de løb ned af hendes kinder. “Ikke før du falder til ro og vi kan tale sammen.” Sagde Daisuke roligt og Miyuki stoppede med at gøre modstand og gemte sit ansigt væk i sin frie arm og hulkede. Daisuke så på Chiyo igen, vidste ikke hvad han skulle gøre med alle de følelser der var foran ham.

Chiyo nød en dyb søvn i Daisukes arme resten af natten. Hun var udkørt efter deres bytur, lagengymnastik og tegningssession. Chiyo lå puttet tæt ind til Daisuke – nød varmen og nærheden. Hun åbnede dovent sine øjne, da Daisuke satte sig op. Hun havde ikke hørt døren gå op. Hun så undrende efter Daisuke, da det virkede til at han havde travlt med at komme ud i stuen. Hun rejste sig hurtigt og hoppede i noget undertøj, joggingbukser og t-shirt. Hendes krop værkede, næsten som om hun havde været igennem en hård træning i går, men hun ignorerede det. Chiyo kom ud i stuen, da Miyuki råbte, at hun havde passet et barn siden hun var 7 år gammel. Hun stoppede overrasket lidt fra dem, da hun ikke forstod, hvor den vrede reaktion kom fra. Chiyo sendte et forsikrende smil til Daisuke, da han så på hende, efter han havde foreslået, da de kunne sætte sig og tale som voksne. Chiyo gik hen og satte sig på armlænet på sofaen og smilte forsikrende til Miyuki. Chiyo gav støttende Daisuke sin hånd, men hun følte ikke helt, at han lige havde brugt de rigtige ord overfor Miyuki. At være en mand i en dojo familie var på ingen måde det samme, som at være en kvinde i en dojo familie. Chiyo sad roligt og lod Miyuki komme ud med sine følelser. Hun følte, at det var nødvendigt, at lade Miyuki komme ud med dem. Hun gav slip på Daisukes hånd, og skød også op og stå, da det virkede til at Miyuki ville storme ud. Hun var dog overrasket over lussingen. *Hvor kommer alt den her vrede mod Daisuke fra?* Chiyo så bekymret på Daisuke, da han så på hende. Det var tydeligt, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Chiyo signalerede roligt, at han skulle tage en dyb indånding og tage det roligt. Hun vidste, at Daisuke ikke var voldlig eller ville fare op i vrede, men hun kunne se på ham, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre med følelserne over for ham. Chiyo gik roligt hen til Miyuki og Daisuke. ”Miyuki” sagde hun ømt og tog om dem begge, men primært for at tage lidt op Miyuki. ”Ærlig snak.. Da du flyttede ind, var vi ikke klar… Daisuke og jeg vidste ikke, hvad vi overhovedet skulle stille op med os selv…” sagde hun ømt, mens hun trykkede Miyuki ind til sig. Hun trak sig lidt væk, men gav ikke slip på dem. ”men.. vi interesserer os for dig… om du vil det eller ej… så er vi din familie, og vi vil gerne have dig her” sagde hun kærligt. ”Vi ønsker ikke at begrænse dig… men vi går op i dig, bekymre os for, hvor du er… du er ikke er barn mere, så om du vil være have vores kærlighed og de rammer vi kan give dig… er helt op til dig selv… men vi vil lige meget hvad, altid være her for dig” sagde hun kærligt. ”Livet som en kvinde i en dojo familie er ikke let… og jeg har nok ikke engang været igennem en brøkdel af det, som du går igennem, da min far trodsalt kunne… overtales” sagde hun med et lille smil. ”Og i forhold til værelset.. så har du helt ret… Det er ikke et værelse, du kan kalde dit eget… men hvis du er villig til at give Daisuke og jeg en chance mere, og blive her hos os… så finder vi et studie til Daisukes malerier og tegninger, så du kan indrette dit værelse, præcis som du vil” sagde hun kærligt. Chiyo gav slip på Daisuke og Miyuki, hvorefter hun blidt lagde en hånd på hver af Miyukis kinder og fik hende til at se op på Chiyo. ”Stol på os Miyuki. Vi vil dig kun det bedste og vide, hvor du er, fordi vi går op i dig… vi håber bare ikke, at det er forsent, og at du vil lukke os ind” sagde Chiyo kærligt med et lille smil.

Daisuke tog en dyb indåndingen. Han var ikke vred, bare forvirret og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv eller sige til Miyuki. Miyuki stivnede da Chiyo rørte ved hende og stoppede med at hulke. Daisuke stod stille og lod Chiyo om at tale. Daisuke kendte deres far, men Chiyo vidste hvordan det var at være kvinde i en dojo. Miyuki lod sin arm falde, hendes ansigt følelse forladt og koldt, men hun stod stille og lyttede. Daisuke nikkede hurtigt da Chiyo sagde at han kunne finde et studie til hans malerier og tegninger. Daisuke havde i starten da Miyuki flyttede ind, opholdt sig i stuen, men jo mere Miyuki var ude, jo mere var hans malerier og materiale begyndte at fylde værelset op. Miyuki læbe dirrende lidt da Chiyo tog ved hendes ansigt og kæmpede lidt i mod, men så knust på Chiyo. Daisuke troede et kort øjeblik at Miyuki ville falde Chiyo om halsen, men Miyukis ansigt blev hårdt igen. “Jeg er ikke et fucking barn i kan øve jer på.” Sagde Miyuki giftigt og trak sit ansigt ud af Chiyos hænder og hev sin arm fri af Daisuke greb og skubbede sig hårdt forbi ham, ind på værelset og smækkede døren hårdt bag sig. Daisuke sukkede opgivende og så på Chiyo. “Hun blev i det mindste… Det er vel godt?” Spurgte han usikkert. Daisuke anede ikke hvad der var sket med Miyuki de sidste måneder mens han havde været i dojoen, og hun havde virket glad nok da de havde været ude og spise med Junko. Men efterfølgende havde hun ikke været meget hjemme og noget måtte være sket siden hun var så vred. “Tror du hun skal have tid eller…” Daisuke så nervøst mod døren.

Chiyo stod roligt, da Miyuki trak sig fra hende. Chiyo stod og så på den smækkede dør. Hun gik hen til den. "Som jeg sagde, ser vi dig ikke som et barn. Det er også derfor, at vi lader dig træffe din egen beslutning. Jeg håber, at du får lyst til at tale med os om, hvad du tænker. Vi venter på, at du er klar" sagde Chiyo roligt ved døren. Chiyo gik tilbage til Daisuke og tog hans hånd.."Lad os give hende tid... Lad os få noget at spise" sagde hun roligt og trak Daisuke mod køkkenet. Chiyo lavede lækker brunch til Daisuke og sikrede sig, at der var rigeligt til Miyuki, hvis nu duften lokkede hende ud.

Daisuke nikkede til at de skulle give Miyuki tid. Daisuke havde aldrig set Miyuki reagere på den måde. Den eneste kvinde Daisuke nogensinde havde set vred var Chiyo, og selv hendes følelser havde han svært ved at håndtere. Daisuke gik i køkkenet med Chiyo og hjalp så godt han kunne, selvom der ikke var meget han kunne gøre selv. “Undskyld.” Sagde Daisuke stille. “Jeg ved godt hvad du siger, men jeg føler alligevel jeg ligger mange problemer på dig.” Sagde Daisuke stille og så undskyld på Chiyo. “Jeg er glad for at jeg har dig, virkelig.” Sagde Daisuke og smilte kærligt til hende. Daisuke satte sig ned og begyndte at spise med Chiyo og talte om hvor hyggeligt det havde været aften før og spørger ind til om hun havde haft det sjovt før de mødtes op. Daisuke så op da Miyuki stod i døren til køkkenet, tydeligt at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hverken Daisuke eller Miyuki vidste meget om det at være en familie. “Jeg vil kunne fucking låse min dør.” Sagde Miyuki stille. Daisuke var ikke vild med alt banderiet, men lod det glide for nu. “Selvfølgelig. Jeg får taget alt mit ud af værelset og du kan gøre hvad du vil med det.” Sagde Daisuke roligt. “Jeg vil ikke have nogen sengetid eller tidspunkt jeg skal være hjemme.” Sagde Miyuki og så kampklar på Daisuke. Det var ikke for at være uhøflig over for Chiyo, men Miyuki var van til at kampen lå ved manden af familien. “Hvornår du går i seng bestemmer du selv. Men jeg vil gerne have besked hvis du ikke kommer lige hjem fra skole eller hvis du vælger at tilbringe natten ude.” Sagde Daisuke og kunne se at Miyuki pustede sig op. “Jeg ved jeg ikke har vist det før, men opdagede i nat hvor bekymrende det faktisk var ikke at vide hvor du var. Hvad jeg vidste kunne du ligge i en gyde et sted.” Sagde Daisuke roligt og kunne se smerte skyde over Miyukis ansigt. Hvad var der sket i nat? Daisuke skød op fra stolen og det fik Miyuki til at tage et skridt hurtigt tilbage, klar til at flygte ind på værelset igen og Daisuke satte sig hurtigt igen. “Undskyld.” Sagde Daisuke hurtigt. Intet af det Daisuke kunne se på Miyukis krop, var der mærker efter kamp eller modstand, men hun var påvirket af noget. “Kan du love at forsøge at huske at skrive? Jeg behøver ikke kende detaljer, bare generelt.” Sagde Daisuke og talte stille og roligt. Miyuki nikkede stille, men blev stående i døren.

Chiyo smilte kærligt. "Ikke undskylde, Daisuke" sagde hun lunt. "Jeg... Jeg mente det, jeg sagde i nat... Jeg... Jeg forestiller mig et liv med dig.. din familie er min og omvendt" sagde hun ømt med lidt røde kinder. Chiyo smilte stort. "Og jeg er glad for af have dig" sagde hun kærligt. Hun gav ham et kys på kinden, inden hun satte sig siden af ham for at spise. Chiyo medgav Daisuke, at der havde været hyggeligt inden de mødtes aftenen før og spurgte også ind til hans aften med drengene. Chiyo så op på Miyuki og sad roligt og afventede. Hun vidste ikke, at man ikke kunne låse døren ind til Miyukis værelse, så det var klart, at hun gerne ville have en lås. "Selvfølgelig" svarede Chiyo til ønsket om låsen. Chiyo lyttede roligt til de to søskende. "Godt... Miyuki? Hvad siger du til, at vi to tager ud og shopper ting til dit værelse, når Daisuke har fjernet sine ting?" spurgte hun med et glad smil. Chiyo havde også opfattet, at Miyuki skjulte noget, men hun ville ikke presse på. Hun måtte få Miyuki til at stole på hende først.

Miyukis øjne flakkede mellem dem begge og så så ned på maden. Synet af det virkede til at skabe kvalme hos hende, men hun satte sig alligevel ned. Miyuki sad dog som om hun var klar til at springe op igen, forventede nærmest at de ville presse flere regler ned over hendes hoved. “Jeg skal nok tjekke op på låsen, jeg mener allerede der er en lås, men jeg har aldrig tjekket op på den.” Sagde Daisuke stille, prøvede at berolige Miyuki at hun selvfølgelig måtte låse døren ind til sig selv. Miyuki nikkede og tog mad til sig selv og spiste stille. Daisuke følte det som om han dansede rundt om en bombe der kunne springe når som helst. Daisuke havde ingen minder om at Sayuri nogensinde havde opført sig på denne her måde før, og selvom Miyuki altid havde været kamp villig, var det her nyt. “Jeg kan godt selv købe hvad jeg skal bruge.” Sagde Miyuki stille og så mod Chiyo. Daisuke indså at Miyuki måtte være omkring 18, så hun måtte være i sit sidste år af High School. Daisuke var rimelig sikker på at hun stadig gik i skole, selvom han ikke have talt med hende om det. *Gad vide hvad Miyuki vil efter High school?* Daisuke følte dog det ikke var tiden at spørge, selv bare af nysgerrighed.

Chiyo studerede Miyuki, da hun begyndte at spise. Alt strittede i Chiyo. Noget var galt, men Chiyo kunne ikke spørge hvad. Hvis hun gjorde, ville Miyuki sikkert skyde op og forsvinde ind på sit værelse igen eller helt forlade huset. Chiyo smilte lidt. "Okay. Jeg tænkte bare, at det godt kunne være, at du ville have nogle lidt større ting. F.eks et ordenligt skrivebord og seng... Det vil nok være lidt dyrere og kræve noget hjælp med transporten" sagde Chiyo roligt med et smil. "Og.. så synes jeg, at det kunne være lidt hyggeligt, at hænge lidt ud med dig" sagde Chiyo smilende.

Miyuki greb hårdere om sit bestik, kæmpede tydeligt med følelser. “Hvorfor fuck skulle jeg have lyst til at hænge ud med dig.” Sagde Miyuki giftigt og skubbede tallerken fra sig tog sig til ansigtet. “Undskyld.” Lød det lavt fra Miyuki før Daisuke kunne nå at sige noget. Miyuki havde stor respekt for Chiyo, men alt gjorde ondt lige nu. “Kan det vente til i morgen? Jeg tror bare jeg vil være alene, før jeg lukker mere gift ud.” Sagde Miyuki og rejste sig op fra stolen. Miyuki stoppede op i døren, men holdte ryggen til dem. Det virkede som om hun ville sige mere, men gik så tilbage til værelset og lukkede døren bag sig. “Jeg kan ikke li det her Chiyo.” Sagde Daisuke stille. “Miyuki har altid været, du ved stålfast og hård i munden. Men det her?” Sagde Daisuke og tog sig til ansigtet.

Chiyo så overrasket og lidt såret op på Miyuki. "Det er okay.. Det var bare, hvis du havde lyst... Det kan være, når du vil" sagde Chiyo roligt med et lille smil. Chiyo så på Daisuke. "Jeg har det på samme måde... Men jeg er ikke sikker på, hvad der er det rigtige her... Måske vi skulle give ham lidt tid lige nu... Prøve at komme lidt ind på hende senere?" Spurgte Chiyo forsigtigt.

Daisuke nikkede stille. “Jeg vil prøve at høre Shimizu omkring et studie jeg kan have mine ting i.” Sagde Daisuke og tog Chiyos hånd og smilte til hende. Shimizu var den galleriejer Daisuke havde sine malerier hos og som havde hjulpet Daisuke meget. “Jeg ved vi er nød til at give hende lang line lige nu, men jeg tillader ikke hvis hun begynder at blive ond over for dig.” Sagde Daisuke og nussede Chiyos hånd. Daisuke spiste færdig sammen med Chiyo og hjalp med opvasken. Daisuke ringede derefter til Shimizu og spurgte om han kendte til nogen steder hvor Daisuke kunne have et studie, som ikke lå fra langt fra hans hjem. Shimizu sagde han nok skulle se om han kunne finde noget. Miyuki blev på værelset og Daisuke ville ikke forstyrre hende ved at tage ting ud fra værelset, så han vidste ikke rigtig hvad han kunne gøre. Miyukis vrede og irritation kunne han håndtere, men hun virkede fortvivlet og såret. “Tror du det kan være en kæreste?” Spurgte Daisuke og så på Chiyo. “En eller anden som har såret hende? Kan desværre ikke sige jeg kende Miyuki, men hun virker ikke til at ville lukke folk ind.”

Chiyo smilte kærligt til Daisuke. "God idé" sagde hun til at Daisuke ville prøve at finde et studie. "Undskyld jeg bare foreslog det.. du må nyde at kunne male hjemme, men jeg tænkte, at det kun er naturligt, at hun gerne vil have et værelse, der virkelig er hendes" sagde hun roligt. Chiyo smilte kærligt, da Daisuke nussede hendes hånd. "I lige måde.. hvordan har din kind det?" spurgte hun ømt og nussede forsigtigt Daisukes kind. Hun vidste, at han havde været vant til at blive slået hårdere end det, men hun brød sig alligevel ikke om det. Chiyo spiste færdig med Daisuke og ryddede op med ham. Chiyo gik ud på badeværelset, gik i bad og trak i noget ordentlig tøj. Chiyo sad og skitserede, da Daisuke talte til hende. Chiyo sukkede lidt. "Det er virkelig svært at vide... Jeg kender ikke Miyuki særlig godt... Jeg forestiller mig alt fra et knust hjerte til...." Chiyo afsluttede ikke sin tanken. En ung kvinde kunne have mange udfordringer, der kunne virke altødelæggende - nogen mere alvorlige end andre.

Daisuke rystede stille på hovedet og smilte kærligt til Chiyo. “Det er en rigtig god ide.” Sagde Daisuke kærligt. Daisuke så underne og kom så til at grine lidt. “Ah, den har det fint. Hun slog ikke særlig hårdt, tror mest det var afmagt en rent faktisk at ville skade mig.” Sagde Daisuke og smilte stille.
Daisuke så på Chiyo mens hun talte. Han havde selv fundet papir og blyant frem for at få tiden til at gå med noget, men intet kom til ham. “Til?” Sagde Daisuke og ønskede egentlig ikke at Chiyo fuldførte sætningen, havde ikke selv lyst til at tænke det til ende. “Chiyo, det er nok ikke noget du har lyst til at tale om. Men hvordan er det at være kvinde i en dojo? Jeg kender kun det pres jeg selv har været ude for. Jeg ville nok også været blevet gift væk til en jeg aldrig have lært at kende, fordi jeg skulle arve dojoen. Fader var hård overfor mig, men Sayuri fulgte altid reglerne uden at sige noget, det var Miyuki som virkelig skabte oprør i familien.” Sagde Daisuke stille.

Chiyo så lidt klemt op på Daisuke, da han virkede til at ville have, at hun fuldførte sine tanker, men hun gjorde det ikke. Hun forestillede sig nogle forfærdelige ting, som hun håbede ikke var sande, og hun ville ikke bekymre Daisuke unødigt. Hun så lidt undrende på ham, men smilte roligt. Han ønskede at lære Chiyo bedre at kende og sin søster. "Som en kvinde en i dojo, er det heller ikke din rolle, at sige.. eller rettere mene noget som helst.. Kvinder er det udelukkende for at gøre deres mænd liv nemmere og bære børn.... Du skal gerne fremstå så... Perfekt i dojo mænds øjne, at de betragter dig som en brugbar kone... Du har ikke meget selv at skulle have sagt i sagen... Det er primært din far, der beslutter, hvem du skal giftes med.." fortalte hun roligt. "Jeg var heldig... Min far blev formet af min mor, som er noget mere åbenmundet og frisindet end de fleste" sagde Chiyo lidt grinende. "Men... Jeg kunne forestille mig.. at Miyuki har levet under nogle af de vilkår, jeg lige har beskrevet.... Og sikkert har gjort oprør mod det... Afstrafningen for kvinder kan være..." begyndte Chioy, men fik et lidt fjernt udtryk i sin e øjne. Hun smilte lidt undskyldende. "Far blev bedre og bedre med årene... Men da jeg var barn, var det ikke ualmindeligt, at jeg sad på mine knæ balancerende med en bog på hovedet i flere timer... Eller sov ude i skuret om natten og ikke måtte komme ud, før far mente, at jeg havde angret mine handlinger...." fortalte Chiyo roligt. Hun grinte lidt "Ikke at det nogensinde stoppede mig... Jeg tror, at far med tiden opgav sine gamle opdragelsesmetoder, da mor langsomt ændrede ham og han så, at de alligevel ikke virkede.. Han har f.eks aldrig gjort sådan noget ved tvillingerne" sagde hun roligt.

Daisuke kiggede på Chiyo. Han ville gerne lærer alt om hende, men det var alligevel ikke et emne han ønskede at tale om. Daisuke hadet hvad han hørte. Reglerne for ham havde været hårde, men han havde da haft lov til at have en guitar, lov til at tegne, haft lov til at vælge hvad skole han ville på. Miyuki gik på en ren pigeskole, gjorde Junko også og det havde Sayuri også gjort. Daisuke kunne huske Miyuki havde højlydt brokket sig over at Daisuke måtte komme på en skole for begge køn. Daisuke havde vendt det døve ører til og vidste egentlig ikke hvad straf Miyuki havde fået, men hun havde ikke talt om det efter den dag. Daisuke så på Chiyo, hadet tanken om at Chiyo havde været igennem det, men da heldigvis havde haft en mor som kunne påvirke hendes far. Daisuke tog ved Chiyos hånd og trak hende hen til sig og trak hende op på sit skød og tog om hende. “Jeg er glad for at du havde din mor.” Sagde Daisuke og smilte varmt til Chiyo og kyssede hende blidt. Daisuke gemte sit ansigt væk ved Chiyos skulder og holdte blidt om hende. Om det var for at trøste Chiyo eller berolige ham selv, var han ikke sikker på, nok begge dele og mest det sidste. Det var egoistisk, det var ikke ham som havde gået igennem det, men han hadet tanken om hvad Chiyo havde været igennem, og hvad Miyuki måtte have været gået igennem. “Jeg ville ønske jeg kunne have hjulpet hende noget før.” Sagde Daisuke lavt. “Men jeg vendte altid blikket væk når hun råbte op, glad for at opmærksomheden faldt på en anden end mig.” Daisuke trykkede Chiyo lidt tættere ind til sig. “Jeg var rent faktisk glad når hun blev straffet. Så virkede jeg ikke helt så uduelig, når faders opmærksomhed var rettet mod hende.” Daisuke så trist op på Chiyo. “Jeg skammer mig virkelig over de tanker nu. Jeg burde… Jeg burde have beskyttet hende bedre, men jeg tænkte kun på mig selv.”