Livet som universitets elev

Raiden kom med et nik, de fleste ville nok være lidt forvirret over Misaki, men Raiden var ærlig talt lidt ligeglad. Aki Misaki i øjnene, hans egne øjne var store og spændte ”Jeg har også på en måde tænkt mig at flytte hjemmefra” sagde Aki med et smil. Han var glad for at han var begyndt at føle at han havde mere til fælles med andre drenge, også selvom det bare var det her. ”Jeg bor i SØ” sagde Raiden ”der er nogle gode lejligheder der ikke er så dyre” sagde han til de to drenge.

Misaki smilte venligt til Aki. ”Hvis du ikke har lyst til at bo alene, så kunne vi da prøve at finde noget sammen.” sagde Misaki, mest i sjov, men det gjorde ham nu ikke noget hvis Aki tog det seriøst. Misaki så på Raiden. ”Måske jeg skulle prøve at forslå det for mine forældre.” sagde han.

Aki blev lidt rød i kinderne ”Bo- bo sammen med en mand?” spurgte han, og man kunne se at det var mærkeligt for ham at tænke på. ”Tror faktisk lejligheden siden af min er fri, hvis i er interesseret” sagde Raiden med et smil.

Misaki kunne ikke lade hver med at smile lidt over Akis reaktion. ”Ja, mange har en rumbo, skulle hvis gøre det nemmer i hverdagen.” sagde Misaki og trak på skulderne. Efter at de havde stået og snakket om at flytte, var Misaki mere end før blevet tændt på ideen. Det ville hjælpe ham en del, også selvom han skulle finde sig et arbejde, så ville han få mere tid til at læse. ”Det lyder fedt. Kan jeg ikke få adressen, så for jeg presset mine forældre.” sagde Misaki, og hans øjne lyste helt af spænding.

”M-måske” sagde Aki lidt flovt, han havde ikke helt tænkt over det, men denne Misaki kendte han jo overhovedet ikke. Raiden løftede sit ene øjnebryn lidt og smilte ”Jo, selvfølgelig” sagde han og fandt sin lidte med navne frem, han skrev adressen ned to gange og rev papiret af, han gav en til dem her. ”Så kan i tjekke kvarteret” sagde han med et smil. Aki tog i mod lappen og studerede den lidt, han så lidt flov op på Raiden. Han kendte ikke denne Misaki, men tanken om at bo siden af Raiden kunne han godt li.

Misaki ville aldrig tvinge nogen til at flytte ind sammen med ham, men Aki virkede flink, derfor var han ikke bange for at lave grin med det, også så om han ville. Misaki tog i mod papiret og så lidt på det og smilte for sig selv. Han så kort på sit ur. ”Shit. Jeg må løbe, ellers kommer jeg for sent til toget.” sagde han og løb ind og hentede sig ting. ”Du må få trøjen tilbage næste gang, Raiden.” råbte Misaki da han løb af sted. ”Ses Aki-chan.” råbte han og vinkede kort til Aki.

Raiden nikkede til at han bare fik den tilbage næste gang, han begyndte efterhånden at mene at det var svært at være sammen med Misaki. ”Han har altid travlt” mumlede Raiden stille. Aki så lidt trist efter Misaki, han havde brugt –chan med Akis navn, han hedede det. Raiden så hvordan Aki pludselig så trist ud og gav ham et klap ved skulderen ”hvad siger du til at vi tager hjem til mig? Så kan du se hvilken slags lejlighed der er siden af min?” spurgte Raiden, der var et eller andet ved Aki han godt kunne ide. Aki smilte lidt usikkert ”jeg skal lige ringe til noget” sagde han, han ringede til anstalten og forklarede situationen, efter en kort samtale med sin psykolog fik han lov til at tage af sted. Raiden smuttede ind efter sine ting, og mødte Aki, hvorefter de gik mod Raidens lejlighed.

Misaki nåede lige at komme med sit tog, og lige da han kom hjem, plagede han hans forældre til at lade ham flytte. De var ikke meget for det, og prøvede at tale ham fra det, men han blev ved. ”Fint, men du skal tale med doktor Kamijō først.” sagde hans mor. De mente altid at Misaki skulle tale med Kamijō før han tog nogen beslutninger om sit liv, bare på grund af hans barndom. Men Misaki gik med til at han nok skulle få en tid og snakke med Kamijō.

Raiden og Aki brugte næsten resten af dagen sammen, de fandt en rytme der fungerede for dem og havde det egentligt begge meget sjovt. Det kom også på tale at Aki og Misaki da egentlig også bare kunne flytte ind i Raidens lejlighed og bo sammen med ham. De fælles arealer de ville få ville ikke være kæmpe store, men Raidens lejlighed havde i forvejen to ekstra værelser af god størrelse, han brugte dem bare til lager for alle hans forældre og onkels ting. Deres tid sammen sluttede da Raiden skulle på arbejde, han fulgte Aki til toget og sagde farvel.

Misaki tog i skole igen dage efter. Han prøvede at bruge tiden i toget på at få læst op på nogen af sine lektier, men som altid var toget proppet. Misaki havde fået ringet til doktor Kamijō om morgen inden han var taget af sted, og han havde sagt at han havde en tid senere på dagen. Misaki var lidt at en sær patient hos Kamijō. Kamijō var den psykolog Misaki havde snakket med bedst som barn, og da han fik andet arbejde på et psykiatrisk hospital, var det egentlig meningen af Misaki skulle have fundet en ny. Men Misaki havde ikke ikke lyst til igen at skulle fortælle en helt ny om hele sin baggrund, så Kamijō havde gået med til at beholde Misaki. Derfor skulle Misaki besøge hospitalet når han ville tale med Kamijō, hvilket Misaki heller ikke havde det helt godt med, men han mødtes også kun sjældent med ham.

Aki var kommet tilbage til hospitalet og var til samtale ved sin psykolog, hun kunne ikke lade vær med at smile over hvordan Aki snakkede om fodbold, manden Raiden og det at han måske skulle bo tæt på ham. Han nævnte også en anden han ikke fik af vide hvad hed, men som virkede interesseret i at bo sammen med ham. Psykologen var lidt utryg ved det, men Aki lod ikke selv til at se ham som en trussel. Da samtalen var slut gik Aki ned af gangene, han boede her jo.

Misaki havde fået tidligt fri fra skole og var på vej mod hospitalet. Han sad allerede uroligt. Han kunne ikke li når han skulle i samtale hos Kamijō, det mindede ham for meget om hans barndom, om den aften. Kamijō havde sagt at han kun havde været et barn, at han ikke skulle ligge så meget skyld på sig selv. Men hver gang Misaki så sit ar, blev han mindet om det, og hvordan hans bror havde råbt af ham. Misaki gik stille mod hospitalet og trak stille vejret ind, inden han gik inden for. Han meldte sig ankomst hos receptionen og gik så hen mod Kamijōs rum. Han vidste hvor det lå, han havde været her før, men det var noget tid siden nu. Misaki så mod jorden, for at undgå at få øjenkontakt med nogen. Hans skulderne var spændte og da han satte sig på en stol uden for, for at vente, begyndte han at sidde uroligt med det ene ben og sine hænder foldet. Hans facade gik i stykker når han var i nærheden af Kamijō, og han havde heller ikke forstille sig at han nogensinde skulle møde nogen han kendte her.

Aki gik stille rundt på hospitalet, han havde ikke så meget andet at lave. ”Aki-san” kaldte han psykolog så pludselig, han stoppede foran et venteområde og vendte sig mod hende. Hun gav ham nogle papir og forklarede at dem skulle han udfylde hvis han ville flytte. Der var også nogle brochurer der forklarede hvordan han gjorde. Han smilte til sin psykolog og hun gik tilbage til sit kontor. Han vendte sig lidt og kom så til at se op, han genkendte med det samme drengen fra træningen og dækkede sit ansigt med papirerne. Han bakkede tilbage og endte med at presse sig mod en dør, ligesom den blev åbnet. Han så op på en mands ansigt der smilte ned til ham ”Goddag… jeg mener ikke at du er den næste aftale” sagde han lidt spørgende og så ud på Misaki.

Misaki hørte et navn blive kaldt op som han synes han kendte, men lige nu bed han ikke mærke i det. Misaki så ikke op, han sad og så ned på sine hænder, til han hørte døren gå op. Han så op og så doktor Kamijō med en dreng foran sig. Misaki rejste sig underne op og så nu hvem det var, og hvorfor navnet havde virket bekendt. Det var Aki, var træningen dagen før. Kamijō kunne se at Misaki blev utilpas, han havde trodsalt kendt drengen i en del år nu. ”Bare kom ind Misaki.” sagde han roligt og smilte venligt til Misaki. Misakis hjerte hamrede hårdt i hans bryst, men… Hvis Aki var her, måtte han næsten bo her. Misaki kendte ikke til andre som ham, som kom og gik. Misaki vidste bare ikke helt om han skulle hilse eller lade hver. Da Misaki ikke flyttede sig, så Kamijō igen ned på Aki. ”Kender i to hinanden?” spurgte han så roligt. Misaki havde ikke fortalt Kamijō at han var bøsse, han havde ikke fortalt det til nogen.

Aki stod nærmest helt stiv, han kunne ikke få sig selv til at gå væk lige meget hvor meget han nærmest prøvede. Han så op på manden igen, hvad skulle han svare. Hans panik endte med at sætte hans fødder i gang og han løb derfra så hurtigt han kunne. Han løb ind på sit værelset og lukkede hurtigt døren efter sig. Hans ansigt var brænd rødt.

Misaki vendte sig lidt mod Aki da han løb og rakte lidt ud efter ham, men han løb ikke efter. Kamijō så undersøgende på Misaki. ”Kom heller ind.” sagde han og gik roligt hen til Misaki. Misaki satte sig i en stol og så igen på sine hænder. ”Må jeg så høre. Jeg bliver jo helt nysgerrig.” sagde Kamijō og smilte venligt. ”Vi mødtes i går, til fodbold træning.” sagde Misaki og så stille op. ”Han spurgte hvor jeg og træneren boede. Jeg sagde jeg stadig boede hjemme, men snart gerne ville flytte, og jeg sagde lidt for sjovt at han kunne flytte ind hos mig hvis det var.” sagde Misaki. ”Jeg vidste jo ikke at han…” sagde Misaki og sukkede. Han kom jo selv til psykolog, så han kunne ikke sige at andre var sindssyge. ”Jeg tror i begge blev chokeret over at se hinanden her.” sagde Kamijō roligt. ”Måske du skulle tale med ham om det. Så vidt jeg har forstået, er det kun dine forældre der ved du kommer her. Måske det ville være godt at snakke med nogen andre om det.” sagde Kamijō. Misaki vidste ikke helt selv. Aki virkede stadig meget ung, så han kunne ikke regne ud, hvad sådan en dreng skulle her. Misaki begyndte der efter at fortælle hvordan han havde mødt Raiden, og derefter hvordan han var kommet til træningen og mødt Aki. Kamijō ville vide hvordan Misaki havde det med sit ar. Sidst Misaki havde gået til træning, var han altid taget hjem for at bade. Misaki sagde at han stadig ikke kunne klæde om foran andre. Da de havde snakket lidt, mente Kamijō ikke at kunne se problemer i at Misaki skulle flytte hjemme fra, heller ikke hvis han ønskede en værelse kammerat, det kunne måske endda hjælpe ham mod hans flovhed over hans ar. Misaki smilte lidt for sig selv. Kamijō mente stadig at Misaki burde spørger hvor Aki boede så de kunne få talt sammen. Misaki sagde han ville tænke over det og sagde farvel. Misaki gik dog hen til indgangen og spurgte om han kunne komme til at tale med Aki Sora. Så måtte Aki selv bestemme om han ville tale med ham.

Aki havde stille sat sig på sin seng og var ved at kigge i papirerne han havde fået da det bankede på hans dør. Han sagde at vedkommende kunne komme ind, der var en fra receptionen der sagde at der var en Misaki der gerne ville tale med ham. Misaki kunne næsten kun være drengen fra træningen. Aki sad et øjeblik hvor han overvejede det, men så valgte han at rejse sig og gå ned til Misaki. Han var nervøs, nok også fordi han på en måde vidste hvor barnligt det havde været af ham at løbe sådan. Men han havde bare aldrig regnet med at møde nogen han som sådan kendte her, han havde håbet at han mere og mere kunne ligge det her liv bag sig. Han kom ned i receptionen og sendte Misaki et lille vink da han så ham. Aki havde sig eget tøj på, det eneste der gjorde det klar at han boede her var et armbånd om hans håndled der var med til at identificere ham. ”Du ville gerne se mig..” sagde han så roligt som han kunne.

Misaki ventede mens Aki blev kontaktet, og gik og håbede lidt at han ikke ville se ham. Han vidste ikke en gang selv hvad han skulle gøre. Derfor blev Misaki noget utilpas da han så Aki vinke til ham. Men han gik stille hen til ham. Drengen så jo ud til at være fuldstændig frisk, bortset fra at han virkede noget genert. Misaki ville også godt indrømme at Aki så godt ud, en smule piget for en dreng, men sødt på sin egen måde. ”Ja, jeg ville bare høre om du var okay.” sagde Misaki og smilte lidt venligt. Hans facade var kommet op igen, nu hvor han var lidt væk fra Kamijō. ”Jeg kom altså ikke her for at gøre nogen utilpas. Jeg mødes bare en gang i mellem med doktor Kamijō og snakker.” sagde han og slog blikket lidt ned. Han kunne vel lige så godt være ærlig om hvorfor han var her.

Aki så lidt undrende på Misaki ”Hvorfor skulle jeg ikke være okay?” spurgte han lidt undrende. Han smilte sødt ”bare rolig.. jeg er okay” sagde han med lidt røde kinder. ”Det er okay” sagde han roligt til at han ikke var kommet for at gøre nogen utilpas ”du vidste jo ikke at jeg bor her” sagde han og så Misaki ind i øjnene. Han tiltede hovedet lidt på skrå, han havde ikke tænkt sig at spørger ind til hvorfor Misaki gik til psykolog. Han smilte lidt da han kunne se det var svært for Misaki, hvad skulle han sige. Han trak lidt på skulderen ”det er dejligt at have en at snakke med de svære ting om” sagde han stille.

Misaki følte sig ldit dum, ja hvorfor skulle han ikke være okay? Misaki havde bare undret sig da Aki løb. Aki virkede egentlig meget sød, og Misaki havde en ide om, at hvis de flytte ind samme, at Misaki ikke ville have et problem med ham. Misaki nikkede. ”Ja, det er det. Det er også derfor jeg stadig har doktor Kamijō, jeg kunne ikke rigtig finde ud af det med at skifte selvom han flyttede her til.” sagde han og smilte venligt. ”Men det var nu mest mine forældre der ville have jeg snakkede med ham i dag, det med at skulle flytte ud.” sagde Misaki og trak lidt på skulderne og smilte venligt til Aki.

Aki så op på Misaki ”jeg var hjemme ved Raiden-san i går” sagde han og smilte lidt flovt til Misaki. ”Kvarteret han bor i virker fint.. men han sagde også at han havde to ekstra værelser hvis vi var interesseret i dem” sagde han med et smil. ”Hans lejlighed er stor nok til at vi alle kan bo der hvis det er” sagde han med lidt røde kinder, på en måde kunne han godt lide ideen om at bo sammen med både Raiden og Misaki.

Misaki kunne godt li at de snakkede mere normalt nu. Måske havde det alligevel ikke været en dum ide at han havde valgt at tale med Aki. Han lage hovedet lidt på strå, da Aki sagde at Raiden havde to ekstra værelser. Misaki smilte glad til ham. ”Det lyder da hyggeligt.” sagde Misaki. ”Kan du så flytte ud når du vil?” spurgte Misaki roligt. ”Ellers kan jeg prøve at snakke med doktor Kamijō, og sige jeg nok skal tage ansvar.” sagde Misaki og grinte lidt.

Aki nikkede lidt til at det kunne være hyggeligt, jo flere forbilleder han havde jo bedre. Bare ærgerligt for ham at han ikke vidste at de begge sådan set var homoseksuelle, eller den ene var i hvert fald. Aki smilte lidt og nikkede, han kunne flytte når han ville. ”Vi har ikke den samme doktor.. så det ville ikke hjælpe noget” sagde han roligt. ”Men jeg må godt flytte” sagde han roligt. Han havde ikke lyst til at fortælle Miaski om hvorfor han var her.

Misaki smilte venligt. Misaki ville ikke presse Aki til at fortælle hvorfor han var der, lige som han heller ikke ville presses til at fortælle. ”Det lyder godt. Jeg skal stadig have plaget mine forældre, men tror også snart jeg kan flytte så. Men du kommer vel til træning igen, så kan vi snakke samme om det igen.” sagde han roligt.

Aki nikkede ”Jeg skal bare underskrive nogle papirer… så kan jeg vist flytte” sagde han med lidt røde kinder, det var mærkeligt at tænke på at han snart skulle væk herfra. Han nikkede stille til at han kom til træning næste gang ”men på en måde vil jeg gerne flytte før” sagde han lidt flovt, han havde vel fået lidt blod på tanden.