Så er det nu

Miyuki så undrende på Chiyo da hun grinte. Miyuki havde aldrig set det på den måde før. Men det gav mening. Daisuke, som var den næste til at overtage dojoen, var den af børnene som larmede mindst, fyldte mindst, selvom han var den som burde fylde mest. Miyuki havde altid set ham som svag. Han sagde aldrig deres far imod, gemte sig altid væk. Men i sidste ende, var han nok den som havde brudt de fleste regler, levede mest frit. Daisuke var i hvert fald den som havde haft modet til at forlade familien, selvom han i første omgang kun var løbet hjem til deres bedstefar. Men med hjælp fra Chiyo, havde han kunne rejse sig op og vende ryggen til deres far. *Han har endda styrke nok til at se sig tilbage efter mig* Miyuki havde udnyttet hvad hun tænkte som svaghed hos Daisuke, da hun første gang sagde hun ville være her hos ham. Daisuke havde virket som en nem udvej at komme væk hjemmefra, da Miyuki var sikker på han ikke havde modet til at afvise hende. Men måske hun tog fejl af ham. Måske det ikke var svaghed som havde givet hende lov. Miyuki så på Chiyo, men slog hurtigt blikket væk fra hende og så på maden foran hende. Chiyos kærlige udtryk og tone gjorde ondt. Miyuki nikkede stille til at det nok var godt for Daisuke at få et studie. “Så kommer han også ud.” Sagde Miyuki stille. “På et eller andet tidspunkt må i blive sindssyge af at gå op af hinanden hele tiden.” Sagde Miyuki med et lille drillende smil. Det gjorde stadig ondt, men Miyuki havde besluttet hun ikke gad hvile i smerten. Miyuki fortsatte roligt med at forberede, til hun hørte hoveddøren gå op. “Hej.” Kaldte Daisuke forpustet. Han havde taget en kortere rute og løbet hurtigere, da han vidste at Miyuki var i gang med morgenmaden. Daisuke tog sine sko af og gik ud i køkkenet og gav Chiyo et kys på kinden. Daisuke ville ikke skjule sin kærlighed for Chiyo, selvom det var mærkeligt at gøre over for familie. “Jeg vasker mig lige hurtigt.” Sagde Daisuke og smilte kærligt til Chiyo og skyndte sig ind på værelset for at finde rent tøj og gik så ud på badeværelset for at vaske sig. Miyuki gik hen til komfuret og begyndte at lave maden. “Jeg håber ikke du har noget imod traditional morgenmad.” Sagde Miyuki og så på Chiyo.

Chiyo grinte lidt over Miyukis kommentar. *Hun kender ikke sin bror særlig godt* "Daisuke kommer nu ud.. han har venner, går i byen, på dates, besøger gallerier og tegner rundt omkring, hvor inspirationen rammer ham" fortalte hun kærligt. Daisuke var ikke det generet barn, der holdte sig hjemme for sig selv mere. "Nej" sagde Chiyo forelsket "Jeg tror aldrig, at vi bliver trætte af at gå op af hinanden" sagde hun glad. Chiyo smilte forelsket til Daisuke, da han kom hjem. "Hej.. velkommen hjem" sagde hun smilende. Chiyo så lidt efter Daisuke, en smule fraværende ved tanken om hans svedige krop. Chiyo så på Miyuki, da hun talte. "Det er rigtig fint. Jeg er vant til det" sagde hun og færddigjorde dækningen af bordet.

Miyuki mærkede en sten i maven, kunne mærke giften i hendes mund. Men Miyuki valgte at holde sin mund. Daisuke og Chiyo var heldige at have fundet hinanden, men det var svært for Miyuki at tænke gode tanker om den lykke hun så foran sig.
Daisuke kunne ikke lade hver med at smile forelsket tilbage til Chiyo. Der var intet andet han havde lyst til end at tage hende i sine arme. Men Miyuki var til stede og han kunne ikke få sig til det, lige meget hvor meget han havde lyst. Trods at Daisuke var kommet mere ud af sin skal, var den der stadig, især når det kom til kom til hans familie, dem som kendte ham fra barn. Med Chiyo var det nemt at sprede sig ud, uden at Daisuke overhovedet tænkte over det. Miyuki nikkede stille til at Chiyo var vant til traditionel morgenmad. At være i kærlige omgivelser var ikke noget hun var vant til. Daisuke vaskede sig hurtigt, tørrede sig og trak i tøj. Hans hår var stadig fugtigt da han kom ud i køkkenet til dem igen. “Shimizu har skrevet tilbage til mig. Der er et par studios som vil kunne passe til mit behov som jeg kan se på i næste uge.” Sagde Daisuke og satte sig ved køkkenbordet. Miyuki stilte roligt tingene hen på bordet som hun havde lavet og satte sig ned. “Hvis det er i orden med dig, skal jeg nok tage mine ting ud af værelset i dag og kigge på låsen.” Sagde Daisuke roligt til Miyuki. “Det er fint.” Sagde Miyuki neutralt.

Chiyo smilte. "Det lyder godt Daisuke. Lad os tage ud, og se på nogle af studierne sammen, hvis det passer med at jeg har fri fra akademiet" forslog Chiyo glad. Chiyo smilte roligt til Miyuki. "Det ville være rart, hvis du kunne kigge på de ting i dag, Daisuke.. Miyuki og jeg vil ud og se på nogle ting til hendes værelse i dag" sagde hun roligt.

Daisuke smilte glad til Chiyo. Han følte sig egoistisk over at ville have Chiyos opmærksomhed og hvor meget han nød den. Men han kunne ikke få nok af Chiyos øjne på sig eller hører hendes stemme tale til ham. *Jeg har ikke lyst til at glemme den her følelse* Daisuke smilte og nikkede til Chiyo om at hun gerne ville med ham ud og se. “Vil jeg blive glad for.” Sagde Daisuke varmt. Daisuke nikkede igen til at Miyuki og Chiyo ville tage ind og kigge på ting til Miyuki. “Lyder som en god ide.” Sagde Daisuke lidt fraværende. *Jeg vil ikke glemme den her følelse* “Noget imod jeg går der ind nu?” Miyuki så underne på Daisuke, men rystede stille på hovedet og Daisuke rejste sig op. “Undskyld, jeg…” Daisuke fuldførte ikke sin sætning, før han rejste sig og gik ind i stuen. Miyuki kunne høre at døren til værelset gå op og Daisuke begyndte at flytte rundt på ting. Miyuki så undrende efter ham og så lidt vredt. “Værsgo og spis.” Sagde hun surt og begyndte selv at spise. Lydende fra Daisuke stoppede dog snart. Daisuke flyttede ikke andet end et staffeli, et lærred og udstyr nok til at han kunne begynde at male, midt ud i stuen og stod der. Daisuke fik fra tid til anden indskydelser, men det var første gang han havde haft så stærk en følelse han bare måtte have ud, nu, om det så var midt i morgenmaden og foran hans søster.

Chiyo smilte varmt til Daisuke, da han sagde, at han gerne ville have hende med ud og se på studier. Chiyo så lidt undrende efter Daisuke, da han gik fra bordet. Hun smilte lidt undskyldende til Miyuki. "Nogen gange bliver Daisuke, grebet af inspiration, nærmest opslugt af den og bliver nødt til at få det ud... Men det var ikke lige så høftligt, at gå midt i morgenmaden.. jeg tager en snak med ham om det senere" sagde hun roligt og smilte til Miyuki. "Tak" sagde Chiyo glad, da Miyuki sagde værsgo. Chiyo tog et par bidder. "Det smager virkelig godt, Miyuki" sagde hun varmt. "Hvor vil du gerne hen i dag?" spurgte Chiyo interesseret.

Miyukis hårdere udtryk blev mildet lidt da Chiyo sagde at maden smagt godt. “Jeg vil gerne ind og se efter nogen små ting. Sengen der inde er fin, men vil gerne have noget andet sengetøj. Måske en reol eller lignende ville være dejligt.” Sagde Miyuki roligt.

Chiyo smilte roligt til Miyuki. "Vi kan kigge efter lige det, du synes, at du mangler for at gøre værelset til dit eget" sagde Chiyo smilende og spiste videre. "Hvordan går det i skolen?" spurgte Chiyo interesseret. "Mit ynglings fag var engelsk" fortalte hun og smilte over minderne fra High School.

(Jeg undskylder det meget lange indslag)

Miyuki så ned på sin mad og prikkede stille i den. “Fint” sagde hun kort og spiste videre og lagde ikke op til mere samtale. Daisuke blev inde i stuen og malede, mens Chiyo og Miyuki spiste færdig. Hvis Chiyo talte til ham, svarede han ufokuseret og uden rigtig at hører hvad der blev sagt, drevet af en følelse han aldrig havde følt så stærkt før. Miyuki gjorde rent efter morgenmaden, og trods sin irritation over Daisuke, pakkede hun alligevel hans mad ind, så han kunne spise hvis han fik lyst mens de var væk.

Miyuki tog med Chiyo ind i byen, og gik efter praktiske ting. Miyuki var ikke klar til at åbne sig op mere end hun allerede havde gjort. Miyuki fandt noget neutralt sengetøj og en reol. Der var allerede indbygget et klædeskab i værelset. Reolen ville blive leveret til dem på et senere tidspunkt, og Miyuki ville selv bærer sengetøjet hjem.

Da Chiyo og Miyuki kom tilbage, stod Daisuke stadig i stuen, men i det ene hjørne, væk fra det tegnebord Daisuke havde købt til Chiyo, stod alt Daisukes male og tegnegrej. Daisuke så fra sit arbejde og smilte stille. “Jeg har fået tømt værelset og tjekket låsen. Der er en nøgle i døren, den kan bruges på begge sidder. Nøglen passer dog til alle rum i huset, så sig til hvis du vil have skiftet låsen.” sagde Daisuke roligt. Daisuke kunne huske hvordan hans eget værelse dengang havde været et tilflugtssted, hvor han kunne være sig selv, hvor Dark havde besøgt ham. Daisukes følelser var stadig usikker omkring Dark, men Daisuke ville ikke kunne nægte at Dark havde haft en stor betydning i hans barndom og Dark var en af de få mennesker Daisuke ikke følte han skulle skjule sig overfor.

De ville ikke hører mere til Miyuki den dag. Hun kom ud til aftensmad, men tilbragte ellers tiden på sit værelse bag lukket dør. Sådan ville hele ugen blive, hvor Miyuki spiste med dem og tog i skole, men ellers tilbragte sin tid på værelset. Daisuke var glad for at Miyuki endelig var der, ikke længe var væk i flere dage, men han var usikker på hvad han kunne gøre. Han håbede at hans og Miyukis forhold ville blive bedre med tiden, og lige nu ville han give hende plads.

Daisuke tog Chiyo med ud og så på tre forskellige studios i løbet af ugen, sørgede for at det passede ind med hendes studie. De var alle af samme størrelse, men Daisuke var ikke sikker på nogen af dem. Han kunne ikke forklare det, men følelsen var forkert i dem alle. Daisuke havde svært ved at alt hans udstyr fyldte så meget i stuen, og han følte han bare burde vælge et sted, men alligevel kunne han ikke sige ja til nogen af stederne.

Ugen gik, uden at Daisuke tog et valg om et studio og undskyldte overfor Chiyo. Der var gåafstand til dem alle og de var billige i leje, så Daisuke burde bare tage et sted og få flyttet sine ting væk, så der var plads til dem igen. Daisuke havde aldrig før følt at hans kunst fyldte før, men selv han følte sig mast af igangværende projekter og alle de tomme lærred som nærmest skreg af ham for at komme i gang. Daisuke spurgte også ind til Chiyo, om hun stadig var interesseret i at tage med til François kunstudstilling på pågældende lørdag. Daisuke kendte ikke selv kunstneren, men invitationen var kommet direkte fra François og selv Shimizu, den galleriejer som Daisuke benyttede sig af, som hjalp Daisuke meget, havde opfordret til at Daisuke burde møde François. Daisuke havde fået fortalt at François var meget afslappet og at det derfor ikke var påkrævet at komme fornemt klædt. Shimizu anbefalede at Daisuke ikke søgte efter François kunst på nettet, da det var noget man skulle opleve, især hvis man ikke kendte til François. Daisuke var dog nervøs, og han ønskede Chiyo ved sin side, da hun altid virkede til at kunne få ham til at finde mod han ikke vidste han havde.

Daisuke valgte at tage en mørkeblå skjorte på og et par mørke jeans. Ikke rigtig sikker på hvad afslappet betød og han ville alligevel ikke møde op i sine sædvanlige løse bukser og løse t-shirt eller skjorte, som han normalt gik rundt i. Trods sine forsøg, følte Daisuke sig underdressed da de mødte op. Mændene havde hvide skjorter på, dresspants og slips. Kvinderne med de mænd, var et tætsiddende kjoler, høje hæle og falske smil. Selvom de var de mennesker der tiltrak opmærksomhed, gik der folk rundt gik klædt som ham, jeans og en farvet skjorte, og kvinderne gik i alt fra bukser, til farverige kjoler og nederdele. Da de ankom, kunne Daisuke ikke se nogen han kendte, og vidste ærligt ikke hvad han skulle gøre af ham og Chiyo. Normalt tog Daisuke ikke til andres kunstudstillinger. Stedet var delt op i flere rum, og de første rum de kom til, var malerier af landskaber hængt op. Rummet så dog meget tomt ud, da der ikke hang mere end 10 malerier. Malerier var ikke som Daisukes, farverne var ikke realistiske og motiverne var abstrakte, men genkendelige nok til at se hvad det skulle forestille, som en bygning eller et træ.

“DaiSuke!” det gav et sæt i Daisuke og han vendte sig mod stemmen. De havde ikke været der mere end 20 min, og Daisuke have stille gået og kigget på malerierne sammen med Chiyo, overvejede hvordan han skulle finde François, da det virkede uhøfligt ikke at hilse på værten, men Daisuke anede ikke hvordan manden så ud. Daisuke så på en mand med kraftigt sort hår, brune øjne og et varmt og stort smil. Hans bukser var sorte, men dækket af flere forskellige malerpletter, som Daisuke kendte fra når han selv malede. Skjorten var dog ren og hvid, men intet slips og de to øverste knapper var åbne. Daisuke indså at han stirrede og ikke svaret, men forstod ikke hvor manden foran ham kendte hans navn. “En glæde at møde dig.” sagde manden og greb Daisukes hånd og rystede den energisk. “Jeg frygtede jeg ikke ville kunne genkende dig. Trods alt har jeg aldrig set dig før, men din Muses” Daisuke havde svært ved at følge med i samtalen, trods at manden talte japansk, havde han en kraftig fransk accent. Manden vendte dog hurtigt sine varme øjne mod Chiyo da han sagde muse. Han slap Daisukes hånd og tog blidt ved Chiyos og førte den op til sin mund. “Trods kærligheden i hans malerier, kan din skønhed slet ikke fanges.” sagde han varmt og kyssede blidt Chiyos hånd og smilte varmt til hende igen. “Jeg var tilfældigt i New York, jeg er ikke rigtig typen som går på museum, for hvem gider kigge på gamle malerier. Men jeg blev overtalt, hvem kan virkelig sige nej når nogen spørger om man vil med dem, lige meget hvor det så end er at man skal hen…” Manden talte hurtigt, og hans varme blik gled fra Chiyo til Daisuke, som så forvirret på ham. Daisuke kunne mærke varmen stige sig til kinderne, da han kunne mærke folks blikke omkring dem. Daisuke så op da en kvinde hurtigt kom hen mod dem, og talte fransk. Hun talte hurtigt og aggressivt, men hendes ord var vendt mod manden, som hurtigt vendte sin opmærksomhed mod hende og svarede tilbage på fransk. “Ah Pardon, jeg blev for ivrig.” Sagde manden med et grin. “Mit navn er François Monet, velkommen til min udstilling.” Sagde han og bukkede let. “Dette er Elyna Monet, min datter og hvad kalder man det, manager.” Daisuke så nærmere på kvinden, som retter ung kvinde, kun var omkring deres alder. Men hun så ældre ud pågrund af hendes faconsyet jakkesæt og stramme udtryk i ansigtet. Ud over de brune øjne og det sorte hår, lignede hun ikke meget manden ved siden af sig. “Elyna mindede mig om min uhøflighed. Hun taler desværre ikke japansk, men hun er flydende i engelsk.” Sagde François og smilte stolt. “Welcome, I ask that you forgive my fathers rudeness. He has been really excited about meeting you since he saw your painting in New York.” Sagde Elyna roligt og gav et kort nik med hovedet og sagde noget til sin far på fransk og forlod dem igen. “Hun har helt ret, det er sådan en ærer at møde dig. Dine malerier er så levende og jeg ser så meget potentiale i dem. Jeg håber du vil tillade mig at være så fræk at komme med erfaring, for jeg kan se dig sprede dig meget mere ud end hvor du er nu.” François lod ikke meget rum til at Daisuke kunne svare eller tale, og han følte sig en smule overvældet af det hele. Her stod manden som havde inviteret ham, manden som åbenbart var meget interesseret i hans kunst og at lærer Daisuke bedre at kende. François så undersøgende på Daisuke, havde efterladt så meget rum som han mente var nødvendigt for et svar. “Ah, Pardon, det er så længe siden sidst jeg var i Japan, at jeg har glemt at jeg kan være lidt meget i dette land.” Sagde François med et grin. “Kom, lad mig vise dig min kunst, så kan vi måske mødes i morgen, i mere rolige omgivelser og tale mere sammen.” Sagde François med et mildt smil og vendte sin opmærksomhed. “Du er lige så velkommen mademoiselle. Men kom, i har kun set starten af min udstilling.” François tog blidt ved Chiyos hånd og lagde den på sin arm, så han kunne fører hende, og lagde blidt en hånd på Daisukes skulder og førte dem hen til rummet ved siden af. Daisuke stoppede dog op i døren og stirrende. I midten af rummet var der skulpturer, af kvinder og mænd, nøgne kvinder og mænd. Vækkende var dækket af malerier af samme tema, nøgne kvinder og mænd. Men der var intet seksuelt over dem, og det var alle personer af forskellige størrelser, form og farve. “Jeg tror på at skønheden kan findes over alt. Jo dybere man kigger, og jo mere man elsker, jo smukkere bliver det. Derfor jeg elsker Daisukes malerier, især dem af dem mademoiselle.” Sagde François og henvendte sig til Chiyo og lod Daisuke stå i døren. “Undskyld min uhøflighed igen, jeg har ikke spurgt om deres navn.”

Chiyo spiste med Miyuki, men hun sagde ikke rigtig mere, da hun ikke følte, at Miyuki havde lyst til at tale, og Daisuke var optaget af at male. Chiyo prøvede flere gange, at få Daisuke ud og spise med hende og Miyuki, men han virkede for opslugt til at lytte. Hun smilte undskyldende til Miyuki, da hun pakkede Daisukes mad ned, og takkede for maden.
Chiyo tog med Miyuki i byen og hjalp hende med at finde nøjagtigt det, hun ville have. Chiyo prøvede at foreslår andre ting til værelset, men Miyuki virkede kun interesseret i de mest basale ting. Chiyo valgte ikke at presse på ift. hvad Miyuki skulle have på sit værelse. De kunne altid købe flere ting senere.
Da de kom hjem gik Chiyo hen til Daisuke og strøg sin hånd igennem hans nakkehår og smilte kærlig til ham. Han havde gjort plads til Miyuki, som hun havde bedt om, selvom han var opslugt af sin egen passion.
Den følgende uge prøvede Chiyo at få Miyuki lidt i snak – gerne omkring Daisuke, så de alle kunne lærer hinanden bedre at kende, men hun pressede ikke på for, at Miyuki skulle være sammen med dem. Accepterede, at tingene tog tid og at Miyuki havde brug for plads.
Chiyo tog med Daisuke ud for at se på studios – prøvede at påpege de positive og negative elementer ved hver af dem. Da Daisuke undskyldte for ikke at vælge nogen af dem, smilte Chiyo roligt til ham og gav ham et kys på kinden. Hun forsikrede ham om, at det var okay, og at hun forstod, at det var vigtigt, at er studie føltes rigtigt. Hun forsikrede ham om, at han ikke skulle skynde sig.
”Selvfølgelig” svarede Chiyo kærligt, da Daisuke spurgt om hun stadig ville med til kunstudstillingen. Hun strøg ham op af armen. ”Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at blive set på din arm” sagde hun kærligt. Chiyo kunne ikke gøre for det. Hun havde været med til utallige arrangementer med Yuu, men de havde ikke betydet noget – udover Daisukes udstillinger, hvor hun ofte gemte sig. Men nu, nu var det Daisuke, hun kunne deltage med, og hun elskede det. Hun kendte ikke kunsteren, men det var også fuldstændig ligegyldigt, så længe hun kunne være sammen med Daisuke og støtte ham.
Om lørdagen trak Chiyo i en nydelig kjole og høje hæle, hun havde trodsalt prøvet at deltage til sådan nogle arrangementer flere gange, og havde en nogenlunde ide om, hvordan man burde være klædt. Hun klædte sig dog ikke ligeså fint, som hun havde gjort, når hun var sammen med Yuu. Hun hjalp Daisuke med at knappe sin skjorte og forsikrede ham, at han så dejlig ud og skulle tage det tøj på, som han havde det bedst i. Da de ankom var det som om, at Chiyo kunne læse Daisukes tanker, mens han scannede rummet. Hun gav hans arm et forsikrende klem ”Du ser godt ud skat… kom.. lad os se på billederne” hviskede hun med et kærligt smil og trak ham hen til det første billede med hende på armen. Chiyo studerede roligt billederne i rummet med Daisuke, men hun forstod sig ikke meget på maleriet, og de her var slet ikke som Daisukes, men Chiyo synes da, at de var pæne.
Der gik et lille sæt igennem Chiyo, da en høj stemme skar igennem den stille stemning ved udstillingen. Hun vendte sig sammen med Daisuke og så på den mand, der havde kaldt på Daisuke. Chiyo konstaterede hurtigt, at manden foran dem, måtte være kunstner – det var tydligt ud fra hans tøj. Chiyo så lidt spørgende op på Daisuke, da han ikke reagerede på manden overhovedet. Det hele gik så hurtigt, at selv Chiyo blev en smule forvirret og havde svært at ved følge med. Chiyo lod derfor manden tage hende hånd og kysse dem. *Han genkender dig fra Daisukes malerier* Chiyo smilte varmt ”Enchanté.. De smigre…” sagde Chiyo venligt. Efter at have arbejdet i Paris kunne Chiyo genkende en franskmand, når hun så en og vidste nogenlunde, hvordan hun skulle reagere. Men Chiyo nåede ikke at spørge, hvem manden var, før han talte videre. *Han så Daisukes malerier i New York* Chiyos blik gled op til Daisuke igen, og strøg støttede en hånd op på Daituskes lænd, mens hun lyttede til mandens talestrøm. Hvis Daisuke så ned på hende, ville hun smile kærligt til ham. Hun prøvede at vise ham, at de begge to vist var lidt rundt på gulvet pga. manden, og bare måtte vente til at talestrømme stoppede, så de kunne finde ud af, hvem manden var og hvorfor han havde henvendt sig. *Måske er han bare fan af Daisuke… og det skal Daisuke måske også lige vænne sig til at have* Chiyo så på kvinden, der kom over til dem, hun kunne genkende, at hun talte fransk, men forstod ikke, hvad hun sagde. Chiyo lyste op i et smil, da mysteriet endelig blev løst – de stod foran deres vært. Chiyo afventede egentlig, at Daisuke sagde noget, når der kom et mindre rum til at han kunne reagerer, men det gjorde Daisuke ikke, hvilket førte til at ingen af dem, rigtig fik sagt noget. Chiyo nåede kun lige at bukke for Elyna, inden hun var videre igen. Chiyo fjernede sin støttede hånd fra Daisukes lænd og lod François tage hendes arm, og fører hende videre ind i næste rum. Chiyo scannede lidt overrasket kunsten i rummet. Temaet var et helt andet end i det forrige rum, og hun vidste ikke helt, hvordan Daisuke ville have det med motiverne. Chiyo så lidt overrasket på François, da han talte om malerierne af hende igen. Hun smilte varmt. ”Mit navn er Chiyo Usagi… De kan bare kalde mig Chiyo… og æren for skønheden af malerierne af mig tilfalder Daisuke” sagde hun varmt og så tilbage på Daisuke i døren. Hun tog roligt sin arm til sig og gik tilbage til ham. Hun tog roligt hans hænder i sine og trak ham forsikrende med ind i lokalet. ”Deres kunst er meget interessant, og jeg deler deres tanker om at skønhed kan findes over alt” sagde Chiyo venligt og nussede lidt Daisukes ene hånd.

((Undskyld det er et svar, hvor jeg bare reagere meget ))

Daisuke kunne ikke andet end at smile kærligt og taknemligt til Chiyo, over at hun gerne ville ses på hans arm. Han forstod stadig ikke sit held over at Chiyo ville være sammen med ham, sågar at hun elske ham. Der var intet i denne verden han ønskede mere end at gøre hende lykkelig, han følte bare ikke han vidste hvordan endnu. Hun gav ham så meget, og han følte han gav hende så lidt igen.

Chiyos forsikringer omkring Daisukes tøj hjalp lidt på Daisukes nervøsitet, men alligevel følte han sig som om han skilte sig ud. Han malede bare, og han forstod ikke altid folks interesse i hans kunst, eller hvad hans kunst kunne betyde for andre.
Daisuke mærkede Chiyos hånd mod sin lænd og så kort ned på hende, og følte sig lidt mere roligt. Han brød sig virkelig ikke om den opmærksomhed han fik, og han vidste han burde tale, det var trodsalt ham som havde inviteret Chiyo med sig, men hans hjerne var blank.

François så efter Chiyo da hun tog sin arm til sig og gik tilbage til den forladte Daisuke og smilte stille. François kendte kun Daisuke ud fra hans kunst og ikke manden selv, men selv ved dette korte møde fik han en fornemmelse hvad form for mand Daisuke var, og det var tydeligt at Daisuke var japansk helt igennem. Daisukes øjne faldt ned på Chiyo da hun tog ved hans hænder og han rømmede og så lidt skamfuldt på hende. Han havde stirret rundt på billeder og skulpturer af andre nøgne kvinder. Daisuke havde aldrig været sammen med andre end Chiyo, havde aldrig set en anden nøgen kvinde i sit liv end Chiyo. Og igen var det Chiyo som hjalp ham. Daisuke burde aldrig have sagt ja til den her invitation uden at have undersøgt François først, hvad måtte Chiyo ikke tænke om ham. François smilte roligt og stod stille og ventede på dem. “Jeg er glad for at de deler sammen tanker som mig miss Chiyo.” Sagde François glad. “De kan kalde mig Fran, nok nemmere for den japanske tunge, selvom jeg kan høre de kender til kærlighedens sprog miss Chiyo.” Sagde François med et smil og vendte sin opmærksomhed tilbage mod Daisuke, som holdte sit blik ned af. Klart japansk, men François havde mødt mange kritikere i sit liv, og denne generte mand kunne stadig omvendes. “Daisuke hvad tænker du? Jeg vil ikke være så fræk at sammenlignede min kunst med din, men jeg føler vi arbejder ud fra samme tema, Oui?” Daisuke så på sin vært foran sig, forvirret. “Jeg har aldrig..” Daisuke følte hans ansigt brændte. “Non non, ikke motiverne. Min svaghed er at jeg keder mig hurtigt og forelsker mig altid i en ny muse. Men her for eksempel.” Sagde François og stoppede op foran et maleri. Daisuke løftede blikket stille, han kunne ikke være uhøflig og ignorere en direkte forespørgsel. Kvindens hud var som mælkechokolade, hendes hår kul sort og krøllet. Hun havde siden til, men det meste man kunne se var ryggen, mens hun så sig over skulderen og ned mod jorden. “Hvad tror du hun elsker mest ved sin krop?” Spurgte François og så nysgerrigt på Daisuke. “Og hvad ønsker hun at skjule?” Daisukes øjne fik mere mod, og gled stille rundt på maleriet, så ikke rigtig kvindes nøgenhed mere, men hvordan farverne i maleriet var brugt til at fremhæve og skjule forskellige dele af hendes krop. “Hendes hals…” sagde Daisuke, kørt overrasket hvor lav hans stemme var. “Den måde hun har drejet sit hoved, som for at vise den frem ved at strække den ud, og den måde der er lagt en form for skygge hen over det, som om du har prøvet at skjule den. Det modsatte kan siges om hendes lår. Hun prøver at stille sig, så de ser små ud, nærmest på linje med hinanden, så man ikke kan se bredden, af de enkle. Men du har brugt en lyser farve, som om lyset rammer dem, adskiller dem og tydeliggøre dem.” Daisuke fik mere mod mens han talte. “Oui, hun gav mig en lussing da hun så maleriet.” Sagde François med et grin “Se der? Hun har strækmærker på sine lår efter mange års træning som gymnast. Jeg prøver at fremhæve det smukke, selv hvis folk ikke selv kan se det. Hun ville ikke tale med mig i en måned efter, men siden har hun fortalt, at det er hendes yndlings billed af sig selv.” Sagde François med et kærligt blik. “Hun var vild og hidsig, men jeg elskede hun ærligt og ønskede rent at hun skulle elske sig selv så meget som jeg gjorde.” Sagde François og gik videre til næste maleri. Denne kvinde stod med front, men havde en arm over sine bryster og krydset ben. François stilte sammen spørgsmål og Daisuke svarede med mere selvtillid denne gang. François smilte tilfreds og gik stille rundt med Chiyo og Daisuke og talte om sine malerier og sine muser gennem årene. Ingen af malerierne var af samme model, og Daisuke lagde mærke til at nogen af dem udstrålede tydeligere end nogen af andre, men forstod ikke grunden. Daisuke var glad for Chiyo ved siden side, men begyndte stille at blive opslugt af sin passion igen. Daisuke kiggede ikke på kunst, men han kunne mærke at François malerier inspirerende ham. Ikke motiverne, men det som lå bag dem, skønheden i detaljen. “Hvis det ikke er dig til besvær, ønsker jeg at se flere af dine værker. Shimizu har vist mig hvad du har stående, men jeg ønsker at se det du ikke tør udgive.” sagde François med et roligt smil. “Din kunst inspirere mig, og jeg ønsker at lærer mere om den knuster der er bag værkerne. Din kærlighed er tydelig, men jeg nysgerrig på hvad andre følelser der gemmer sig. Jeg vil gerne set dit studio, hvis det ikke er til besvær.” “Ah, jeg har endnu intet studio. Jeg arbejder hjemmefra.” Sagde Daisuke med et stille og undskyldende smil og gav Chiyos hånd et klem. “Non non, det går ikke. Hvordan bliver du inspireret? Ikke for noget Miss Chiyo, men kærlighed bringer kun en så langt. Hvordan kan du føle kærlighed, hvis du ikke føler savn og jalousi? Hvordan kan du se skønheden hvis du ikke bliver konfronteret med det grimme? Min dreng, find et studio, det er det bedste råd jeg kan give dig. Og ikke ved siden af dit hjem, ikke en gang 5 min fra dit hjem. Du skal ud i virkeligheden, se mennesker, mærke lyden og lugte farverne og smage livet.” sagde François og det var tydeligt at han blev mere og mere ivrig igen. “Jeg bliver i Japan på ubestemt tid, hvis muligt ønsker jeg at se mere til dig. Men jeg vil lade jer gå rundt nu, jeg har allerede taget for meget af jeres tid.” sagde François med et smil og greb stille Chiyos hånd igen og gav den et bildt kys før han smilte til dem begge og gik mod andre af hans gæster. “Han er… noget særligt.” sagde Daisuke med et lille grin og smilte til Chiyo. Daisuke kiggede op på et af malerierne igen, men mærkede varmen stige tilbage i hans kinder, nu han ikke længere kiggede efter meningen bag, men rent faktisk på motivet. “Men det er ikke min form for kunst det her.” sagde Daisuke, men smilte flovt og slog blikket ned igen. “Hvad tænker du? Undskyld, jeg har vidst ignorerede dig.” sagde Daisuke og så undskyldende på Chiyo.

((Mig der skal undskylde, der er ikke meget plads til at du kan svare eller reagere Der er hellere ikke meget til dig her, og undskyld det lange svar, mest af alt udvikling for Daisuke ))

Chiyo sendte Daisuke et forsikrende smil, da han så skamfuldt ned på hende. Han havde intet at skamme sig over, hun vidste hvordan han var opdraget, så hans reaktion på udstillingen var ikke mærkelig. Hun måtte da også selv indrømme, at hun var blevet overrasket af udstillingens tema. Chiyos blik gled over billederne og skulpturerne. Hun følte sig ikke flov, selvom Daisuke var den eneste mand, hun nogensinde havde set nøgen i virkeligheden. Hun fandt teamet interessant. Chiyo studerede roligt Daisuke lidt, da de kom her til François. *Mon Daisuke nogensinde har set en anden kvinde nøgen?* Chiyos tanker faldt kort på en flov teenager Daisuke, der skjulte et frækt blad på sit værelse. Det var nok aldrig sket, men tanken om den flove Daisuke, hun engang havde kendt, gav hende et lidt tændt blik, og hun sendte et skævt smil til Daisuke. Chiyo blev revet ud af sine tanker af François, der talte til hende igen. ”Oui… En smule” sagde Chiyo med et venligt smil. Chiyo smilte opmuntrende til Daisuke, og lagde bare forsikrende en hånd på hans arm eller holdte ham lidt i hånden, hvis hun følte, at han havde behov for lidt støtte. Hun vidste, at det i forvejen var svært for Daisuke, når der var andre end hende, der viste store interesse for ham, satte ham i centrum og bad om at høre hans tanker. Ellers holdte Chiyo sig lidt i baggrunden – Fran var interesseret i Daisuke, og hun var der bare for at støtte ham. Chiyo fulgte med mændene rundt til malerierne, studerede dem og lyttede til mændenes ord. Hun lod roligt Daisuke og Fran blive opslugt af deres passion. Chiyo klemte roligt Daisukes hånd, da han gav hendes et lille klem. Hun havde intet i mod at være på slæb, selvom det ikke rigtig var hendes stil. *Men for Daisuke spille jer gerne, den stille og støttende kvinde… for en stund* Chiyo smilte da Fran igen blev revet med af sin passion, da han talte om at Daisuke skulle finde et studie. ”Det synes jeg, lyder som en fantastisk ide” sagde Chiyo støttende og smilte til Daisuke. Hun synes bestemt også, at Daisuke trængte til et studie – ikke fordi hun ikke ville have ham derhjemme, men fordi det nok var bedst for Daisukes kreative proces. ”Jeg synes bestemt, at I skal mødes igen.. tak for invitationen” sagde Chiyo venligt, da Fran kyssede hendes hånd og lod dem være alene. Chiyo grinte lidt. ”Han er helt sikkert noget særligt… på flere områder” sagde hun med et lille grin og smilte stort til Daisuke. ”Men… særlige mennesker har en evne til at skabe helt særlige ting” sagde hun og så rundt på udstillingen. Chiyo smilte stort til Daisuke og strøg sine hænder op på hans varme kinder. Hun tog blidt hans hoved i sine hænder og tiltede det lidt op igen. Hun gjorde det for at vise ham, at det ikke gjorde hende noget, at han kiggede. Chiyo så ud på udstillingen igen. ”Det er fint Daisuke.. det er dit arrangement” sagde hun forsikrende. ”Jeg kan godt lide den… det er ikke, hvad jeg forventede, af en eller anden grund.. men… Jeg har lyst til røre ved flere af skulpturerne” sagde hun lidt grinende. Hun trak blidt Daisuke med hen til en skulptur af en nøgen kvinde. ”Jeg mener… se de former..” sagde Chiyo og løftede sin ene hånd og strøg dem gennem luften, så den fulgte skulpturens former uden at røre ved den. ”De ser så bløde ud… gad vide, hvordan han har gjort det..” sagde Chiyo og smilte. Hun så lidt skævt op på Daisuke ”Og så kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, hvordan skulpturen ville se ud med dig som model” sagde hun og strøg sin hånd lidt ned af hans bryst, mens hun smilte lidt drillende og frækt op til ham. ”Hvad tænker du?” spurgte hun.

((Det er helt okay Er spændt på hvor det fører hen ))

Daisuke kunne mærke han slappede lidt af ved Chiyos opmuntringer, han var så glad for at hun var ved hans side. Daisuke lyttede til Chiyo mens hun talte om hvad hun tænkte om udstilling og han måtte give hende ret. Han forstod nu, hvorfor han var blevet opfordret til ikke at søge efter Francois kunst, ellers ville han aldrig været taget her hen. Men det havde været spændende at tale med Francois og Daisuke havde lyst til at tale mere med ham, han havde et andet blik på verden end Daisuke selv. Daisuke smilte da Chiyo sagde hun havde lyst til at rører ved skulpturerne. Hun havde haft samme tendens med nogen af hans malerier, og Daisuke så det som en stor ros. Daisuke fulgte med Chiyo og kiggede op på skulpturen hun talte om, selvom han kunne mærke varmen i sine kinder, men prøvede at fokusere på kunsten og ikke så meget motivet. Daisuke lagde hovedet lidt på skrå, ja, hvordan havde Francois fået former til at blive så bløde? Daisuke blev dog med det samme revet ud af sine tanker igen, da Chiyo nævnte ham som model og mærkede varmen stige ham helt til hans ører og var sikker på der ikke længere var forskel på hans ansigt og hår i farve. Daisuke så først ned på Chiyos hånd og mødte derefter hendes blik og mærkede en sitren igennem hans krop. “Jeg.. øhm jee-eg...” Stammede Daisuke og følte at hans mund var helt tør. Hvad havde hun spurgt om? “Jee-eg ee-er immmp… Øhm jee-eg kan viirkelig go-odt li den måde han bruge farverne i hans malerier.” Daisuke vendte sig blik tilbage mod væggen og så på et af de malerier de havde kigget på før, prøvede at tale om noget han vidste noget om. “Hvordan han bruger lyset til at fremhæve elementer, endda lys som normalt ikke ville være der. Jeg ved jeg maler meget fra hvad jeg husker, men jeg bruger altid en reference for lys. Men her virker det som om at der er flere lyskilder…” Daisuke begyndte at tale sig varm, og talte om de teknikker han selv brugte og hvordan det virkede som om at Francois ignorere dem, eller opfandt sine helt egne. Farven forsvandt stille for Daisukes kinder som han talte, glemte alt om motivet og var fascineret af teknikkerne bag malerier i stedet. “Ahh…” Daisuke stoppede op og smilte flovt. “Undskyld, jeg taler vist for meget igen.” Sagde Daisuke med et stille grin og så på uret. Han havde talt uafbrudt i næsten en time og stille trukket Chiyo med rundt. Daisuke havde lagt mærke til hvordan han lettere og lettere blev trukket ind i det han var passioneret omkring og glemte alt om sig. Men Chiyo var hans anker, vidste hun tegn på utilfredshed ville hans opmærksomhed blive vendt mod hende.

Chiyos øjne blev lidt større og hun fik et skævt, lille, men kærligt smil på læberne. Sikke en reaktion hun fik fra ham. Den mindede hende om den Daisuke, hun havde kendt i High School. *Ah.. han skifter emne til noget der er sikkert for ham, at tale om* tænkte Chiyo, da Daisuke skiftede fokusset til malerierne. Daisuke var kommet langt siden High School, men han ville nok aldrig være lige så frisindet som Chiyo. Men det gjorde hende bestemt ikke noget. Denne side var en del af Daisuke, og hun elskede ham for den han var. Chiyo gik interesseret med Daisuke rundt hånd i hånd. Hun lyttede intenst til alt han sagde og forsøgte at give sit input, hvis Daisuke efterspurgte det. Chiyo smilte kærligt, da Daisuke stoppede med at tale. Hun sukkede lidt. "Daisuke. Du skal aldrig undskylde at du taler... Jeg elsker at høre om ting, du går op i" sagde hun kærligt og strøg ham ved hårgrænsen. Chiyo havde en ide om, at Daisuke undskyldte at have talt så meget, fordi han var vokset op i et miljø, hvor hans mening og passioner ikke havde meget betydning. Hun nussede kærligt hans hånd "Er der flere værker, du gerne vil se?" spurgte hun kærligt.

Chiyo ville kunne se hvordan Daisuke lyste op i et smil, hvad gang hun gav et input til, i hans egen optik, ligegyldige spørgsmål, og mærkede en varme sprede i sig, og gav ham endnu mere lyst til at tale. Chiyo havde ændre Daisuke meget, og jo mere tid han tilbragte med hende, jo mere ændre han sig. Og Daisuke var Chiyo evigt taknemlig for det.
Daisuke mærkede et frygt gribe ham, da Chiyo sukkede. Havde han kedet hende? Selvfølgelig havde han det, hvem gad høre så meget som farver og maling? Daisuke var lige ved at undskyld igen, da Chiyo talte og han så ned på hende. Hans blik var overrasket, men blev hurtigt erstattet af varme og kærlighed. Hvordan havde han været så heldig? Daisuke kunne ikke hive sit blik fra Chiyo og rystede stille på hovedet da hun spurgte om der var mere han ville kigge på. “Nej, jeg vil bare gerne se på dig.” Sagde Daisuke stille og strøg en lok af Chiyos hår bag øret og lagde sin hånd på hendes kæbe. Hvor han dog elskede hende, hvor han havde lyst til at trække hende tæt ind til sig og kyssede hendes varme bløde læber. Daisuke var ved at trække Chiyos ansigt mod sig, da omverden blev tydelig for ham igen, og han stoppede brat i sin bevægelse og rødmede. Han havde kysset Chiyo offentligt før, som i lufthavnen, men han havde følelsen af at han ikke ville kunne stoppe sig selv hvis han begyndte nu. “Øhm…” Daisuke trak genert sin hånd til sig igen, men klemte stille med sin egen. “Vil du.. have noget i mod vi tog hjem? Jeg vil.. gerne være alene mig dig.” Sagde Daisuke og smilte genert til Chiyo og kunne ikke skjule hans lyst efter hende. SIden deres nat i byen, havde Daisuke ikke lagt afstand til Chiyo, men hellere ikke haft den altoverskyggende lyst efter hende som den nat. Men lige nu, havde han brug for hende tæt på sig.

Chiyo smilte kærligt over Daisukes overraskede blik. Hendes ide havde været korrekt, han var ikke vant til at blive fortalt, at nogen gerne ville høre hans mening. Nu var det Chiyo, der så lidt overrasket op på Daisuke, da han sagde, at han bare gerne ville se på hende. Hun smilet lunt og fik varme i kinderne. Hun tiltede sit hoved ind mod hans hånd, da han lå den mod hendes kæbe. Chiyo var begyndt at læne sig op mod Daisuke og så kærligt på hans læber, da han trak lidt i hendes ansigt. Chiyo så lidt skuffet på på Daisuke, da han afbrød deres kys før det overhovedet var startet, men hun smilte forstående. Selvom de havde lavet langt mere et offentligt sted, blev Daisuke nok aldrig helt komfortabel med offentlige kærtegn. Chiyo smilte varmt. "Ja. Lad os tage hjem. Så kan jeg endelig få dig helt for mig selv" sagde Chiyo flirtende, tog Daisukes hånd og trak lidt i ham. "Skal vi sige farvel til værten" spurgte Chiyo.