Så er det nu

Chiyo lod sig roligt trække hen til Daisuke, og satte sig i hans skød. Hun strøg ham blidt i nakkehårene. Chiyo smilte kærligt til, at Daisuke sagde, at det var godt, at hun havde sin mor. Hun kyssede ham blidt igen, og tog om ham, da han puttede sig ind til hende. Hun nussede ham trøstende. Det virkede til, at han havde behov for det. Chiyo tænkte ikke meget over sin barndom mere. Det var længe siden, at hendes far havde brugt de hårde opdragelsesmetoder. Chiyo kyssede blidt Daisuke ved tindingen. "Du var selv bare et barn... Som barn viger man selv for afstraffelsen og føler sig lettet, når det er en anden, det går ud over... Jeg har haft det på samme måde med mine søskende" sagde hun roligt. "Det vigtigste er, at vi kan være der for hende nu, hvis hun vil lade os" sagde hun roligt.

Daisuke lod sig falde ind i en kærlighed han aldrig havde fået eller søgt før. Sayuri havde været der, men ikke meget andet end en stor pige. Daisuke havde aldrig opsøgt sin mor for trøst. Daisuke så op på Chiyo og smilte taknemligt. Daisuke nikkede stille og sukkede og trykkede Chiyo lidt tættere ind til sig. Daisuke blev siddende på den måde så længe at Chiyo tillod det. Miyuki kom ikke ud af værelset resten af dagen og der kom ingen lyde fra værelset. Daisuke arbejde med de ting og materiale han havde i stuen, da han ikke ville forstyrre Miyuki. Men ellers brugte Daisuke dagen sammen med Chiyo, men ville helst blive hjemme i frygt for at Miyuki kunne finde på at ville gå igen. Daisuke havde følelsen af hvis hun gik, at han ikke fik hende at se igen, og han ønskede at være der for hende. Miyuki kom hellere ikke ud til aftensmad, så Daisuke tog en tallerken med mad og stilte foran døren og bankede på. “Du behøver ikke tale med os, men spis lidt.” Sagde Daisuke, ventede lidt på svar, og gik så tilbage til køkkenet til Chiyo. Tallerken var væk den næste gang Daisuke gik ind i stuen. “Har du noget i mod hvis jeg sover på sofaen i nat?” Spurgte Daisuke da det blev sengetid. “Jeg bliver ved med at have en knugende fornemmelse.” Sagde Daisuke med et stille suk.

Chiyo sad roligt i Daisukes skød og nussede hans nakkehår længe. Så længe hun følte, at han havde behov for det. Chiyo tilbragte dagen med at skitse på sin tegneblok og hygge med Daisuke. Hun lavede også aftensmad til Daisuke, hende selv og Miyuki. Hun smilte kærligt til Daisuke, da han spurgte om det var okay, at han sov på sofaen. "Selvfølgelig. Jeg kan godt forstå dig... Der er også noget, der nager mig" sagde hun roligt. Chiyo gik ind og hentede Daisukes dyne og pude, som hun lagde tilrette på sofaen. Da det var tid til at sove, kyssede Chiyo kyssede kærligt Daisuke godnat, og gik ind på deres soveværelse. Hun lod soveværelsesdøren stå på klem. Hun klædte om, børstede tænder og slukkede lyset. Hun lå længe og lyttede til lydene i huset, inde hun faldt i søvn.

Daisuke smilte taknemmeligt til Chiyo. Daisuke kunne ikke forklare hvad han følte der var galt, han havde bare aldrig set Miyuki på den her måde før. Daisuke kyssede kærligt Chiyo og så stille efter hende da hun gik ind for at lægge sig til at sove. Daisuke lage sig på sofaen og lå med sin skitsebog og tegnede lidt. Der var stille inde fra Miyuki, og det var blevet sent da Daisuke endelig valgte at han ville prøve at få noget søvn. Daisuke vågnede med at han hørte en dør gå op. Daisuke blev liggende stille, Miyuki havde ikke været ude af værelset hele dagen, det kunne være hun bare skulle på toilet og han ville ikke forstyrre hende. Det lød dog ikke til at Miyuki bevægede sig til at starte med, hun havde nok ikke regnet med at nogen ville være i stuen på det her tidspunkt. Endelig begyndte Miyuki at gå, hun gik stille, nærmest lydløst, og hvis ikke Daisuke havde sovet så let og vågnet ved lyden af døren, ville han ikke have hørt hende. Daisuke åbnede øjne lidt og kiggede på Miyuki i mørket og sprang op fra sofaen. Miyuki kom med et forskrækket skrig og tabte tasken hun havde over sin skulder og bakkede så langt væk hun kunne fra Daisuke. Hun bakkede sig dog selv ind i et hjørne i stedet for tilbage på værelset. “Hvad laver du?” Spurgte Daisuke forvirret. “Du vil stikke af midt om natten? Hvorfor? Du er velkommen her, troede jeg du forstod tidligere.” Spurgte Daisuke og gik mod Miyuki. “Bliv væk fra mig!” Sagde Miyuki vredt og Daisuke stoppede op. “Jeg kan ikke det her. Jeg kan ikke jeres falske opmærksomhed eller at i lader som om i holder af mig. Der er ikke en fucking person der holder af mig i den her verden. Ikke far, ikke mor, ikke Sayuri eller nogen af vores brødre, ikke dig, ikke…” Miyuki lød mere og mere knust jo mere hun talte. “De lader bare som om, så de kan få dig til at gøre ting.” Daisuke så forvirret på Miyuki, og hun rettede sig op. “Jeg vil hellere have folk er ligefrem med mig. Det er det eneste ære jeg kan gi far, han lod i det mindste ikke som om han kunne li mig.” Sagde Miyuki vredt og så vredt på Daisuke. “Så fucking flyt dig. Jeg er ikke interesseret i det her hus, jeg er ikke interesseret i dig eller den fucking kærlighed der er her.” Miyuki lød som om hun blev kvalt i den sidste del af hendes sætning. “Kærlighed er en fucking løgn. Den er kun et middel til at udnytte folk, og jeg skal ikke udnyttes mere.” Sagde Miyuki vredt og gik hen mod sin taske for at tage den, men Daisuke stilte sig i vejen og greb ved Miyukis arm for at stoppe hende, og hun skreg op igen og slog ud for at give Daisuke en lussing igen, men Daisuke greb hendes hånd og stoppede hende. “SLip mig.” Miyuki lød panisk og Daisuke gav hurtigt slip på hende og bakkede væk. Miyuki tog om sig selv, og selv i mørket kunne Daisuke se at hun rystede. “Du kan ikke jeg klarer jeg rør ved dig.” Konstaterede Daisuke. Miyuki stod stille, så mod gulvet og holdte om sig selv. “Hvem har såret dig?” Daisukes stemme blev giftig og Miyuki så forskrækket på ham. Daisuke havde altid været en blød og svag dreng i hendes øjne. Kun en gang havde hun set ham mande sig op, stille sig op over for deres far og beskytte hende, Junko, Chiyo og det lille barn. Men Daisuke var ikke en aggressiv mand, havde aldrig været det. “In-ingen.” Stammede Miyuki. “Bare glem det, du er alligevel…” “Jeg er ikke ligeglad. Jeg er ked af hvis det har været dit indtryk af mig. Jeg ved vi ikke er bror og søster som mange måske er, vi har ikke rigtig et forhold til hinanden. Men du er min søster og jeg holder af dig. Chiyo og jeg har ingen grund til at lyve over for dig, vi ønsker at være der for dig. Kald det kærlighed, kald det omsorg, kald det en god gerning. Kald det hvad du vil, men vi vil gerne være der, have dig her.” Sagde Daisuke, prøvede at være ærlig som Miyuki havde bedt om. “Eneste jeg ønsker til gengæld, er at du er ærlig over for os. Du skal ikke fortælle alt, men ikke lyv for os. Fortæl os at det vil du ikke tale om, eller noget du ikke vil dele. Og jeg ville virkelig værdsætte hvis du stoppede med at bande.” Sagde Daisuke og prøvede at smile lidt. “Du kan ikke klare jeg rør ved dig, og måske det her er et emne du ikke vil tale med mig om. Måske er det hellere ikke et emne du vil tale helt igennem endnu. Men vil du kunne fortælle Chiyo hvad du har gået igennem? Så vi kan prøve at finde ud af, hvad vi kan gøre for dig.” Spurgte Daisuke stille. “Når du er faldet til ro, og hvis du virkelig ønsker at tage her fra, så accepterer jeg det, så snart jeg ved du har et sted at tage hen. Jeg sender dig ikke ud på gaden, forstået?” Sagde Daisuke stille. Miyuki nikkede stille, hun var holdt op med at ryste. Daisuke sukkede lettet op og så mod Chiyo, ingen tvivl om at hun var blevet vækket af alt deres tumult i stuen. “Vil du tale på værelset eller herinde?” Spurgte Daisuke og så på Miyuki. Miyuki så mod soveværelset, og selv i det dunkle lys i stuen, kunne Daisuke se hvordan Miyuki nærmest bakkede væk fra værelset. “Okay.” Sagde Daisuke roligt og gik hen og tændte lyset. Daisuke gik derefter hen til Chiyo og smilte kærligt til hende og tog stille hendes hånd og gav den et klem. Daisuke vidste han havde smidt Chiyo lige ind i det her, men han havde følelsen af, at hun ikke ville være irriteret på ham for at have gjort det. “Kald hvis der er noget.” Sagde Daisuke stille og gik ind på værelset og lukkede døren bag sig. Miyuki stod midt i stuen og kiggede ned på sin sportstaske hvor hun havde sit tøj i. Hendes sorte hår hang løst og dækket hendes ansigt. Hun var som altid klædt i mørkt, mørke jeans og en sort t-shirt som hang løst på hendes krop. Hendes øjne var røde, bevis på at hun havde grædt det meste af dagen.

Chiyo vågnede med et sæt, da Miyuki skreg forskrækket. Chiyo satte sig op i sengen og lyttede lidt til de to søskende. Hun rejste sig og gik forsigtigt ud af soveværelset, mens hun holdte lidt om sig selv. Hun havde en top og små shorts på. Chiyo sendte Daisuke et lille forsikrende smil, da han kom hen til hende, og hun gav hans hånd et lille klem. Hun virkede forsikrende, selvom hun ikke andre hvad, der var det rigtige at gøre. Chiyo så stille mod Miyuki, da Daisuke lukkede døren til soveværelset. Chiyo fulgte Miyukis blik ned til tasken. *Hun vil gerne have, at folk er ligefremme med hende* Chiyo smilte lidt og gik hen til Miyukis taske. "Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange, jeg har pakket sådan en taske og kravlet ud af et vindue... Uden rigtig at have en plan" fortalte hun roligt og samlede tasken op. Hun gik roligt hen og satte den på kaffebordet. "Miyuki..." sagde hun roligt og satte sig på sofaen. "Jeg vil ikke lyve for dig... Jeg havde ikke forestillet mig, at bo sammen med en ung kvinde, dig, sammen med Daisuke... Men Daisuke er min familie nu.. og derfor betragter jeg også dig som min familie... Det er sandt, at vi ikke kender hinanden særlig godt... Men jeg håber, at du tror mig, når jeg siger, at jeg virkelig ønsker, at lære dig at kende... Om du vil lukke mig ind.. er helt op til dig... Det virker som om, at der er noget, der tynger dig.... Og jeg kan sagtens bare være et lyttende øre, hvis du gerne vil sige noget højt. Hvis du vil, kan jeg lade være med at kommentere på det eller sige det videre" sagde hun roligt og smilte forsikrende til Miyuki.

Miyuki så overrasket på Chiyo da hun talte, som om hun ikke havde regnet med at Chiyo ville tale, eller overrasket over hvad Chiyo havde sagt. Miyuki slog hurtigt blikket væk og knugede sit greb om sig selv, mens Chiyo talte om at hun ikke havde forestillet sig at leve sammen med Miyuki. Miyukis krop slappede dog stille af jo mere Chiyo talte, men forholdt sig stille og tavsheden sank sig over dem mens Miyuki tænkte. “Jeg havde sex med en mand for første gang.” Sagde Miyuki og rystede irriteret på hovedet og så direkte mod Chiyo. “Er du nogensinde blevet overtalt til at gøre noget, som du virkelig fortryder efterfølgende?” Miyuki søgte Chiyos ansigt, søgte efter et svar som ikke fik hende til at virke som en idiot for at have ladt sig overtale. “Jeg troede det var kærlig. Jeg troede virkelig det her var det rigtige. Men nu føler jeg mig bare udnyttet.” Miyukis stemme knækkede. “Jeg hadet det. Fra start til slut. Jeg hader endnu mere at hver gang Daisuke tale eller rør ved mig, så høre jeg hans stemme igen. Jeg kan mærke ham ovenpå mig igen, jeg kan lugte ham, jeg kan høre hans forfærdelige pusten og stønnen i mit øre.” Miyuki bed vredt tænder sammen og rystede igen og greb hårdt om sig selv. “Kærlighed er en fucking løgn. Det eneste folk vil, er at have noget fra dig.” Sagde Miyuki vredt. “Jeg føler ikke en gang at min krop er min mere.” Miyukis stemme knækkede og hun hulkede. “Mit liv, min krop, det har aldrig været mit og jeg fucking hader det. Jeg troede virkelig… Jeg troede virkelig det var kærlighed og jeg føler mig så… Jeg er tom…” Miyuki lød knust og hun hang med hovedet mens hun holdt om sig selv.

Chiyo sad stille og ventede, da tavsheden sænkede sig over dem. Hun ville selv have, at Miyuki tog beslutningen om, hvorvidt hun ville åbne sig op. Chiyo ville ikke presse på. Chiyo så lidt overrasket på Miyuki, da hun sagde, hvad der havde lagt hende på sinde. Chiyo skulle ikke tænke længe, da Miyuki stilte hende et spårgsnål. "Ja" svarede hun ærligt til at hun havde ladet sig overtale til noget hun fortrød, og nikkede. Chiyo sad roligt og lytt de til Miyuki med et medlident blik. Chiyo rejste sig roligt fra sofaen, da Miyuki holdte inde med at tale. Chiyo havde sagt, at hun kunne sidde og lytte, uden at komme med kommentarer og fortælle noget videre, men Miyuki havde ikke givet udtryk for, hvad hun ville have fra Chiyo, måske vidste hun det ikke engang selv. Chiyo stilte sig siden af Miyuki, men hendes intuition sagde, at hun ikke skulle røre hende. Lade Miyuki om at komme til hende, hvis hun ville. "Jeg har kun været med en mand... Det var mit valg... Men det var lige før det ikke var... Jeg ved ikke, hvor meget du hørte, om den korte tid, hvor jeg var forlovet med Daisuke...." sagde Chiyo og smilte til Miyuki. Hun tænkte, af Niwa familien nok kom ikke rigtig kendte til det, da det kunne havde været så kort tid. Niwas far havde vist fået det at vide, Daisukes brødre havde trodsalt kæmpet for hendes hånd, men Miyuki og de andre søstre i familien vidste det nok ikke. Chiyo grinte lidt ved tanken om den latterlige situation, men hendes smil falmede hurtigt. "Det var et af de værste tidspunkter i mit liv... Jeg havde intet at skulle have sagt, omkring hvem jeg skulle giftes med eller ej... Jeg følte mig som en ko, der var til salg på et marked til den højeste bydende... Men alt jeg ville have var kærlighed..." sagde Chiyo lidt tomt og så frem for sig. "Så jeg lod mig overtale til at tage en beslutning.... En beslutning jeg senere fortrød... Jeg giftede mig med den mand, der tillod, at jeg i det mindste bare havde en lille smule fucking kontrol med mit eget liv" sagde Chiyo lettere frustreret. "Men... Beslutningen var stadig min" sagde Chiyo med mere ro i stemmen. "Og det i sig selv... Var en lille sejr for mig" sagde hun roligt og så på Miyuki. Hun lod stilheden sænke sig lidt. Chiyo havde med vilje ikke kommenteret direkte på det Miyuki havde fortalt. Men åbnet op om sit eget liv, for at vise Miyuki at Chiyo forstod, i hvert fald til en vis grad. "Miyuki.... Har du lyst til specifikt at tale om det, du lige fortalte mig?" spurgte Chiyo roligt. Chiyo ville igen lade Miyuki vælge. Hun havde jo opdaget, at Miyuki ikke reagerede positivt, hvis man tvang hende op i en krog.

Miyuki blev stående stille, lod Chiyo komme tæt på sig. Miyuki så stille op da Chiyo begyndte at tale. Miyuki reagerede ikke på Chiyos spørgsmål om Chiyos og Daisukes forlovelse. Miyuki vidste kun at der havde været oprør i familien på det tidspunkt, men havde ikke været interesseret i detaljerne. Miyuki stod stille og lyttede til Chiyo uden rigtig at reagere. Miyuki sænkede blikket igen da Chiyo holdt op med at tale, lod hvad hun havde fortalt trænge ind. Miyuki så op da Chiyo talte igen og slog blikket lidt ned og rystede stille på hovedet. “Jeg ved det ikke. Jeg er så træt. Jeg gider ikke tænke på dem mere. Jeg burde være vred, men jeg savner dem. Jeg vil ikke se deres fucking ansigt igen og alligevel vil jeg ønske jeg var i deres arme lige nu.” Miyuki kneb øjne i og tårer løb ned af hendes kinder og hun svajede lidt i kroppen, usikker på hvad hun ønskede. “Jeg elskede… Jeg elskede hende virkelig.” Sagde Miyuki knust og så på Chiyo. “Jeg burde hade hende… Jeg forsøgte at sige nej, men hun sagde det ville være godt. Jeg troede på hende og nu føler jeg mig så tom.” Gråden var tyk i Miyukis stemme og hun lød udkørt.

Chiyo så trist på Miyuki. Ville sådan ønske, at hun selv søgte trøst i Chiyos arme, men det gjorde hun ikke, så Chiyo lod vær med at røre hende. *Hende? Sagde hun ikke lige, at det var en mand? Det er også ligemeget* "Første gang er sjælden god.... Men... Hvis du sagde nej... Burde personen have lyttet og respekteret det... Det er jeg virkelig ked af, at de ikke gjorde" sagde hun lidt trist. "Når man er blevet svigtet... Er det op til en selv, om.msn vil tilgive dem det... Eller arbejde på at komme videre... Ligemeget hvad er beslutningen udførende og noget, der tager tid" sagde Chiyo roligt. Hun prøvede stadig at tale generelt, da Miyuki havde sagt, at hun ikke var sikker på, at hun konkret ville tale om det.

Miyuki rystede på hovedet men bed sin læbe da Chiyo snakkede om at første gang sjældent var god. “Jeg tilgiver det aldrig. Det var så fucking tydeligt hun ville ham mere end mig. Jeg var bare en fucking brik i deres leg, og jeg hader at jeg faldet for det.” Sagde Miyuki vredt. “Jeg er så fucking dum. Jeg burde have vidst at ingen vil mig noget fucking godt.” Miyuki så vredt mod Chiyo. “Det er vel det samme nu. Du tænker på hvordan du kan bruge det her mod mig.” Miyuki rettede sig op, holdte vredt arme langs siden og knugede sine hænder. “Hvor meget mere vil du have? Kan vel lige så godt skære det ud i pap så du virkelig ved hvad du skal bruge og ikke spreder løgne rundt. Måske det ville kunne få dig og Daisuke ind i familien Niwa igen?” Miyukis stemme var skriger og hun greb fat i Chiyos skulder og så vredt på hende. “Hvis du fortalte dem at deres datter er lesbisk men alligevel lod sig overtale til en trekant med en mand. Fortalte dem hvordan hun bare lå stille mens han lå oven på hende og hun ikke gjorde andet end at kigge på den kvinde hun elskede.” Miyukis vrede knækkede og tårerne løb ned af hendes kinder og hun lod sin synke sammen og lod sin pande falde ned på Chiyos kraveben og hulkede og græd højlydt.

Chiyo følte sig forvirret over Miyukis ord. Hun havde endnu ikke fanget, at det var to personer, der var tale om hendes Chiyo så overrasket og forvirret, da Miyuki hun sagde, at det var det samme nu, at Chiyo tænkte på, hvordan det her kunne bruges mod hende. Chiyo rynkede lidt vredt på brynene, men lod Miyuki rase ud. Chiyo tog en dyb indånding, da Miyuki hvilte sit hoved ved hendes kraveben. Chiyo tog roligt om hende og trykkede hende let ind til sig. "Hvorfor i alverden skulle jeg bruge det her mod dig? Hvad skulle jeg få ud af det?" spurgte Chiyo retorisk. Prøvede at fortælle Miyuki, at det var en urealistisk tanke. "Jeg har ingen interesse i, at få Daisuke eller jeg ind i Niwa familien igen" sagde Chiyo alvorligt og havde lagt tryk på ordet ingen. "Hvorfor tror du, at jeg hårdnakket hentede ham igen, da jeg kom hjem fra Paris?" spurgte hun alvorligt. Chiyo trak sig lidt fra Miyuki, men lod hendes hænder blive på hendes skuldre. "Som jeg sagde til dig i starten, så har jeg ikke nogen intentioner om, at fortælle det her til andre" sagde hun roligt. "Et knus hjerte gør ondt... Det gør mig virkelig ondt at høre, at de brugte dig på den måde...Og din seksualitet er altså okay" sagde hun ærligt. "Jeg har flere veninder, der er til kvinder" sagde hun roligt og trak let på skulderen. "Daisuke og jeg holder altså af dig... Vil gerne lære dig bedre at kende... Og have dig her, hvis du vil... Vi vil ikke sætte regler op for at kontrollere dig, men vil gerne lave aftaler, der gør at vi ikke bliver bekymrede for hinanden og sikre at alle har det godt" fortalte hun roligt. Chiyo strøg Miyuki over håret. "Det samme gælder de her tanker, Miyuki.. Jeg vil gerne have, at du får det så godt med os, at du deler dem, og har det godt med det, men at du tænker så dårligt og Daisuke og jeg, gør mig ked af det og vred... Du kender os ikke så godt endnu, så det er okay, men jeg bliver ikke ved at tolerere volden..." Sagde hun roligt og sikkert. Chiyo så alvorligt på Miyuki for at se, om hun forstod. Miyuki blive ved med at sige, at hun ikke skulle behandles som et barn, hvilket Chiyo heller ikke gjorde, men Chiyo mente, at Miyukis reaktioner over for Daisuke og Chiyo var rent ud barnlige.

Miyuki nærmest smelte i Chiyos arme og lod mere af sin vægt hvile mod Chiyo. Miyuki huskede godt at Chiyo tog afsted for at hente Daisuke, havde følt sin respekt for Chiyo vokse den dag. Miyuki så mod Chiyo da hun trak sig væk fra hende. Miyuki stod stille og lyttede mens tårerne stille trillede ned af hendes kinder. Miyuki have skam nok i sig, til at slå blikket ned da Chiyo udtrykkene sine følelser om at Miyuki talte dårligt om dem og nikkede til at Chiyo ikke ville tolerere vold. Miyuki så op og nikkede igen under Chiyos blik. “Undskyld.” Sagde Miyuki stille og rettede sig op igen. “Det gør ondt.” Sagde Miyuki stille. “Og jeg er så forvirret efter hvad der skete. Jeg føler mig slet ikke hjemme min krop mere. Og pludselig… Pludselig siger Daisuke at han, at I, vil mig. Efter det hele… Det føltes som en løgn og jeg ville ikke håbe igen.” Sagde Miyuki stille og rystede på hovedet. “Jeg ved ikke om jeg tør.” Hulkede Miyuki. “En forældre bør elske end, men der blev jeg svigtet. Jeg prøver at finde min egen kærlighed og jeg blive svigtet. Hvem siger ikke at jeg bliver svigtet igen? Hvem siger i overhovedet vil kunne holde mig ud. Jeg er et fucking rod og jeg hader det.”

Chiyo slappede af i kroppen, da Miyuki sagde undskyld og hendes udtryk blev blidere. Chiyo strøg trøstende Miyuki over baghovedet, da hun talte videre. "Jeg har ikke selv oplevet det.. men jeg tror, at jeg forstår" sagde Chiyo stille. Det var rigtigt for Chiyo ikke bare at sige, at hun forstod, for det gjorde hun ikke og hun ville ikke underminere Miyukis følelser. Chiyo lagde sine hænder på Miyukis våde kinder og løftede hendes hoved lidt, så hun så på hende. Hun så kærligt ind i Miyukis øjne med et lille smil. "Det er okay... Det er okay, at du er bange og ikke ved, om du tør håbe" sagde hun roligt. "Men tro på mig Miyuki, når jeg siger, at jeg vil dig.. Daisuke vil dig" sagde Chiyo kærligt. "Daisuke er min familie nu... Du er min familie nu" sagde hun roligt og strøg tårerne væk fra Miyukis kinder. "Jeg svigter dig ikke" sagde Chiyo stålfast og så Miyuki i øjnene. "Miyuki.. Du skal også finde ud af, om du kan holde os ud" sagde Chiyo og smilte lidt. "Daisuke og jeg er også lidt et rod lige nu... Vi er unge og aner ikke, hvad vi laver" sagde Chiyo ærligt med et lille smil. "Men... Vi elsker hinanden... Og vil gerne elske dig, hvis du lader os" sagde Chiyo kærligt.

Miyuki lænte sig lidt ind til Chiyo igen da hun strøg hende over baghovedet. Miyuki så op på Chiyo, var åben og sårbar lige nu. Miyuki ønskede virkelig at tro på Chiyo, men alt i hende føltes åben og rå, det hele gjorde ondt og hun havde ikke lyst til mere smerte. Miyuki stod stille og lyttede til Chiyo, men tog så ved Chiyos arme og fjernede Chiyos hænder fra hendes kinder. “Jeg… Jeg har brug for at tænke.” Sagde Miyuki stille. “Jeg vil gå i seng igen.” Sagde Miyuki og bakkede lidt tilbage og stoppede op. “Tak… for at du lyttede, for hvad du sagde.” Sagde Miyuki stille. Miyuki kunne ikke svare om hun ville lade sig blive elsket af Chiyo og Daisuke. “Jeg er ked af hvad jeg sagde tidligere, både til morgenmaden og nu her. Jeg tror virkelig ikke på at du er ude på at narre mig. Jeg… Jeg respektere dig. Du kommer stort set fra hvad jeg kommer fra, og alligevel er du… Jeg respektere dig virkelig.” Sagde Miyuki stille og rødmede stille.

Chiyo smilte roligt til Miyuki, da hun fjernede hendes hænder. "Det er helt okay... Der må være mange tanker og følelser igang.. Selvfølgelig har du brug for at tænke" sagde hun roligt med et lille smil. Chiyo smilte kærligt til Miyuki, da hun talte igen. "Jeg er altid klar til at lytte" sagde Chiyo kærligt. Chiyo smilte større. "Tak for at du delte med mig.. og tak for dine ord... Det betyder meget" sagde Chiyo glad. "Prøv at få noget søvn Miyuki..... Jeg ville blive meget glad, hvis du ikke stikker af i nat.. ellers bliver Daisuke og jeg meget bekymrede for dig.. Jeg sørger for, at Daisuke ikke sover i stuen resten af natten" sagde Chiyo roligt. Chiyo viste Miyuki, at hun håbede, at hun ikke stak af, fortalte hvad det ville gøre ved Chiyo og Daisuke, hvis hun gjorde, og viste tillid ved at Daisuke ikke ville holde øje med hende i nat. "Godnat" sagde Chiyo stille og smilte til Miyuki inden hun lukkede døren ind til værelset. Chiyo så kort på den. *Jeg stoler på dig Miyuki* Chiyo vendte om, slukkede lyset i stuen, gik ind til Daisuke og lukkede soveværelsesdøren bag sig.

Miyuki rødmede mere ved Chiyos tak, men så op på hende da hun fortsatte. Miyuki nikkede stille og gik mod værelset. “Godnat.” Sagde Miyuki stille og lukkede stille døren bag sig. Daisuke sad på sengen, men rejste sig hurtigt da Chiyo kom ind. Daisuke havde ikke en gang så meget som overvejet at lytte ved døren, ville ikke lytte på noget som ikke var beregnet ham at vide. “Er alt okay?” Spurgte Daisuke bekymret og gik hen og tog Chiyos hænder og så bekymret på hende.

Chiyo smilte kærligt til Daisuke og gik hen til ham. "Hmmm... Ikke helt... Men det tror jeg nok, at det skal blive" sagde hun roligt. "Miyuki har brug for at tænke tingene igennem... Det har jeg lovet hende, at vi giver hende ro til i nat... Så du sover herinde" sagde Chiyo bestemt. "Det her kommer til at tage tid Daisuke... Miyuki har brug for at stole på, at der er nogen, der elsker hende og vil hende" sagde hun roligt og tog Daisukes hånd. "Jeg har sagt til hende, at vi gerne vil være de mennesker, hvis hun lader os" sagde Chiyo kærligt. Hun trak Daisuke med hen til sengen og skubbede ham blidt i den. "Nu skal du prøve at finde lidt ro og sove" sagde Chiyo bestemt med et kærligt smil. Hun kravlede selv op i sengen til ham og puttede sig ind til ham. Hvis ikke han havde andet at sige, ville hun falde i søvn med et fast greb om Daisuke. Hun ville sikre sig, at han ikke stod op i nat.

Daisuke så bekymret på Chiyo da hun sagde at tingene ikke var helt okay og kiggede hurtigt Chiyos krop. Han havde ikke hørt noget som kunne lyde som fysisk problemer mellem dem og han vidste Chiyo var stærk, men han var alligevel bekymret efter den måde Miyuki havde opført sig. Daisuke så mod døren da Chiyo sagde at han blev hos hende resten af natten men så tilbage på Chiyo. Daisuke nikkede stille, selvom han ikke helt forstod. Men han forstod at Miyuki havde brug for tid og tillid, selvom begge dele var svært for ham. Daisuke lod sig trække hen til sengen og lagde sig ned da Chiyo skubbede ham ned. Daisuke smilte kærligt til Chiyo og lagde sine arme om hende. “I lige måde.” Sagde Daisuke og håbede at Chiyo ville få lidt søvn. Det var trodsalt hans søster og han hev Chiyo ind i det her. “Jeg elsker dig.” Sagde Daisuke kærligt. Daisuke lå og lyttede, tænkte på Miyuki, men faldet til sidste i søvn.
Daisuke vågnede op, stadig med sine arme om Chiyo. Daisuke smilte kærligt og kyssede Chiyo blidt. “Godmorgen.” Det har var en meget bedre morgen end dagen før, hvor Daisuke var sprunget ud af sengen for at få fat i Miyuki. Daisuke trak Chiyo lidt tættere ind til sig og puttede sig bedre. Hans tanker var stadig om Miyuki, og han vidste han snart ville stå op for at tjekke om hun stadig var der. Men lige nu ville han bare gerne nyde denne ro med Chiyo. “Du kan blive liggende hvis du vil.” Sagde Daisuke ømt og kyssede Chiyos kind. “Men tror jeg vil stå op nu, måske løbe en tur her til morgen.” Sagde Daisuke og steg stille ud af sengen. Det var lige så meget en undskyld for at stå tidligt op og tjekke på Miyuki. Daisuke havde dog ingen grund til bekymring. Miyuki var ganske vist ikke på værelset, men hun var i køkkenet og i gang med at gøre morgenmad klar.

"Og jeg elsker dig" sagde Chiyo kærligt og nussede sig lidt op af Daisuke inden hun faldte i en dyb søvn. Chiyo kom med en lidt brokkende lyd om morgenen, da Daisuke vækkede hende. "Godmorgen" sagde hun gabende og puttede sig lidt mere ind til ham. Hun var egentlig ved at falde hen igen, da Daisuke sagde, at hun bare kunne blive liggende og stod op. "Mhmmm" sagde Chiyo lidt fraværende, men medgivende til af Daisuke ville stå op og løbe en tur. Chiyos øjne skød dog pludselig op, da Daisuke var blevet påklædt og på vej ud af værelsrt. Hun rejste sig hurtigt og gik efter ham. Hun greb hans trøje bagfra "du kan lige våge på at vække.." begyndte Chiyo hviskende og advarende, men hun stoppede op, da hun så Miyuki i køkkenet. "Miyuki" sagde Chiyo og glæden var til at føle på hendes stemme. Chiyo gik hen til Miyuki og så på det hun lavede. "Godmorgen" sagde hun smilende og varmt. Chiyos hår var uldet og hun havde toppen og shortene på, som hun sov i.

Daisuke smilte stille og trak hurtigt, men stille i træningstøj. Daisuke havde sine løbesko i den ene hånd og havde lige åbnet døren og var trådt ud, da Chiyo greb fat i ham. Daisuke nåede dog ikke rigtig at tænke over Chiyos advarsel, da han så Miyuki i køkkenet. Miyuki så på dem begge, et overrasket udtryk i hendes ansigt. Hun fik dog hurtigt sit ansigt i neutrale folder, da Chiyo sagde hendes navn og vendte sig mod det hun var ved at snitte. “Godmorgen.” Sagde Miyuki stille. Siden Miyuki var flytte hos dem, havde hun deltaget i få måltider, hjulpet mindre end det og aldrig indledt selv at lave mad. “Godmorgen.” Sagde Daisuke og gik ud i køkkenet efter Chiyo. “Der er tid nok til at du kan løbe en tur.” Sagde Miyuki uden at se tilbage på Daisuke. Daisuke kiggede på Miyuki. Hendes hår var samlet i nakken med et elastik, men løst, så der stadig var noget som dækkede hendes ansigt. Samme jeans som i nat, stadig en stor t-shirt, men ikke den samme fra i nat. “Tak, skal nok lade hver med at tage for lang tid.” Sagde Daisuke, og gik ud i entreen og tog sko på. “Ses om lidt.” Kaldte Daisuke og gik ud af døren. Miyuki kiggede på Chiyo, scannede hende tydeligt, før hun vendte blikket tilbage mod maden. “Jeg kan sagtens klare det her selv, du kan klæde om i mellemtiden.” Sagde Miyuki stille.

"Vær forsigtig" kaldte Chiyo efter Daisuke, da han var på vej ud af døren. Chiyo så tilbage på Miyuki og så, at hun scannede hende med blikket. *Vil hun gerne have, at jeg klæder om?* "Okay. Tak" sagde hun og gik tilbage til soveværelset. Hun klædte i et par jogging bukser, en trøje og satte sit hår op. Hun gik tilbage til Miyukis side. "Fik du sovet lidt?" spurgte Chiyo interesseret. "Jeg er rigtig glad for, at du blev i nat, Miyuki" sagde Chiyo kærligt.

Miyuki så ikke op på Chiyo da hun kom tilbage igen, men fortsatte roligt med at forberede morgenmad. “Lidt.” Sagde Miyuki efter lidt tid. Miyuki så mod Chiyo da hun talte kærligt og slappede lidt af i skuldrene. “Tak. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal føle, men jeg værdsætter at du prøver.” Sagde Miyuki og sendte Chiyo et lille smil. Miyuki vendte sin opmærksomhed tilbage mod maden foran hende. “Har du tid i dag?” Sagde Miyuki stille. “Vil gerne ind og kigge efter lidt ting.”

"Godt" sagde Chiyo roligt til at Miyuki havde sovet lidt. "Det er okay" sagde Chiyo roligt til, at Miyuki stadig ikke helt vidste, hvad hun skulle føle. Chiyo sendte hende et lille smil, da hun sagde tak. Chiyo smilte større til Miyuki. "Ja, jeg har tid. Ting til værelset?" spurgte Chiyo interesseret, mens hun begyndte at dække bordet.

Miyuki nikkede stille. “Kan jo lige så godt gøre det lidt mere mig, mens jeg finder ud af hvad jeg vil.” Sagde Miyuki og lød mere som sig selv. Miyuki havde altid været viljestærk og hun brød sig ikke om den konstante følelse af at være fortabt. “Jeg forstår hellere ikke at du har ladt Daisuke fylde så meget med alle hans ting. Det eneste sted som virker frit er jeres værelse.” Sagde Miyuki køligt. Hun mente det ikke hårdt, men hun havde altid haft en hård tone. Hun tog hellere ikke fejl. Daisuke opholdt sig meget på det ekstra værelse når Miyuki ikke var der, men var begyndt at være lige så meget i stuen og det eneste sted han kunne vaske sine pensler var køkkenet eller badeværelset. Daisuke kunne også sagtens sidde i køkkenet og tegne, hvis han fik en ide. Miyuki havde dog ikke ret i at værelset var frit, selv der flød det nogen gange med afkastede papirer fra Daisuke skitser han ikke var tilfreds med. Daisuke var dog godt til at ryde affald op, men hans grej kunne godt blive efterladt et sted, hvor han måske ville kunne få brug for det igen.

Chiyo smilte "God idé" sagde hun glad til at Miyuki ville gøre værelset mere sit eget. *Hun lover ikke noget, men det er vel et positivt tegn ift. at blive* Chiyo grinte lidt ved Miyukis kommentar til at Daisuke fyldte meget med sine ting. "Jeg synes, at det er fantastisk" sagde Chiyo opslugt at kærlighed og så kærligt ud i køkkenet. "Da vi var børn... Holdte Daisuke sig mest for sig selv.. han var stille og generet... Jeg tror måske, at det var for at fylde så lidt som muligt, så han ikke blev lagt så meget mærke til... Lige meget om det var i skolen eller hjemme i jeres barndomshjem" sagde Chiyo stille. "Så jeg synes, at det er fantastisk, at han er komfortabel med at fylde mere omkring mig.." sagde hun kærligt ".. og dyrke den passion, som han har holdt lidt i det skjulte, i det åbne rum sammen med mig" sagde hun kærligt og smile til Miyuki. "Men.. jeg kan godt forstå, at du gerne vil have, af værelset er dit og.. jeg tror, at det ville være godt for Daisuke at få et lille studie.. så kan han have dit helt eget frirum og opbevare flere ting" sagde hun smilende.