Hvem er jeg?

Hina smilte, og gik ud i køknet for at lave the. Hun gik stille ind i stuen, da hun hørte Shou, og stilte koppen på bordet. Hun tog i mod blokken og læste. ”Okay.” sagde hun og smilte til ham. Hun gik ud på badeværelset og fandt et håndklæde frem, og gik tilbage til stuen, og satte sig bag Shou og begyndte at tørre hans hår. ”Hvad skal du lave i morgen?” spurgte hun nysgerrigt.

Shou så lidt undrende tilbage på Hina da hun kom for at tørre hans hår, men han lod hende gøre det. ”Jeg skal bare arbejde lidt” sagde han roligt, hvis det stod til ham blev det en korts arbejdsdag. Shou drak lidt af sin the, men det var ved at være sent. Så han rejste sig, gik ud og børstede tænder og sagde godnat til Hina. Han gik i seng.

Hina sad roligt og tørrede hans hår. Hun ville gerne spørger mere, men hun vidste ikke hvor meget hun var tilladt til at spørger om, så hun holdt sin mund. Hun så efter Shou, da han gik ud på badeværelset igen. Hun smilte til ham. ”Godnat.” sagde hun. Hun satte koppen ud i køknet, og gik selv i bad. Da hun var færdig, gik hun hen til den stige, som førte op til den hems, hvor Shou ville have hende til at sove. Hun var stadig ikke meget for det, og pludselig følte hun sig meget alene igen. Den 3 regel var, at hun sov i sin egen seng. Hun gik hen og lage sig på sofaen. Hun havde taget Shous bukser på igen, men ellers taget en af de nye trøjer på hun havde købt og undertøjet. Hun faldt i søvn på sofaen, men sov uroligt.

Shou sov roligt i sin seng natten igennem. Han stod op da hans vækkeur ringede tideligt næste morgen, han rodet sig irriteret i håret og gik ud i stuen mens han strakte sig. Han så undrende på Hina der lå på sofaen, han sukkede lidt og samlede hende op i sine arme. Han løftede hende ind til sin egen seng og puttede hende under den varme dyne. Han strøg hende over kinden og fandt stille noget tøj, han trak lydløst i det og skrev hurtigt en seddel til Hina, med at hun måtte have en god dag. Han gik ud af lejligheden og låste døren efter sig.
Da han kom hen til studiet var der kaos, intet var klar og bandets manager var også ved at være godt træt af Shous attitude. Han forstod ikke hvad der var sket med den dreng han havde mødt dengang bandet var startet og så Shous opførsel som et tegn på uforskammethed. Det fandt Shou sig selvfølgelig ikke i, og til trods for at de 5 andre bandmedlemmer prøvede at hidse de to mænd ned, hjalp det ikke. ”Fint! Hvis du skal te dig som et lille barn vil jeg også behandle dig som et lille barn!” skreg manageren helt kog rød i hovedet af raseri. Hans blik fløj igennem lokalet ”Dig! Unge dame!” råbte han og pegede på Nao ”Du er hermed Shous personlige assistent og jeg giver dig ansvaret for ham” sagde han og folede armene. Manageren vidste selvfølgelig ikke at Nao bare havde arbejdet som et studiejob, det var ikke ualmindeligt at unge mennesker smed alt andet væk for at være i denne branche. ”Det kan du ikke mene! Jeg har ikke brug for en babysitter!” argumenterede Shou rasende. ”Åh virkelig? Kan du så forklare mig hvorfor du er udeblevet fra samtlige events de sidste mange måneder? Og hvorfor du bare er begyndt at se mere og mere usund ud siden du flyttet til storbyen?” spurgte manageren og vidste han havde ret. Shous livsstil var blevet vendt på hovedet i forhold til den han havde levet på landet, og man var begyndt at kunne se det på ham. ”Fint! Gør som du vil! Jeg er den der er skredet!” snerrede Shou. Manageren så med det samme på Nao, det var nu hans job at sørger for at Shou overholdte sine aftaler. Manageren regnede bare med at de aftalte løn osv. senere.

Hina kom med en lille lyd, da hun blev løftet, men vågnede ellers ikke, og hun puttede sig lidt ind til den varme krop. Hun puttede sig også hurtigt under den varme dyne, og smilede da noget rørte ved hendes kind. Hun hørte ham ikke forlade lejligheden, og sov nu trygt i den varme seng.
Nao var mødt op på arbejde. Han havde ikke skole i dag, og det var han lykkelig over, for han havde hørt at Star Shine skulle indspille i dag. Han havde arbejdet hos pladeselskabet i noget tid, men han havde endnu ikke set Shou eller de andre fra Star Shine, men han følte sig heldig i dag. Han havde set, ja endda talt med Shou dagen før, og næsten fået hans autograf, hvis det ikke havde været for de andre fans. *Hvem mon den pige han var sammen med?* tænkte Nao. Hun havde set ud til at være på hans egen alder, og hun havde kaldt Shou ved fornavn. Nå ja, det gjorde de fleste. Men han havde spurgt hende hvad de skulle have og spise, og han havde taget hende med da de løb. *Mon Shou har fået en hemmelig kæreste?* tænkte Nao, og kunne mærke han blev trist ved tanken. Han rystede lidt på hovedet. Shou var hans idol, så burde han vel være glad når Shou var det. Nao var egentlig ikke tilladt til at være i nærheden af stjerne da han kun var studiearbejder. Hans brødre ville ikke lade ham gå ud af skolen. Men han ville se Shou i dag. Nao greb nogen mapper, og skyndte sig ind i elevatoren, efter nogen andre som var gået ind i den. Nao ville bruge mapperne som undskyldning, at han skulle aflevere dem til nogen, og så var faret vild. Nao havde et par blå bukser og en grøn ærmeløs, tætsiddende top, og en hvid kort trøje, som ikke var lukket foran, og hvor ærmerne kun gik til midt på armen, og den ikke gik længere ned ind til det øverste af brystet. Nao gjorde aldrig noget forsøg for at folk skulle tro han var en pige, han gik i det tøj hans synes klædte ham. I det her tøj kunne man også tydeligt se, at han ikke havde bryster, men han havde alligevel oplevet at de fleste alligevel blev enige med sig selv om, at han var en pige, bare en som endnu ikke havde udviklet bryster. Nao stod stille og lyttede på de andre i elevatoren, og han hørte nogen nævne Star Shine, og hvilken etage de var på. Nao gik ud af elevatoren på den etage, og kunne høre stemme, vrede stemme. Han fulgte dem, og så Shou som var ved at skændes, ja det måtte være deres manager. Det gik et sæt igennem Nao, da der blev peget på ham. Han havde ikke fået fat i, hvad de havde snakket om, og var bange for at han ville få skæld ud for at være på etagen. ”Assistent?... Personlig?... Mig?” Nao var paf. Nao så på Shou, da der blev påpeget, at Shou var begyndt at se usund ud, og det var sandt, at Shou ikke havde deltaget i nogen events. Nao så efter Shou da han gik, og var stadig paf over samtalen. Han mødte managerens blik. ”Ja.” sagde han hurtigt, da han kom i tanken om, hvad han lige var blevet udpeget til. Der var ikke tid til at forklare noget, puls han var super heldig, og han kunne ikke forstå sit held. Han lage hurtigt mapperne fra sig, og skyndte sig efter Shou. En anden assistent, stak et stykke papir i hånden på Nao, det var Shous aftaler for dagen. ”Shou vent.” sagde Nao, og skyndte sig op på siden af Shou.

Shou kunne ikke lade vær med at smile lidt da Hina puttede sig lidt ind til ham, hun var nu meget nyttet, af et kæledyr at være.
Shou satte overhovedet ikke farten ned selvom pigen bad ham om det, han gik ud, fandt en jakke med hætte, hev den arrigt over hovedet og gik ud af bagdøren.

Nao skyndte sig efter Shou. ”Shou vent.” sagde han, og skyndte sig hen og tog ved Shous overarm for at stoppe ham. Han gav dog hurtigt slip igen, men så op på Shou. ”Du kan ikke gå… du skal..” sagde han og så på den plan han havde fået. ”Du skal øve lige nu, og om to timer skal du til et interview.” sagde Nao og så op på Shou igen.

Shou skyndte sig stadig videre ”Jeg er ligeglad” sagde Shou surt.

Nao så forvirret på Shou. ”Ligeglad?” sagde Nao forvirret. ”Ligeglad?” sagde Nao nu vredt og løb foran Shou og stilte sig i vejen for ham, så han ikke kunne komme forbi. ”Blev du ikke kendt for at gøre dine fans glade?” spurgte Nao og så trosigt op på Shou. ”Jeg er nok din største fan, men der er mange andre som næsten er lige så store som mig, og de ville blive såret hvis de vidste at deres idol var ligeglad med dem.” sagde Nao fast. ”Du betyder så meget for så mange nu, så dit arbejde ikke kun dit mere, det påvirker så mange mennesker.” sagde Nao, og han kom pludselig i tanke om at han stod og snakkede sådan til hans idol. ”Så.. Vil du ikke godt blive? Du kan måske godt hoppe din øvelse over, men du er altså nød til at komme interviewet, ellers får jeg bare problemer.” sagde Nao.

Shou stoppede op ”Selvfølgelig blev jeg ikke kendt på grund af mine fans.. jeg havde jo næsten ingen fans før jeg blev kendt..” sagde han roligt, så logisk måtte pigebarnet vel være. De eneste fans han havde haft fra starten var hans familie, de var hans største fans. Shou sukkede lidt, hvis hans arbejde påvirkede så mange mennesker på så dybt et plan, så var de godt nok dårlige til at vise det. Shou så ned på sit skema som pigen havde i hånden, hvis hun så gerne ville være hans personlige assistent, så skulle hun også få lov til at arbejde for det. Han smilte lidt ”Fint.. jeg gør alt du siger i dag..” sagde han og krydsede sine arme. ”Så fortæl mig.. min næste aftale er om 30 minutter og jeg skal køre med chauffør. Har du hans nummer?” spurgte han med et lille smil, det havde pigen højst sandsynligvis ikke. Han gjorde ikke dette for at være ond, men han var træt af mennesker der påtog sig rolle, som for eksempel hans største fan, uden at vide hvad de talte om.

Nao forstod ikke Shou, men han vidste selvfølgelig heller ikke hvad det indebar i at være kendt. Hvis det ville være ham, ville han gøre alt for at gøre sin fans glade, lige meget med hvor mange han havde. ”Det er vel stadig det hver, at gøre en enkel af dine fans glade.” sagde Nao lidt surt. Nao smilte lidt, da Shou sagde de gjorde som han ville. Men smilte forsvandt da Shou snakkede om nummeret til en chaufør. Nao kiggede lidt opgivende på papiret i håb om at den havde oplysningerne han skulle bruge. ”Nej… Jeg… De gav mig ikke den form for oplysninger.” sagde Nao stille. Han bed sig lidt i læben og så sig om. ”Vent her, så løber jeg op og får fat i det.” sagde Nao og smilte til Shou, og skyndte sig igen ind af den bagdør de var kommet ud af.

Shou så lidt irriteret på pigen, hvad med det der gjorde ham glad? Hvis hans fans virkelig elskede ham, var det så ikke det der burde være det vigtigste? Shou sukkede, hvad havde pigen også regnet med? Hun kunne ikke bare tage et papir i hånden og blive hans assistent. Han stod lidt og tænke på Hina der stadig var der hjemme. Han så på sit ur, nok hun kunne finde ud af finde noget at spise? Shou vendte om på hælen, men der var en der greb fat i ham, han så sig overrasket tilbage, det kunne umuligt være pigen der allerede var tilbage. Han så ned på et af sine bandmedlemmer der stædigt begyndte at trække ham tilbage. Shou sukkede lidt, hans bandmedlemmer var også trætte af ham, men de havde været så meget igennem sammen og var nogen af de bedste venner. Bandmedlemmet trak ham stædig ind i bygningen og satte ham på en kasse, Shou så undrende på resten af bandmedlemmerne der havde sat instrumenter op. Shou så sig lidt omkring, der var ingen andre til stede p.t. så det var ikke engang en øvelse, og hvorfor sad han her? Bandmedlemmerne stod på deres sædvanlige pladser, bortset fra en af dem, deres ene basspiller stod ved mikrofonen. Shou rynkede lidt bryn, han havde aldrig hørt deres basspiller synge før. Bandet begyndte at spille en sang der ikke var deres egen, og basspilleren begyndte at synge. Shou så forfærdet på deres basspiller, det lød forfærdeligt. Men Shou kunne ikke lade vær med at grine lidt, deres basspiller spillede rollen som sanger temmelig overdrevet og Shou kunne godt se hvordan sangen relaterede til hvordan han havde det, han var træt af de falske ansigter, men han havde glemt hvorfor ahn var startet med det her, fordi han synes det var sjovt og fordi han var sammen med bandet. Shou rejste sig fra kassen og gik hen til basspilleren, han gav ham et kram og begyndte at synge med ham. Lige så snart Shou åbnede munden og sang var det tydeligt hvorfor han var forsangeren i bandet. Basspilleren sang stadigt og hans forfærdelige stemme blandede sig med Shous. Shou dansede lidt rundt med basspilleren og bandmedlemmerne, det her var sjovt, og det havde vist også været meningen. Deres manager kom gående hen til døren og så ind, han smilte lidt. ”Hvis bare han var i stand til at være den gamle Shou når han er alene, så kunne han gå solo” sagde manageren med et suk.


((https://www.youtube.com/watchv=50GQjUZ4P3M&index=9&list=LLJ8JvG7jAmYaAx4f3xhLblA – Det er den her sang de render rundt og synger, bare med mandestemmer selvfølgelig :p ))

Da Nao kom ud igen, var Shou væk. Han havde vel håbet lidt på at Shou ville være blevet. Nao løb ud af gyden, og så om han kunne finde Shou igen. Nao havde fået lidt flere oplysninger, ikke mange, fordi han var ny i faget. Hvis det var rigtig, burde han slet ikke være Shous assistent. Nao gik ind igen, og hørte Star Shine synge og fulgte lyden. Han smilte lidt da han kunne høre Shou synge. En kvinde fra reception kom hen til det rum hvor Shou og bandet var ved at synge. Nao så hen mod hende, og genkendte pigen bag hende. Det var den pige Shou havde været sammen med dagen før, Hina.
Hina var vågnet op i sengen, først lidt forvirret, da hun ikke kunne huske hun var gået ind i den. Hun håbede bare ikke Shou havde set hende i den og ville give hende skæld ud igen. Hun havde rejst sig og redt sengen, men havde ellers ikke haft andet at lave. Hun havde lavet lidt mad til sig selv og spist, og så ellers bare siddet og set lidt fjernsyn. ”Mon Shou får noget ordentligt at spise?” sagde Hina stille for sig selv. Hun så på den blok Shou havde givet hende aften før, den med adressen på hvor han ville være og hans telefonnr. Han havde gået nok sagt at det var hvis der opstod problemer. Han havde ikke sagt noget om at hun ikke måtte gå ud i dag, selvom han den først dag havde sagt hun ikke måtte gå ud. Han havde heller ikke givet hende en nøgle eller noget til lejligheden. Hun sad lidt uroligt, men rejste sig så og gik ud i køknet og lavede noget mad og pakkede det ned. Så gik hun hen til det tøj hun havde købt og skiftede til en af de nederdele hun havde købt og en ren trøje. Det var ikke en regel at hun ikke måtte gå ud, så hun tog chancen. Hun tog maden og blokken med adressen, men blev lidt usikker på døren, men fik den til at smække efter sig, og skyndte sig afsted. Hun havde fået lidt hjælp på vejen til at finde der hen, og det havde taget hende noget tid. Da hun endelig havde fundet stedet, ville de i første omgang ikke lukke hende ind. Det var først da hun havde vist dem blokken med Shous nummer, at en af dem var gået hende med op.
Receptionsdamen gik hen til Shous manager og hviskede til ham. ”Hun siger hun er Shous kæledyr, og hun havde hans telefonnr.” hviskede hun og gav ham blokken som Shou havde skrevet. Hun ville gerne vide om hun skulle ringe efter som kunne tage sig af Hina, eller hvad manager ville have der skulle ske.

Hina smilte roligt da manageren så på hende. Hun vidste ikke hvad hun gjorde eller sagde virkede forkert, hun håbede bare hun kunne gøre Shou glad med sin madlavning. Hina fulgte roligt med da manageren tog ved hendes arm og trak hende med. Hendes smil blev større da hun så Shou. Han virkede anderledes end hjemme i lejligheden, men hun kunne godt li at han virkede glad. ”Mad.” sagde hun roligt. ”Jeg havde ikke andet at lave i dag, så jeg tænkte jeg ville komme med noget mad til dig.” sagde hun og smilte. ”Men, du har måske allerede spist?” spurgte hun, og hendes smilt svandt lidt ind. Hun frygtede at Shuo ville se hende som en belastning eller at hun havde gjort noget forkert igen.

”Mad” gentog Shou underende og så ned på det Hina havde med, han så lidt undrende op på hende ”Nej.. det har jeg vel ikke..” sagde han roligt, det var sødt at hun var kommet herhen med mad til ham, men han var ikke glad for at hun bare sådan var gået ud. Men han kunne jo sådan set heller ikke byde hende at blive i lejligheden hver dag hele dagen. ”Tak.. Hina” sagde han roligt med et lille smil, han måtte snart finde ud af hvad han skulle stille op med hende.

Hina nikkede da Shou sagde mad og løftede den pose hun havde maden i lidt op. Hendes smil blev større da Shou sagde han ikke havde spist. Hendes smil blev endnu større da Shou roste hende. Selvom hun kun havde været sammen med Shou i kort tid, elskede hun allerede når Shou roste hende. ”Hey Shou, skal du ikke præsentere os?” spurgte en af de fem andre mænd i lokalet og lage en arm over Shous skulder og så ned på Hina. Hina havde ikke rigtig lagt mærke til dem før nu. ”Jeg er Hina.” sagde hun og bukkede. Hun rettede sig op igen. ”Jeg er Shous kæledyr.” sagde hun. Shou kunne sagsten nå at stoppe hende fra at sige det hele, ellers ville hun stå og smile som om det var det mest almindelige i verden.