Endnu en nat på arbejde.. eller?

Aya sad stille og så på Kei da han tog sig en lur på deres tur, hun smilte lidt, hun havde også selv lyst til at sove, men det nyttede ikke noget at de begge to faldt i søvn og kørte fordi deres stop, så hun sad tæt op af ham i stedet. Hun vækkede ham selvfølgelig forsigtigt både da de skulle skifte tog og stige af det sidste.
Aya gik stille rundt og fandt det han gerne ville have til aftensmad, hun tog også tre melon brød og tre flasker med the, hun købte også noget røgelse. Hun betalte stille og gik ud af supermarkedet igen, hun smilte lidt ”undskyld jeg er så stille.. jeg har bare gjort det her i så lang tid at jeg er van til bare at gå og tænke på vej derhen” grinte hun lidt og så på med et smil, mens hun gik med poserne i hænderne. De gik et stykke før Aya drejede ind på en kirkegård, hun gik hen til sin Oppas krav og så lidt på den, den var altid ren og hans familie havde altid været der før hende med mad og røgelse til ham. Hun satte sig stille på knæ foran den og pakkede roligt et af melonbrødene ud af emballagen, hun satte det foran graden og åbnede også en af flaskerne med the og satte den siden af brødet. Hun åbnede røgelsen og tændte den med lighteren hun havde i sin taske, hun satte det i den lille vase der var ved gaven. Hun lod sine håndflader mødes og lukkede øjnene et kort øjeblik, hvorefter hun så op på Kei med et smil. Hun rodede i posen og rakte ham et af melonbrødene, hun plejede at spise et og drikke en flaske the, ligesom hun havde gjort med Oppa hver frokostpause. Kei kunne afvise hvis han ville. På gravstenen kunne Kei læste Ayas Oppas navn, fødselsdato og dødsdato, han var kun blevet 18 år gammel og var død for 5 år siden.
c

Kei gik stille rundt efter hende i supermarkedet. Han så på hende. ”Det er helt i orden.” sagde han og smilte. Kei tog den ene pose da de gik ud, så hun selv havde melonbrødene, theen og røgelsen. Kei så på kirkegården da hun drejede der ind, og han stoppede kort op. Han havde aldrig besøgt en kirkegård. Han gik stille efter hende. Han så på hende da hun satte sig ved graven og så på gravstenen. De havde været på samme alder da denne Oppa døde. Keis øjne blev lidt triste, og han tænkte på den eneste person han kunne huske. *Mon Hotaka fik lige så pæn en grav? Er der nogen som besøg ham?* tænkte han. Han kunne ikke huske hvor han kom fra da han flygtede, så han vidste ikke hvor Hotaka begravet. Kei så på hende da hun lod sine håndflader mødes. Han tog i mod brødet og så lidt på hende. Han havde endelig fået det meget dårligt. Han tog et bid af brødet og så sig lidt omkring. Han vidste ikke hvordan han skulle opføre sig, og stedet ledte hans tanker mod Hotaka og ufrivilligt mod hans forældre som han ikke huskede noget om. Hvem passede deres gravsted? Kei vidste ikke om han havde andre slægtninge. Kei stod roligt og spiste af brødet.

Aya synes det var lidt sjovt at han sådan fulgte hende rundt i supermarkedet, hun vendte sig flere gang og så lidt på ham med et lille smil. Aya så lidt undrende på ham da han tog en af poserne, men smilte bare lidt over det. Hun smilte lidt til Kei da han blev stående, han behøvede nu heller ikke at spise brødet hvis han ville. Aya fandt en flaske med the frem og satte den ved Keis fødder, så kunne han tage den hvis han ville. Hun fandt et melonbrød og en flaske the til sig selv, hun sad stille og spiste lidt af det mens hun rodet i sin taske, hun fandt spilledåsen frem og satte den ved graven, hun åbnede den så den begyndte at spille. Aya sad stille og spiste af sit brød og drak noget the engang i mellem, nogen gange plejede hun at snakke om hvad der var skete osv. Men det gjorde hun ikke mens Kei var her. Aya kom med et dybt suk ”selvom der er gået 5 år siden hans døde savner jeg ham stadig” sagde hun og så kærligt på gaven ”og selvom han kun var min kæreste i lidt over et år elskede jeg ham virkelig højt” sagde hun og så med et kærligt smil op på Kei.

Kei så på flasken med the og så på hende og smilte lidt. Kei lukkede øjne da spilledåsen begyndte at spille og smilte lidt. Han kunne godt lide melodien, han ville se om han kunne lære den uden af. Kei pukkede sig ned og tog flasken op og tog en slurk, men de hjalp ikke på hans kvalme. Kei så på hendes rygge da hun begyndte at tale. Han smilte til hende da hun så på ham. Han gik hen til hende og lage en hånd på hendes hoved. Han vidste ikke hvorfor, men tanken om at hun selv have valgt at elske en person, gjorde han glad. ”Jeg ved hvordan du har det.” sagde han og smilte til hende. ”Jeg har også en jeg savner meget, og det er 11 år siden han døde.” sagde Kei og smilte trist og tog om sin amulet. ”Nå, jeg vil lade jer to være lidt alene. Du kalder bare når du vil videre.” sagde han og smilte kærligt til hende. Han så på graven et kort øjeblik og bukkede kort for den, og vendte den så ryggen. Han gik stille mellem gravene med hænderne i lommerne.

Aya smilte lidt trist da han kom og lagde en hånd på hendes hoved, det fik hende lidt til at føle sig som et barn. Hun så undrende op på ham da han sagde at han vidste hvordan hun havde det, men så kom hun i tanke om at han vist havde sagt noget om at han havde fået den fløjte af en han havde holdt af. Aya studerede stille Kei med et lille smil og så hvordan han tog om amuletten. Hun nikkede til at hun nok skulle kalde på ham når hun ville videre, hun smilte glad da han kort bukkede for graven, det virkede som om han viste Oppa respekt. Hun så lidt efter ham med et lille smil, da han var et stykke væk begyndte hun at tale med Oppa, hun talte lidt om arbejdet, hvordan hun var flyttet, skolen og selvfølgelig Kei. Hun sad stille og spiste sig brød færdig og drak hendes the mens hun talte med ham. Da hun var færdig med at tale, samlede hun skraldet sammen og puttede det i den pose hun havde. Hun rejste sig og bukkede for Oppas grav ”jeg savner dig” hviskede hun hvorefter hun gik hen for at finde en skraldespand til skraldet. Derefter gik hun rundt for at finde Kei, da hun fandt ham sneg hun sig ind på ham bagfra og greb rundt om ham, hun pressede sig ind til hans ryg, hun følte sig lidt trist, selvom hun vidste det ikke hjalp noget, det var også 5 år siden nu, men Oppa var vist den eneste mand hun nogensinde rigtigt havde elsket og han havde ændret hendes liv.

Kei blev bare ved med at gå rundt. Han kiggede på de forskellige grave, og de gav ham bare mere kvalme. Han hadet døden og var bange for at han selv skulle opleve den alt for tidligt. Han tanker blev ved med at vende tilbage til, hvor hans familie mon lå. Var de begravet det samme sted? Eller spredt for alle vinde? Kei stivnede da nogen slog arme om ham bagfra. Han kunne mærke Ayas varme. Hun tog ved hendes hænder og løsnede hendes greb om sig. Det kunne godt virke som om han var vred. Han vendte sig om og tog om hende igen. Han lage en hånd på hendes baghoved og trykkede hende tæt ind til sig. Han havde lyst til at græde, fortælle hende om Hotaka. Han havde aldrig talt om ham, ikke en gang med sig selv. Men han holdte det i sig, og trykkede hende bare tæt ind til sig, glad for at der var en hos ham. *Jeg har aldrig tænkt så meget på Hotaka, som efter jeg mødte Aya.* tænkte han. *Du er farlig for mig Aya.* tænkte han og smilte lidt trist. Han slap hende stille og så kort på hende. Han øjne smilte, men var også triste. ”Nå, skal vi komme tilbage, eller er der andet du vil?” spurgte han og så væk fra hendes øjne.

Aya så lidt trist på Kei da han løsnede hendes greb om sig *Vil han ikke have jeg holder om ham længere?* tænkte hun lidt trist, men smilte så glad da vendte sig og tog om hende. Hun pressede også ham tæt ind til sig og hvilte sit hoved ved hans skulder. Aya så op på Kei da han stille gav slip på hende, hun smilte lidt over hans øjne men der var noget galt med dem. Hun studerede ham lidt "Ja.. der er noget andet jeg vil" sagde hun stille og tog blid fat om hans hage og fik ham til at se på hende. Hun kyssede ham lidenskabeligt, hun havde set det triste blik og ville på en måde gerne trøste ham som han trøstede hende. Hun skilte deres læber ad og hendes blik var meget kærligt, hun sendte ham et kærligt smil mens hun kærligt kørte en hånd op af hans kind og på i hans hår. Hun tog hans hånd og begyndte at gå fra kirkegården mens hun gik med posen i sin anden hånd *Nu hvor han kan li mig ville det vel gøre ham glad at jeg var kærlig.. ikke?* tænkte hun mens de forlod kirkegården.

Kei så på hende da hun tog ved hans hage. Han kyssede hende igen. Kei så hende ind i øjne, og nød hendes blik, hendes smil og hendes kærlige berøring. Kei tog stille om hendes hånd og begyndte at gå. Han smilte lidt for sig selv. *Hun prøver virkelig. Men det gør næsten mere ondt når der ikke er rigtig følelser bag.* tænkte han og tog posen fra hende. *Stop det, du har jo ikke en gang følelser for hende. Hun er bare den eneste du har lukket ind i din lejlighed som er på din egen alder.* tænkte han surt. Han stoppede op da de var kommet ud af kirkegården og lænte sig ned og kyssede hende igen og smilte stille. Han vidste ikke hvorfor, men han lod sig selv nyde at den falske kærlighed der var i mellem dem. Snart forsvandt hun alligevel ud af hans liv, så kunne han komme tilbage på sporet.

Aya så lidt undrende på Kei da han tog posen fra hende, men smilte så lidt, det var vel sødt gjort. Aya stoppede stille med Kei og så op på ham, hun tog i mod hans kys og kyssede ham igen. Hun smilte stille tilbage til ham "Tak fordi du tog med mig i dag" sagde hun stille mens de begyndte at gå mod banegården igen. De skulle tage samme rute tilbage og ligesom før satte Aya sig altid tæt op af Kei.
Da de kom tilbage til lejligheden rodede Aya i sin taske, hun tog spilledåsen, som hun havde husket at tage med tilbage fra graven, op for at finde sin nøgle. Hun fandt den og låste dem ind, de virkede faktisk meget som et par hvis hun selv skulle sige det. Hun trådte sine sko af ved døren og gik hen til skuffen med sin spilledåse. Hun smed sin taske og gik hen til Kei, hun tog posen mens hun kyssede ham. Hun gik mod køknet for at lave det Kei havde sagt han ville have til aftensmad.

Han smilte til hende. ”Det var så lidt.” sagde han. Han ville ikke sige det have været hyggeligt, det virkede forkert, og det faktum at han stadig havde kvalme. Kei sov ikke på turen hjem og lod sig nyde at hun sad tæt op af ham.
Kei så på spilledåsen da hun fandt den frem for at låse op. Kei havde selv nøglerne i lommen, så han kunne godt have låst op. Hun havde holdt fast på de i 5 år, fordi hun havde fået den af denne Oppa som hun havde været samme med i 1 år. *Hun må virkelig have holdt af ham. Klart hun ikke vil lukke andre ind* tænkte han og gik ind efter hende. Han skubbede sine sko af og gik ind. Han så efter hende da hun gik hen til skuffen med spilledåsen. Han kyssede hende igen og lod hende tage posen. Han så efter hende og smilte lidt for sig selv, men smilte sig trist. Han gik ind på værelset og fandt sig fløjte frem og gik ind i stuen og smed sig i sofaen. Han ville gerne hjælpe Aya, men han havde brug for at slappe af. Han tog fløjten til munden, og spille en melodi Hotaka altid havde spillet for at gøre ham glad.

Aya stoppede kort med et hun var ved at lave da hun hørte at Kei begyndte at spille, hun lavede så videre på maden og hun begyndte langsomt at smile over den melodi Kei spillede. Da maden bare skulle stå og koge lidt gik hun stille ud til Kei og satte sig stille siden af ham, hun lænte sig op af hans skulder og nød melodien han spillede. Hun kunne godt li når han spillede på sin fløjte. *Mon en han mistede var personen fra artiklen?* tænkte hun, men kunne ikke få sig til at spørger Kei.

Kei åbnede kort øjne da Aya kom ind i stuen, men lukkede dem så igen. Han havde det med at lukke øjne når han spillede, så kunne han næsten så Hotaka for sig, se hvordan han spillede for ham. Han åbnede øjne igen da hun lænte sig op af ham. Han sluttede sin melodi og så på hende og smilte lidt. Han virkede mere rolig nu. Hotaka havde været alt for ham, alt hvad Hotaka havde sagt var ved Kei ville leve efter, men han havde ham ikke til at spørg mere. Han så lidt på fløjten og lod den glide i mellem sine finger. Han kunne huske alle melodier Hotaka havde spillet, og siden Hotaka døde havde Kei lært dem alle og undersøgt fløjten så mange gange, at han kunne beskrive den ned til miste ris.

Aya havde også lukket sine øjne og nød melodien, hun åbnede dem stille da Kei stoppede med at spille, hun så op på ham og smilte lidt tilbage til ham. Hun så ned på fløjten da han lod den glide mellem sine fingre, hun strakte stille sin hånd ud og lod en finger glide den langs den. Hun så prøvede op på ham, næsten som om hun spurgte om hun måtte røre ved den, men viste samtidigt at hun ikke ville noget ondt. Hun lænte sig ind til ham og lod deres pander mødes, hun nød den dejlig rolige følelse der var mellem dem lige nu. Hun lod sin hånd hvile på hans lår og ville til at kysse ham da hun kunne høre at maden ude på komfuret kogte for meget. Hun rejste sig med et lille smil og et suk, hun skyndte sig ud i køknet og tog gryden af blusset, maden var heldigvis ikke kogt på. ”Kei.. vi skal spise” kaldte hun og begyndte at finde skålene frem, hun smilte lidt over hvor hurtigt hun havde lært hvor tingenen var hende i Keis køkken… deres køkken. Hun sukkede lidt *Hvis det var, kunne jeg jo godt gøre min uddannelse færdig her? Så kunne jeg være længere tid sammen med Kei* tænkte hun mens hun uopmærksomt prøvede at hælde noget af maden op i en skål. *Hvad tænker du dog! Hvorfor skulle du blive her længere? På grund af ham?* nåede hun at tænke før hun mærkede hvordan maden, som hun uopmærksomt stod og hældte ned over sin hånd i stedet for i skålen, brændte hende hånd. ”Av!” sagde Aya forskrækket og hev sin hånd til sig, skålen væltede med blev heldigvis ikke ødelagt, hun knugede sin hånd ind til sig og kunne mærke hvordan tårerne pressede på.

Kei så på hende da han så hendes hånd. Han havde aldrig ladt nogen røre ved den. Han smilte roligt til hende. Han havde jo også rørt hendes spilledåse. Kei lukkede øjne da han rørte hendes pande. Han nød den ro der var i mellem dem. Han åbnede øjne da hun lage en hånd på hans lår. Han løfte stille sin ene hånd for at ligge den på hendes kind og var klar til at kysse hende, da hun rejste sig. Han smilte roligt tilbage til hende. *Vi virker som en nyt gift ægtepar.* tænkte han og sukkede og grinte lidt da hun råbte at der var mad. Han gik ind på værelset og lage fløjten tilbage i skuffen, da han hørte larm fra køknet. Han vendte hurtigt rundt og løb ud i køknet. Han var ligeglad med alt der var væltet, han skyndte sig hen til hende og tog hendes hånd. ”Er du okay?” spurgte han, selvom han kunne se at hun ikke var. Han tændte for vandet og tog hendes hånd ind under vandet og slap luften ud. Han vidste ikke at han havde holdt vejret. Hans hjerte bankede hurtigt. Han så lidt mod hendes hånd, og vidste hvilken følelse han lige havde haft. Han havde været ved at gå i panik. *Jeg var ved at gå i panik fordi hun kom til skade?* tænkte han og sukkede stille. ”Hver mere forsigtig.” sagde han mens han så på hendes hånd. Han kunne ikke lide tanken om det, at han gik i panik på grund af en anden.

”Jeg har det fint” sagde Aya og prøvede at hive sin hånd lidt til sig, man kunne høre gråden i hendes stemme og hun så ned i jorden for at han ikke skulle se vandet der samlede sig i hendes øjne. Aya gav sig lidt da han lod vandet ramme hende hånd, hun så stadig ned i gulvet og mærkede hvordan vandet fik det til at svige, men så gjorde det bedre. ”Ja ja jeg ved det godt” sagde Aya og hev sin hånd til sig mens hun vendte ham ryggen, hun tog stille den del af hånden hun havde brændt sig i munden, hun kom med et lille snøft og lod en tåre glide ned af hver af hendes kinder. Hun vendte sig mod maden igen og Kei ville kunne se tårerne der havde løbet ned af hendes ene kind.

Kei så op på hende da hun vendte ham ryggen. Han så trist på hende. Kei skubbede til maden da hun vendte sig mod den igen. Han havde set hendes tåre. ”Det er lige meget lige nu. Vi skal have gjort noget ved den hånd.” sagde han og lage sine hænder på hendes kinder og fik hende til at se op på ham. Han tørrede en tåre væk med hans tommel finger. ”Gør det meget ondt?” spurgte han og så bekymret på hende.

Aya så op på Kei da han tvang hende til det, hendes blik var overrasket, men blev så mere kærlig, han bekymrede sig for hende. Hun lukkede sit ene øje da han tørre en af hendes tåre af, hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigere og hårdere. ”..Ja..” sagde hun stille til at det gjorde ondt ”men fuck det..” sagde hun så ”kys mig Kei” sagde hun med lidenskabeligt og kærligt. Aya trak ham med ned på gulvet og havde sex med ham hvis han var villig, både mere kærlig og vild sex end det plejede at være. Lige meget hvad rejste Aya sig bagefter og tog sin hånd lidt mere under vandet.

Kei så overrasket på hende, men kyssede hende, ude afstand til at kunne modstå hende. Kei havde sex med hende og nød hvert sekund af det og lod sig rive med af følelserne han ikke forstod. Han rejste sig da de var færdige og så på hende da hun tog sin hånd under vand igen. Han gik hen og tog om hende bagfra og kyssede hendes kind og så på hendes hånd. ”Pas bedre på dig selv, okay?” sagde han kærligt og kyssede hendes kind igen og slap hende for at gå ud og vaske sig.

Aya nød også hvert sekund hun var i Keis arme. Ayas krop gav sig lidt da Kei tog om hende og kyssede hende på kinden ”Ja ja” sagde hun koldt og trak sig lidt væk fra ham. *Hvad gik det ud på!* tænkte hun vredt over sig selv, hun havde bare ikke kunne styre sig fordi han pludselig var så kærlig og bekymret, det var jo det hun ville have. Hun sukkede og lænte sig ind over vasken næsten som om hun skulle brække sig, hun stod og tænkte mens hun langsomt varmet maden op igen. Hun ville også gerne ud og vaske sig, men ventede til Kei var færdig.

Kei bemærkede straks hendes kolde attitude og hans smil forsvandt. Han skyllede sig og blev vred på sig selv. Det havde været forkert af ham at lade sine følelser styre, han kunne ikke tillade at være sådan overfor Aya. Han steg ud af badet og tørrede sig og gik ind og trak i tøj. Han gik ud i køknet og så på hende. ”Du kan gå i bad nu, så ordner jeg det sidste.” sagde han uden følelser.

Aya stod og så ned i vasken da Kei kom, hun rynkede lidt på næsen da han virkede kold, det gjorde på en måde ondt, men hun vidste jo at hun lige havde gjort det samme ved ham. ”Okay” sagde hun trist og gik ud i badet, hun smed det af sit tøj hun stadig havde på. Hun sukkede *Hvorfor gør det her ondt?* tænkte hun lidt undrende, hun lukkede sine øjne og mærkede hvordan hun bare havde lyst til at være med Kei, føle Keis kærlighed. Hun steg ud af badet og tørre sig lidt inden hun pakker sig ind i håndklædet. Hun gik ud i køknet og så lidt på Keis ryg mens han stod og ordnede maden, hun sukkede ”Kei… jeg hader dig virkelig” sagde hun i et suk, hvis han så på hende ville han se hende stå og læne sig op af væggen, hendes blik var kærligt.

Kei stod stille og rørte i maden. Han hadet den her følelse. Det gjorde ondt, og han havde lyst til at holde om Aya, påtvinge hende de følelser han ikke en gang var sikre på at han havde. Han var ved at finde skåle frem da hun talte. Han kunne mærke at hans hjerte slå et slag over og han vendte sig stille om, uden følelser, lige ind til at han så hendes blik. Han stilte sig op af bordpladen, krydsede sine arme, hans øjne var lige så kærlige som hendes. ”Jeg hader også dig.” sagde han også i et suk.

Aya studerede ham lidt, hun fik et kærligt smil på læberne, hun skubbede sig væk fra væggen og skyndte sig over til ham, hun faldt ham om hals, hendes håndklæde gled af og hun kyssede ham kærligt. Hun vidste ikke hvad det her betød, men hun elskede det. Hun trak sig væk fra ham og tog sig til læberne, det var tydligt hun havde taget sig selv i det. Hun sukkede og samlede sit håndklæde op, hun fattede ikke ordene der nu kom ud af hendes mund ”måske skulle jeg bliver her lidt længere end jeg havde planlagt” sagde hun stille og så sig over sin ene skulder ”ville du gerne have det?” spurgte hun kærligt med et kærligt blik.

Kei så overrasket på hende da hun skyndte sig hen til ham, men han slog arme om hende kyssede hende kærligt igen. Hver gang han troede han havde fået styr på sine følelser, åbnede hun sig for ham igen og han tog i mod hende. Han lod hende glide ud af sine arme. Han så på hende mens hun samlede sit håndklæde op og hans hjerte bankede hårdt mens hun talte. *Sig hun ikke kan. Sig hun skal tage af sted så snart det er muligt.* men han kunne ikke da hun så på ham. Det var ikke hvad han ville have. Han ville have hende her, hos sig. ”Ja, det vil jeg gerne have.” sagde han kærligt og gik hen og kyssede kærligt hendes læber. *Stop! Du skader bare dig selv. Du burde sende hende væk nu, ud af dit liv inden det her komme for langt ud.* men han kunne ikke, han elskede at have hende hos sig. Han gik tilbage til maden og hældte det op i to skåle. ”Maden er klar.” sagde han og så på hende og smilte kærligt.

Aya elskede at stå der presset op af Kei og nød hans kærlige kys. Hun smilte lidt da han sagde det var det han ville og kyssede hende, hun kyssede ham kærligt igen. Hun så efter ham, hun lagde ikke rigtig noget i det, det var bare fordi hun godt kunne li at være her, hos ham. Hun pakkede sig selv ind i håndklædet og gik over til ham da han sagde maden var færdig, hun tog den ene skål og gengældte hans kærlige smil. Hun drak stille af skålen og studerede Kei. *Hvor længe jer mon vil blive hos dig?* tænkte hun mens hun så på drillende øjne, Aya vidste ikke at hun ville være forsvundet inden for 2 måneder.