Hvem er jeg?

Shou så koldt ned på Nao, de sagde alle sammen at de var unikke, men i hans øjne var de stort set alle blevet det samme. Shou brød sig ikke om at Nao havde læst alt om ham og ville være som ham. Men han kunne lide den del hun sagde om at kæmpe for sine drømme. Shou så ned på Hina da hun sagde hans navn, han sukkede lidt opgivende ”okay, okay” sagde han opgivende og tog så i mod blokken. Han troede Hina havde sagt hans navn fordi hun ville have ham til at skrive autografen. ”Nao-chan.. hvad er din drøm?” spurgte Shou og så op fra blokken, hans øjne hvilte på Nao. Han havde ikke skrevet noget på blokken endnu, men havde slået op på en side og stod med kuglepennen mod papiret.

Nao havde med vilje overhørt, at Shou havde sagt at alle piger sagde de var hans største fan. Han var så van til at blive forvekslet, og han vidste også godt at største delen, hvis ikke alle deres fan, var piger. Han havde faktisk ikke set nogen drenge, med mindre de var som ham. Nao smilte, da Shou tog blokken. Han kunne godt li at Shou sagde hans fornavn. ”Min drøm er at møde og lære Shou at kende.” sagde han lige ud og smilte stort. Det var hans eneste drøm lige nu. Han vidste godt at han snart skulle tænke på fremtidsplaner om hvad han ville lave resten af sit liv. Men der var tid endnu, og han havde allerede en ide, men det var ikke noget han behøvede at kæmpe for endnu.
Hina smilte lidt, da Shou tog blokken. Hun forstod stadig ikke hvad der forgik, hun havde ikke forstået at Shou var stjerne og at han havde nok af at flok kom farerne efter ham. Hun kunne bare se hvor glad pigen blev da Shou tog blokken. Hina var sikker på, at hun også havde en drøm, noget hun også havde kæmpet hårdt for. Hun rystede på hovedet og lod det ligge. Hun smilte igen, da Nao fortalte om sin drøm. Hina synes det var sødt.

Shou rynkede bryn og sænkede blokken uden at have skrevet noget på den ”At være som mig.. og lære mig at kende.. er det virkelig din store drøm?... hvorfor?” spurgte Shou forvirret, han brød sig ikke om svaret han havde fået.

Nao lage hovedet lidt på skrå. Han havde sagt, at han vidste at han aldrig kunne blive som Shou, bare at han ville kæmpe for sine drømme som ham. ”Selvfølgelig er det min store drøm. Shou er mit idol, så hvorfor skulle jeg ikke ønske at lære dig mere at kende?” sagde Nao og smilte stort.

Shou sukkede ”Tror mig.. du ønsker ikke at være som mig eller lære mig at kende” sagde han og stod stadig med blokken. Men der var noget der nagede ham ved denne her fan ”Hvad vil du have ud af livet?” spurgte han så.

Nao så forvirret på Shou. Men måske hørte Shou hverdag at nogen ville lære ham at kende. Men Nao mente det virkelig. ”Jamen.” sagde Nao lidt usikkert. Han rystede lidt på hovedet og smilte lidt. ”Jeg vil lære Shou at kende, det er min største drøm. Hvad jeg ellers vil med mit liv, det kommer.” sagde han og smilte stort igen. Nao kunne synge, men ikke godt nok til at han ville blive stjerne som Shou, og det vidste han godt selv. Han vidste at han aldrig ville blive kendt som Shou, men det ønskede han heller ikke. Siden han var blevet fan af Shou, var han begyndte at tænke lidt over sin fremtid, men Shou fyldte det meste af hans tanker.

Shou sukkede ”Det er fint at du gerne vil møde mig.. men der må da være mere?” spurgte Shou fortvivlet, han hadede at høre at en lille pige ikke ville andet med sit liv end at møde ham. Shou så ned af Nao ”Hvor gammel er du Nao?” spurgte han, men han nåede ikke at få svaret før en pige skreg hans navn, panikken var med det samme malet i Shous ansigt. Han greb hurtigt Hinas hånd og spænede derfra.

Nao lage hovedet lidt på skrå. Han rystede lidt på hovedet. ”Ikke lige nu nej.” sagde han ærligt. Nao ville til at svare på hvor gamle han var, da han hørte en råbe efter Shou. Han så hvordan Shou blev grebet af panik. Nao forstod ikke, hvorfor han ikke bare blev. De var hans fans, han burde være stolt over det. Nao så efter Shou og pigen da de begyndte at løbe.
Hina havde bare stået og lyttet. Hun forstod ikke helt hvad der forgik. Hvorfor ville pigen gerne møde og lære Shou at kende? Og hun kendte allerede hans navn, men det virkede ikke til at de havde mødtes før. Hina så sig tilbage da nogen skreg Shous navn. Hina gættede på at de måske også kendte Shou, så hun snublede lidt forskrækket frem, da Shou tog fat i hende og begyndte at løbe, men hun fandt hurtigt balancen og fyldte efter ham.

Shou drejede ind i en gyde og holdte Hina ind til sig, mens han så fansene løbe forbi gaden. ”Måske er det bedst vi tager tilbage til lejligheden” sagde han og tog Hinas hånd. Han skyndte sig afsted og låste dem ind med koden, så med nøglen. Han satte varerne på køkken bordet og sukkede stille. ”Så er vi hjemme” sagde han lidt lette og begyndte at pakke varerne ud ”Hvad vil du have at spise?” spurgte han hende.

Hina så op på Shou, da han løb ind i en gyde om holdt hende ind til sig. Hun forstod ikke hvad der forgik. Det virkede til at der var en helt masse der kendte Shou, men hvordan? Hun sagde ikke noget, men gik bare hurtigt med Shou. Hvordan kunne de kende Shou, når han tydeligvis ikke kendte dem? Og hvorfor løb de efter ham, og de løb væk fra dem? Hina gik stille ind i lejligheden og skubbede sine sko af, og tog hatten og solbrillerne af. Hun stod lidt med dem i hænderne og så på Shou. ”Hvem…” begyndte hun men stoppede lidt usikkert op, stadig bange for at gøre sin herre sur, hun var jo kun et kæledyr. ”Hvem var de mennesker Shou? De kendte alle sammen dit navn. Og pige sagde hun ville lære at kende dig, er det almindeligt? At man stopper hinanden op på gaden og kender dens andens navn og vil lære dem at kende?” spurgte Hina lidt forvirret. Hun vidste det ikke. Hun så på varerne Shou havde været ved at pakke ud, og lage hatten og solbrillerne fra sig, og gik hen ved siden af ham og pakkede resten ud. ”Var det forkert at jeg ikke vidste hvem du var?” spurgte hun og så op på ham.

Shou stod stille og tænkte, hvad skulle han sige? Lyve igen? ”Det er de mennesker vi legede gennemleg med, men de fandt os.. så vi tabte” sagde han og smilte lidt trist. ”Det er ikke almindeligt for almindelige mennesker.. Men det er almindeligt for mig” sagde han toneløst og fortsatte med at sætte varer på plads. Shou så på hende, af en eller anden grund strøg han en hånd over hendes kind, ville hun ændre adfærd overfor ham hvis hun vidste det? Han tog hurtigt sin hånd til sig, det ville hun sikkert, det havde alle andre gjort, så hvorfor ikke hende? Han smilte lidt ”Det er dejligt at du ikke ved hvem jeg er” sagde han og smilte til hende.

Hina lyste lidt op i et smil, da han sagde at det var de mennesker de legede gemmeleg med. Hun tænkte ikke over, hvor mange som løbet efter dem. Hun så på ham, da han sagde det var almindeligt for ham at blive genkendt. Hun kunne ikke li den måde han sagde det på. Hina så op på Shou igen, da han rørte ved hendes kind, og hun smilte roligt til ham. Hun kunne på godt det. Hina grinte glad, da han sagde at det var dejligt hun ikke vidste hvem han var. "Så var det godt." sagde hun og smilte en smule kærligt til ham. "Skal jeg begynde at lave mad?" spurgte hun og så op på ham.

Shou studerede Hinas ansigtsudtryk, det gav ham et lille kærligt smil og han tænkte tanken som han efterhånden havde tænkt et par gang, at Hina da var meget sød. Shou så ned på nogen af varerne ”Ja.. men..” sagde han lidt bekymret. ”Er du nu sikker på at det er okay?” spurgte han, hun kunne tydeligvis ikke huske meget om sig selv, så kunne hun mon huske hvordan man lavede mad? Altså så hun ikke kom til skade.

Hina lage hovedet lidt på skrå, da han sagde men og lod usikker. Hun så på varerne, og stod bare lidt og så på dem. Hun lyste hun op i et smil og så strålende op på ham. ”Helt sikker.” sagde hun. ”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved det nok skal gå.” sagde hun. ”Så gå du nu ind og slap af, du må have haft en lang dag.” sagde hun og gik om bag Shou og skubbede ham lidt ud af køknet. Der dukkede et lille glimt op for Hinas indre blik, hvor hun stod og råbte og pegede af andre. Hun rystede lidt på hovedet og smilte til Shou. ”Jeg har styr på det.” sagde hun og skyndte sig tilbage til køkkenbordet.
”Shou, maden er klar.” kaldte Hina efter en halv time. Hvis Shou havde prøvet på at komme ud i køknet, ville Hina sende ham væk med et smil. På bordet stod der to tallerknerne, hvor der lå et stykke kød, med nogle grønsager. Det var tydeligt at se, at det ikke en simple ret, for det hele var lagt pænt på tallerknen, og de var ens.
(Ved virkelig ikke noget om fin mad, men hun er jo ved at uddanne sig som gourmetkok, så tænkte det nok lå mest til hendes natur.)

Shou så lidt skeptisk ned på varerne igen, som om han ikke helt stolte på at alt nok skulle gå. Han så overrasket tilbage på Hina da hun skubbede ham ud af køknet, han stod lidt i døråbningen og overvejede om han skulle protestere, men valgte at opgive, han kunne jo alligevel ikke selv lave mad. Og hun insisterede jo på at hun havde styr på hvad hun lavede. Shou gik ind i stuen, smed sig på sofaen og tændte fjernsynet. Han zappede kort forbi en af sine egne reklamer og sukkede, han havde ikke haft en lang dag i dag, men skemaet for i morgen var proppet. De havde sikret sig at der var øvelse til en musikvideo fra morgenstunden af, altså noget han ikke skippede, og så kunne han regne ud at de ville sørger for han blev der resten af dagen også, hvis altså ikke han slap udenom. Han fandt en blok og begyndte stille at skrive, han fik dog kun skrevet nogen linjer inden Hina kaldte. Han smed blokken og kuglepennen på sofaen og rejste sig. Han smilte lidt da han kom ud i køknet ”det lugter godt” sagde han og tog en dyb indånding. Shou fandt noget de kunne drikke, selv drak han mælk, og han satte glas på bordet. Shou satte sig ned og slog hænderne sammen, han lagde til at starte med ikke mærke til hvor flot maden var, han var jo efterhånden van til den slags mad fordi han så ofte spiste på restauranter. Han tog den første bid og den fik ham til at smile ”det smager fantastisk” sagde han og så ned på sin tallerken. Og det var nu det gik op for ham at det her ikke var noget en nybegynder lavede, han så lidt op på Hina og studerede hende. ”Hvorfor ved du hvordan man laver sådan noget mad?” spurgte han undrende.

Hina strålede op i et smil, da Shou sagde det lugtede godt. Hun kunne godt li rosen. Hina satte sig overfor ham, og efterlignede ham og klappede hænderne sammen. Hun sad, og så opmærksomt på ham, og blev spændt da han tog den første bid. Hun smilte stort, da han sagde det smagte, ja ikke bare godt, men fantastisk, og hun begyndte selv at spise. Hun stoppede midt i en bevægelse, da Shou talte, og hendes øjne blev tomme. ”Jeg…” hun lage bestikket fra sig, og lage en hånd mod sin pande. Det gjorde ondt. Hun lukkede øjne og der dukkede billeder op. Igen, hvor hun stod og råbte af nogen, og hvor nogen stod og råbte af hende. Hun lage begge sine hænder mod sin pande. Hovedpinen blev værre. Så dukkede der et nyt billede op. Hun var ung, et barn, og stod ved køkken, på en skammel ved køkkenbordet, med en kvinde ved siden af sig. De havde det hyggeligt, sjovt. Hovedpinen forsvandt lidt, og Hina smilede. Hun så op på Shou. ”Min mor.” sagde hun stille, og hovedpinen forsvandt helt. Hun kunne ikke li de billeder, hvor hun eller andre råbte. Hun kunne bedre li, dem hvor det føltes varmt og hyggeligt. ”Det var hende der gav mig lyst til at lave mad.” sagde hun roligt.

Shou stoppede midt i en bid og så på Hina da hun endelig svarede, han smilte lidt da Hina forklarede at det var hendes mor der havde givet hende lyst til at lave mad. Shou så ned på sin tallerken og mærkede den dårlige samvittighed vælte ind over ham, hans egen mor var også en fantastisk kok, det var bare ved at være mange måneder siden han havde smagt hendes mad, for han havde ikke været hjemme på besøg siden han blev opdaget, til trods for at han var et familiemenneske. ”Det lyder rart” sagde Shou med et lille smil. Han spiste videre og prøvede at få Hina til at snakke lidt mere om sin mor, i håb om at det ville få hende til at huske mere om hende.
Han sagde tak for mad da han var færdig og ryddede af bordet, han spurgte om Hina ville i bad først, hvis ikke ville han selv gå i bad.

Hina smilte, da Shou sagde det lød rart. ”Det var det.” sagde hun stille. Hina kunne ikke rigtig fortælle noget om sin mor, hun huskede det ikke, lige meget hvor meget hun prøvede. Hun kunne fortælle lidt om hvordan hun så ud, at Hina lignede hende meget, og at hun havde været med at til at opmuntre Hina til at lave mad. Der efter sluttede Hinas minder stort set om hende. Hun huskede ikke mere, som om hun stoppede med at eksistere.
Hina hjalp med at rydde af bordet. Hun rystede stille på hovedet. ”Nej, gå bare i bad først, så vasker jeg op.” sagde hun og smilte til ham. Mens hun stod og vaskede op, begyndte hun at nynne en melodi uden at tænke over det. Det var en sang, hendes mor havde elsket, og når den havde været i radioen når de stod og lavede mad sammen, havde de stået og sunget med. Da Hina var færdig med at vaske op, og gøre køknet rent, gik hun ind i stuen. Hun tænkte på hvad hun nu skulle lave. Indtil nu, havde hun hvis ikke gjort meget for at hjælpe Shou. Hina gik hen til sofaen, og håbede vel at et eller andet kunne give hende ide til at hjælpe Shou. ”Hvad er det?” sagde hun nysgerrigt til sig selv, og samlede blokken om fra sofaen og læste linjerne. Hun forstå godt ordene, men hun forstod ikke helt hvorfor Shou skulle have skrevet dem. Hun lage pænt blokken på bordet. Hun lage tænksomt en finger mod sin hage. ”Regel nr. 1. Jeg må ikke lukke nogen ind, eller give nogen hans nøgle eller kodeord til døren nedenunder. Regel nr. 2. Jeg må ikke tage telefonen. Regel nr. 3: Jeg skal sover i min egen seng. Regel nr. 4: ingen kæledyr på kontoret.” sagde hun for sig selv. Det var de fire regler hun havde indtil nu. Hun småløb hen til badeværelset og åbnede stille døren. ”Skal jeg vaske din ryg?” spurgte hun, og var allerede ved at trække trøjen over hovedet. Hina vidste ikke hvor hun fik sine ideer fra, men hun så hellere ikke noget forkert i det, præcis som da hun havde åbnet badeværelset døren nøgen foran Shou dagen før. Der havde han bare sagt, at hun skulle dække sig til, før hun åbnede døren.

Shou sad og lyttede, han smilte lidt mens Hina snakkede om sin mor. Han lignede også selv si mor lidt, han havde hendes hårfarve og hendes øjenfarve. Han savnede hende egentligt. Måske han snart skulle invitere sin familie herover?
Da Hina sagde at han bare kunne gå i bad først, gik han ind på badeværelset, lukkede døren, smed tøjet og trådte ind i badet. Han sukkede da vandet ramte ham og han stod og nød det. Shou lukkede øjnene da han svagt kunne høre Hina nynne, det mindede ham om en sang han kendte, og det fik ham til at smile lidt. Shou var midt i at vaske shampoo ud af sit hår da Hina kom ind, han hørte hende ikke før hun talte. Han stod stille lidt, det var almindeligt at han badede med sin lillebror. Men det her var jo ikke det samme. Shou dækkede sine ædle dele med sine hænder ”Hina!” råbte han først, men tog sig så i det.. ”Gå udenfor.. så gør jeg mig klar til at du kan vaske mig på ryggen” sagde han roligt. Han måtte ikke være for hård ved hende, og hun ville jo bare hjælpe.. Så når han ikke lod hende komme udenfor, var der jo ikke så meget andet hun kunne hjælpe med. Shou ventede til at Hina var gået ud, så slukkede han bruseren, tog et båndklæde om livet og satte sig på en skammel han havde. Han kaldte på Hina og så roligt frem for sig.

Hina kom med et forskrækket ryk, da Shou råbte hendes navn. Havde hun gjort noget forkert igen? Jamen, hvad kunne hun så gøre for at hjælpe ham. Hun lod trøjen falde igen, og så trist mod gulvet, da han sagde hun skulle gå ud. Hun så dog op på ham, da han sagde han ville gøre sig klar. Hina smilte stort og nikkede, og gik hurtigt ud af døren igen. Hendes hjerte slog hurtigt, men hun kunne ikke forklare hvorfor. Hun åbnede stille døren igen, da Shou kaldte. Hun så lidt på hans ryg, og kunne mærke hun fik varme i kinderne. Hun rystede på hovedet. Hun var Shous kæledyr, så det var klart at hun havde varme følelser for sin herre. Hun trak trøjen over hovedet og smed bukserne, så hun stod nøgen. Da hun havde lånt Shous tøj, havde hun ikke tage undertøj på. Hun tænkte at hun ikke ville gøre Shous tøj vådt. Hun tog en våd klud, og satte sig på knæ bag hans ryg og begyndte at vaske den. ”Er det okay?” spurgte hun.

Shou lukkede øjnene da han fornemmede at Hina tog sit tøj af, han havde nu ikke troet at hun ville være nøgen, men hvordan skulle hun ellers vaske ham? Shou nikkede ”det er dejligt” sagde han roligt. Han åbnede øjnene og så ned i gulvet ”Hina.. Hvorfor bliver du ved med at smide tøjet foran mig?” spurgte han og tilføjede hurtigt ”du er godt klar over at jeg er en mand, ikke?”.

Hina smilte stort, da han sagde at det var dejligt, og hun forsatte roligt. Hun stoppede lidt op, da han spurgte hende, hvorfor hun smed tøjet foran ham. ”Jo, jeg er godt klar over at du er en mand, men hvad har det med mit tøj at gøre?” spurgte hun underne.

Shou sukkede og tog sig til tindingerne ”Det er ikke de tøj jeg taler om.. det er din krop..” sagde Shou men overvejede så om han skulle til at forklarer det for hende, for det virkede ikke til hun forstod. Shou sukkede ”Det er lige meget.. tak fordi du vaskede mig… du kan gå nu” sagde han roligt.

”Min krop?” sagde Hina underne, og så ned af sig selv. Var der noget galt med den? Hina havde også mistet fornemmelsen for pli, og opførte sig vel lidt som et barn. Hun smilte lidt. ”Okay, skal jeg lave noget til dig?” spurgte hun, og gik hen og trak trøjen på igen og tog bukserne i hånden. Hvis han bad om noget, ville hun gå ud og gøre det klar til ham, ellers ville hun bare gå ud og sætte sig i stuen.

”Ehm.. en kop the ville være rart” sagde han roligt og ventede på hun var gået før han rejste sig og smed håndklædet. Han gik ind under bruseren og skyllede sig færdigt. Da han var helt færdig med at bade hoppede han ud, tørrede sig og trak i et par underbukser, og de bukser han normalt sov i. Han rodede sig lidt i sit fugtige hår og gik ud i stuen. Han tog blokken fra bordet og hans blik kørte over det han havde skrevet, han hev siden af og smed den ud. Han fandt kuglepennen og begyndte at skrive noget andet ned. Han rakte Hina blokken da hun kom med hans the ”Jeg er nok desværre sent ude i morgen.. Hvis der bliver nogen problemer kan du fange mig her” sagde han roligt. På papiret stod der pladeselskabets adresse og hans eget telefonnummer.