Velkommen til vores familie

Emi studerede roligt Ryuu, da han lagde sig til rette, og sagde at hende og Takeru kunne være alene, hvis de ville. Hun strøg roligt en hånd op af Ryuus lår "jeg vil meget gerne være sammen med jer begge i dag... Jeg får jo Takeru for mig selv senere i nat" sagde hun roligt og lagde sig også med på sit håndklæde. I noget tid sank stilheden sig mellem trekløveren. Takeru nød at ligge der, stille og lytte til bølgerne. *Hvor sjældent er det lige, at jeg har sådan nogle øjeblikke i mit liv?*

Ryuu så på Emi da hun kørte en hånd op af hans lår og smilte indtaget til hende. Selvom han havde været sammen med Emi hver eneste dag i en måned, var han stadig glad for at være i nærheden af hende og kunne ikke få nok af hende. Ryuu lukkede stille øjne og nød stilheden mellem dem. Havde der nogensinde været stilhed mellem dem, udover når de sov? Ryuu kunne hører bølgerne, kunne høre folk gå omkring, snakke og grine, men de bekymrede ham ikke. Ryuu åbnede stille øjne og løftede sig lidt op på armene igen og kiggede på Emi og Takeru. Det her var et liv han ønskede han kunne give dem. *Men intet af dette er min fortjeneste* Det var Takeru og Emi som havde pengene, som havde betalt for hele denne tur. Hvis noget, gjorde Ryuu kun alting værre. Hvis bare Ryuu var blevet, ville han aldrig være blevet tvunget til at være adskilt fra Takeru nu. Ryuu kunne være blevet i huset og været en støtte for ham. Ryuu så på Emi. Han vidste han også var en byrde for hende, selvom alt hvad han havde gjort, havde ført til at han kunne være sammen med hende. *Jeg ville bare ønske jeg kunne gøre mere for dem* Ryuu så ud mod bølgerne og prøvede at få styr på sine negative tanker igen. Roen var dejlig, men det gav ham tid til at tænke. Men han ville ikke forstyrre de to andre, det var det mindste han kunne gøre.

Da Ryuu så på Takeru og Emi, lå Takeru med lukkede øjne, men Emi så roligt tilbage på ham med et roligt smil. Hendes udtryk blev lidt undrende og hun lænte sig hurtigt ned til Takeru, der lå på den anden side af hende. Hun hviskede noget til ham og Takeru skød hurtigt op og sidde. Han så lidt studerende på Ryuu, inden han hurtigt rejste sig op. Han samlede sit håndklæde op og lagde det på den anden side af Ryuu, så han lagde i midten af Emi og Takeru. Takeru lagde sig på håndklæde, han vendte sig med siden mod Ryuu og strøg blidt en hånd over Ryuus mave. "Sluk din hjerne... Se på mig... Lær at nyde roen" sagde Takeru blidt. Hans øjne var fyldt med ro. Emi havde opfanget, at der var et eller andet med Ryuu, og da Takeru havde set på ham, havde han også kunne fornemme det, og kunne næsten regne ud, hvad det var for nogle tanker, der var i Ryuus hoved.

Ryuu smilte tilbage til Emi, ønskede ikke at involvere hende i sine tanker. Ryuu var kendte for et følelsesforladt ansigt, passede godt når man var en skygge. Men Emi og Takeru var begyndte at lærer ham at kende, sådan rigtig, og små ændringer i hans sindsstemning var nok blevet tydelige for dem, ligesom små ændringer hos dem var tydelig for ham. Ryuu bemærkede ud af øjenkrogen at Emi lænte sig ind til Takeru, men tænkte ikke over det, og reagerede heller ikke selvom han kunne se at Takeru satte sig op. *Få styr på dine tanker* Ryuu overvejede at rejse sig, undskylde sig med at han ville gå en tur. Ikke fordi han troede at tid alene ville hjælpe på hans tanker, men han ønskede ikke at de to andre skulle opdage noget. Ryuu så overrasket mod Takeru da han rejste sig op og så undrende på ham da han flyttede sig om den anden side af Ryuu. Ryuu kunne mærke han allerede følte sig mere rolig, bare ved fysisk at kunne mærke Takerus hånd på sig. Ryuu så overrasket på Takeru og så undskyldende. Det sidste han ønskede var sket, de to andre var opmærksomme på ham og hjalp ham igen. Ryuu lagde sig ned igen, lagde en hånd ovenpå Takerus, holdte øjenkontakt med ham og smilte taknemligt. Hvordan klare Emi og Takeru det? Ryuu vidste det var ham som havde bedt Takeru om at glemme alt om at dette ville ende, men det virkede til at det var Ryuu der havde sværeste ved at slippe den tanke.

Takeru så roligt på manden i sit liv, og sendte ham et forsikrende smil. Han nussede roligt Ryuus mave, men han holdte øjenkontakten. Takeru støttede på sin ene albue, så han hævede sig hoved lidt, så han kunne læne sig ind over Ryuu. Han kyssede ham først dybt og inderligt, men så skilte han deres læber og gjorde kysset lidt mere lidenskabeligt. Han kunne på ingen måde få nok af det her. For bare et døgn siden havde tanken om at kunne holde i hånd med Ryuu offentligt været fuldstændig udelukket. Nu... Nu kunne han kysse ham, som det passede ham helt offentligt og de havde kort joket om at blive gift. Tanken ophidsede Takeru helt vildt... Men den gjorde ham også trist.. for de ville aldrig kunne blive gift derhjemme. Takeru trak sig lidt fra Ryuu og lå og betragtede ham. Takeru havde aldrig underholdt tanken om at gifte sig med Ryuu før, men vidste også godt, at det var en umulighed, så hvorfor dukkede den op i hans hoved nu? Takeru lagde sig tilbage ned på sit håndklæde med et eftertænksomt udtryk. *Hvorfor har jeg de her tanker?..... Fordi jeg ønsker det her... Et liv med Ryuu...* Takeru lå roligt og tænkte på, hvordan sådan et liv, ville kunne lade sig gøre.

Ryuu lukkede stille øjne og gengældte Takerus kys. Deres kys havde ændret sig, hvor de før nærmeste var ædende, hvor de ønskede at komme så tæt og så hurtigt ind på den anden som muligt. Nu… Nu var de mere undersøgende, kærlige og dybe. Ryuus lyste efter Takeru var stadig lige så høj, men det var som om, de ikke længere havde travlt. Der var tid til at mærke den anden, tid til at undersøge og elske. Ryuu kørte en hånd op i Takerus nakke og kyssede ham lidenskabeligt tilbage. For en måned siden havde det været mærkeligt bare at kysse foran Emi og det havde skabt problemer mellem Ryuu og Takeru, da de lod deres følelser løbe af med dem. Nu kyssede de ikke bare foran Emi, de kyssede offentligt. Ryuu åbnede stille øjne og kiggede op på Takeru og smilte forelsket og trak stille sin hånd til sig igen. Der var noget i Takerus øjne, som sagde Ryuu at Takeru tænkte over noget. Ryuu så efter Takeru da han lagde sig igen, Takeru tænkte helt klart over noget. *Hvorfor giver jeg ham altid problemer?* Ryuu lagde sig om på siden mod Takeru og lagde stille en hånd på Takerus bryst og nussede stille med sin tommelfinger. ”Ved jeg ikke er god til at tænke, men jeg lytter altid gerne til dig.” sagde Ryuu med et smil. Takeru, og til dels Emi, var den som tænkte og fandt løsninger. Ryuu var ikke blevet opdraget eller forventet at tænke, derfor var han ikke god til at finde løsninger.

Takeru blev revet ud af sine tanker, da Ryuu talte. Han så overrasket på ham. "Lad vær med at tale sådan om dig selv" sagde han lidt fast. Takerus blik flakkede lidt i Ryuus. *Læn dig.. bare spyt det ud* "Jeg tænker på... At jeg vil være din i et og alt... At jeg gerne vil giftes med dig.." sagde Takeru lavt, mens han så op i himlen. "Jeg ved ikke hvorfor... Før vi kom hertil, har jeg ikke engang tænkt på et liv, hvor du og jeg kunne holde i hånden.. men nu.... Jeg tror, at jeg er blevet grådig af den smule, der har kunne lade sig gøre her... Og vil bare have mere" prøvede Takeru at forklare. Det var svært at sætte ord på er begær, som han knap selv forstod eller tænkt hav mening. Takeru var jo allerede officielt godt i Japan, og kunne ikke blive officielt gift igen før han potentielt set var blevet skift fra Mimi.

Ryuu smilte stille undskyldende til Takeru, men tog sig ikke af hans faste tone. Ryuu talte sandheden, og at tænke var ikke hans stærke side. Han øvede sig, og han var blevet okay til det under sin træning med Janho, men han var blevet skræmt for at tænke større ideer, efter hvad der var sket med Takeru. Så var det bedre at overlade de store tanker til Takeru og Emi. Ryuu lå stille og kiggede på Takeru, lod ham overveje om han ville dele sine tanker med Ryuu. Ryuu så lidt overrasket på Takeru, da han indrømmede at han gerne ville giftes med Ryuu. Ryuu kunne forstå den form for tale over for Emi og han kunne forstå hvis Takeru jokede det omkring ham, som tidligere. Takeru var gift, og selv hvis han ikke var, var Ryuu ikke sikker på at homoseksuelle ægteskaber var tilladt i Japan. Men selv det var lige meget, det liv de levede ville aldrig tillade at de så meget som så på hinanden med lyst i blikket. ”Takeru.” sagde Ryuu stille og ventede på at Takeru så på ham. ”Hele mit liv, har jeg kun ønsket at stå bag dig, beskytte dig og se dig lykkelig. Mit ønske om at beskytte dig og se dig lykkelig har ikke ændret sig. Men jeg ønsker ikke længere at stå bag dig og se dig lykkelig med en anden.” sagde Ryuu og smilte kærligt. ”Jeg ønsker at være ved sin side, være den som giver dig lykke. Jeg mener ikke fysisk som at være sammen med dig hele tiden, men jeg håber at kunne være i dine tanker og give dig glæde.” Ryuu vidste at det aldrig ville blive muligt for dem at tilbringe hver eneste dag sammen, måske denne ferie var deres eneste mulighed, sidste gang de så hinanden. ”Men selvom vi er adskilt, så vil du altid være i mine tanker, altid være i mit hjerte. Jeg har ikke brug for nogen officielle papirer som siger vi er hinandens, bare jeg ved, at du husker på at jeg er din og jeg vil altid tænke dig som min.” sagde Ryuu og så forelsket på Takeru. ”Jeg ønsker også det her liv og lige nu, nyder jeg hvert sekund, selvom jeg ved at afgrunden er lige om hjørnet. Jeg har lyst til at kidnappe dig, holde dig fanget her, hos mig. Jer begge to.” sagde Ryuu og så kort tilbage mod Emi. Selvom sandsynligheden for at Ryuu nogensinde ville blive gift med Emi, var ikke eksisterende, var det ikke utænkeligt som med Takeru. ”Men… Jeg er ikke sikker på at det vil bringe nogen af jer lykke. I gør begge så meget for mig, jeg ønsker at betale jer tilbage. Men I har begge så meget potentiale, som jeg ikke føler jeg kan ødelægge, ikke bør ødelægge. Derfor vil jeg ikke bede jer om noget, jeg ønsker ikke noget løfte fra nogen af jer om at dette kan blive vores liv. Hvis I en dag vælger at jeg er en byrde for jer, en klods, så smid mig væk, for jeg ønsker ikke at trække jer ned. Men jeg er her, og jeg ønsker at blive hos jer. Eneste I ikke må gøre mod mig, er at bede mig om at vælge mellem jer. Alt andet i mit liv kan jeg opgive, men ingen af jer.” sagde Ryuu og havde stille kigget mellem dem begge mens han talte og så nu kærligt på Takeru.

Takeru bed tænderne lidt sammen, da Ryuu sagde hans navn. *Nu siger han, at du er naiv.. at det ikke kan lade sig gøre… alle de ting, jeg allerede ved, men ikke har lyst til at høre* Takeru tvang sig selv til at se på Ryuu og møde hans blik for at høre, hvad han havde at sige. Takeru rynkede langsomt forvirret brynene, mens Ryuu talte, men lod ham tale færdig før han reagerede. Emi havde også sat sig op og lyttede til Ryuus ord, hun afventede en reaktion fra Takeru, før hun sagde eller gjorde noget. Takeru så lidt surt ind i Ryuus kærlige øjne, da han var færdig med at tale. Han tog en dyb indånding, prøvede at tøjle sine følelser og tanker omkring alt det Ryuu lige havde sagt. ”Såh… Du ønsker ikke, at se mig lykkelig sammen med en anden… men ønsker heller ikke nødvendigvis at være ved min side, fordi du frygter, at det ikke vil gøre mig lykkelig… såh.. ønsker du at jeg skal være alene?” spurgte Takeru lidt hårdt. Takeru lænte sig lidt ind mod Ryuu og så ham alvorligt i øjnene. ”Lad mig skære det her ud i pap for dig. Den her tur har endnu engang mindet mig om, hvordan jeg har det sammen med dig. Jeg vil have dig i mit liv på en eller anden måde, og accepterer ikke andet. Jeg må simpelthen finde en måde, at få det til at ske uden at min verden styrter sammen” sagde han alvorligt og selvsikkert. Takeru strøg Ryuu over kinden ”Jeg vil gøre alt for at få det til at ske” sagde han mere kærligt. Han tog sin hånd til sig og sukkede surt igen. ”Men.. jeg bliver fyldt med vrede, når du taler om dig selv, som om at du ikke bringer os lykke og skylder os noget… som om du skal betale os noget tilbage…” sagde Takeru og så væk fra Ryuu og bed vredt sine tænder sammen. *Læn dig! Læn dig! Læn dig!* ”Jeg… tænker nogen gange, at du bare er sammen med mig på grund af min status…. Og at du ikke kan få dig selv til at sige nej… de tanker bliver ikke ligefrem bedre af, at du taler om dig selv, som om du ikke er mig værdig og skylder mig noget” sagde Taekru surt. ”Du har ligeså meget potentiale som os, hvis ikke mere, og det pisser mig af, at du ikke kan se det” sagde Takeru surt. Takeru knyttede sine næver og mærkede vreden stige, jo mere han vendte Ryuus ord. ”At du taler om dig selv… som om vi bare burde smide dig væk…. Som om vores forhold ikke betyder mere…” sagde Takeru sammenbidt med skød så op og stå. ”Jeg bliver nødt til at gå før jeg siger noget, jeg fortryder” sagde han så og gik hurtigt derfra ned af stranden. Emi strøg lidt forsikrende Ryuu over låret ”Jeg har aldrig set ham så påvirket af et andet menneskes ord… og han prøver virkelig at tøjle sin vrede” sagde hun med et lille smil. ”Jeg tror… jeg tror bare, at han inderste inde er skræmt af de følelser, han har fået på den her tur.. jeg mener… han har indrømmet over for sig selv, at det her egentlig er det liv han ønsker… hvilket må være hårdt for en mand, der er opdraget til at ville have det liv, som der venter ham derhjemme” sagde hun roligt. Hun lænte sig ind og kyssede Ryuu. ”Når det så er sagt… så skal vi vist fortsat arbejde på den måde, du taler og tænker om dig selv” sagde hun og smilte lidt. Både hende og Takeru vidste, at det var den måde, deres verden var sammensat på; Ryuu skulle ofre sig for deres bedste, men de ville gerne have, at trioen blev et team, hvor Ryuu ikke automatisk ofrede sig selv, bare fordi det var mest belejligt for Takeru og Emi.

Ryuu så lidt forvirret på Takeru, forstod ikke hans vrede. Ryuu rystede lidt på hovedet, han ønskede ikke at Takeru skulle være alene… Han ønskede at være ved Takeru og Emis side, men Ryuu selv kunne ikke se hvorfor de ønskede at være ved hans side. Ryuu kunne mærke han blev varm om hjerte, da Takeru sagde at han ville finde en måde de kunne være sammen på, at han ikke accepterede andet. *Hvorfor er det eneste jeg kan finde ud af, at gøre ham vred?* Ryuu brød sig ikke om at Takeru så væk fra ham, prøvede virkelig at forstå hvad han havde sagt som havde gjort Takeru vred. Ryuu havde sagt alt i kærlighed, kunne ikke selv se hvordan kan talte sig selv ned. Det var sådan han så sig selv. Ryuus øjne flakkede lidt, da Takeru indrømmede at han troede at Ryuu kun var sammen med Takeru, fordi Ryuu ikke kunne sige nej. Ryuu kunne mærkede han ikke direkte kunne benægte det. Ryuu ville gerne benægte, ville gerne få Takeru til at falde ned igen, men han kunne ikke finde ord og så op på Takeru da han rejste sig op og gik væk fra dem. Ryuu så efter Takeru, men vendte blikket mod Emi da hun rørte hans lår. Ryuu lyttede til Emis ord, forstod hvad hun mente. Ryuu slog lidt trist blikket ned. Ryuu vidste han ikke burde vise følelser eller være sårbar, slet ikke omkring Emi og Takeru, men han var så forvirret. ”Jeg gør ikke andet end at gøre ham vred.” sagde Ryuu træt og så på Emi igen. Ryuu lukkede stille øjne og gengældte stille Emis kys og så på hende da hun talte igen. Ryuu forstod det stadig ikke, indså ikke at hans opdragelse lå så dybt i ham. ”Jeg har ikke lyst til at skjule min frygt for jer.” sagde Ryuu stille, usikker på om han burde tale højt om det her med Emi. *Takeru mener det er vigtigt vi støtter os til hinanden, det gælder vel også Emi?* Ryuu så lidt undersøgende på Emi, hun virkerede til at tale det hele så roligt, han ville ikke byrde hende mere. ”Men… Jeg skal nok stoppe med at tale… Om mig selv som en byrde…” Sagde Ryuu usikkert. ”Men…” Ryuu så lidt pint ud. ”Jeg frygter stadig at være en byrde for jer… Alt jeg kender til, er at være en skygge, at være et skjold… Jeg kunne godt li at blive lært op som højre hånd, jeg kunne se at jeg kunne være mere brugbar for Takeru…” Ryuu stemme dødede ud og han slog blikket ned. ”Men i sidste ende… Jeg tog det forkerte valg, gjorde alt værre…” Ryuu kunne mærke hans hals blive tør, kunne mærke det pressede i hans øjne. *Ingen tårer* ”Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg ikke tager et forkert valg igen? Mit valg byrde både dig og Takeru lige nu… Og jeg gør intet… Jeg eksisterer bare, gør intet for at gøre dit eller Takerus liv nemmere. Faktisk giver jeg jer begge mere arbejde og problemer.” Ryuu mødte Emis blik igen, så knust på hende. ”Hvordan kan jeg tænke anderledes om mig selv? Jeg gør Takeru vred og lige nu er jeg bare ynkelig over for dig. Jeg vil bare gerne gøre jer lykkelig, om det så er på bekostning af mit eget liv. For det er det jeg kan, ofre mig selv. Jeg er hverken bange for smerte eller døden, men jeg frygter at se jer hade mig. Jeg føler lammet med tanken om at mit valg eller manglen på samme, bringer jer smerte.”

Emi grinte lidt trøstende ”Tja… det er bedre, at han bliver vred på dig end at du ingen reaktion får… han lader sine parader falde omkring dig og viser dig sine følelser… Takerus temperament er ikke det bedste, så jeg tænker ikke, at det er første gang, at du føler hans vrede” sagde hun roligt med et lille smil. Emi strøg Ryuu lidt i nakken ”Du behøver ikke, at skjule noget fra os” sagde hun forsikrende. Nu talte Ryuu endelig, så det var bare med at opfordre ham til at fortsætte. Emi lyttede roligt til Ryuu ord, mens hun stadig havde en hånd i hans nakke. ”Hmmm… hvis du ønsker, at kvæle dine tanker om at være en byrde, kan du indtage en rolle, hvor du føler, at du kan bidrage og stå side om side med Takeru og jeg. Jeg kan spørge bedstefar, om du kan få lov til at følge hans højre hånd… men jeg er ikke sikker… du er ikke ligefrem hans ynglings person” sagde hun roligt. Det var bare en tanke, hun havde haft. Emi smilte lidt og tog sin hånd til sig, så hun støttede på sine hænder, mens hun sad op og så ud over havet. Emi studerede Ryuus knuste blik og tog en dyb indånding. ”Ingen af os er sikre på de valg vi tager, før vi har taget dem… Ikke jeg.. Ikki Takeru..” sagde hun forsikrende. Emi studerede roligt Ryuu ”… Vil du hellere have, at vi sætter dig fri?” spurgte hun roligt, selvom det på ingen måde, var det, hun ønskede. ”For.. hvis du ønsker, at være fri fra os og det her liv.. kan du.. Jeg synes, at Takeru og jeg har været tydlige omkring, hvad vi vil… vi ved bare ikke helt hvordan.. men hvis det ikke er det, du ønsker, er det nu, du skal sige til” sagde hun roligt og så alvorligt på Ryuu. ”Hvis ikke du ønsker, at gå fra os.. skal du tage dig sammen” sagde hun alvorligt og så på Ryuu. ”Hvis du vil blive, kan du ikke blive ved med at leve med den her sindstilstand… Hvis du føler dig så meget som en byrde, burde du i stedet fokuserer på, hvordan du kan føle, at du bidrager til vores liv.. sammen” sagde hun roligt og strøg en finger op af hans arm. Hun vidste, at det var hårdt det hun sagde, men hun sagde tingene, som hun så dem. Hun havde aldrig tænkt sig at give Ryuu ynk med mindre, hun mente han fortjente det, selvom hun kunne mærke, at de her tanker tyngede ham. ”At tænke anderledes om sig selv tager tid… og måske skal vi starte med, at give dig noget, du kan lave i din hver dag… i stedet for bare at sidde på mit værelse?” spurgte Emi med et lille undskyldende smil.

Takerus tanker kræsede rundt om det faktum, at Ryuu ikke havde sagt noget, til noget af det han havde sagt. *Hans øjne flakkede, da jeg talte om, at han var sammen med mig, fordi han ikke kunne sige nej* Takeru stoppede og så ud over vandet, det gjorde ondt i brystet på ham. Han krydsede sine arme og tog lidt om sig selv. *Er det her dumt? Skulle jeg bare tage hjem?* Takeru stod stille noget tid med sine tanker, mens han så ud over havet. *Hvad laver jeg overhovedet? Det her er håbløst… Ryuu ved det, så hvorfor vil jeg ikke fatte det? Hvorfor er jeg så opsat på, at få det til at fungerer? Det lyder ikke engang til, at det er det, Ryuu vil have* ”A penny for your thoughts?” spurgte en venlig mandestemme pludselig og fik Takeru opmærksomhed. Han så på en solbrændt mand, der stod siden af ham med et venligt smil. Takeru havde været så optaget af sine tanker, at han ikke opdagede manden, da han kom hen til ham. Takeru studerede ham roligt, han var ikke en trussel. *Måske skulle jeg bare igen prøve, at være sammen med en anden mand?* Ligeså snart han havde tænkt tanken fik han kvalme og blev irriteret på sig selv. Takeru ignorerede manden, som blev ved med at stille Takeru spørgsmål på engelsk. Manden sukker opgivende, men tog så en pakke cigaretter frem og tog en smøg, hvorefter han holdte pakken ud mod Takeru. Takeru så lidt overvejende på den, men tog så en og lod manden tænde den for ham. De to mænd stod roligt og røg siden af hinanden i stilhed, mens de så ud over havet. Takeru var stadig ufattelig uvidende omkring mænds tilnærmelser mod ham, men var generelt okay forsigtigt over for andre mennesker, men han vurderer ikke denne mand til at være en trussel.

Ryuu tænkte over Emis ord, over at Takerus vrede var bedre end ingen reaktion. Ryuu vidste at hun havde ret, men betød ikke at han brød sig om Takerus vrede. Ryuu smilte lidt over at han ikke var Emis bedstefars yndlings person. ”Nej, det er forståeligt.” sagde Ryuu roligt. Ryuu kunne mærke at hans hjerte slog lidt hårdere, da Emi indrømmede at hverken hun eller Takeru var sikre i deres valg eller vidste om det ville gå godt får de tog dem. Ryuu følte det som om hans hjerte stoppede op. Emi tilbød det samme som Takeru, at han kunne blive sat fri af familien, sat fri for dem. Var det i virkeligheden det han ønskede? Men hvis han forlod dem, hvad skulle der så blive af ham? Hvad kunne han? Intet… Men samtidig, ønskede han overhovedet at være væk fra dem? I sidste ende vidste Ryuu at han ville kunne klare sig selv. Han ville ikke leve et godt liv, men han ville kunne overleve. Men, hvis han sagde ja til Emi nu, at han ønskede at blive sat fri… Han kunne spare Emi og Takeru for flere problemer. Ryuu fokuserede på Emi igen da hun forsatte med at tale, tale om at han skulle tage sig sammen, fokusrede på hendes finger på hans arm. Ryuu tog Emis hånd og rystede stille på hovedet. ”Jeg er taknemlig for hvad du har gjort for mig.” sagde Ryuu hurtigt. Isolationen i Emis værelse, fangeskabet under Janho og flugten, havde ikke været god for Ryuus følsomme og usikker sind. Ryuus selvværd, hans billed på sig selv, var kun blevet værre. Det hjalp hellere ikke at han elskede to personer, som virkede så sikre i dem selv. Emi havde ganske vist ikke sagt hun elskede ham, men han følte hendes kærlighed og interesse i ham, og Ryuu tvivlede hellere ikke på Takerus kærlighed. ”Jeg ønsker ikke at være adskilt fra jer. Ærligt tænker jeg, om det ville være bedre at jeg forlod jer. Ikke fordi jeg vil være fra jer, men måske det ville være bedre for jer. Men jeg er nok egoistisk, jeg vil så gerne være sammen med jer, selvom jeg…” Ryuu tog en dyb indåndingen inden han sagde noget negativt omkring sig selv igen. ”Selvom jeg har meget jeg skal arbejde med.” sagde Ryuu og smilte lidt trist. ”Men, jeg vil gerne fortage mig noget i løbet af dagen.” sagde Ryuu og smilte stille til Emi. Ryuu så i retningen hvor Takeru var gået, han var allerede kommet så langt væk at Ryuu ikke kunne se ham. ”Jeg blive nød til at tale med ham.” sagde Ryuu og rejste sig op. ”Jeg fik ikke sagt noget til det han sagde til mig og jeg vil ikke have han misforstår.” sagde Ryuu og smilte undskyldende til Emi. Emi virkede så forstående for at Ryuu og Takeru havde brug for tid med hinanden. Ryuu gik i retningen Takeru var gået i, og sukkede lettet op da han fik øje på ham. Ryuu lage dog mærke til at Takeru stod sammen med en anden mand, og kunne mærke det trykkede i brystet. Takeru havde sagt han ikke var interesseret i andre mænd, men hvem vidste? Måske opdagede Takeru at der var andre bedre mennesker end Ryuu. Ryuu rystede irriteret på hovedet og gik med hurtige skridt hen til Takeru. *Jeg må bare bevise at jeg er det værd, at jeg er bedre end alle andre* Ryuu gik hen og tog ved Takerus håndled. ”Kan vi tale sammen?” spurgte Ryuu og trak lidt i Takeru, ville have ham væk fra den anden mand så de kunne tale sammen alene.

Emi sukkede dybt "Ryuu... Har Takeru og jeg ikke talt om, at vi ønsker at være sammen med dig? Så hvorfor tror du bare, at det udelukkende er dit egoistiske ønske, at vi bliver sammen? Og du kan ikke våge at påstå, at vi aldrig har skabt problemer for dig... Var jeg ikke gået ud af porten den dag, var vi måske aldrig endt her.." sagde hun roligt. Hun smilte roligt til Ryuu "vi kan arbejde på det sammen.. alle tre" sagde hun forsikrende. Hun smilte roligt "Det finder vi bare ud af, når vi kommer hjem... Jeg lover ikke, at lukke dig inde på værelset mere... Så længe du er forsigtig i huset" sagde Emi lidt stille. Hun stolte stadig ikke på, at hendes familie ville Ryuu noget godt. Emi smilte og nikkede forstående til at Ryuu måtte gå efter Takeru og så efter ham, da han forlod hendes side.

Takeru var stort set færdig med at ryge sin cigaret, da Ryuu kom hen til ham. Takerus blik faldte på sit håndled, som Ryuu havde taget fat i. Hun rynkede surt på brynene, smed cigaretten og trak lidt i sit håndled. "Hvorfor skulle vi det?" spurgte han surt og trak sig lidt væk igen. Manden kunne ikke forstå Takeru og Ryuu, fordi de talte japansk sammen, men han fornemmede den vrede stemning, og trådte lidt ind i mellem dem. Takeru flåede sit håndled til sig og så lidt arrigt over på Ryuu, mens manden stod imellem dem og på engelsk prøvede at overtale Ryuu til ikke at komme op og slås, hvilket var det, han troede de havde gang i. Mens Takeru stod og så Ryuu i øjnene, var det som om hans øjenfarve blev mere tydelig. *Var hans øjne altid så flotte?* Takeru kunne høre sit høje, hurtige hjerteslag i sine øre. Han sukkede opgivende "Fint... Så kom" sagde han henvendt til Ryuu og gjorde et lille nik med hovedet mod klitterne. "Thanks for the smoke... Now fuck off" sagde Takeru henkastet til manden og gik op mod klitterne. Her kunne de tale mere privat.

Ryuu havde aldrig set det på den måde, at Emi og Takeru kunne være egoistiske eller at deres valg kunne være forkerte. Ryuu smilte lidt mere varmt og nikkede da Emi sagde de kunne arbejde på det alle tre. Ryuu nikkede igen og smilte taknemligt til at Emi ikke ville lukke ham inde på sit værelse mere. Han ville aldrig have sagt hende imod, men havde hadet at være en form for ting på hendes værelse. *Jeg må finde en måde at gøre hende tryg på.* ”Jeg forventer ikke at lave noget stort, bare det at kunne lave noget manualt eller ligegyldigt i huset ville være godt. Jeg er ligeglad med om jeg kunne til at feje eller gøre rent.” sagde Ryuu roligt. Det havde aldrig været hans opgave at holde huset rent, men havde lært lidt. Ryuu ville bare gerne føle han lavede noget.

Ryuu holdte lidt hårdere om Takerus håndled da han trak i det. Det var forståeligt at Takeru stadig var vred, han havde ikke haft andet end sine egne ord at gå og tænke over. ”Fordi jeg ikke fik forklaret mig.” prøvede Ryuu og slap Takerus da den fremmede mand trådte mellem dem. Ryuu så kort irriteret på ham, men vendte så blikket tilbage mod Takeru. Ryuu var ikke interesseret i hvad den anden mand sagde, han virkede hellere ikke som en fysisk trussel. Ryuu kunne mærke trykken i brystet blive værre, men han ville ikke lade Takeru vende ryggen til ham igen. *Vreden er godt, det er bedre end stilhed* Ryuu kunne mærke han slappede af da Takeru accepterede og gik hurtigt mod klitterne. Ryuu gik stille ved Takeru, sørgede for ikke at røre ved ham, da Takeru havde trukket sig væk før. ”Takeru…” sagde Ryuu stille, stadig ikke helt sikker på hvordan han skulle sige tingene rigtigt. *Jeg ved ikke om det er rigtigt, før det er gjort* Ryuu tog en dyb indånding og så roligt på Takeru. ”Jeg er bange… Vil jeg ikke skjule. Jeg frygter konstant at et valg jeg tager, kommer til at skade dig igen.” sagde Ryuu. ”Men… Jeg kan ikke lade den frygt konstant styre mig. Jeg kan ikke lade min negative tanker konstant styre mig. Men det kommer til at tage tid før jeg føler mig mere værd.” sagde Ryuu og slog blikket lidt ned. ”Lige nu, lever jeg færdig du og Emi ønsker det. Jeg kan ikke se hvad I ser i mig, hvilken grund til hvorfor I har lyst til at være sammen med mig.” sagde Ryuu lavt, men hævede så sit blik og så på Takeru. ”Men, giv mig en chance, en chance til at bevise at jeg er det værd. Jeg vil arbejde på at være en som du stolt kan have ved din side, arbejde på at selv at føle mig lige så god som jer, arbejde på at se hvad du ser.” sagde Ryuu. Ryuus øjne blev lidt forvirret og slog blikket lidt ned igen. ”Du er og vil altid være Takeru Tsuyoshi, og jeg vil altid have svært ved at sige nej til dig. Men når det er sagt…” Ryuu løftede mere selvsikkert sit blik. ”Jeg er ikke sammen med dig på grund af dit navn eller stilling. Jeg ønsker at være ved din side fordi… fordi jeg elsker dig. Det er stadig forvirrende for mig at jeg har ret til at sige nej, ret til at bede om ting. Men jo mere jeg er sammen med dig, jo mere egoistisk føler jeg mig.” Ryuu rakte stille ud og tog Takerus hånd. ”Jeg har ikke lyst til at være væk fra dig, jeg har ikke lyst til at du ser på nogen anden end mig, ikke lyst til du taler med nogen anden. Jeg vil have dig, jeg vil have alt af dig.” sagde Ryuu og så kærligt på Takeru.

Emi smilte roligt "Vi skal nok finde noget, som gør, at du føler dig værdifuld" sagde hun kærligt.

Takeru stoppede op et stykke oppe i klitterne, da Ryuu sagde hans navn og vendte sig mod ham. Takeru stod med krydsede arme og så lidt surt på Ryuu, lige indtil han sagde, at han var bange. Takeru så lidt overrasket ud, han krydsede ikke længere sine arme og slappede lidt mere af i kroppen. *Han læner sig op af mig* Takeru gik lidt tættere til Ryuu og lyttede intensivt til hans ord. Takeru strøg hurtigt en hånd op i Ryuus nakke, mens han talte. Det var egentlig mest for at vise Ryuu sin støtte og kærlighed gennem kærlig ømhed, selvom han ikke tænkte over det. Takeru stod stille og lod Ryuu om at tale. Hans hjerte sprang et slag over, hver gang Ryuu så ham i øjnene - både da Ryuu bad Takeru om at give Ryuu en chance og da Ryuu sagde, at han ikke var sammen med ham på grund af hans navn eller stilling. Han tog stille Ryuus hånd, da han tog hans. Takerus hjerte hamrede af sted. *Fuck... Han aner ikke, hvor god han er med sine ord nogengange* Med sin ene hånd i Ryuus nakke trak han ham ned til sig og gav ham et fyldigt og kærligt kys. Han skilte deres læber kort inden han gav ham et længere og mere lidenskabeligt kys. Han skilte deres læber. "Det er okay, ar være bange... Det er jeg også" sagde han stille. "Du er godt klar over, at mine valg kan og allerede har skadet dig" sagde han lidt alvorligt. "Jeg vil ikke have, at du lever for os... Jeg vil have, at du lever for dig selv" sagde han roligt. "Jeg håber... At vi kan arbejde med, at du ser på dig selv, ligesom jeg ser dig" sagde han blidt og strøg ubevidst Ryuus hånd lidt med sin tommel. "Du har min tiltro... Jeg tror du kan ændre dig" sagde han kærligt. "Jeg venter gerne på dig.. jeg elsker dig... Og bliver helt tosset, når du taler om din jaloux side" sagde han og smilte lidt grinende. Han lænte sig ind til Ryuu og kyssede ham fyldigt igen. "Fuck et papir... Jeg er allerede din i alt jeg kan blive lige nu" sagde han kærligt.

Ryuu følte sig mere tryg ved at tale, da Takeru strøg en hånd op i hans nakke, gav Ryuu mod til at fortsætte. Ryuu lod sig trække ned og gengældte Takerus kys og lage sin frie hånd på Takerus hofte og trak ham stille tættere til sig. Ryuu så på Takeru da han skilte deres læber igen og lyttede til hans ord. Ryuu gav Takerus hånd et klem, da Takeru indrømmede at han også var bange. Ryuu vidste han ikke burde tale som han gjorde, tale åbent om frygt. Men Ryuu havde aldrig følt den form for frygt før. Selvfølgelig havde Ryuu altid været bevidst om at skulle beskytte Takeru, men han havde aldrig tvivlet med at han kunne beskytte ham ved at kaste sin egen krop imellem Takeru og faren. Men det virkede ikke længere til at være en løsning, og Ryuu følte sig på dybt vand, anede ikke hvordan han længere kunne beskytte Takeru. Ryuu så lidt forvirret på Takeru, ville sige Takeru imod om at Takeru allerede havde skadet Ryuu. Ryuu kunne ikke se hvordan Takeru nogensinde havde gjort det, men Takerus alvorlige mine, fik Ryuu til at holde sin mund. *Leve.. for mig selv?* Ryuu så stadig forvirret på Takeru, forstod ikke meningen med ordene. Ryuu havde aldrig levet for sig selv, altid levet for familien, for Takeru. Ryuus øjne blev milde og smilte stille, glad for den tiltro Takeru lage i ham, håbede at han kunne leve op til den. Ryuu smilte kærligt, da Takeru lovede at han ville vente på Ryuu, at han elskede Ryuu. Ryuu smilte dog lidt flovt, da Takeru talte om Ryuus jalousi. Følelsen var ny for Ryuu og han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere det endnu. På den ene side ville han bare hive Takeru væk fra alle som så på ham, men frygtede at Takeru ville hade sådan en opførelse fra ham. Jalousi føltes så egoistisk og Ryuu var kun lige ved at vende sig til at være egoistisk. Ryuu gengældte Takerus kys igen og lage begge sine arme om Takeru og trykkede ham tættere ind til sig. Ryuu smilte kærligt over Takerus ord og kørte en hånd op og lage den mod Takerus kind og trak ham ind til et kys lidenskabeligt kys. Ryuu trak stille sit ansigt tilbage og så på Takeru. ”Jeg er ked af, at jeg ikke altid kan finde de rigtige ord, hurtigt nok. Det gør dig unødvendigt vred og flere problemer. Jeg skal nok blive bedre til at formulere mig.” sagde Ryuu stille. ”Før…” sagde Ryuu og tænkte sig lidt om. ”Jeg prøvede at sige.. At selvom jeg ikke står bag dig mere, selvom jeg ikke er din skygge mere, så vil jeg altid beskytte dig, jer begge. Ikke på grund af jeres navne og titler, men på grund af dem I er. I er de mennesker jeg elsker. Jeg ved du siger jeg skal lærer at leve for mig selv. Men… I er en del at mit liv. Jeg har en klar ide om hvornår jeg begyndte at elske Emi, vidste med det samme at jeg ville beskytte hende med mit liv, og ikke fordi hun var en opgave mere. Hun forvirrede mig, for hun trak mig væk fra dig, og det brød jeg ikke om. Først den weekend med familierne, indså jeg mine følelser for dig. Før vi kyssede, vidste jeg at jeg elskede dig. Men, jeg har elsket dig længe.” sagde Ryuu og så undersøgende på Takeru. ”Jeg har respekteret og set op til dig hele mit liv… Men jeg ved ikke hvornår min respekt ændrede sig, eller om det altid har været kærlighed, skjult under navnet respekt. Jeg elsker jer begge, lige meget men på hver sin måde. Jeg kan ikke vælge imellem jer, ønsker ikke at vælge i mellem jer.” sagde Ryuu og smilte undskyldende. ”Og fordi jeg elsker jer så højt, kan jeg ikke klare tanken om… fordi jeg lige nu ikke ser mig som meget andet en person som blot eksisterer, som modtager alt uden at give igen. Fordi jeg ser mig selv på den måde, kan jeg ikke klare tanken om, hvis jeg endte mig at trække jer ned. I tager begge hensyn til mig lige nu. Det ville være nemmere for Emi ikke at skulle beskytte mig over for hendes bedstefar. Det ville være nemmere for dig, hvis du blot opgav mig til familien eller rent glemte mig. Jeg stoler på, at du og Emi gør, hvad I mener er bedst for jer. Men alligevel, kan jeg ikke lade hver med at tænke, at I måske, ville være bedre stillet, uden mig.” Ryuus stemme blev stille lavere som han talte. ”Derfor ville det, for mig lige nu, gøre mig tryg, hvis jeg vidste, at I ikke ville tøve med at skille jer af med mig, hvis det vidste sig, at jeg virkelig var en byrde for jer. Jeg ville ikke blive overrasket eller såret, for det er hvad jeg føler mig som.” sagde Ryuu med et hult grin. Ryuu trak vejret dybt og trykkede sig lidt tættere ind til Takeru. ”Det var hvad jeg prøvede at sige før. Jeg skal nok lærer at tænke højere om mig selv. Men du kan ikke benægte, at jeg ikke gør meget for jer, andet end at eksistere.” sagde Ryuu og smilte stille til Takeru. ”Mens Emi finder og arrangere planer så vi kan tilbringe tid sammen. Samtid tænker du over muligheder for hvordan vores liv kan forsætte på denne måde… Og mig… Jeg gør dig vred og bebyrde Emi med min dårlig samvittighed.”

Takeru kunne mærke, at han havde vænnet sig til Ryuus små berøringer, når han klemte hans hånd eller trak ham tættere til sig. Han elskede faktisk de små tegn på Ryuus kærlighed. Takeru opfangede Ryuus flovhed over sin jalousi, og han smilte drillende. "Vis mig gerne mere af det... Besid mig.. tanken tænder mig lidt" sagde han lidt hæst og spændt. Det var rigtigt, det Takeru sagde, men han ville også gerne have, at Ryuu blev mere egoistisk omkring ham. Takeru kom med en lille lyd, da Ryuu trak ham ind til et lidenskabeligt kys, som han gengældte. Han fulgte lidt med Ryuu, da han skilte dem ad. Takeru sukkede lidt "nogen gange er du god med dine ord, andre gange er du ikke... Det er ikke anderledes end alle andre... Jeg siger heller ikke altid de rigtige ting... Og... Jeg bliver nemt vred... Hvilket jeg havde lovet dig at arbejde med.. men det tager tid" sagde Takeru roligt. Takeru stod roligt og lyttede til Ryuus ord. Han så lidt overrasket op på Ryuu, da han fortalte, at han havde elsket Takeru selv før den weekend, hvor de havde kysset første gang. Takeru hjerte hamrede af sted. Takeru smilte forsikrende til Ryuu. "Du behøver ikke at vælge" sagde han roligt. Takeru strammede sit greb om Ryuu og nussede hans ryg, mens Ryuu talte om sine tanker om sig selv omkring hvilken byrde han var. Takeru stod stille, da Ryuu var færdig og tænkte stille. Hans krop føltes mærkelig afslappet. *Sig det nu bare.... Fortæl ham det* Takeru var normalt ikke en mand, der talte så åben om følelser. "Har du... Har du tænkt over, hvorfor en mand som mig... En kvinde som Emi... Lader dig komme så tæt på?" spurgte han så og studerede Ryuu lidt. "Det er hårdt at sige... Men folk som os har en meget lille inderkreds af folk, der skal tjene et formål for os for at blive" sagde han roligt. "Folk... Skal give noget.. på den ene eller anden måde" sagde han roligt. "Med dig.... Var det ikke en kalkuleret beslutning.. I hvert fald ikke for mit vedkommende... Jeg prøvede jo faktisk at kæmpe i mod" sagde Takeru lidt grinende. "Men jeg kunne ikke holde dig ude..." sagde Takeru lavt. *Sig det! Skær det ud i pap, så han forstå!* Takeru tog en dyb indånding. "Du er i min inderkreds... Fordi du gør mere for mig end du aner.. Det her liv kan være.. hårdt... Ensomt. Jeg har sjældent følt, at jeg kan stole på folk.. tillade mig at elske nogen og åbne mig for nogen... Men det kan jeg med dig... Det giver mig glæde, ro og selvtillid.. så lad vær med at sige, at du ikke gør noget for mig og bare er en byrde... Du gør mig til en bedre mand og leder" sagde Takeru ømt og så lidt væk fra Ryuu. Han smilte drillende "og så nedsætter sex selvfølgelig stress" sagde han glad.

Ryuuu studerede Takeru lidt, prøvede at vurdere om Takeru virkelig mente det, mente at det var okay for Ryuu at være jaloux. “Lov at sige til hvis det bliver for meget.” Sagde Ryuu lavt, han stemme en smule hæs ved tanken om at det var okay for ham at ville besidde Takeru. Ryuu lagde hovedet lidt på skrå, da Takeru sagde at Ryuu nogen gange var god med sine ord, som altid kunne han ikke selv se det. “Jeg synes altid det du siger lyder rigtigt.” Sagde Ryuu ærligt. “Og du gør det godt med din vrede.” Sagde Ryuu og smilte kærligt til Takeru. Ryuu var ikke helt sikker på om Takeru overraskende udtryk var en god ting, men han fortsatte alligevel. Ryuu kunne mærke han fysisk slappede af, da Takeru sagde at Ryuu ikke skulle vælge mellem Takeru og Emi. Ryuu følte sig tryg og opmuntret til at fortsætte med at tale, da Takeru nussede hans ryg. Takeru virkede til stede, trak sig ikke væk og prøvede at berolige ham. Ryuu forblev stille, lod Takeru om at tænker over hvad Ryuu lige havde sagt. Ryuu rystede stille på hovedet. Ryuu havde aldrig rigtig forstået hvad Emi eller Takeru så i ham. Ryuu lyttede stille, prøvede at holde sit ansigt neutralt, men kunne alligevel mærke en knude samle sig i hans bryst. *Jeg var tilgængelig* Ryuu brød sig ikke om tanken, men det var sandt. Emi og hans forhold havde bygget på at Emi kedet sig, muligvis savnede Takeru. Ryuu måtte have været en erstatning for Takeru i starten. Måske senere var Emi blevet glad for Ryuu som sin egen person. Knuden løsnede sig dog lidt, da Takeru grinte. Ryuu huskede tydeligt at Takeru havde prøvet at lægge afstand i mellem dem, prøvet at få dem tilbage til før de var fysiske. Men trods forsøget, var Takeru alligevel endt på knæ for Ryuu. Knuden ændrede sig til varmen i Ryuus bryst og han så ømt på Takeru. Ryuu havde svært ved at tro han gjorde noget godt for Takeru, men han kunne mærke at Takerus ord varmede ham, ramte noget dybt i ham. Ryuu ønskede at tro på Takerus ord. Takeru talte aldrig så dybt om følelser, og derfor genlød de så højt i Ryuu. Ryuu grinte stille over Takerus sidste kommentar og lagde blidt en hånd mod Takerus kind og drejede Takerus ansigt mod sig. “Så må jeg jo blive ved med at reducere din stress.” Sagde Ryuu drillende og kyssede Takeru kærligt og kørte sin hånd om i nakken på Takeru og trykkede ham lidt tættere ind til sig. Ryuu slap stille Takerus læber og længe sin pande mod Takeru. “Tak.” Sagde Ryuu stille og så ømt og kærligt ind i Takerus øjne.

Takeru smilte stort og fik Ryuu til at se på sig ved at tage ham let ved hagen og vende hans hoved mod sig. "Mere... Besid mig mere.. Hver en mulighed og impuls du får.. Reager på den.. ligemeget hvor vi er her og i det private derhjemme" sagde Takeru tydligt opstemt. Takeru sank "det tænder mig" sagde Takeru flirtende og smilte selvsikkert. Han gav Ryuu et hurtigt kys inden han gav slip på Ryuus hage. Takeru sukkede lidt og rystede på hovedet. "Bullshit" sagde han til at han altid sagde de rigtige ting og var god med sin vrede. Ryuus kærlige smil fik Takeru til at smile igen. Takeru kunne mærke, at han slappede af i kroppen og smilte kærligt, da det virkede til at Ryuu tog Takerus ord til sig. Takeru så ømt på Ryuu, da han drejede hans hoved. Takeru grinte lidt "Ja. Bliv endelig ved med det" sagde Takeru glad og gengældte Ryuus kærlige kys, mens han tog om ham og pressede ham let ind til sig. Takeru så Ryuu dybt i øjnene, da Ryuu lod deres pande mødes. Takerus hjerte hamrede af sted. Han var glad for, at hans ord havde nået Ryuu. Takeru trak sig lidt fra Ryuu, men smilte varmt til ham. Takeru så ud over vandet og nød den lidt kølige luft mod sin nøgne hud. "Lad os sidde her lidt" foreslog han og gik lidt længere hen til klittens skråning og satte sig ned, så de kunne nyde udsigten.

Det gøs i Ryuu over Takerus ord. Det var okay for ham? Tanken var mærkelig, men den tændte ham. At besidde så magtfuld en mand som Takeru. *Derhjemme* Ryuu vidste at deres kontakte med hinanden derhjemme, ville blive begrænset, men hvis han først gav slip på hans drifter, skulle han stadig huske at tøjle dem når de var omkring andre. Ryuu gengældte Takerus hurtigt kys og nikkede stille, arbejde stadig med tanken. Ryuu smilte stille over Takerus bullshit, men sagde ikke noget. For Ryuu gjorde og sagde Takeru altid det rigtige. Ryuu nød fornemmelsen af Takerus nøgne krop mod sine, og ikke i en seksuel kontekst. Varmen fra Takerus krop var betrykkende og dejlig. Ryuu kunne mærke sit hjerte hamre hårdt i hans bryst, kunne ikke skjule den kærlighed han følte for Takeru i hans øjne, følte sig elsket ved at Takeru ikke brød øjenkontakten med ham. Det gav Ryuu mod til at tro på Takerus ord, kvalte de stemmer som fortalte at Ryuu ikke var noget værd. *Takeru ved altid bedst, stol på ham* Ryuu løsnede stille sit greb om Takeru, da han trak sig tilbage, men havde ikke rigtig lyst til at give slip på ham. Ryuu så roligt på Takeru, mens Takeru så ud over vandet. Ryuu gav helt slip på Takeru, og fulgte ham hen til klittens skråning og satte sig ned ved siden af Takeru og så ud over havet. De burde gå tilbage til Emi, Emi var allerede så tålmodige med dem. Ryuu så på Takeru og lage stille sin hånd oven på hans og lænte sig ind og kyssede hans hals. *Bare lidt længere tid* Ryuu nød når de alle tre var sammen, men han havde en lyst til at være alene med Takeru. Om det var fordi han havde været så intens sammen med Emi den sidste måned, eller om det var hans anderledes følelser for Takeru, var Ryuu ikke sikker på. Ryuu nappede Takerus hals og lage sin anden hånd på Takerus brystkasse og kørte stille sin hånd ned af Takerus brystkasse, ned over hans mave. Ryuu grinte let mod Takerus hals og trak sig lidt tilbage og så tændt op på Takeru. ”Du er farlig at være alene med.” sagde Ryuu. Det var nyt for Ryuu at være den som blev tændt først, normalt fulgte han med når enten Emi eller Takeru virkede til at ville have sex. Ryuu lage sin hånd mod Takerus hofte, holdt let om ham og lod sit hoved ligge ved Takerus skulder og lukkede øjne. Lyden af Takerus åndedræt så tæt ved hans øre gjorde ham tryg. At kunne mærke hans brystkasse hæve og sænkede sig ved hvert åndedræt og varmen fra hans krop, slog det fast for Ryuu at Takeru var i live, at han var her i hans arme. ”Bare nyd udsigten, bare lad mig side lidt sådan her.” sagde Ryuu stille.

Takeru lænte sig lidt bagud og støttede på sine hænder mod sandet. Takeru sukkede tilfreds, da Ryuu lagde en hånd på en af hans og kyssede hans hals. Han lukkede et lille støn ud, da Ryuu nappede hans hals. Han bed sig forventningsfuldt i underlæben, da Ryuu lod sin hånd glide ned af Takerus krop. Takeru grinte lidt "Jeg har da ikke gjort noget" sagde han smilende og så på Ryuu med et tændt blik. Takeru smilte kærligt, da Ryuu puttede sig lidt ind mod ham. Han strøg sin ene arm bag om Ryuus ryg og lod den hvile bag ved Ryuus hofte på den modsatte side. Han gjorde som Ryuu sagde, sad stille og nød udsigten, mens hans tommel nussede Ryuu ved hoften. Takeru tog en dyb indånding i den friske luft og lod bare sig selv fylde med ro og kærlighed. *Hvis bare jeg kunne fryse tiden i det her øjeblik.... Bare lige* Takeru så efter lidt tid ned på Ryuu, fik ham til at se op på sig og kyssede ham fyldt med kærlighed. Han lænte sig vægt lidt ind mod Ryuu, så han lagde sig ned i sandet og Takeru fulgte med. Han lå halvt over Ryuu og kyssede ham inderligt. Han skilte deres læber og sendte Ryuu et lykkeligt smil.

Ryuu smilte tilfreds over Takerus kommentar. ”Du behøver hellere ikke gøre noget for at være uimodståelig.” sagde Ryuu tændt. Det var stadig nyt at være åben med deres kærlighed, og Ryuu var ikke sikker på om han rent faktisk kunne gøre noget seksuelt ude i det fri som ny. Det var stadig tidligt og der gik mennesker omkring. Ryuu var glad for at Takeru gjorde som han bad om, lod Ryuu om at være tæt på Takeru. Det var kun når han var i fysisk kontakt med Takeru, rent faktisk sikker på at Takeru trak vejret, var varm og virkede til at have det godt, at Ryuu virkelig kunne slappe af. Takeru var som et stof, som slukkede alle negative tanker i Ryuus hoved. *Når man først har været afhængig, har man tendens til at blive afhængig igen. Det behøver ikke være euforiserende stoffer eller midler, alt som giver endorfiner til hjernen, bringer lykke* Ryuu åbnede stille øjne og tænke over hvad han havde fået fortalt til afvænning. Var han afhængig af Takeru? Ryuu havde ikke behov for at drikke eller skære i sig selv når han var tæt på Takeru. Men han havde hellere ikke haft behovet når han var sammen med Emi. Ryuu så op på Takeru og gengældte hans kys og tankerne blev skubbet tilbage. Ryuu lod sig presse ned og lage sine arme om Takeru for at sikre sig at han fulgte med ned. Ryuu så op på Takeru og kunne ikke lade hver med at smile lykkeligt tilbage. Han kunne ikke dele sine tanker med Takeru. Takeru var allerede bekymret for at Ryuu kun var sammen med ham på grund af det magtforhold de havde med hinanden, hvad ville han ikke tænke hvis Ryuu fortalte om hvad han havde fået afvide på afvænning. ”Og du siger du ikke gør noget.” sagde Ryuu drillende og lod en finger glide ned af Takerus rygrad og lod sin hånd glide ned og tog ved Takerus ene balde. ”Enten flytter du dig…” sagde Ryuu stille og lod sin anden hånd glide ned over Takerus mave og lod en finger glide ved kanten af Takerus badebukser. ”Eller jeg reducerer din stress.” sagde Ryuu drillende og lænte sig ned op og kyssede Takeru kærligt.

Takeru grinte lidt over Ryuus kommentar omkring, at Takeru ikke behøvede at gøre noget for at være uimodståelig, og han rystede lidt på hovedet. Takeru grinte lidt igen, da Ryuu påpegede, at Takeru nu gjorde noget. Det gøs i Takerus krop og han så ned af sig selv, da Ryuus hånd gled ned af hans krop. Takeru løftede sig i armene og satte sig op igen. "Nej.." sagde han roligt og så sig lidt omkring. Der var en del mennesker nede på stranden, men ikke rigtig nogen her oppe i klitterne. Eller måske var der, men der var mange bakker og skråninger, hvor man kunne gemme sig. "Lad mig reducerer din" sagde Takeru og satte sig over Ryuu med et ben på hver side. Han lænte sig ned og kyssede Ryuus bryst og kyssede ham ned af maven, mens han kravlede lidt bagud. "Hvis altså du vil?" spurgte Takeru, mens han så op på Ryuu med et spørgende blik og tog i kanten af Ryuus badeshorts.

Ryuu smilte tilfreds da Takeru så ned af sig selv, så hvad Ryuu gjorde ved ham. Ryuu ville ikke have Takeru tvivlede på at Ryuu selv ville det her. *Jeg må ligge mere op til ham, ikke bare modtage* Ryuu så underne på Takeru over hans nej, ikke rigtig sikker på hvad Takeru sagde nej til, især fordi Takeru virkede til at se sig omkring. Ryuu løftede sig lidt op og støttede på sine albuer. Selvom de var ude for farer, påvirkede det hans hjerne at Takeru så sig omkring og han kiggede selv lidt for at sikre sig at de var alene. Det gøs igennem Ryuu og han så overrasket på Takeru da han satte sig over Ryuu. Det gøs igennem Ryuu som Takeru kyssede sig ned af Ryuus krop og Ryuu sukkede stille over følelsen. Ryuus hjerte slog hårdt i hans bryst over Takerus spørgende blik. Ryuu havde selv lige konstateret at de var alene, men de kunne stadig blive fanget. Men frygten for at blive fanget, stoppede ikke Ryuus lem fra at være ved at blive hårdt ved tanken om hvad Takeru kunne gøre. Ryuu nikkede og så tændt på Takeru. ”Jeg kan umuligt sige nej til dig.” sagde Ryuu hæst, men smilte forsikrende. Det var ikke pågrund af Takerus navn at Ryuu ikke kunne sige nej lige nu. ”Hvordan kan man sige nej, når man ved hvor dygtig du er med din mund.” sagde Ryuu og smilte tændt til Takeru.

Takeru smilte lidt over, at Ryuu sagde, at han ikke kunne sige nej til ham. Han var ikke sikker på, at han brød sig om ordene, men Ryuus forsikrende smil, forsikrede Takeru at Ryuu ikke mente det og mere sagde det for sjov. Takeru smilte tilfreds og hev lidt ned i Ryuus shorts, så hans lem strittende kom frem. Det gøs igennem ham, da han så den. "Øvelse gør mester" sagde han flirtede og hæst til Ryuu. Han lænte sig ned og slikkede Ryuus lem fra roden til hovedet. Den smagte saltet fra havvandet. Takeru lagde sig mere ned mellem Ryuus ben, så han støttede på sine albuer i sandet. Han tog ved Ryuus lem og begyndte langsomt at slikke det og sutte på hovedet. Takeru lod langsomt hele lemmet glide ind i sin mund, han prøvede virkelig at holde sig selv tilbage, virkelig fokusere på Ryuus nydelse. Som regel var Takeru drevet af det, han selv havde lyst til at gøre ved Ryuu eller hvad Ryuu skulle gøre ved ham - det var det, der havde fået ham til at hamre Ryuus lem ind i sin mund den første gang, han havde suttet ham, og første gang han red ham. Takeru begyndte at bevæge sit hoved op og ned, mens hans tunge gled op og ned inde i munden. Han så tændt op på Ryuu og havde en forventning om, at Ryuu holdte øje med om der kom folk nær dem.